O besedilu
Grdi raček
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 16 min branja
- Obseg
- 13 strani
- Naslov izvirnika
- Den grimme ælling
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Grdi raček
Kako lepo je bilo na deželi! Bilo je poletje, žito je bilo zlato rumeno, oves zelen, seno je bilo spodaj na zelenih travnikih zloženo v kopice, štorklja pa je stopala na svojih dolgih rdečih nogah in govorila po egipčansko, saj se je tega jezika naučila od matere. Okrog njiv in travnikov so se razprostirali veliki gozdovi, sredi njih pa so ležala globoka jezera. Da, res je bilo lepo na deželi! V soncu je stal star dvorec, obdan z globokimi vodnimi jarki, od zidu pa vse do vode so rasli veliki listi kislice, tako visoki, da so lahko majhni otroci pod največjimi stali povsem vzravnani. Tam je bilo tako divje in zaraščeno kakor v najgostejšem gozdu in tam je na svojem gnezdu sedela raca. Izvaliti je morala svoje male račke, a se je tega že skoraj naveličala, ker je trajalo tako dolgo in je le redko dobila obisk. Druge race so se raje vozile po vodnih jarkih, kakor da bi prišle gor in sedele pod listom kislice ter z njo klepetale.
Naposled je začelo pokati jajce za jajcem. »Čiv! Čiv!« se je oglašalo iz njih; vsi rumenjaki so oživeli in pomolili glavice na plan. »Ga! Ga!« je rekla raca, račke pa so se podvizale, kolikor so se mogle, in se pod zelenimi listi ozirale na vse strani. Mati jim je pustila, da so si ogledovale, kolikor so hotele, kajti zelena barva je dobra za oči.
»Kako velik je vendar svet!« so govorile vse račke, saj so imele zdaj res čisto drugače veliko prostora kakor prej v jajcu. »Mar mislite, da je to ves svet?« je rekla mati. »Ta se razprostira daleč onkraj vrta, prav do župnikove njive! Ampak tam še nikoli nisem bila! — Saj ste menda vse tukaj!« In vstala je. »Ne, niso še vse! Največje jajce še vedno leži tu. Kako dolgo bo še trajalo! Zdaj imam pa že skoraj dovolj!« In spet je sedla nanj.
»No, kako gre?« je vprašala stara raca, ki je prišla na obisk. »S tem enim jajcem traja tako dolgo!« je rekla raca na gnezdu. »Nikakor noče počiti! Ampak poglej druge! To so najlepše račke, kar sem jih kdaj videla! Vse so podobne očetu, tistemu ničvrednežu, ki me še obiskat ne pride.«
»Pokaži mi jajce, ki noče počiti!« je rekla stara. »Verjemi mi, puranje jajce je! Tudi mene so nekoč tako pretentali in koliko skrbi in težav sem imela s tistimi mladiči, kajti vode se bojijo, ti povem! Nikakor jih nisem mogla spraviti vanjo! Gagala sem in jih ščipala, pa ni nič pomagalo! — Pokaži mi jajce! Da, puranje je! Kar pusti ga in nauči druge otroke plavati!«
»Vseeno bom še malo sedela na njem!« je rekla raca. »Če sem že tako dolgo, lahko pa še nekaj časa!« »Kakor hočeš!« je rekla stara raca in odšla.
Naposled je veliko jajce počilo. »Čiv! Čiv!« je rekel mladič in se prekopicnil iz njega. Bil je tako velik in grd. Raca ga je pogledala. »Ta raček je pa strašansko velik!« je rekla. »Nobeden od drugih ni tak! Menda ja ni puranček! No, to bomo kmalu videli! V vodo bo moral, pa četudi ga sama brcnem vanjo!«
Naslednji dan je bilo prekrasno vreme; sonce je sijalo na vse zelene liste kislice. Račja mati je z vso družino prišla do vodnega jarka. Čof! Skočila je v vodo. »Ga! Ga!« je rekla in račke so se druga za drugo zapodile za njo. Voda jim je pljusknila čez glave, vendar so takoj spet priplavale na površje in prav lepo plavale. Nogice so se gibale kar same od sebe in vse so bile v vodi, celo grdi sivi mladič je plaval z njimi.
