Waltey

Prevod

You know the story of Holger Danske, of course; we shall not tell it to you, but ask whether you remember from it that “Holger Danske conquered the great land of India, eastward to the end of the world, to the tree called the Tree of the Sun,” as Christen Pedersen puts it. Do you know Christen Pedersen? Never mind if you do not. There Holger Danske gave Prester John power and dominion over the land of India. Do you know Prester John? Well, it does not matter if you do not know him either, for he does not appear in this story at all. You are to hear about the Tree of the Sun in “the land of India, eastward to the end of the world,” as people understood it in those days, people who had not studied geography as we have; but that does not matter either!

The Tree of the Sun was a splendid tree, such as we have never seen, nor will you ever see its like. Its crown spread for miles in every direction; it was really an entire forest. Each of its smallest branches was itself a whole tree: palms, beeches, stone pines, plane trees—indeed, every kind of tree found throughout the world sprang here like little twigs from the great boughs. These, with their curves and knots, formed something like valleys and hills, clothed in velvet-soft greenery teeming with flowers. Each bough was like a broad flowering meadow or the loveliest garden. The sun shone down upon it with blessed rays, for this was the Tree of the Sun, and birds from every corner of the world gathered here: birds from the primeval forests of distant America, from the rose gardens of Damascus, from the wilderness of forests in the heart of Africa, where the elephant and the lion imagine that they alone hold sway. The polar birds came, and of course the stork and the swallow came too. But birds were not the only living creatures to come here; the deer, the squirrel, the antelope, and a hundred other swift and graceful animals were at home here. The tree’s crown was a great fragrant garden, and within it, where the largest boughs stretched like green hills, stood a crystal castle with a view of every country in the world. Each tower rose like a lily; you could walk up through the stem, for there was a staircase inside—so you can understand how it was—and step out upon the leaves, which were balconies. At the very top, within the flower itself, was the loveliest, most radiant circular hall, with no roof but the blue sky and its sun or stars. Equally magnificent, in a different way, were the spacious halls below in the castle; the whole world around was reflected in their walls. You could see everything that happened, so there was no need to read newspapers, and they had none here. Everything could be seen in living pictures, if only you could manage to watch it all, or cared to do so; for too much is too much, even for the wisest man, and here lived the wisest man of all. His name is so difficult to pronounce that you could not say it, and so we may as well leave it at that. He knew everything that a human being can know or will ever come to know upon this earth; every invention that had been made or would be made—but no more than that, for there is a limit to everything. Wise King Solomon was only half as wise, and he was very wise indeed; he ruled over the forces of nature and mighty spirits, and even Death himself had to bring him word each morning, with a list of those who were to die that day. Yet King Solomon himself had to die, and that was the thought which often filled the mind of the seeker, the mighty lord of the castle in the Tree of the Sun, with a strange vividness. He too, however far his wisdom raised him above other men, must one day die; he knew it. His children must die; like the leaves of the forest they would crumble and turn to dust. He saw the generations of mankind blown away like the leaves of the tree, and new ones taking their place; but the fallen leaves never grew again. They turned to dust, became parts of other plants. What happened to human beings when the Angel of Death came? What was it to die? The body dissolved, and the soul—yes, what was that? What became of it? Where did it go? “To eternal life,” said the consolation of religion; but how did the passage take place? Where did one live, and how? “In Heaven above!” said the devout. “Up there we shall go!” “Up there!” repeated the wise man, looking towards the sun and stars. “Up there!” And he saw that, on the round globe of the earth, above and below were one and the same, according to where one stood upon that floating sphere. And if he rose as high as the summits of the earth’s highest mountains, the air which we below call clear and transparent, “the pure heavens,” became a pitch-black darkness, stretched taut as cloth; the sun could be seen glowing without rays, and our earth lay wrapped in an orange mist. The eye of the body could see only so far, and the eye of the soul was shut out too. How little we knew! Even the wisest knew so little of what matters most to us.

In the castle’s secret chamber lay the greatest treasure on earth: “The Book of Truth.” He read it leaf by leaf. It was a book in which every human being has the power to read, but only in fragments; the writing trembles before many an eye, so that it cannot spell out the words. On certain pages the writing often grows so pale, so faint, that only a blank leaf can be seen. The wiser one is, the more one can read, and the wisest reads most of all. Moreover, he knew how to gather starlight, sunlight, the light of hidden forces, and the light of the spirit; with this stronger illumination upon the pages, still more of the writing appeared to him. But in the section of the book headed “Life After Death,” not so much as a jot could be seen. This grieved him. Could he not find, here upon this earth, a light by which the words written there in the Book of Truth might be made visible to him?

Like wise King Solomon, he understood the language of animals; he heard their songs and speech, but they made him no wiser on this matter. He discovered the powers in plants and metals, powers to drive away sickness, to ward off death, but not to destroy it. In everything created that lay within his reach, he sought the light that could illuminate the certainty of eternal life, but he did not find it; the Book of Truth lay before him as though its pages were unwritten. In the Bible, Christianity showed him words of assurance about eternal life, but he wished to read them in his own book, and in that he saw nothing.

He had five children: four sons, educated as only the wisest father can educate his children, and one daughter, beautiful, gentle, and wise, but blind. Yet she did not seem to feel it as a loss; her father and brothers were eyes for her, and the depth of her own heart gave her the certainty of sight.

The sons had never been farther from the castle halls than the tree’s boughs extended, and their sister had gone even less far. They were happy children in their childhood home, in the land of childhood, in the lovely, fragrant Tree of the Sun. Like all children, they loved to hear stories, and their father told them much that other children would not have understood; but then these children were as wise as most old people are among us. He explained what they saw in the living pictures on the castle walls: the work of humankind and the course of events in every country on earth. Often the sons wished they could be out there, sharing in all those great deeds, and their father would tell them that life in the world was hard and bitter; it was not quite as they saw it from their lovely childhood world. He spoke to them of the beautiful, the true, and the good, and told them that these three things held the world together, and that under the pressure they endured they became a precious stone, clearer than the finest diamond. Its radiance had worth in the eyes of God; it outshone all else, and was in fact what is called “the Philosopher’s Stone.” He told them that, just as one came through creation to the certainty of God, so through human beings themselves one came to the certainty that such a jewel existed. He could tell them no more about it; he knew no more. Now this tale would have been difficult for other children to understand, but these children understood it, and no doubt the others will catch up in time.

They asked their father about the beautiful, the true, and the good, and he explained these things to them and told them a great deal. He also told them that when God created human beings from the earth, He gave His creation five kisses: kisses of fire, kisses of the heart, tender kisses from Our Lord, and these are what we now call the five senses. Through them the beautiful, the true, and the good are seen, perceived, and understood; through them they are cherished, protected, and fostered. Five powers of sense are given, inward and outward, root and crown, body and soul.

