Waltey

Waltey

Košček biserne ogrlice

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Košček biserne ogrlice

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
12 min branja
Obseg
10 strani
Naslov izvirnika
Et stykke perlesnor

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Košček biserne ogrlice

The railway in Denmark still stretches only from Copenhagen to Korsør; it is a length of a string of pearls, of which Europe has so many. The most precious pearls are named Paris, London, Vienna, Naples—yet many a traveller points not to these great cities as the loveliest pearl, but to some small, unremarkable town, the home of homes, where loved ones live. Indeed, often it is only a single farm, a little house hidden among green hedges, a speck that flashes past as the train races by.

How many pearls are there on the string from Copenhagen to Korsør? We shall look at six that most people are bound to notice; old memories and poetry itself lend these pearls a lustre that makes them shine into our thoughts.

Near the hill where Frederick VI’s palace stands, the home of Oehlenschläger’s childhood, one of the pearls gleams in the shelter of Søndermarken’s woodland. It was called “Philemon and Baucis’s Cottage,” which meant the home of two dear old people. Here Rahbek lived with his wife Camma; here, beneath their hospitable roof, all the finest minds of bustling Copenhagen gathered for a generation. Here was a home of the spirit—and now! Do not say, “Alas, how changed!” No, it is still a home of the spirit, a hothouse for the ailing plant! The flower bud too weak to unfold still holds, hidden within it, all the promise of leaf and seed. Here the sunshine of the spirit enters a sheltered home of the spirit, reviving and quickening. The world outside shines through the eyes into the soul’s unfathomable depths: the Home for Idiots, enfolded in human kindness, is a sacred place, a hothouse for the ailing plant that will one day be transplanted to bloom in God’s garden. The weakest in mind now gather here, where once the greatest and strongest met, exchanged thoughts, and were lifted upwards—upwards the flame of souls still leaps in “Philemon and Baucis’s Cottage.”

The city of royal tombs beside Hroar’s spring, ancient Roskilde, lies before us; the church’s slender spires rise above the low-built town and are mirrored in the Isefjord. Here we shall seek out only one grave and gaze at it in the pearl’s lustre. It is not that of the mighty Margaret, queen of the Union—no, the grave is in the churchyard whose white wall we rush so close past. A modest stone has been laid over it; here rests the king of the organ, the man who breathed new life into Danish song. The old legends became melodies within our souls; we heard how “The clear waves rolled”—“A king once dwelt in Lejre!” Roskilde, city of royal tombs, in your pearl we shall look upon the humble grave whose stone bears a carved lyre and the name: Weyse.

Now we come to Sigersted, near the town of Ringsted; the riverbed is low, and golden corn grows where Hagbarth’s boat came ashore, not far from Signe’s bower. Who does not know the legend of Hagbarth hanging from the oak while little Signe’s bower stood in flames—the legend of their mighty love?

“Lovely Sorø, encircled by woods!” Your quiet monastery town has found a prospect between the moss-grown trees; with youthful eyes it looks out from the academy across the lake towards the world’s highway, and hears the locomotive dragon pant as it flies through the forest. Sorø, pearl of poetry, where Holberg’s dust is laid! Like a mighty white swan beside the deep woodland lake stands your palace of learning; and close beside it, drawing our gaze, a little house gleams like the white starflower on the forest floor. From it, devout hymns ring out across the land; within it, words are spoken to which the farmer himself listens, learning of Denmark’s bygone days. The green wood and the song of the bird belong together, as do the names Sorø and Ingemann.

On to the town of Slagelse! What is mirrored here in the pearl’s lustre? Antvorskov Monastery has vanished, vanished are the castle’s splendid halls, even its lonely, abandoned wing; yet an ancient landmark still stands, renewed time and again: a wooden cross on the hill over there, where, in the days of legend, Saint Anders, the priest of Slagelse, awoke after being carried here from Jerusalem in a single night.

Korsør—here you were born, you who gave us “Jest Mingled with Earnest in Songs by Knud Sjællandsfar.” Master of words and wit! The crumbling old ramparts of the abandoned fortress are now the last visible witness here to your childhood home; when the sun sets, their shadows point towards the spot where the house of your birth once stood. From these ramparts, looking towards the heights of Sprogø, you saw, when you “were little,” “the moon slip down behind the island,” and sang of it in immortal verse, as later you sang of Switzerland’s mountains—you who wandered through the world’s labyrinth and found that “nowhere are the roses quite so red, and nowhere are the thorns so small, and nowhere is the down so soft as that on which our childhood’s innocence lay!”