»Ne, to ni puranček!« je rekla. »Poglejte, kako lepo premika noge in kako pokonci se drži! Moj lastni otrok je! Pravzaprav je kar čeden, če ga dobro pogledaš! Ga! Ga! — Zdaj pa z menoj, popeljala vas bom v svet in vas predstavila na račjem dvorišču. Toda ves čas ostanite blizu mene, da vas kdo ne pohodi, in pazite se mačk!«
In tako so prišli na račje dvorišče. Tam je bil strašanski hrup, kajti dve družini sta se prepirali za jeguljino glavo, nazadnje pa jo je dobila mačka.
»Vidite, tako gre na svetu!« je rekla račja mati in se obliznila okrog kljuna, kajti tudi sama bi bila rada dobila jeguljino glavo. »Zdaj pa le noge podse!« je rekla. »Podvizajte se in se z vratom priklonite tisti stari raci tamle! Najimenitnejša je med vsemi tukaj! Španskega rodu je, zato je tako zajetna, in poglejte, okrog noge ima rdečo krpico! To je nekaj izredno lepega in največje odlikovanje, kar ga lahko dobi raca. Pomeni, da je nočejo izgubiti in da jo morajo prepoznati tako živali kot ljudje! — Podvizajte se! — Pa ne obračajte nog navznoter! Lepo vzgojena račka postavlja noge daleč narazen, kakor oče in mati! Tako, vidite! Zdaj pa se priklonite z vratom in recite: ga!«
In tako so tudi storile. Toda druge race okrog njih so jih gledale in na ves glas govorile: »No, pa imamo še to druščino! Kot da nas ni že dovolj! In fej, kakšen je tisti raček! Tega že ne bomo trpele!« In pri priči je priletela neka raca ter ga ugriznila v tilnik.
»Pusti ga!« je rekla mati. »Saj nikomur nič ne stori!« »Že, ampak prevelik je in preveč čuden!« je rekla raca, ki ga je ugriznila. »Zato jih mora dobiti!«
»Lepe otroke ima mamica!« je rekla stara raca s krpico okrog noge. »Vsi so lepi, razen enega; ta se ni posrečil! Ko bi ga le lahko naredila še enkrat!«
»To ne gre, vaša milost!« je rekla račja mati. »Res ni lep, je pa iz srca dober in plava tako lepo kakor kateri koli od drugih, rekla bi celo malo bolje! Mislim, da bo zrasel v lepega račka ali pa bo sčasoma postal nekoliko manjši! Predolgo je bil v jajcu in zato ni dobil prave postave!« Nato ga je s kljunom počohala po tilniku in mu pogladila perje. »Poleg tega je racman,« je rekla, »in pri njem to ni tako pomembno! Mislim, da bo krepak in se bo že prebil skozi življenje!«
»Druge račke so ljubke!« je rekla stara. »Kar počutite se kot doma, in če najdete jeguljino glavo, mi jo lahko prinesete!« — In tako so se počutile kot doma.
Toda ubogega račka, ki je zadnji prišel iz jajca in je bil tako grd, so grizli, suvali in zasmehovali, tako race kakor kokoši. »Prevelik je!« so govorili vsi. Puran, ki se je rodil z ostrogami in je zato mislil, da je cesar, se je napihnil kakor ladja z razpetimi jadri, stopil naravnost proti njemu, zagolgolal in postal ves rdeč v glavo. Ubogi raček ni vedel, kje sploh še sme stati ali hoditi; bil je tako žalosten, ker je bil tako grd in v posmeh vsemu račjemu dvorišču.
Tako je bilo prvi dan, potem pa je postajalo vse huje. Ubogega račka so vsi preganjali, celo bratje in sestre so bili hudobni do njega in so mu kar naprej govorili: »Ko bi te le mačka odnesla, ti grda spaka!« Mati pa je govorila: »Ko bi bil le daleč proč!« Race so ga grizle, kokoši so ga kljuvale, dekla, ki je krmila živali, pa ga je brcala.
Tedaj je stekel in zletel čez ograjo. Drobne ptice v grmovju so prestrašeno švignile v zrak. »To je zato, ker sem tako grd,« je pomislil raček in zaprl oči, a je vseeno tekel naprej. Tako je prišel do velikega močvirja, kjer so živele divje race. Tam je ležal vso noč, tako utrujen in žalosten je bil.
Zjutraj so divje race vzletele in si ogledale novega tovariša. »Kaj pa si ti?« so vprašale, raček pa se je obračal na vse strani in jih pozdravljal, kakor je najbolje znal.