The children thought a great deal about this; it was in their minds night and day. Then the eldest brother dreamed a lovely dream, and, strange to say, the second brother dreamed it too, and the third dreamed it, and the fourth: each of them dreamed exactly the same thing. He dreamed that he went out into the world and found the Philosopher’s Stone. It shone like a bright flame upon his brow as, in the morning light, he rode his arrow-swift horse home across the velvet-green meadows of the garden and into his father’s castle. And the jewel cast so heavenly a light and radiance upon the pages of the book that the words written there about life beyond the grave became visible. Their sister did not dream of going out into the wide world; the thought never occurred to her. Her world was her father’s house.

“I shall ride out into the wide world!” said the eldest. “I must try its ways and make my way among people. I shall desire only the good and the true, and with these I shall defend the beautiful. Many things will be different when I have a hand in them!” Yes, his thoughts were bold and grand, as all our thoughts are at home in our cosy corner by the stove, before we go out into the world and meet rain and rough weather and thornbushes.

His five senses, inward and outward, were exceedingly fine, as were those of his brothers; but each brother had one sense in particular whose strength and development surpassed all the others. In the eldest it was sight, and this was to be of especial service to him. He had eyes for every age, he said, eyes for every people, eyes that could see straight down into the earth where treasures lay, and straight into human hearts, as though there were only a pane of glass before them—that is to say, he saw more than we can see in the cheek that flushes and pales, or the eye that weeps or laughs. Deer and antelope accompanied him to the western boundary; there the wild swans came flying towards the northwest. He followed them, and soon he was far out in the wide world, far from his father’s land, which stretched “eastward to the end of the world.”

How he opened his eyes! There was so much to see, and it is always a different matter to see the place and the thing itself rather than through pictures, however good they may be—and those at home in his father’s castle were extraordinarily good. At the very first moment he almost lost both eyes from sheer amazement at all the rubbish, all the tinsel of Shrovetide switches, that had been set up as the beautiful. But he did not lose them; he had other uses for them.

He meant to set about discerning the beautiful, the true, and the good thoroughly and honestly; but how did matters stand? He saw that ugliness usually received the bouquet that beauty should have had; goodness often went unnoticed, and mediocrity was clapped rather than slapped. People looked at a man’s name, not his worth; at his coat, not the man; at his office, not his calling. Apparently it could be no other way.

“Well, I had better get properly to work!” he thought, and he set to work. But as he sought the true, along came the Devil, who is the father of lies and falsehood itself. He would gladly have knocked both eyes out of the seer at once, but that was too crude. The Devil goes about things more subtly. He let him seek the true and look at it, and at the good as well; but as he looked, the Devil blew a mote into his eye, into both eyes, one mote after another. That was not good for his sight, even for the keenest sight. The Devil blew up the mote until it became a beam, and then those eyes were done for. There stood the seer like a blind man in the midst of the wide world, and he had no faith in it. He gave up his good opinion of the world and of himself, and when you give up both the world and yourself, well, then you are done for.

“Done for!” sang the wild swans as they flew eastward over the sea. “Done for!” sang the swallows as they flew east to the Tree of the Sun; and that was no good news for those at home.

“Things seem to have gone badly for the ‘seer’!” said the second brother. “But perhaps the ‘hearer’ will fare better!” It was his sense of hearing that he had sharpened most; he could hear the grass grow, so far had he brought it.

He took an affectionate farewell and rode away, well endowed with gifts and good intentions. The swallows followed him, and he followed the swans, and soon he was far from home, out in the wide world.

You can have too much of a good thing, as he was to discover. His hearing was too keen: he could hear the grass grow, but he could also hear every human heart beating in joy and pain. To him it was as though the whole world were a great clockmaker’s workshop, where all the clocks went “Tick, tick!” and all the tower clocks struck “Ding! Dong!” No, it was unbearable! Still, he kept his ears pricked up as long as he could. At last all the noise and shouting became too much for one human being. There were street urchins of sixty—for age is not what matters—shouting at the tops of their voices; that was laughable enough. But then came gossip, hissing through every house, lane, and street, and straight out along the high road. Lies spoke loudly and played the grand gentleman; the fool’s bell rang out and declared itself a church bell. It grew too much for the hearer, and he stuck his fingers in both ears. Yet he still heard false singing and sour notes, gossip and gabble; stubborn assertions, not worth a sour herring, flapped upon tongues until they went crack, crack, in polite society. There were sounds and shortcomings, clatter and crash, outward and inward—Heaven preserve us! It was unbearable; it was altogether too much! He thrust his fingers deeper into both ears, deeper and deeper, until his eardrums burst. Now he heard nothing, not even the beautiful, the true, and the good, where hearing should have been the bridge to his thoughts. He grew silent and suspicious, believed no one, and at last did not even believe himself, which is a very unhappy state. He would never find the mighty jewel and bring it home; he gave up the quest and himself as well, and that was the worst of all. The birds flying east carried word of it until it reached his father’s castle in the Tree of the Sun. No letter came; there was no postal service either.

“Now I shall try!” said the third. “I have a fine nose!” That was not a very fine way of putting it, but that was how he spoke, and one must take him as he was. He was good humour itself, and he was a poet, a true poet; he could sing what he could not say. Many things occurred to him long before they occurred to the others. “I smell a rat!” he said; and it was indeed his sense of smell that was highly developed, and to which he allotted a wide domain in the realm of beauty. “One person likes the scent of apples, another the smell of stables!” he said. “Every province of scent in beauty’s kingdom has its public. Some feel at home in the air of a tavern, beside the smoking wick of a tallow candle, where the reek of spirits mingles with foul tobacco smoke; others prefer to sit amid the cloying fragrance of jasmine or rub themselves with strong oil of cloves—that is something you can smell. Some seek the fresh sea breeze, the brisk gale, or climb to a lofty mountain peak and look down over the busy little lives below!” Yes, that was what he said. It was as though he had already been out in the world, lived among people, and come to know them; but he carried that wisdom within himself. It was the poet in him, the gift Our Lord had laid in his cradle.

Now he said farewell to his father’s home in the Tree of the Sun. He walked through the beauty of his home, but once outside he mounted an ostrich, which runs faster than a horse; and when, later, he saw the wild swans, he swung himself onto the back of the strongest. He was very fond of change, and so he flew over the sea to foreign lands, with great forests, deep lakes, mighty mountains, and proud cities. Wherever he came, it was as though sunshine passed over the countryside. Every flower and bush gave forth a stronger fragrance, sensing that a friend was near, a protector who valued and understood it. Even the downtrodden rosebush lifted its branches, unfolded its leaves, and bore the loveliest rose. Everyone could see it; even the black, wet forest slug noticed its beauty.

