Grad Soria Moria

Der var engang et Par Folk, som havde en Søn, der hedte Halvor. Lige fra han var en liden Gut vilde han ikke bestille Noget, men sad bare og ragede i Asken. Forældrene satte ham bort til at lære mange Ting; men Halvor stansede ingensteds, for naar han havde været borte i nogle Dage, rømte han af Læren, løb hjem og satte sig i Skorstenen til at grave i Asken igjen. Men saa kom der engang en Skipper, og spurgte Halvor om han ikke havde Lyst til at være med ham og fare til Søs og see fremmede Lande. Jo det havde Halvor Lyst til, da var han ikke længe ufærdig.

Hvorlænge de nu seilede, veed jeg ingen Beskeed om, men langt om længe opkom der en stærk Storm, og da den var forbi og det blev stille igjen, vidste de ikke hvor de vare henne; de vare drevne hen til en fremmed Kyst, som Ingen af dem var kjendt paa. Da det nu slet ingen Vind var, bleve de liggende stille her og Halvor bad Skipperen om han fik Lov at gaae i Land at besee sig, for han vilde heller gaae end ligge og sove. „Synes du, du kan vise dig for Folk?“ sagde Skipperen, „du har jo ikke Andet til Klæder end de Fillerne, du staaer og gaaer i.“ Halvor blev ved Sit han, og saa fik han endelig Lov, men han skulde komme tilbage igjen, naar det begyndte at blæse. Han gik da

og det var et deiligt Land; overalt hvor han kom frem, var der store, slette Agre og Enge, men Folk saa han ingen af. Saa begyndte det at blæse, men Halvor syntes ikke han havde seet nok endnu, og han vilde gjerne gaae lidt længere for at see om han ikke kunde træffe Folk. Om en Stund kom han da paa en stor Vei, som var saa jævn og slet, at man gjerne kunde trille et Æg paa den. Denne gik nu Halvor efter, og da det led mod Kvelden, saa han et stort Slot langt borte, som det lyste af.

Da han nu havde gaaet hele Dagen og ikke havt noget Videre til Niste med sig, var han dygtig sulten, men jo nærmere han kom til Slottet desto mere bange blev han ogsaa. I Slottet brændte det paa Varmen og Halvor gik ind i Kjøkkenet, som var saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt et Kjøkken; der var Kjørreler baade af Guld og Sølv, men Folk var der ingen af. Da nu Halvor havde staaet der en Stund og der Ingen kom ud, saa gik han hen og lukkede paa en Dør; der inde sad en Prindsesse, som spandt paa en Rok. „Nei, nei da!“ raabte hun, „tør der komme kristne Folk hid? Men det er nok bedst at du gaaer igjen, hvis ikke Troldet skal sluge dig, for her boer et Trold med tre Hoveder.“

„Jeg er lige glad, om han havde fire og, saa skulde jeg have Lyst til at see den Karlen“, sagde Gutten, „og jeg gaaer ikke; jeg har intet Ondt gjort; men Mad maa du skaffe mig, for jeg er fælt sulten.“ Da Halvor havde spiist sig mæt, sagde Prindsessen til ham, at han fik prøve om han kunde svinge Sværdet, som hang paa Væggen; nei han kunde ikke svinge det; han kunde ikke løfte det engang. „Ja“, sagde Prindsessen, „saa faaer du tage dig en Slurk af den Flasken, som hænger ved Siden, for det gjør Troldet, naar han skal ud og bruge Sværdet“. Halvor tog sig en Slurk, og strax kunde han svinge Sværdet som ingen Ting. Nu meente han skulde Troldet komme tidsnok. Ret som det var, saa kom Troldet susende; Halvor bag Døren. „Hutetu,

her lugter saa kristen Mands Blod!“ sagde Troldet, og satte Hovedet ind igjennem Døren. „Ja det skal du blive vaer!“ sagde Halvor og hug alle Hovederne af det. Prindsessen blev nu saa glad over at hun var frelst, at hun baade dansede og sang, men saa kom hun til at tænke paa Søstrene sine, og saa sagde hun: „Gid nu Søstrene mine ogsaa vare frelste!“ „Hvor er de?“ spurgte Halvor. Ja saa fortalte hun ham det: den ene var indtaget af et Trold paa et Slot, som var sex Miil borte, og den anden var indtaget paa et Slot, som var ni Miil borten for det igjen.