»Strašansko grd si!« so rekle divje race. »Ampak nam je prav vseeno, dokler se ne priženiš v našo družino!« — Ubožček! Prav zares ni mislil na ženitev; ko bi le smel ležati med ločjem in piti malo močvirske vode.
Tam je ležal cela dva dneva, potem pa sta prišli dve divji gosi, ali bolje, dva divja gosaka, saj sta bila samca. Ni bilo dolgo, odkar sta prišla iz jajca, in zato sta bila tako predrzna.
»Poslušaj, tovariš!« sta rekla. »Tako grd si, da si nama kar všeč! Bi šel z nama po svetu in postal ptica selivka? Prav blizu, v drugem močvirju, je nekaj prav ljubkih divjih gosi, samih gospodičen, ki znajo reči: ga! Še srečo bi lahko imel pri njih, tako grd si!« — — »Pif! Paf!« je prav tedaj počilo nad njimi in oba divja gosaka sta mrtva padla v ločje, voda pa je postala krvavo rdeča. Pif! Paf! je spet odjeknilo in cele jate divjih gosi so vzletele iz ločja, nato pa je znova počilo. Bil je velik lov. Lovci so ležali vsenaokrog močvirja, nekateri so celo sedeli na drevesnih vejah, ki so segale daleč nad ločje. Modrikasti dim se je kakor oblaki vlekel med temnimi drevesi in obvisel daleč nad vodo. Po blatu so bredli lovski psi, čof, čof; ločje in trstičje sta se zibala na vse strani. Ubogi raček je bil na smrt prestrašen. Obrnil je glavo, da bi jo skril pod perut, in prav tisti hip je tik ob njem stal strašansko velik pes. Jezik mu je visel daleč iz gobca, oči pa so se mu grozljivo svetile. Gobec je pomolil naravnost proti račku in pokazal ostre zobe — — potem pa čof! čof! odšel naprej, ne da bi ga zgrabil.
»O, hvala bogu!« je vzdihnil raček. »Tako grd sem, da me niti pes noče ugrizniti!« In potem je povsem mirno ležal, medtem ko so šibre švigale skozi ločje in je pokal strel za strelom.
Šele pozno v dnevu je vse utihnilo, a ubogi mladič si še vedno ni upal vstati. Čakal je še nekaj ur, preden se je ozrl naokrog, nato pa jo je iz močvirja ucvrl, kolikor hitro je mogel. Tekel je čez njive in travnike, veter pa je tako silovito pihal, da se je le s težavo premikal naprej.
Proti večeru je prišel do revne kmečke kočice. Bila je tako zanikrna, da še sama ni vedela, na katero stran naj se podre, pa je zato kar obstala. Veter je tako zavijal okrog račka, da je moral sesti na rep, če se mu je hotel upreti; in pihalo je vse huje. Tedaj je opazil, da so se vrata snela z enega tečaja in visijo tako postrani, da se lahko skozi špranjo izmuzne v izbo. In to je tudi storil.
Tam je živela stara ženica s svojim mačkom in kokošjo. Maček, ki ga je klicala Sønnike, je znal usločiti hrbet in presti, celo iskre so se kresale iz njega, če si ga pogladil proti dlaki. Kokoš je imela čisto kratke nožice, zato so ji rekli »Kykkelilavben«. Pridno je nesla jajca in ženica jo je imela rada kakor lastnega otroka.
Zjutraj so tujega račka takoj opazili in maček je začel presti, kokoš pa kokodakati. »Kaj pa je to!« je rekla ženica in pogledala naokrog. Ker je slabo videla, je mislila, da je raček tolsta raca, ki je zašla k njej. »To je pa lep ulov!« je rekla. »Zdaj bom lahko imela račja jajca, samo da ni racman! Bomo že videli!«
In tako so račka za tri tedne sprejeli na poskušnjo, a jajc ni bilo. Maček je bil gospodar v hiši, kokoš pa gospa, in ves čas sta govorila: »Midva in svet!« Mislila sta namreč, da predstavljata polovico sveta, in to tisto daleč najboljšo. Račku se je zdelo, da bi človek lahko imel tudi drugačno mnenje, toda kokoš tega ni trpela.