“I shall put my mark upon the flower!” said the slug. “There, I have spat on it; I can do no more!” “That is how beauty fares in the world!” said the poet, and he sang a song about it, sang it in his own fashion, but no one listened. So he gave the drummer two skilling and a peacock feather, and the drummer arranged the song for the drum and beat it out through the town, in every street and lane. Then people heard it and said they understood it: it was so profound! And now the poet could sing more songs, and he sang of the beautiful, the true, and the good. They heard of it in the tavern where the tallow candle smoked; they heard it in the fresh clover meadow, in the forest, and on the open sea. It seemed that this brother was having greater success than the other two. But the Devil did not like that, and so he came at once with royal incense and church incense and all the incense of honour that can be found, which the Devil knows so well how to distil: the most potent incense of all, which smothers every other scent and can turn even an angel’s head, let alone a poor poet’s. The Devil knows well enough how to handle such people! He plied the poet with incense until he was utterly lost in it and forgot his mission, his father’s home—everything, even himself. He went up in smoke and incense.

When all the little birds heard this, they mourned and did not sing for three days. The black forest slug grew blacker still, not from grief but from envy. “It was I,” he said, “who ought to have had the incense, for I gave him the idea for his most famous song, the one for the drum, about the ways of the world! It was I who spat on the rose; I can produce witnesses!”

But no word of this reached home in the land of India; all the little birds were mourning, you see, and kept silent for three days. And when the time of mourning was over, well, their grief had been so great that they had forgotten whom they were mourning for. That is how things go!

“Now I suppose I must go out into the world—and disappear like the others!” said the fourth brother. He was as good-humoured as the one before him, but he was not a poet, and so had all the more reason to be cheerful. Those two had brought merriment to the castle; now the last of its merriment was leaving. Sight and hearing have always been regarded as the two most important senses, the ones people especially wish to have strong and keen; the other three senses are considered less essential. But that was not this son’s opinion at all. He had particularly cultivated taste, in every sense of the word, and taste has great power and a mighty dominion. It governs both what passes through the mouth and what passes through the mind. So he tasted whatever was in pan and pot, in bottle and vessel; that, he said, was the coarse part of his office. To him every human being was a pan with something cooking in it, every country an enormous kitchen, spiritually speaking; that was the refined part, and now he wished to go out and try the refined.

“Perhaps I shall have better luck than my brothers!” he said. “I am off! But what means of transport shall I take? Have balloons been invented?” he asked his father, who, of course, knew of every discovery that had been made or ever would be made. But balloons had not been invented, nor had steamships or railways. “Then I shall take a balloon!” he said. “My father knows how they are made and steered; I shall learn! No one knows of the invention, so they will think it an apparition in the sky. When I have finished with the balloon, I shall burn it; so you must give me a few of that future invention called chemical matches!”

He was given all these things, and away he flew. The birds accompanied him farther than they had accompanied the other brothers; they wanted to see how this flight would turn out. More and more kept joining them, for they were curious; they thought it was a new kind of bird flying there. Yes, he certainly had company! The air grew black with birds; they came like a great cloud, like the swarm of locusts over the land of Egypt, and soon he was out in the wide world.

“I have had a good friend and helper in the east wind,” he said. “The east wind and the south wind, you mean!” said the winds. “There have been two of us taking turns, or you would never have travelled northwest!”

But he did not hear what the winds said, and that does not matter either. Nor did the birds accompany him any longer. Just when their numbers were greatest, a couple of them grew tired of the journey. Too much had been made of the whole affair, they said. He was getting above himself. “It is nothing to fly after, nothing at all! It is dull!” And so they stayed behind; all of them stayed behind. After all, the whole thing was nothing.

And the balloon descended over one of the largest cities, where the aeronaut took his seat on the highest point, which was the church spire. The balloon rose into the air again; it was not supposed to do that. Where it went would be hard to say, but never mind; it had not been invented.

There he sat at the very top of the church spire. The birds did not fly to him; they were tired of him, and he was tired of them. All the city’s chimneys smoked and gave forth their smells.

“Those are altars raised to you!” said the wind; it wanted to say something pleasant to him. He sat there boldly enough, looking down at the people in the streets. There went one proud of his purse, another proud of the key at his back, although he had nothing to unlock; one was proud of his coat, which moths were eating, and another of his body, which worms would eat.

“Vanity! Yes, I had better go down soon, stir the pot, and taste it!” he said. “But I shall sit here a little longer; the wind tickles my back so delightfully. It is a great pleasure. I shall stay here as long as this wind blows. I want a little rest. It is good to lie late in the morning when you have a great deal to do, as the lazy man says; but idleness is a root of all evil, and there is no evil in our family, I say—and so says every mother’s son in the street! I shall stay here as long as this wind blows; it suits my taste!”

And he stayed where he was; but he was sitting on the spire’s weathercock, which turned and turned with him, so that he thought the same wind was still blowing. He stayed where he was, and there he might sit a long time, enjoying the taste of it.

But in the land of India, in the castle in the Tree of the Sun, all had grown empty and quiet as the brothers left, one after another. “They are not faring well!” said their father. “Never will they bring home the shining jewel. It is not to be found for me. They are gone—dead!” And he bent over the Book of Truth, staring at the page where he should have read of life after death; but for him there was nothing to see or know.

His blind daughter was his comfort and joy; she clung to him with such tender love. For his happiness and delight she wished that the precious jewel might be found and brought home. In grief and longing she thought of her brothers. Where were they? Where were they living? She wished so earnestly that she could dream of them; but, strangely enough, even in dreams she could not be with them. At last one night she dreamed that their voices reached her. They called to her, cried out from the wide world, and she had to go out there, far, far away; and yet she seemed still to be in her father’s house. She did not meet her brothers, but in her hand she felt something burning like fire, though it gave no pain: she held the shining jewel and brought it to her father. When she awoke, for a moment she believed she still held it; it was her distaff that her hand clasped. Through the long nights she had spun unceasingly, and on the spindle was a thread finer than a spider’s web; human eyes could not make out the single strand. She had moistened it with her tears, and it was as strong as an anchor cable. She rose; her decision was made, and the dream must come true. It was night; her father slept. She kissed his hand, then took her spindle and fastened the end of the thread to her father’s house, for otherwise she, being blind, could never find her way home again. She had the thread to hold to; she trusted in that, not in herself or others. She plucked four leaves from the Tree of the Sun; she would give them to wind and weather to carry to her brothers as letters of greeting, should she fail to meet them out in the wide world. How would she fare there, the poor blind child? Yet she had the invisible thread to hold to; and above all the others she possessed one gift: depth of heart. Through it she seemed to have eyes in her very fingertips and ears in the depths of her heart.

And so she went out into the bustling, rumbling, wondrous world, and wherever she went, the sky grew bright with sunshine. She could feel the warmth of its rays; the rainbow arched from the black cloud across the blue air. She heard the birds singing and caught the fragrance of orange groves and apple orchards, so strong that she thought she could taste it. Gentle music and lovely singing reached her, but so did howls and screams; thoughts and judgments rang out in strange discord. Into the recesses of her heart came the echoes of human hearts and minds; they swelled into a chorus:

"Our earthly life is rain and storm, a night of bitter weeping!" But another song rose too: "Our earthly life is a rosebush bright with sunshine and rejoicing."