Sweet singer of playful fancy! We weave you a wreath of woodruff and cast it into the sea; the waves will carry it to Kiel Fjord, upon whose shore your dust is laid. It brings a greeting from the young generation, a greeting from your native town of Korsør—where the string of pearls ends!

II. “It certainly is a length of a string of pearls, from Copenhagen to Korsør,” said Grandmother, who had heard what we have just read being read aloud. “It is a string of pearls to me, and it became one more than forty years ago!” she said. “We had no steam engines then; we took days to travel the distance you now cover in hours! It was in 1815; I was twenty-one then! That is a lovely age! Though being in one’s sixties is a lovely age too, so blessed! In my young days, yes, going to Copenhagen was a much rarer thing than it is now—to the city of cities, as we thought it. After twenty years, my parents wanted to pay another visit there, and I was to go with them. We had talked about that journey for years, and now it was really to take place! I felt as though a whole new life were about to begin, and in a way a new life did begin for me.

There was sewing to be done, and packing, and when at last we were ready to leave, how many good friends came to wish us farewell! We had a great journey before us! Late in the morning we drove out of Odense in my parents’ Holstein carriage; acquaintances nodded from the windows all along the street, almost until we were through Saint George’s Gate. The weather was lovely, the birds were singing, everything was delightful; we forgot what a long, hard road it was to Nyborg. We arrived towards evening; the mail did not come in until late at night, and the packet boat could not sail before then. So we went aboard; before us lay the great expanse of water, as far as the eye could see, smooth as glass. We lay down in our clothes and slept. When I woke in the morning and came up on deck, there was not the slightest thing to be seen on either side, so thick was the fog. I heard cocks crowing, sensed that the sun was rising, and heard bells ringing; wherever could we be? The fog lifted, and there we were, still just outside Nyborg. Later in the day a little wind sprang up at last, but it was dead against us. We tacked and tacked, and finally had the good fortune to reach Korsør a little after eleven that evening; we had taken twenty-two hours to travel those four Danish miles.

It was good to be ashore, but it was dark, the lamps burned dimly, and everything seemed utterly strange to me, who had never been in any town but Odense.

“Look, this is where Baggesen was born!” said my father, “and Birckner lived here!” At once it seemed to me that the old town with its little houses grew brighter and larger; besides, we were so happy to have dry land beneath our feet. I could not sleep that night for thinking of all I had already seen and experienced since leaving home the day before yesterday.

Next morning we had to rise early; there was a dreadful road ahead, with terrible hills and many holes, all the way to Slagelse, and beyond it the road was said to be little better. We wanted to reach Krebsehuset in time to walk from there into Sorø while it was still daylight and visit the Møllers’ Emil, as we called him. Yes, that was your grandfather, my dear late husband, the provost; he was a student at Sorø and had just finished his second examination there.

We reached Krebsehuset in the afternoon. It was a splendid place in those days, the best inn on the whole journey, in the loveliest countryside—and you must all admit that it still is. The landlady, Madam Plambek, was a capable woman; everything in the house was as clean as a well-scrubbed chopping board. On the wall, framed and under glass, hung Baggesen’s letter to her; that was well worth seeing! To me it was a great wonder. Then we walked into Sorø and found Emil there. You may be sure he was glad to see us, and we to see him; he was so kind and attentive. He took us to see the church, with Absalon’s grave and Holberg’s coffin; we saw the old monks’ inscriptions, and we sailed across the lake to ‘Parnassus’—the loveliest evening I can remember! I truly thought that if one could write poetry anywhere in the world, it must be in Sorø, amid such natural peace and beauty. Then in the moonlight we walked along the Philosophers’ Path, as they call it, that lovely, lonely walk beside the lake and Flommen, out towards the road to Krebsehuset. Emil stayed and had supper with us; Father and Mother thought he had grown so clever and looked so well. He promised that within five days he would be in Copenhagen with his family, and would see us there; it was Whitsuntide, you know. Those hours in Sorø and at Krebsehuset—yes, they are among the loveliest pearls of my life! Next morning we set off very early, for we had a long way to go before reaching Roskilde, and we had to arrive in time to see the church and for Father to visit an old school friend later in the evening. All this we did, and we spent the night in Roskilde. The following day—but not until noon, for the road still ahead of us was the worst and most deeply rutted of all—we reached Copenhagen. We had taken about three days to travel from Korsør to Copenhagen; now you make the same journey in three hours. The pearls have not grown more precious—they could not—but the string has become new and wonderful. I stayed with my parents in Copenhagen for three weeks, and we were with Emil there for eighteen whole days. When we set off back to Funen, he accompanied us all the way from Copenhagen to Korsør, and there we became engaged before we parted. So you can surely understand why I too call the road from Copenhagen to Korsør a length of a string of pearls.