»Znaš nesti jajca?« je vprašala. »Ne!« »No, potem pa drži jezik za zobmi!« Maček pa je rekel: »Znaš usločiti hrbet, presti in kresati iskre?« »Ne!« »Potem pa ne izražaj svojega mnenja, kadar govorijo pametni ljudje!«
Raček je čemel v kotu in bil slabe volje. Tedaj je pomislil na sveži zrak in sonce. Začutil je tako nenavadno željo, da bi plaval po vodi, da nazadnje ni mogel več molčati in je moral povedati kokoši.
»Kaj pa ti je?« je vprašala. »Nobenega dela nimaš, zato te obhajajo take muhe! Nesi jajca ali predi, pa te bodo minile.« »Ampak tako lepo je plavati po vodi!« je rekel raček. »Tako lepo je, ko ti seže čez glavo in se potopiš prav do dna!«
»Da, res velik užitek!« je rekla kokoš. »Najbrž se ti je zmešalo! Vprašaj mačka, najpametnejši je, kar jih poznam, ali rad plava po vodi in se potaplja! O sebi sploh ne bom govorila. — Vprašaj kar najino gospodarico, staro ženico; na vsem svetu ni nikogar pametnejšega od nje! Misliš, da bi rada plavala in imela vodo čez glavo?«
»Ne razumeta me!« je rekel raček. »Če te midva ne razumeva, kdo naj te potem razume! Menda ja ne misliš, da si pametnejši od mačka in ženice, da mene niti ne omenjam! Ne spakuj se, otrok! In zahvali se svojemu stvarniku za vse dobro, ki smo ti ga storili! Mar nisi prišel v toplo izbo in dobil družbe, od katere se lahko česa naučiš? Ampak ti si pravi sitnež in prav nič prijetno ni biti s teboj! Meni lahko verjameš! Dobro ti hočem, zato ti govorim neprijetne reči, in po tem se poznajo pravi prijatelji! Zdaj pa le glej, da boš nesel jajca in se naučil presti ali kresati iskre!«
»Mislim, da bom šel v širni svet!« je rekel raček. »Pa pojdi!« je rekla kokoš. In raček je odšel. Plaval je po vodi in se potapljal, a vse živali so ga zaradi njegove grdote prezirale.
Prišla je jesen. Listje v gozdu je porumenelo in porjavelo, veter ga je zgrabil, da je plesalo naokrog, visoko v zraku pa je bilo videti hladno. Oblaki so težko viseli, polni toče in snežink, na ograji pa je stal krokar in od samega mraza kričal: »Kra! Kra!« Že ob misli na to je človeka pošteno zazeblo. Ubogemu račku res ni bilo dobro.
Nekega večera, ko je sonce tako čudovito zahajalo, je iz grmovja prišla cela jata velikih, prelepih ptic. Raček ni še nikoli videl tako lepih. Bile so bleščeče bele, z dolgimi, gibkimi vratovi. To so bili labodi. Oglašali so se s prav nenavadnim glasom, razprostrli svoja veličastna dolga krila in odleteli iz mrzlih krajev v toplejše dežele, k nezamrznjenim jezerom! Dvigali so se visoko, visoko in malega grdega račka je prevzelo tako nenavadno čustvo. V vodi se je zavrtel kakor kolo, iztegnil vrat visoko v zrak za njimi in zakričal tako glasno in nenavadno, da se je še sam prestrašil. O, ni mogel pozabiti teh lepih ptic, teh srečnih ptic! In brž ko jih ni več videl, se je potopil prav do dna; ko je spet priplaval na površje, je bil ves iz sebe. Ni vedel, kako se pticam reče, niti kam so odletele, pa vendar jih je vzljubil, kakor ni še nikoli nikogar. Prav nič jim ni zavidal; kako bi mu sploh prišlo na misel, da bi si želel takšne lepote? Zadovoljen bi bil že, ko bi ga race le trpele med seboj! — Ubogi grdi raček!
Zima pa je bila tako mrzla, tako mrzla. Raček je moral nenehno plavati, da voda ne bi povsem zamrznila. Toda vsako noč je bila luknja, v kateri je plaval, manjša in manjša. Tako je zmrzovalo, da je ledena skorja pokala. Raček je moral ves čas premikati noge, da se voda ne bi zaprla nad njim. Naposled je omagal, obležal povsem pri miru in primrznil v led.