And when the bitter cry rang out, "Each thinks of himself alone; that truth we all are given," the answer came: "A river of love runs through our earthly living!"

She heard the words plainly enough: "All things here are mean and small; each side has its reverse!" But she heard this too: "So much is done that's great and good, of which the world scarce hears!"

And when a swelling chorus sang all around her, "Mock everything, laugh all to scorn, join in the pack's loud barking!" a voice within the blind girl's heart replied: "Be true to yourself, hold fast to God; his will be done, amen!"

And wherever she appeared among men and women, among old and young, the knowledge of the true, the good, and the beautiful shone in their souls. Wherever she went—in the artist's workshop, in the rich and festive drawing room, or in the factory among the whirring wheels—it was as though a sunbeam had entered, a string had sounded, a flower had released its fragrance, and a refreshing dewdrop had fallen upon a withering leaf.

But the Devil could not put up with this. Now, he has more wit than ten thousand men, and so he devised a way to help himself. He went to the marsh, took bubbles from the stagnant water, and let a sevenfold echo of lying words resound over them, for that made them stronger. He ground to powder as many paid verses of praise and deceitful funeral sermons as he could find, boiled them in tears that envy had shed, sprinkled them with paint scraped from a sallow maiden's cheek, and from all this created a girl who resembled the blind, beneficent girl in form and movement. "The gentle angel of the heart," people called her, and now the Devil had set his game in motion. The world did not know which of the two was the true one—and how was the world to know?

"Be true to yourself, hold fast to God; his will be done, amen!" sang the blind girl in perfect trust. She gave the four green leaves from the tree of the sun to wind and weather to carry as letters and greetings to her brothers, and she was certain they would reach them. Yes, she was certain, too, that the jewel would be found, the jewel that outshone all earthly splendor; from the brow of humanity it would shine upon her father's house.

"To my father's house!" she repeated. "Yes, on earth is where the jewel lies, and I bring more than the certainty of its existence. I feel its glow; it swells greater and greater here in my closed hand! Every little grain of truth, however fine, that the keen wind swept up and carried, I caught and kept. I let it steep in the fragrance of all that is beautiful—and there is so much beauty in the world, even for the blind. I took the sound of the human heart beating with goodness and mingled it with the rest. All I bring is grains of dust, yet they are dust from the precious stone we sought, in rich abundance; my whole hand is full!" And she stretched it out toward—her father. She was home; on the wings of thought she had reached it, for she had never let go of the invisible thread that led to her father's house.

The powers of evil swept over the tree of the sun with the roar of a hurricane, and with a gust of wind burst through the open doorway into the secret chamber. "It will blow away!" cried her father, clasping the hand she had opened.

"No!" she cried in calm certainty. "It cannot blow away! I feel the ray warming my very soul!" And her father saw a shining flame as the sparkling dust streamed from her hand across the white page of the book that was to tell of the certainty of eternal life. In dazzling splendor an inscription appeared, only a single visible word, that one word:

Faith And the four brothers were with them again; longing for home had seized them and brought them back when the green leaf fell upon each one's breast. They had come, and the birds of passage had followed them, along with deer, antelopes, and all the creatures of the forest. They too wished to share in the joy—and why should animals not do so, when they can?

And just as we have often seen, when a sunbeam shines through a hole in the door into a dusty room, a gleaming column of dust whirling in its light, so—but not coarse and poor like that; even the rainbow is heavy and its colors too faint beside the vision revealed here—so, from the page of the book, from the shining word faith, rose every grain of truth, radiant with beauty, resonant with goodness, shining more brightly than the pillar of fire in the night when Moses and the people of Israel journeyed to the land of Canaan. From the word faith stretched the bridge of hope to all-embracing love in the infinite.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Du kender da historien om Holger Danske; den vil vi ikke fortælle dig, men spørge, om du fra den husker, at "Holger Danske vandt det store Indieland øster ud til verdens ende, til det træ, som kaldes solens træ," som Christen Pedersen siger det; kender du Christen Pedersen? det får være det samme, at du ikke kender ham. Holger Danske gav der Præst Jon magt og værdighed over Indieland. Kender du Præst Jon? Ja, det kan også være det samme, at du ikke kender ham, for han kommer slet ikke for her i historien; du skal høre her om solens træ i "Indieland, øster ud til verdens ende," som de forstod det dengang, de, der ikke havde læst geografi, som vi har læst den; men det kan nu også være det samme!

Solen træ var et prægtigt træ, som vi aldrig har set det, og du heller aldrig vil få det at se; kronen strakte sig flere mil rundt om, den var egentlig en hel skov, hver af dens mindste grene var igen et helt træ, der var palme, bøg, pinje, platan, ja alle de slags træer, som findes rundt om i verden, skød her frem som smågrene på de store grene, og disse selv med deres bugter og knuder gjorde lige som dale og høje, de var beklædt med et fløjlsblødt grønt, der myldrede af blomster; hver gren var som en udstrakt blomstrende eng eller den yndigste have; solen skinnede herned med velsignede stråler, det var jo solens træ, og fuglene fra alle verdens kanter samlede sig her, fuglene fra det fjerne Amerikas urskove, fra Damaskus' rosenhaver, fra det indre Afrikas skovørken, hvor elefanten og løven bilder sig ind, at de alene regerer; polarfuglene kom og storken og svalen kom naturligvis også; men fuglene var ikke de eneste levende skabninger, som kom her, hjorten, egernet, antilopen og hundrede andre dyr med flugt og dejlighed var her hjemme; en stor duftende have var jo træets krone og inde i den, hvor de allerstørste grene strakte sig som grønne højder, lå et slot af krystal med udsigt til alle verdens lande; hvert tårn løftede sig som en lilje, man kunne gå op igennem stilken, for der var trappe indeni, så kan du jo nok forstå det, man kunne træde ud på bladene, det var balkoner, og øverst i blomsten selv var den dejligste, strålende rundsal, der ikke havde andet tag end den blå himmel med sol eller stjerner; lige så herligt, på en anden vis, var der nede i slottets udstrakte sale, her i væggene afspejlede sig den hele verden rundt om; man kunne se alt hvad der skete, så at man ikke behøvede at læse aviser, og dem havde de heller ikke her. Alt var at se i levende billeder, kunne man kun være over at se det, eller gad være over det; thi for meget er for meget, selv for den viseste mand, og her boede den viseste mand. Hans navn er så svært at udtale, du kan ikke udtale det, og så kan det også være det samme. Han vidste alt, hvad et menneske kan vide og vil komme til at vide på denne jord; hver opfindelse, der var gjort og ville blive gjort, men heller ikke mere, for der er grænse for alt. Den vise kong Salomon var kun halvt så klog, og han var dog meget klog; han herskede over naturkræfterne, over mægtige ånder, ja døden selv måtte hver morgen bringe ham bud og liste over hvem, der den dag skulle dø, men kong Salomon selv måtte også dø, og det var den tanke, som tit forunderligt levende opfyldte granskeren, den mægtige herre på slottet i solens træ. Også han, i hvor højt han i visdom stod over menneskene, skulle engang dø, vidste han, hans børn skulle dø; som skovens løv ville de henfalde og blive støv. Menneskeslægten så han henvejre som bladene på træet og nye kom i stedet, men bladene, som faldt, voksede aldrig frem igen, de gik over i støv, i andre plantedele. Hvad skete med menneskene, når dødens engel kom? Hvad var det at dø? Legemet gik i opløsning og sjælen - ja hvad var den? Hvad blev den? Hvorhen gik den? "Til det evige liv," sagde religionens trøst; men hvorledes var overgangen? Hvor levede man og hvorledes? "I himlen deroppe!" sagde de fromme, "derop går vi!" - "Derop!" gentog den vise og så mod sol og stjerner. "Derop!" og han så fra jordens runde kugle, at oppe og nede var et og det samme, eftersom man stod på den svævende kugle; og steg han op så højt jordens højeste bjerge løftede deres top, da blev den luft, vi nede kalder klar og gennemsigtig, "den rene himmel," et kulsort mørke, stramt som et klæde, og solen var at se gloende uden stråler, vor jord lå svøbt i en orangetåge. Begrænset var det for legemets øje, tillukket for sjælens med, hvor ringe var vor viden, selv den viseste vidste kun lidt af det vigtigste for os.