„Men nu“, sagde hun „nu faaer du først hjælpe mig at faae ud dette Skroget her.“ Ja, Halvor var saa stærk; han subbede Alting bort og gjorde det ryddigt og reent i en Hast. Saa levede han godt og vel, og den næste Morgen lagde han afsted i Graalysningen; han havde ingen Ro paa sig, men han gik og løb hele Dagen. Da han fik see Slottet, blev han lidt bange igjen; det var meget gjildere end det andet, men her var der heller ikke et Menneske at see. Saa gik Halvor ind i Kjøkkenet, og han standsede ikke der heller, men gik lige ind. „Nei tør der komme kristne Folk hid da?“ raabte Prindsessen. „Jeg veed ikke, hvor længe det er siden jeg kom hid, men i al den Tid har jeg ikke seet et kristent Menneske; det er nok bedst, at du seer at komme afsted

igjen, for her boer et Trold, som har sex Hoveder.“ „Nei, jeg gaaer ikke,“ sagde Halvor, „om han nu havde sex til“. „Han tager og sluger dig levende!“ sagde Prindsessen. Men det hjalp ikke; Halvor vilde ikke gaae; han var ikke bange for Troldet; men Mad og Drikke vilde han have, for han var sulten efter Reisen. Ja deraf fik han saa Meget han vilde have, men saa vilde Prindsessen have ham til at gaae igjen. „Nei“, sagde Halvor, „jeg gaaer ikke, for jeg har intet Ondt gjort, og jeg har Intet at være ræd for.“ „Han spørger ikke efter det,“ sagde Prindsessen, „for han tager dig baade uden Lov og Ret, men siden du ikke vil gaae, saa prøv om du kan svinge det Sværdet, som Troldet bruger i Krigen.“ Han kunde ikke svinge Sværdet,

men saa sagde Prindsessen, at han skulde tage sig en Slurk af Flasken, som hang ved Siden af det, og da han havde gjort det, kunde han svinge det. Ret som det var, saa kom Troldet, det var saa stort og digert, at det maatte gaae paa Siden for at komme ind igjennem Døren. Da Troldet fik det første Hoved ind, saa raabte det: „Hutetu! her lugter saa kristen Mands Blod!“ Med det samme hug Halvor det første Hoved af, og saa alle de øvrige. Prindsessen blev nu overmaade glad, men saa kom hun til at tænke paa Søstrene sine, og saa ønskede hun, at de ogsaa vare frelste. Halvor meente, der nok kunde blive Raad til det og vilde afsted strax; men først maatte han nu hjælpe

Prindsessen med at faae bort Kroppen af Troldet, og saa gav han sig paa Veien den anden Morgen. Det var langt til Slottet, og han baade gik og løb for at komme frem i Tide. Mod Kvelden saa han Slottet, og det var meget gjildere end begge de andre. Nu var han næsten ikke det mindste bange, men gik gjennem Kjøkkenet og lige ind. Der sad den Prindsesse, som var saa vakker, at der ikke var Maade med det. Hun sagde nu lige eens som de Andre, at der ikke havde været kristne Folk, siden hun kom der, og bad ham gaae igjen, for ellers slugte Troldet ham levende, det havde ni Hoveder, sagde hun. „Ja om det nu har ni til de ni, og endda ni til, saa gaaer ikke jeg“, sagde Halvor og gav sig til at staae ved Ovnen. Prindsessen bad ham saa vakkert at han skulde gaae, for at Troldet ikke

skulle æde ham, men Halvor sagde: „Lad ham komme, mens han vil“. Saa gav hun ham Troldsværdet og bad ham tage en Slurk af Flasken, saa at han kunde svinge det. Ret som det var, saa kom Troldet, saa det suste af det; det var endnu større og digrere end begge de andre to, og det maatte ogsaa gaae paa Siden for at komme ind igjennem Døren; da det fik det første Hoved ind, saa sagde det ligesom de andre „Huttetu! her lugter saa kristen Mands Blod!“ Med det samme hug Halvor det første Hoved af og siden alle de øvrige, men det sidste var det seigeste af dem alle, og det var det tungeste Arbeide, Halvor havde gjort, at faae det af, endda han nok syntes han skulde have Kræfter ogsaa.

Da kom alle Prindsesserne sammen paa det Slottet, og de vare saa fornøiede som de aldrig før havde været i al sin Tid, og de vare glade i Halvor og han i dem, og han kunde faae den han bedst kunde lide; men den yngste var mest glad i ham af alle tre. Men Halvor gik der og var saa rar af sig, han var saa stuur og stille; saa spurgte Prindsessen hvad det var han stundede efter, og om han ikke syntes om at være hos dem. Jo, det syntes han nok om, for de havde jo nok at leve af og han havde det godt der, men han stundede saa hjem, for han havde Forældre i Live, og dem havde han stor Lyst til at besøge. Det meente de, vel kunde lade sig gjøre; „du skal komme uskadt baade frem og tilbage igjen, dersom du vil lide vort Raad,“ sagde

Prindsesserne. Ja, han skulde ikke gjøre Andet end hvad de vilde. Saa klædte de ham op, saa han blev saa gjild som en Kongssøn, og saa satte de en Ring paa Fingeren hans, og den var saadan, at han kunde ønske sig baade frem og tilbage med den, men de sagde, at han ikke maatte kaste den bort og ikke nævne deres Navn, for saa var det forbi med al Herligheden; og da vilde han aldrig faae see dem mere.