Zgodaj zjutraj je prišel kmet, ga zagledal, stopil na led in ga z lesenim coklom razbil, nato pa račka odnesel domov k svoji ženi. Tam je spet prišel k sebi.
Otroci so se hoteli igrati z njim, raček pa je mislil, da mu hočejo kaj hudega, in je od strahu planil naravnost v skledo z mlekom, da je mleko pljusknilo po izbi. Žena je zavpila in dvignila roke, raček pa je tedaj zletel v korito z maslom, nato v sod z moko in spet ven. Ojoj, kakšen je bil! Žena je vpila in zamahovala za njim s kleščami za žerjavico, otroci pa so se med lovljenjem račka spotikali drug čez drugega ter se smejali in kričali! — Še dobro, da so bila vrata odprta. Švignil je skoznje in se skril med grmovje v sveže zapadlem snegu. Tam je obležal kakor v zimskem spanju.
Toda preveč žalostno bi bilo pripovedovati o vsej stiski in gorju, ki ju je moral prestati v ostri zimi. — — Ležal je v močvirju med trstičjem, ko je sonce spet začelo toplo sijati. Škrjančki so peli — bila je prelepa pomlad.
Tedaj je nenadoma dvignil krila; zašumela so močneje kakor prej in ga z vso silo ponesla naprej. Še preden se je dobro zavedel, je bil v velikem vrtu, kjer so cvetele jablane, kjer je dišal španski bezeg in se na dolgih zelenih vejah sklanjal prav do vijugastih vodnih jarkov. O, kako lepo je bilo tu, kako pomladno sveže! In prav pred njim so iz goščave prišli trije lepi beli labodi. Šumeli so s perjem in tako lahkotno drseli po vodi. Raček je prepoznal veličastne ptice in prevzela ga je nenavadna otožnost.
»Poletel bom k njim, h kraljevskim pticam! In do smrti me bodo skljuvale, ker se jim jaz, ki sem tako grd, drznem približati! Ampak naj bo! Bolje, da me ubijejo one, kakor da me grizejo race, kljuvajo kokoši, brca dekla, ki skrbi za kokošje dvorišče, in da pozimi trpim!« In poletel je na vodo ter zaplaval proti veličastnim labodom. Ti so ga zagledali in s šumečim perjem zdrsnili proti njemu. »Kar ubijte me!« je rekla uboga žival in sklonila glavo k vodni gladini ter čakala na smrt. — Toda kaj je zagledala v bistri vodi! Pod seboj je videla lastno podobo, a ni bila več nerodna, črnosiva ptica, grda in odurna; tudi sama je bila labod.
Nič hudega ni, če se rodiš na račjem dvorišču, samo da si ležal v labodjem jajcu! Zdaj je bil prav vesel vse stiske in vseh nadlog, ki jih je prestal; šele zdaj je znal ceniti svojo srečo in vso lepoto, ki ga je pozdravljala. — Veliki labodi pa so plavali okrog njega in ga božali s kljuni.
Na vrt je prišlo nekaj majhnih otrok in v vodo so metali kruh in zrnje. Najmlajši je zaklical: »Nov je tukaj!« Drugi otroci pa so veselo pritrdili: »Da, nov je prišel!« Ploskali so in plesali naokrog, nato pa stekli po očeta in mater. V vodo so metali kruh in kolač in vsi so govorili: »Novi je najlepši! Tako mlad in tako lep!« Stari labodi pa so se mu priklanjali.
Tedaj je postal ves sramežljiv in skril glavo za peruti, še sam ni vedel zakaj. Bil je neizmerno srečen, a prav nič prevzeten, kajti dobro srce ni nikoli prevzetno! Pomislil je, kako so ga nekoč preganjali in zasmehovali, zdaj pa je slišal vse govoriti, da je najlepši med vsemi lepimi pticami. Španski bezeg je sklanjal veje prav do vode k njemu, sonce pa je sijalo tako toplo in prijetno. Tedaj je zašumelo njegovo perje, vitki vrat se je dvignil in iz srca je radostno vzkliknil: »O tolikšni sreči nisem niti sanjal, ko sem bil še grdi raček!«
Izvirnik
Den grimme ælling
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet voksede store skræppeblade, der var så høje, at små børn kunne stå oprejste under de største; der var lige så vildsomt derinde, som i den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede; hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten ked af det, fordi det varede så længe, og hun sjælden fik visit; de andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne, end at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snadre med hende.