I slottets lønkammer lå den største jordens skat: "Sandhedens bog." Blad for blad læste han i den. Det var en bog, hvori ethvert menneske mægter at læse, men kun stykkevis, skriften sitrer for mangt et øje, så at det ikke formår at stave ordene; på enkelte blade bliver ofte skriften så bleg, så forsvindende, at der kun ses et tomt blad; jo visere man er, des mere kan man læse, og den viseste læser det allermeste; han vidste dertil at samle stjernelyset, sollyset, skjulte kræfters lys og åndens lys, ved dette forstærkede skin på bladene kom for ham endnu mere af skriften frem, men ved det afsnit i bogen, hvis overskrift er: "Livet efter døden," der blev ikke så meget som en tøddel at se. Det gjorde ham bedrøvet; - skulle han ikke mægte her på denne jord at finde et lys, hvorved det synliggjordes ham, hvad her stod i sandhedens bog.

Som den vise kong Salomon forstod han dyrenes sprog, han hørte deres sang og tale, men derved blev han ikke klogere herpå; han udfandt kræfterne i planter og metaller, kræfter til at fjerne sygdommen, fjerne døden, men ikke tilintetgøre den. I alt hvad skabt var, og som han kunne nå, søgte han at finde lyset, der mægtede at bestråle forvisningen om et evigt liv, men han fandt det ikke, sandhedens bog lå for ham, som med ubeskrevne blade. Kristendommen viste ham i Bibelen fortrøstningens ord som et evigt liv, men han ville læse det i sin bog, og i den så han intet.

Fem børn havde han, fire sønner, oplært, som den viseste fader kan oplære sine børn, og én datter, smuk, blid og klog, men blind, dog det syntes ikke at være hende et savn; fader og brødre var øjne for hende, og inderligheden var hende syn for sagn.

Aldrig havde sønnerne været længere fra slottets sale, end træets grene strakte sig, søsteren endnu mindre, de var lykkelige børn i barndommens hjem, i barndommens land, i det dejlige, duftende solens træ. Som alle børn holdt de meget af at høre fortælle, og faderen fortalte dem meget, som andre børn ikke ville have forstået, men disse var nu også lige så kloge, som hos os de fleste gamle mennesker, han forklarede dem, hvad de så i levende billeder fra slottets vægge, menneskenes dont og begivenhedernes gang i alle jordens lande, og tit ønskede sønnerne at være med derude og tage del i al den stordåd, og faderen sagde dem da, at det var tungt og bitterligt i verden, den var ikke ganske, som de så den fra deres dejlige barneverden. Han talte til dem om det skønne, sande og gode, sagde, at de tre ting holdt verden sammen, og under det tryk, disse led, blev til en ædelsten, klarere end diamantens vand; dens glans havde værd for Gud, den overstrålede alt og var egentlig den, man kalder "de vises sten." Han sagde dem, at lige som man gennem det skabte kom til vished om Gud, således kom man gennem menneskene selv til vished om, at en sådan ædelsten fandtes; mere kunne han ikke sige om den, mere vidste han ikke. Den fortælling ville nu for andre børn have været svær at forstå, men disse forstod den, og siden komme nok de andre med.

De spurgte faderen om det skønne, sande og gode, og han forklarede dem det, sagde dem så meget, sagde også, at da Gud skabte menneskene af jord, gav han sin skabning fem kys, ildkys, hjertekys, inderlige Vorherres kys, og dem er det, vi nu kalder de fem sanser; ved dem bliver det skønne, sande og gode set, fornummet og forstået, ved dem bliver det skattet, beskærmet og fremmet; fem sanseevner er givet indad og udad, rod og top, legeme og sjæl.

Det tænkte de børn nu meget over, det var i deres tanke nat og dag; da drømte den ældste af brødrene en dejlig drøm, og underlig nok, den anden broder drømte den også, og den tredje drømte den og den fjerde, hver af dem drømte lige et og det samme; han drømte, at han drog ud i verden og fandt de vises sten; som en lysende flamme på hans pande strålede den, da i morgenskæret han på sin pilsnare hest red tilbage over de fløjlsgrønne enge i hjemmets have ind i det fædrene slot, og ædelstenen kastede et så himmelsk lys og skær over bogens blade, at det blev synligt, hvad der stod skrevet om livet bag graven. Søsteren drømte ikke at komme ud i den vide verden, det kom hende ikke i tanke, hendes verden var hendes faders hus.

"Jeg rider ud i den vide verden!" sagde den ældste; "prøve må jeg dog dens færd og tumle mig mellem menneskene; kun det gode og det sande vil jeg, med disse værner jeg om det skønne. Meget skal blive anderledes, når jeg kommer med!" ja, han tænkte kækt og stort, som vi alle gør det hjemme i kakkelovnskrogen, før vi kommer ud i verden og prøver regn og rusk og tornebuske.

De fem sanser indad og udad var hos ham, som hos de andre brødre, højst udmærkede, men hver af dem havde især én sans, der i styrke og udvikling overgik alle de andre; hos den ældste var det synet, det skulle især komme ham til gode. Han havde øjne for alle tider, sagde han, øjne for alle folkefærd, øjne, der kunne se lige ned i jorden, hvor skattene lå, og lige ind i menneskenes bryst, som om der kun var en glasrude for, - det vil da sige, han så mere, end vi kan se på kinden, der rødmer og blegner, øjet, der græder eller ler. Hjort og antilope fulgte ham til grænsen vester på, og der kom de vilde svaner og fløj mod nordvest, dem fulgte han, og så var han langt ude i den vide verden, langt fra faderens land, der strakte sig: "østerud til verdens ende."