Later, when Emil was given a living near Assens, we were married. We often talked about our journey to Copenhagen, and about making it again some day, but then your mother came along, and then she had brothers and sisters, and there was so much to look after and attend to. And when Father was promoted and became a provost—well, it was all a blessing and a joy, but we never got to Copenhagen! I never went there again, however often we thought of it and talked about it; and now I have grown too old, I have not the strength to go rushing about by rail. But I am glad of the railways! It is a blessing to have them! They bring you to me sooner! Why, Odense is now scarcely farther from Copenhagen than it was from Nyborg in my youth! You can fly to Italy now as quickly as we travelled to Copenhagen! Yes, that is something! Still, I shall stay where I am and let the others travel! Let them come to me! But you must not smile just because I sit so quietly; I have a far greater journey before me than yours, one far swifter than a journey by rail. When Our Lord wills it, I shall go up to ‘Grandfather,’ and when you have done your work and taken your pleasure here in this blessed world, I know you will come up to us. And when we talk there of the days of our earthly lives, believe me, children, I shall say there, just as I do now: ‘From Copenhagen to Korsør—yes, it certainly is a length of a string of pearls!’”

Izvirnik

Et stykke perlesnor

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

Jernbanen i Danmark strækker sig endnu kun fra København til Korsør, den er et stykke perlesnor, dem Europa har en rigdom af; de kosteligste perler der nævnes: Paris, London, Wien, Neapel –; dog mangen én udpeger ikke disse store stæder som sin skønneste perle, men derimod viser hen til en lille umærkelig stad, der er hjemmets hjem, der bor de kære; ja, tit er det kun en enkelt gård, et lille hus, skjult mellem grønne hække, et punkt, der flyver hen idet banetoget jager forbi.

Hvor mange perler er der på snoren fra København til Korsør? Vi vil betragte seks, som de fleste må lægge mærke til, gamle minder og poesien selv giver disse perler en glans, så at de stråler ind i vor tanke.

Nær ved bakken, hvor Frederik den Sjettes slot ligger, Oehlenschlägers barndomshjem, skinner i læ af Søndermarkens skovgrund én af perlerne, man kaldte den "Filemons og Baukis' hytte," det ville sige: to elskelige gamles hjem. Her boede Rahbek med sin hustru Camma, her, under deres gæstfrie tag, samlede sig i en menneskealder alt åndens dygtige fra det travle København, her var et åndens hjem, – – og nu! sig ikke, "ak, hvor forandret!" – nej, endnu er det åndens hjem, drivhuset for den sygnende plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gemmer dog, skjult, alle spirer til blad og frø. Her skinner åndens sol ind i et fredet åndens hjem, opliver og levendegør. Verden rundt om stråler ind gennem øjnene i sjælens ugranskelige dybde: Idiotens Hjem, omsvævet af menneskekærligheden, er et helligt sted, et drivhus for den sygnende plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds urtegård. De svageste i ånden samles nu her, hvor engang de største og kraftigste mødtes, vekslede tanker og løftedes opad – opad blusser end her sjælenes flamme i "Filemons og Baukis' Hytte."

Kongegravenes by ved Hroars væld, det gamle Roskilde, ligger for os; kirkens slanke tårnspir løfter sig over den lave by og spejler sig i Isefjorden; én grav kun vil vi her søge, betragte den i perlens glar; det er ikke den mægtige uniondronning Margrethes – nej, inde på kirkegården, hvis hvide mur vi tæt ved flyver forbi, er graven, en ringe sten er lagt hen over den, orglets drot, den danske romances fornyer, hviler her; melodier i vor sjæl blev de gamle sagn, vi fornam hvor: "De klare bølger rulled'," - "der boede en konge i Lejre!" – Roskilde, kongegravenes by, i din perle vil vi se på den ringe grav, hvor i stenen er hugget lyren og navnet: Weyse.

Nu kommer vi til Sigersted ved Ringsted by; ålejet er lavt; det gule korn vokser, hvor Hagbarths båd lagde an, ikke langt fra Signes jomfrubur. Hvem kender ikke sagnet om Hagbarth, der hang i egen og Signelils bur stod i lue, sagnet om den stærke kærlighed.