Endelig knagede det ene æg efter det andet: "pip! pip!" sagde det, alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud.
"Rap! rap!" sagde hun, og så rappede de sig alt hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade, og moderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.
"Hvor dog verden er stor!" sagde alle ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes plads, end da de lå inde i ægget.
"Tror I, det er hele verden!" sagde moderen, "den strækker sig langt på den anden side haven, lige ind i præstens mark! men der har jeg aldrig været! – I er her dog vel alle sammen!" – og så rejste hun sig op, "nej, jeg har ikke alle! det største æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! nu er jeg snart ked af det!" og så lagde hun sig igen.
"Nå hvordan går det?" sagde en gammel and, som kom for at gøre visit.
"Det varer så længe med det ene æg!" sagde anden, som lå; "der vil ikke gå hul på det! men nu skal du se de andre! de er de dejligste ællinger jeg har set! de ligner alle sammen deres fader, det skarn han kommer ikke og besøger mig."
"Lad mig se det æg, der ikke vil revne!" sagde den gamle. "Du kan tro, at det er et kalkunæg! således er jeg også blevet narret engang, og jeg havde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! jeg kunne ikke få dem ud! jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! – Lad mig se ægget! jo, det er et kalkunæg! lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!"
"Jeg vil dog ligge på det lidt endnu!" sagde anden; "har jeg nu ligget så længe, så kan jeg ligge dyrehavstiden med!"
"Vær så god!" sagde den gamle and, og så gik hun.
Endelig revnede det store æg. "Pip! pip!" sagde ungen og væltede ud; han var så stor og styg. Anden så på ham: "Det er da en forfærdelig stor ælling den!" sagde hun; "ingen af de andre ser sådan ud! det skulle dog vel aldrig være en kalkunkylling! nå, det skal vi snart komme efter! i vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!"
Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede på alle de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen: plask! sprang hun i vandet: "rap! rap!" sagde hun og den ene ælling plumpede ud efter den anden; vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og flød så dejligt; benene gik af sig selv, og alle var de ude, selv den stygge, grå unge svømmede med.
"Nej, det er ingen kalkun!" sagde hun; "se hvor dejligt den bruger benene, hvor rank den holder sig! det er min egen unge! i grunden er den dog ganske køn, når man rigtig ser på den! rap! rap! – kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden, og præsentere jer i andegården, men hold jer altid nær ved mig, at ingen træder på jer, og tag jer i agt for kattene!"
Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, thi der var to familier, som sloges om et ålehoved, og så fik dog katten det.
"Se, således går det til i verden!" sagde ællingemoderen, og slikkede sig om snablen, for hun ville også have ålehovedet. "Brug nu benene!" sagde hun, "se, at I kan rappe jer, og nej med halsen for den gamle and derhenne! hun er den fornemste af dem alle her! hun er af spansk blod, derfor er hun svær, og ser I, hun har en rød klud om benet! det er noget overordentligt dejligt, og den største udmærkelse nogen and kan få, det betyder så meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kendes af dyr og af mennesker! – Rap jer! – ikke ind til bens! en velopdragen ælling sætter benene vidt fra hinanden, ligesom fader og moder! se så! nej nu med halsen og sig: rap!"
Og det gjorde de; men de andre ænder rundt om så på dem og sagde ganske højt: "Se så! nu skal vi have det slæng til! ligesom vi ikke var nok alligevel! og fy, hvor den ene ælling ser ud! ham vil vi ikke tåle!" – og straks fløj der en and hen og bed den i nakken.
"Lad ham være!" sagde moderen, "han gør jo ingen noget!"
"Ja, men han er for stor og for aparte!" sagde anden, som bed, "og så skal han nøfles!"
"Det er kønne børn, moder har!" sagde den gamle and med kluden om benet, "Alle sammen kønne, på den ene nær, den er ikke lykkedes! jeg ville ønske, hun kunne gøre den om igen!"
"Det går ikke, Deres nåde!" sagde ællingemoderen, "han er ikke køn, men han er et inderligt godt gemyt, og svømmer så dejligt, som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt til! jeg tænker han vokser sig køn, eller han med tiden bliver noget mindre! han har ligget for længe i ægget, og derfor har han ikke fået den rette skikkelse!" og så pillede hun ham i nakken og glattede på personen. "Han er desuden en andrik," sagde hun, "og så gør det ikke så meget! jeg tror han får gode kræfter, han slår sig nok igennem!"