Nå, hvor han spilede øjnene op! der var meget at se, og det er altid noget andet at se stedet og tingen selv, end at få det ved billeder, om disse er nok så gode, og de var overordentlig gode, de hjemme i hans faders slot. Han var nærved, i det første øjeblik, at tabe begge øjnene af forbavselse over alt det skrammel, al den fastelavnsrispynt, der var stillet op som det skønne, men han tabte dem ikke, han havde anden bestemmelse for dem.

Grundigt og ærligt ville han gå til værks i erkendelse af det skønne, sande og gode, men hvorledes stod det til dermed? han så, som oftest fik det hæslige buketten, hvor det skønne skulle have den, det gode blev tit ikke bemærket, og middelmådigheden blev beklappet og ikke beklapset. Folk så på navn og ikke på gavn, så på kjolen og ikke på manden, på kald og ikke på kaldelse. Det kunne nu ikke være anderledes.

"Ja, jeg må nok til at tage ordentlig fat!" tænkte han, og han tog fat; men idet han søgte det sande, kom Djævlen, som er løgnens fader og løgnen selv, gerne havde han straks slået begge øjnene ud på seeren, men det var for groft; Djævlen går finere til værks, han lod ham søge det sande og se på det og på det gode med, men idet han så, blæste Djævlen ham en skæve i øjet, i begge øjnene, den ene skæve efter den anden, det var ikke godt for synet, selv for det bedste syn; Djævlen blæste så skæven op, til den blev en bjælke, og så var det forbi med de øjne, der stod da seeren som en blind mand midt i den vide verden, og den stolede han ikke på; han opgav sine gode tanker om den og om sig selv, og når man opgiver både verden og sig selv, ja, så er det forbi med en.

"Forbi!" sang de vilde svaner, som fløj hen over havet, øster på; "forbi!" sang svalerne, der fløj mod øster til solens træ, og det var ikke gode efterretninger for dem hjemme.

"Det er nok gået 'seeren' dårligt!" sagde den anden broder, "men det kan vel gå 'høreren' bedre!" Hørelsens sans var det, som han især havde skærpet, han kunne høre græsset gro, så vidt havde han bragt det.

Hjertelig afsked tog han, red af sted med gode evner og gode forsætter. Svalerne fulgte ham, og han fulgte svanerne, og så var han langt fra hjemmet ude i den vide verden.

Man kan nu også have for meget af en god ting, det måtte han sande, hørelsen hos ham var for stærk, han hørte jo græsset gro, men så hørte han også hvert menneskehjerte slå i glæde og i smerte, det var for ham, som om hele verden var et stort urmagerværksted, hvor alle ure gik "dik, dik!" alle tårnure slog "ding! dang!" nej, det var ikke til at døje! men han holdt ørene stive, så længe han kunne; til sidst blev det for voldsomt for et ene menneske al den støj og det skrål; der kom gadedrenge på tresindstyve år, det er ikke alderen, der gør det; de skrålede op, det var nu til at le af, men så kom sladderen, den hvislede gennem alle huse, stræder og gader, lige ud af landevejen; løgnen var højrøstet og spillede herskab, narrebjælden ringede op og sagde, at den var kirkeklokke, det blev for galt for høreren, han stak fingrene ind i begge øren, - men han hørte endnu falsk sang og ond klang, sladder og tjadder, sejholdte påstande, ikke en sur sild værd, flagrede ved tungen, så det sagde knæk, knæk! i den gode omgang. Der var lyd og lyder, bulder og skrald, udad og indad, bevar os! det var ikke til at holde ud, det var alt for galt! han stak fingeren dybere i begge sine øren, altid dybere, og så sprang trommehinden, nu hørte han ingenting, heller ikke det skønne, sande og gode, der hvor hørelsen skulle være bro til hans tanke, og han blev stille og mistænksom, troede ingen, troede til sidst ikke sig selv, og det er meget ulykkeligt; han ville ikke finde og hjembringe den mægtige ædelsten, og han opgav det og sig selv med, og det var nu det allerværste. Fuglene, som fløj øster på, bragte bud herom, til det nåede faderens slot i solens træ; brev kom der ikke, der gik jo heller ingen post.

"Nu vil jeg prøve det!" sagde den tredje, "jeg har en fin næse!" og det var nu ikke fint sagt, men således talte han, og man må tage ham, som han var, han var det gode humør, og han var poet, en virkelig poet, han kunne synge ud, hvad han ikke kunne sige; meget kom ham i tankegangen længe før hos de andre. "Jeg lugter lunten!" sagde han, og det var også lugtesansen, der hos ham i høj grad var udviklet, og den han gav et stort område i det skønnes rige; "én holder af æbleduft og én holder af staldduft!" sagde han, "hver duftregion i det skønnes rige har sit publikum. Nogle føler sig hjemme i kippeluft ved den rygende tande i tællelyset, hvor snapsens stank blander sig med den slette tobaksrøg, andre sidder hellere i den kvalme jasminduft eller gnider sig med den stærke nellikeolie, den kan man fornemme. Nogle søger den friske søbrise, den raske kuling, eller stiger op på den høje bjergtop og ser ud over det travle småliv!" ja, det sagde han; det var som om han havde været ude i verden før, levet med menneskene og kendte dem, men han havde den klogskab i sig selv, den var poeten i ham, det Vorherre havde givet ham i skænk på vuggen.

Nu sagde han farvel til det faderlige hjem i solens træ, han gik gennem hjemmets dejlighed, men udenfor satte han sig op på strudsen, der løber stærkere end en hest, og da han siden så de vilde svaner, svang han sig op på ryggen af den stærkeste; han holdt meget af forandring, og så fløj han ud over havet til fremmede lande, med store skove, dybe søer, mægtige bjerge og stolte byer, og hvor han kom, var det, som gik der et solskin hen over egnen; hver blomst og busk duftede mere stærk i fornemmelsen af, at der var den nær en ven, en beskytter, der skattede og forstod den, ja, den forkuede rosenhæk løftede sine grene, udfoldede sine blade og bar den yndigste rose, enhver kunne se den, selv den sorte, våde skovsnegl bemærkede dens dejlighed.

"Jeg vil give blomsten mit mærke!" sagde sneglen, "nu har jeg spyttet på den, andet kan jeg ikke gøre!"