"Dejlige Sorø omkranset af skove!" din stille klosterby har fået udkig mellem de mosgroede træer; med ungdomsblik ser den fra akademiet ud over søen til verdenslandevejen, hører lokomotivets drage puste, idet den flyver gennem skoven. Sorø, du digtningens perle, der gemmer Holbergs støv! Som en mægtig, hvid svane ved den dybe skovsø ligger dit lærdoms slot, og op til den, og derhen søger vort øje, skinner, som den hvide stjerneblomst i skovgrunden, et lille hus, fromme salmer klinger derfra ud gennem landet, ord mæles derinde, bonden selv lytter dertil og kender svundne tider i Danmark. Den grønne skov og fuglens sang hører sammen, således navnene Sorø og Ingemann.

Til Slagelse by –! hvad spejler sig her i perlens glar? Forsvundet er Antvorskov kloster, forsvundet slottets rige sale, selv dets ensom stående forladte fløj; dog et gammelt tegn står endnu, fornyet og atter fornyet, et trækors på højen derhenne, hvor i legendens tid Hellig-Anders, den Slagelse-præst, vågnede op, båren i én nat herhid fra Jerusalem.

Korsør – her fødtes du, der gav os:

– "Skæmt med alvor blandet

i viser af Knud Sjællandsfar."

Du mester i ord og vid! de synkende gamle volde af den forladte befæstning er nu her det sidste synlige vidne om dit barndomshjem; når solen går ned, peger deres skygger hen på den plet, hvor dit fødehus stod; fra disse volde, skuende mod Sprogøs højde, så du, da du "var lille," - "månen ned bag øen glide" og besang den udødeligt, som du siden besang Schweiz' bjerge, du, som drog om i verdens labyrint og fandt, at –

"– – ingensteds er roserne så røde,

og ingensteds er tornene så små,

og ingensteds er dunene så bløde

som de, vor barndoms uskyld hvilte på!"

Lunets liflige sanger! vi fletter dig en krans af skovmærker, kaster den i søen, og bølgen vil bære den til Kielerfjord, på hvis kyst dit støv er lagt; den bringer hilsen fra den unge slægt, hilsen fra fødebyen Korsør – hvor perlesnoren slipper!

II.

"Det er rigtignok et stykke perlesnor fra København til Korsør," sagde bedstemoder, der havde hørt læse, hvad vi nu nys læste. "Det er en perlesnor for mig og det blev den mig allerede for nu over fyrretyve år siden!" sagde hun. "Da havde vi ikke dampmaskinerne, vi brugte dage til den vej, hvor I nu kun bruger timer! Det var 1815; da var jeg enogtyve år! det er en dejlig alder! skønt op i de tres, det er også en dejlig alder, så velsignet! – I mine unge dage, ja, da var det en anderledes sjældenhed, end nu, at komme til København, byen for alle byerne, som vi anså den. Mine forældre ville, efter tyve år, engang igen gøre et besøg der, jeg skulle med; den rejse havde vi i åringer talt om og nu skulle den virkelig gå for sig! jeg syntes, at et helt nyt liv ville begynde, og på en måde også begyndte der for mig et nyt liv.

Der blev syet og der blev pakket sammen og da vi nu skulle af sted, ja, hvor mange gode venner kom ikke for at sige os lev vel! det var en stor rejse vi havde for! Op ad formiddag kørte vi ud fra Odense i mine forældres holstenske vogn, bekendte nikkede fra vinduerne hele gaden igennem, næsten til vi var helt ude af Sankt Jørgens Port. Vejret var dejligt, fuglene sang, alt var fornøjelse, man glemte, at det var en svær, lang vej til Nyborg; mod aften kom vi der; posten indtraf først ud på natten og før afgik ikke børtfartøjet; vi tog da om bord; der lå nu ud foran os det store vand, så langt vi kunne øjne, så blikstille. Vi lagde os i vore klæder og sov. Da jeg i morgenstunden vågnede og kom op på dækket, var der ikke det mindste at se til nogen af siderne, sådan en tåge havde vi. Jeg hørte hanerne gale, fornam, at solen kom op, klokkerne klang; hvor mon vi var; tågen lettede, og vi lå såmænd endnu lige uden for Nyborg. Op ad dagen blæste endelig en smule vind, men stik imod; vi krydsede og krydsede, og endelig var vi så heldige, at vi klokken lidt over elve om aftnen nåede Korsør, da havde vi været toogtyve timer om de fire mil.

Det gjorde godt at komme i land; men mørkt var det, dårligt brændte lygterne og alt var så vildtfremmed for mig, der aldrig havde været i nogen anden by end i Odense.