"De andre ællinger er nydelige!" sagde den gamle, "lad nu, som I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!" –
Og så var de, som hjemme.
Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget, og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af ænderne og hønsene. "Han er for stor!" sagde de alle sammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og troede derfor, at han var en kejser, pustede sig op som et fartøj for fulde sejl, gik lige ind på ham og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården.
Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: "Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!" og moderen sagde: "Gid du bare var langt borte!" og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden.
Da løb og fløj han hen over hegnet; de små fugle i buskene fór forskrækket i vejret; "det er fordi jeg er så styg," tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel af sted; så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, den var så træt og sorrigfuld.
Om morgnen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat; "hvad er du for en?" spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider, og hilste så godt den kunne.
"Du er inderlig styg!" sagde vildænderne, "men det kan da være os det samme, når du ikke gifter dig ind i vor familie!" – Den stakkel! han tænkte rigtignok ikke på at gifte sig, turde han bare have lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand.
Der lå han i hele to dage, så kom der to vildgæs eller rettere vildgasser, for de var to hanner; det var ikke mange tider siden de var kommet ud af ægget, og derfor var de så raske på det.
"Hør kammerat!" sagde de, "Du er så styg at jeg kan godt lide dig! vil du drive med og være trækfugl! tæt herved i en anden mose er der nogle søde velsignede vildgæs, alle sammen frøkner, der kan sige: rap! du er i stand til at gøre din lykke, så styg er du!" – –
"Pif! paf!" lød i det samme ovenover, og begge vildgasserne faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt; pif! paf! lød det igen, og hele skarer af vildgæs fløj op af sivene, og så knaldede det igen. Der var stor jagt, jægerne lå rundt om mosen, ja nogle sad oppe i trægrenene, der strakte sig langt ud over sivene; den blå røg gik ligesom skyer ind imellem de mørke træer og hang langt hen over vandet; i mudderet kom jagthundene, klask klask; siv og rør svajede til alle sider; det var en forskrækkelse for den stakkels ælling, den drejede hovedet om for at få det under vingen, og lige i det samme stod tæt ved den en frygtelig stor hund, tungen hang ham langt ud af halsen, og øjnene skinnede grueligt fælt; han satte sit gab lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder – – og plask! plask! gik han igen uden at tage den.
"Oh Gud ske lov!" sukkede ællingen, "jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!"
Og så lå den ganske stille, mens haglene susede i sivene, og det knaldede skud på skud.
Først langt ud på dagen blev der stille, men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig, den ventede flere timer endnu, før den så sig om, og så skyndte den sig af sted fra mosen, alt hvad den kunne; den løb over mark og over eng, det var en blæst, så at den havde hårdt ved at komme af sted.
Mod aften nåede den et fattigt lille bondehus; det var så elendigt, at det ikke selv vidste til hvad side det ville falde, og så blev det stående. Blæsten susede således om ællingen, at han måtte sætte sig på halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel, og hang så skævt, at han igennem sprækken kunne smutte ind i stuen, og det gjorde han.
Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne, og katten, som hun kaldte Sønnike, kunne skyde ryg og spinde, han gnistrede sågar, men så måtte man stryge ham mod hårene; hønen havde ganske små lave ben, og derfor kaldtes den "Kykkelilavben;" den lagde godt æg, og konen holdt af den, som af sit eget barn.
Om morgnen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke.
"Hvad for noget!" sagde konen, og så rundt omkring, men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, der havde forvildet sig. "Det var jo en rar fangst!" sagde hun, "nu kan jeg få andeæg, er den bare ikke en andrik! det må vi prøve!"
Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Og katten var herre i huset og hønen var madamme, og alle tider sagde de: "vi og verden!" for de troede, at de var halvparten, og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke.
"Kan du lægge æg?" spurgte hun.
"Nej!"
"Ja, vil du så holde din mund!"
Og katten sagde: "Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?"
"Nej!"
"Ja så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!"
Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør; da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet; den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen.
"Hvad går der af dig?" spurgte hun. "Du har ingen ting at bestille, derfor kommer de nykker over dig! læg æg eller spind, så går de over."
"Men det er så dejligt at flyde på vandet!" sagde ællingen, "så dejligt at få det over hovedet og dukke ned på bunden!"