"Sådan går det nok med det skønne i verden!" sagde poeten, og han sang en vise derom, sang den på sin måde, men ingen hørte på den; derfor gav han trommeslageren to skilling og en påfuglefjer, og så satte han visen ud for tromme og slog den ud i byen, i alle gader og stræder; så hørte folk den og sagde, at de forstod den, den var så dyb! og nu kunne poeten synge flere viser, og han sang om det skønne, det sande og det gode, og de hørte derom i kippen, hvor tællelyset osede, de hørte det i den friske kløvereng, i skoven og på den åbne sø; det lod til, at denne broder fik større held, end de to andre havde det; men det kunne Djævlen ikke lide, og så kom han straks med kongerøgelse og kirkerøgelse og al den hæderens røgelse, der findes kan, og som Djævlen forstår at destillere; de allerstærkeste røgelser, som kvæler alle de andre og kan gøre selv en engel tummelumsk, sagtens en stakkels poet; Fanden ved nok, hvorledes han skal tage de folk! han tog poeten med røgelse, så at han blev rent henne i det, glemte sin sendelse, sit fædrehjem, - alt, sig selv med; han gik op i røg og røgelse.

Alle småfugle, da de hørte det, sørgede og sang ikke i tre dage. Den sorte skovsnegl blev sortere endnu, ikke af sorg, men af misundelse. "Det var mig," sagde han, "der burde være røget, for det var mig, der gav ham ideen til hans berømteste vise, den for tromme, om verdens gang! det var mig, der spyttede på rosen, det kan jeg skaffe vidner på!"

Men hjemme i Indiens land lød intet bud derom; alle småfugle sørgede jo og tav i tre dage, og da sørgetiden var omme, ja, så havde sorgen været så stærk, at de havde glemt, hvem de sørgede over. Således går det!

"Nu må nok jeg ud i verden! og blive borte lige som de andre!" sagde den fjerde broder. Han havde et lige så godt humør, som den foregående, men han var ikke poet, og så havde han just grund til at have godt humør; de to havde bragt munterhed på slottet; nu gik den sidste munterhed. Synet og hørelsen er altid af menneskene blevet anset for de to betydeligste sanseevner, dem man især ønsker sig stærke og skærpede, de tre andre sanser blive anset for mindre væsentlige, men det var slet ikke denne søns mening, han havde især udviklet smagen i al den betydning, den kan tages, og den har en stor magt og et mægtigt regimente. Den regerer over både hvad der går gennem munden og gennem ånden, derfor smagte han på hvad der var i pande og potte, i flaske og i kar; det var det grove i embedet, sagde han; hvert menneske var ham en pande, det kogte i, hvert land et uhyre køkken, åndelig taget, det var det fine, og nu ville han ud at prøve det fine.

"Måske er lykken bedre for mig, end den var for mine brødre!" sagde han. "Jeg tager af sted! men hvilken befordring skal jeg tage? Er luftballonerne opdaget?" spurgte han sin fader, der jo vidste om alle opdagelser, der var gjort eller ville blive det. Men luftballonerne var ikke opdaget, ikke heller dampskibe og jernbaner. "Ja, så tager jeg en luftballon!" sagde han, "min fader ved, hvorledes de skal gøres og styres, det lærer jeg! Ingen kender opfindelsen og så tror de, det er et luftsyn; når jeg har brugt ballonen brænder jeg den, derfor må du give mig med nogle stykker af den tilkommende opfindelse, som kaldes kemiske svovlstikker!"

Alt det fik han og så fløj han, og fuglene fulgte længere med ham, end de havde fulgt med de andre brødre, de gad nok se, hvorledes det gik med den flugt og altid kom der flere til, for de var nysgerrige, det var en ny fugl, der fløj, troede de; jo han fik rigtignok følgeskab! Luften blev sort af fugle, de kom som en stor sky, som græshoppesværmen hen over Ægyptens land, og så var han ude i den vide verden.

"Jeg har haft en god ven og hjælper i østenvinden," sagde han.

"Østenvinden og søndenvinden, mener du!" sagde vindene, "vi har været to til at skifte, ellers var du ikke kommet nordvest!"

Men han hørte ikke, hvad vindene sagde, og det kan også være det samme. Fuglene fulgte nu heller ikke med længere; da de var allerflest, blev et par af dem kede af farten. Der var gjort for meget af den ting, sagde de. Han fik indbildninger, "det er slet ikke noget at flyve efter, det er ingenting! det er flovt!" og så blev de tilbage, de blev alle sammen tilbage; det hele var jo ingenting.

Og ballonen dalede ned over en af de største byer, der satte luftskipperen sig på det højeste sted, det var kirkespiret. Ballonen gik til vejrs igen, det skulle den ikke; hvor den blev af, var ikke godt at sige, men det er det samme, den var ikke opfundet.

Der sad han nu øverst på kirkespiret, fuglene fløj ikke til ham, de var kede af ham, og han var ked af dem. Alle byens skorstene røg og duftede.

"Det er altre, der er rejst for dig!" sagde vinden; den ville nu sige ham noget behageligt. Nok så kæk sad han der og så ned på folk i gaderne, der gik én stolt af sin pengepose, én stolt af sin nøgle bagpå, uagtet han ikke havde noget at lukke op; én var stolt af sin kjole, der gik møl i, og én stolt af sin krop, der gik orm i.

"Forfængelighed! - Ja, jeg må nok snart ned at røre op i gryden og smage!" sagde han; "men her vil jeg dog sidde lidt endnu, vinden kildrer mig så dejligt på ryggen, det er en stor behagelighed. Jeg bliver siddende her, så længe den vind blæser. Jeg vil have lidt ro; det er godt at ligge længe om morgnen, når man har meget at bestille, siger den dovne; men dovenskab er en rod til alt ondt, og ondt er der ikke i vor familie, det siger jeg, og det siger hver søn i gaden! Jeg bliver siddende, så længe denne vind blæser, det smager mig!"

Og han blev siddende, men han sad på spirets vejrhane, der drejede og drejede med ham, så han troede, at det stadigt var den samme vind; han blev siddende, og der kunne han sidde længe og smage.

Men i Indiens land, i slottet på solens træ var der blevet tomt og stille, da brødrene således, den ene efter den anden, var draget bort.

"Det går dem ikke godt!" sagde faderen; "aldrig bringer de hjem den lysende ædelsten, den findes ikke for mig, de er borte, døde -!" og han bøjede sig over sandhedens bog, stirrede på det blad, hvor han skulle læse om livet efter døden, men der var for ham intet at se og vide.