"Se, her blev Baggesen født!" sagde min fader, "og her levede Birckner!"

Da syntes mig, at den gamle by med de små huse blev med ét lysere og større; vi følte os dertil så glade ved at have landjorden under os; sove kunne jeg ikke den nat over alt det meget, jeg allerede havde set og oplevet, siden jeg i forgårs tog hjemmefra.

Næste morgen måtte vi tidligt op, vi havde for os en slem vej med forfærdelige banker og mange huller til vi nåede Slagelse, og videre frem på den anden side var nok ikke stort bedre, og vi ville gerne så betids komme til Krebsehuset, at vi derfra endnu ved dag kunne gå ind i Sorø og besøge Møllers Emil, som vi kaldte ham, ja, det var eders bedstefader, min salig mand, provsten, han var student i Sorø og netop færdig der med sin anden eksamen.

Vi kom efter middag til Krebsehuset, det var et galant sted dengang, det bedste værtshus på hele rejsen og den yndigste egn, ja, det må I da alle indrømme, at den endnu er. Det var en ferm værtinde, madam Plambek, alt i huset som et glatskuret spækbræt. På væggen hang i glas og ramme Baggesens brev til hende, det var nok værd at se! mig var det en stor mærkelighed. – Så gik vi op til Sorø og traf der Emil; I kan tro, han blev glad ved at se os, og vi ved at se ham, han var så god og opmærksom. Med ham så vi da kirken med Absalons grav og Holbergs kiste; vi så de gamle munkeindskrifter, og vi sejlede over søen til "Parnasset," den dejligste aften jeg mindes! jeg syntes rigtignok, at skulle man nogensteds i verden kunne digte, måtte det være i Sorø, i denne naturens fred og dejlighed. Så gik vi i måneskin ad Filosofgangen, som de kalder det, den dejlige ensomme vej langs søen og Flommen ud mod landevejen til Krebsehuset; Emil blev og spiste med os, fader og moder fandt, at han var blevet så klog og så så godt ud. Han lovede os, at han inden fem dage skulle være i København hos sin familie og sammen med os; det var jo pinsen. De timer i Sorø og ved Krebsehuset, ja, de hører til mit livs skønneste perler! –

Næste morgen rejste vi meget tidligt, for vi havde en lang vej før vi nåede Roskilde, og der måtte vi være så betids at kirken kunne ses, og ud på aftnen fader besøge en gammel skolekammerat; det skete også og så lå vi natten over i Roskilde og dagen derpå, men først ved middagstid, for det var den værste, den mest opkørte vej, vi havde tilbage, kom vi til København. Det var omtrent tre dage, vi havde brugt fra Korsør til København, nu gør I den samme vej i tre timer. Perlerne er ikke blevet kosteligere, det kan de ikke, men snoren er bleven ny og vidunderlig. Jeg blev med mine forældre tre uger i København, Emil var vi dér sammen med i hele atten dage, og da vi så rejste tilbage til Fyn, fulgte han os lige fra København til Korsør, der blev vi forlovet før vi skiltes ad; så kan I nok forstå mig, at også jeg kalder fra København til Korsør et stykke perlesnor.

Siden, da Emil fik kald ved Assens, blev vi gift; vi talte tit om Københavnsrejsen, og om at gøre den engang igen, men så kom først eders moder, og så fik hun søskende, og der var meget at passe og tage vare på, og da nu fader forfremmedes og blev provst, ja, alt var en velsignelse og glæde, men til København kom vi ikke! aldrig kom jeg der igen, hvor tit vi tænkte derpå og talte derom, og nu er jeg blevet for gammel, har ikke legeme til at fare på jernbane; men glad ved jernbanerne er jeg! det er en velsignelse at man har dem! så kommer I hurtigere til mig! Nu er Odense jo ikke stort længere fra København, end den i min ungdom var fra Nyborg! I kan nu flyve til Italien lige så hurtigt som vi var om at rejse til København! ja det er noget! – alligevel bliver jeg siddende, jeg lader de andre rejse! lader dem komme til mig! men I skal ikke smile endda, fordi jeg sidder så stille, jeg har en anderledes stor rejse for, end eders, én, meget hurtigere, end den på jernbanerne; når Vorherre vil, rejser jeg op til "Bedstefader," og når så I har udrettet eders gerning og glædet eder her ved denne velsignede verden, så ved jeg, at I kommer op til os, og taler vi da dér om vort jordlivs dage, tro mig, børn! jeg siger også dér som nu: "Fra København til Korsør, ja, det er rigtignok et stykke perlesnor!"