"Ja det er en stor fornøjelse!" sagde hønen, "du er nok blevet gal! Spørg katten ad, han er den klogeste, jeg kender, om han holder af at flyde på vandet, eller dykke ned! jeg vil ikke tale om mig. – Spørg selv vort herskab, den gamle kone, klogere end hende er der ingen i verden! tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet!"
"I forstår mig ikke!" sagde ællingen.
"Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgang, du kan lære noget af! men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt at omgås dig! mig kan du tro! jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! se nu bare til, at du lægger æg og lærer at spinde eller gnistre!"
"Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!" sagde ællingen.
"Ja, gør du det!" sagde hønen.
Og så gik ællingen; Den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr var den overset for sin grimhed.
Nu faldt efteråret på, bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud; skyerne hang tunge med hagl og snefnug, og på gærdet stod ravnen og skreg "av! av!" af bare kulde; ja man kunne ordentlig fryse, når man tænkte derpå; den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt.
En aften, solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige store fugle ud af buskene, ællingen havde aldrig set nogen så smukke, de var ganske skinnende hvide, med lange, smidige halse; det var svaner, de udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer! de steg så højt, så højt, og den lille grimme ælling blev så forunderlig til mode, den drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul, rakte halsen højt op i luften efter dem, udstødte et skrig så højt og forunderligt, at den selv blev bange derved. Oh, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle, og så snart den ikke længere øjnede dem, dukkede den lige ned til bunden, og da den kom op igen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, ikke hvor de fløj hen, men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen; Den misundte dem slet ikke, hvor kunne det falde den ind at ønske sig en sådan dejlighed, den ville være glad, når bare dog ænderne ville have tålt den imellem sig! – det stakkels grimme dyr!
Og vinteren blev så kold, så kold; ællingen måtte svømme om i vandet for at holde det fra at fryse rent til; men hver nat blev hullet, hvori den svømmede, smallere og smallere; det frøs, så det knagede i isskorpen; ællingen måtte altid bruge benene, at vandet ikke skulle lukkes; til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.
Tidlig om morgnen kom en bondemand, han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op.
Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd, og fór, i forskrækkelse, lige op i mælkefadet, så at mælken skvulpede ud i stuen; konen skreg og slog hænderne i vejret, og da fløj den i truget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen; nå, hvor den kom til at se ud! og konen skreg og slog efter den med ildklemmen, og børnene løb hinanden over ende for at fange ællingen, og de lo, og de skreg! – godt var det, at døren stod åben, ud fór den imellem buskene i den nyfaldne sne – der lå den, ligesom i dvale.
Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, den måtte prøve i den hårde vinter – – den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt; lærkerne sang – det var dejligt forår.
Da løftede den på en gang sine vinger, de bruste stærkere end før og bar den kraftigt af sted; og før den ret vidste det, var den i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomst, hvor syrenerne duftede og hang på de lange, grønne grene lige ned imod de bugtede kanaler! Oh her var så dejligt, så forårsfriskt! og lige foran, ud af tykningen, kom tre dejlige, hvide svaner; de bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev betaget af en forunderlig sørgmodighed.
"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så styg, tør nærme mig dem! men det er det samme! bedre at dræbes af dem, end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!" og den fløj ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner, disse så den og skød med brusende fjer hen imod den. "Dræb mig kun!" sagde det stakkels dyr, og bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden, – men hvad så den i det klare vand! den så under sig sit eget billede, men den var ikke længere en kluntet, sortgrå fugl, styg og fæl, den var selv en svane.
Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!
Den følte sig ordentlig glad over al den nød og genvordighed, den havde prøvet; nu skønnede den just på sin lykke, på al den dejlighed, der hilste den. – Og de store svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med næbbet.
I haven kom der nogle små børn, de kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte:
"Der er en ny!" og de andre børn jublede med: "Ja der er kommet en ny!" og de klappede i hænderne og dansede rundt; løb efter fader og moder, og der blev kastet brød og kage i vandet, og alle sagde de: "Den nye er den smukkeste! så ung og så dejlig!" og de gamle svaner nejede for den.
Da følte den sig ganske undselig og stak hovedet om bag vingerne, den vidste ikke selv hvad! den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt hjerte bliver aldrig stolt! den tænkte på, hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle; og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt, da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"
Nadaljuj z branjem