Den blinde datter var hans trøst og glæde; så inderlig kærlig sluttede hun sig til ham; for hans glæde og lykke ønskede hun, at den kostelige juvel måtte findes og hjembringes. I sorg og længsel tænkte hun på brødrene, hvor var de? Hvor levede de? så inderligt ønskede hun at kunne drømme om dem, men underligt nok, selv i drømme kunne hun ikke samles med dem. Endelig en nat drømte hun, at deres stemmer klang til hende, de kaldte, de råbte ude fra den vide verden, og hun måtte derud, langt langt bort, og dog der syntes hun at være endnu i sin faders hus, brødrene mødte hun ikke, men i sin hånd følte hun, brændte lige som en ild, dog den smertede ikke, hun holdt den lysende ædelsten og bragte sin fader den. Da hun vågnede, troede hun øjeblikkelig, at hun endnu holdt den; det var om sin rok hun knugede hånden. I de lange nætter havde hun spundet uafladeligt, på tenen var en tråd finere end edderkoppens spind; menneskeøjne kunne ikke opdage den enkelte tråd; hun havde vædet den med sine tårer, og den var stærk som et ankertov. Hun rejste sig, hendes beslutning var taget, drømmen måtte virkeliggøres. Det var nat, hendes fader sov, hun kyssede hans hånd, tog så sin ten og bandt enden af tråden fast til faderens hus, ellers ville jo hun, den blinde, aldrig kunne finde hjem igen; tråden havde hun at holde sig til, den stolede hun på og ikke på sig selv og andre. Hun plukkede fire blade af solens træ, dem ville hun give til vind og vejr at bringe brødrene, som brev og hilsen, dersom hun ikke skulle møde dem derude i den vide verden. Hvorledes ville det vel der gå hende, det stakkels blinde barn; dog hun havde den usynlige tråd at holde sig ved; fremfor alle de andre havde hun i eje én evne: Inderligheden, og det var ved den, som om hun havde øjne lige ud i fingerspidserne og øren lige ind i hjertet.

Og så gik hun ud i den tumlende, rumlende, underlige verden, og hvor hun kom, blev himlen solskinsklar, hun kunne fornemme den varme stråle, regnbuen spændte sig fra den sorte sky hen over den blå luft; hun hørte fuglenes sang, hun fornam duft fra orange- og æblehaver, så stærk, at hun troede, at kunne smage det. Bløde toner og dejlig sang nåede til hende, men også hyl og skrig; sælsomt i strid med hinanden klang tanker og domme. Ind i hjertets kroge lød hjerteklangen og tankeklangen fra menneskene; det bruste i kor:

"Vort jordliv er kun regn og rusk,

en nat, hvori vi græde'!"

Men der lød også sangen:

"Vort jordliv er en rosenbusk

med solskin og med glæde."

Og klang det bitterligt:

"Enhver kun tænker på sig selv,

den sandhed er os givet."

Så lød til gensvar:

"Der går en kærlighedens elv

igennem jordelivet!"

Hun hørte jo nok ordene:

"Det hele her er bitte småt,

en vrange har hver side!"

Men hun fornam også:

"Der sker så meget stort og godt,

som verden knap får vide!"

Og sang det rundt om i brusende kor:

Gør nar af alt, le alting ud,

le med i hundeglammen!"

Så lød det inde i den blinde piges hjerte:

"Hold på dig selv, hold fast på Gud,

ske så hans vilje, amen!"

Og hvor hun i kredsen af mænd og kvinder, hos gamle og unge trådte op, lyste i sjælen erkendelsen af det sande, gode og skønne; overalt hvor hun kom, i kunstnerens værksted, i den rige, festlige salon og i fabrikken mellem de snurrende hjul var det, som om solstrålen kom, som strengen klang, blomsten duftede, og den forfriskende dugdråbe faldt på det forsmægtende blad.

Men det kunne Djævlen ikke finde sig i; han har nu mere end titusinde mands forstand, og så fandt han på at hjælpe sig. Han gik til sumpen, tog bobler af det rådne vand, lod syvdobbelt ekko af løgnens ord runge hen over dem, for det gjorde kraftigere; han stødte i pulver betalte hædersvers og løgnagtige ligprækner, så mange, der var at finde, kogte dem i tårer, som misundelsen havde grædt, strøede ovenpå sminke, skrabet af en gusten frøkenkind og skabte heraf et pigebarn i skikkelse og bevægelse, som den blinde, velsignelsesrige pige, "inderlighedens milde engel," kaldte menneskene hende, og så havde Djævlen spillet gående. Verden vidste ikke, hvem af de to der var den rigtige, og hvor skulle verden vide det!

"Hold på dig selv, hold fast på Gud,

ske så hans vilje, amen!"

sang den blinde pige i fuld fortrøstning. De fire grønne blade fra solens træ gav hun vind og vejr at bringe som brev og hilsen til hendes brødre, og hun var forvisset om, at det ville opfyldes, ja også det ville blive opfyldt, at juvelen fandtes, den, der overstrålede al jordisk herlighed; fra menneskehedens pande ville den stråle til faderens hus.

"Til min faders hus!" gentog hun, "ja på jorden er juvelens leje og mere end forvisningen om den bringer jeg; dens glød fornemmer jeg, den svulmer større og større her i min tillukkede hånd! Hvert lille sandheds korn, nok så fint, som den skarpe vind dog førte og bar, opfangede jeg og gemte; jeg lod det gennemtrænges af duften fra alt det skønne, i verden er så meget deraf, selv for den blinde; jeg tog klangen af menneskets hjerteslag i det gode og lagde deri; støvgran er kun det hele, jeg bringer, men dog den søgte ædelstens støv i rig fylde, hele min hånd fuld har jeg!" og hun strakte den frem mod - faderen. Hun var i hjemmet; med tankens flugt var hun nået derhen, idet hun ikke slap den usynlige tråd til faderens hus.

De onde magter fór med orkanens bulder hen over solens træ, trængte med et vindstød mod den åbne port ind i lønkamret.

"Det henvejrer!" råbte faderen og greb om hånden, hun havde åbnet.

"Nej!" råbte hun i tryg bevidsthed, "det kan ikke henvejre! jeg fornemmer strålen varme ind i min sjæl!"

Og faderen så en lysende lue, hvor det funklende støv fór ud fra hendes hånd hen over bogens hvide blad, der skulle melde om visheden for et evigt liv; i blændende glans stod der en skrift, et eneste synligt ord kun, det ene ord:

Tro

Og hos dem igen var de fire brødre; længsel efter hjemmet havde grebet og ført dem, da det grønne blad faldt på deres bryst; de var kommet, trækfuglene fulgte og hjort, antilope og alle skovens dyr; de ville også tage del i glæden, og hvorfor skal ikke dyrene det, når de kan?

Og som vi ofte har set, når solstrålen skinner gennem et hul i døren ind i den støvdampende stue, at der da drejer sig en skinnende støvsøjle, således, men ikke plump og fattig som den, selv regnbuen er tung og ikke kraftig nok i farver mod den skue, som viste sig her, således løftede sig fra bogens blad, fra det lysende ord tro, hvert sandheds korn med glansen af det skønne, med klangen fra det gode, strålende stærkere end ildsøjlen, i natten, da Moses og Israels folk drog til Kanaanslandet; fra ordet tro gik håbets bro til alkærligheden i det uendelige.

Nalagam bralnik