„Stod jeg nu hjemme, skulde jeg være glad!“ sagde Halvor, og saa som han havde ønsket, gik det ogsaa; Halvor stod udenfor Stuen hos Forældrene sine, førend han vidste Ordet af det. Det var i Mørkningen om Kvelden, og da de saae der kom ind saadan en gjild, stadselig Herre, blev de saa forskrækkede, at de begyndte baade at bukke og neie. Halvor spurgte nu, om han ikke kunde blive der og faae Huus Natten over. Nei, det kunde han slet ikke, „vi har det ikke saaledes,“ sagde de, „for vi har hverken det Ene eller det Andet, som en saadan Herre kan være tjent med, men det er bedst, han gaaer op i Gaarden, det er ikke langt Stykket, han kan see Skorsteenspiben herfra, der har de fuldt op av Alting.“ Halvor syntes slet ikke om det, han vilde endelig blive, men Folkene bleve ved Sit at han skulde gaae

op til Gaarden, for der kunde han faae baade Mad og Drikke, mens de ikke engang havde en Stol at byde ham at sidde paa. „Nei,“ sagde Halvor, „derop vil jeg ikke, førend i Morgen tidlig, men lad mig nu faae være her i Nat, jeg kan jo sidde i Peisen.“ Det kunde de da ikke sige Noget imod, og saa satte Halvor sig i Peisen til at grave i Asken, saaledes som han gjorde, da han laa hjemme og ladede sig.

De snakkede nu Mangt og Meget og fortalte Halvor baade om det Ene og det Andet, og saa spurgte han dem, om de aldrig havde havt noget Barn. „Jo, de havde da havt en Gut, som hedte Halvor, men de vidste ikke hvor han vandrede, og heller ikke enten han var død eller levende.“ „Kunde ikke det være mig da?“ sagde Halvor. „Det veed jeg vist“ sagde Kjærringen, og lettede paa sig, „han Halvor var saa lad og doven at han aldrig gjorde nogen Ting, og saa var han saa fillet at den ene Fillen slog den anden i Svime paa ham, der kunde aldrig blevet slig Karl af ham, som I er, Faer.“ Om lidt skulde Kjærringen bort til Skorstenen og rage i Varmen, og da Gloskinnet lyste paa Halvor ligesom da han

var hjemme og karede i Asken, saa kjendte Kjærringen ham igjen. „Jamen er det dig da Halvor!“ sagde hun, og der blev saadan Glæde paa de gamle Forældrene at det ikke var Maade paa det, og han maatte nu fortælle, hvorledes det havde gaaet ham, og Kjærringen var saa glad i ham, at hun vilde have ham op paa Gaarden strax paa Timen og vise ham frem for Gjenterne, som altid havde været saa kaute paa det. Hun gik da for i Veien og Halvor efter. Da hun saa kom derop, fortalte hun, at Halvor var kommen hjem igjen, og nu skulde de bare see hvor gjild han var; han saa ud som en Prinds, sagde hun.

„Det veed jeg vist,“ sagde Gjenterne og slog paa Nakken, „han er vel den samme Fillefanten, han altid har været.“ I det samme kom Halvor ind, og saa blev Gjenterne saa forfjamsede, at de glemte igjen Særken i Peisen, hvor de sad og loppede sig, og fløi ud i bare Stakken. Da de saa kom ind igjen, vare de saa skamfulde, at de næsten ikke turde see paa Halvor, som de altid havde været stolte og overmodige mod før. „Ja I har nu altid syntes, I var saa pene og vakkre I, at Ingen kunde være Jeres Lige, men I skulde bare see den ældste Prindsessen, som jeg har frelst,“ sagde Halvor; „mod hende seer I ud som Gjætergjenter, og den mellemste er endda vakkrere, men den yngste, som er Kjæresten min, er vakkrere end baade Sol og Maane;

Gud give de bare var her, saa skulde I see,“ sagde Halvor. Han havde ikke før sagt det, førend de stod der, men da blev han saa ilde ved, for nu kom han i Hu, hvad de havde sagt. — Paa Gaarden blev der nu baade holdt Gjæstebud for Prindsesserne og gjort Stads af dem; men de vilde ikke standse der. „Vi vil ned til Forældrene dine,“ sagde de til Halvor „og saa vil vi ud at see os om.“ Han fulgte da med dem.

Saa kom de til et stort Vand udenfor Gaarden. Tæt ved det Vandet var der saadan en deilig grøn Bakke; der vilde Prindsesserne sidde og hvile en Stund, for de syntes det var saa vakkert at sidde og see ud over Vandet, sagde de. De satte sig da der og da de havde siddet en Stund, sagde den yngste Prindsessen: „Jeg faaer vel lyske dig lidt jeg, Halvor.“ Ja, Halvor lagde Hovedet i hendes Favn, saa lyskede hun ham og det varede ikke længe førend Halvor sov; derpaa tog hun Ringen af ham og satte en anden i Stedet, og saa sagde hun: „Hold nu i mig Allesammen, — og gid vi saa var paa Soria Moria Slot!“ Da Halvor vaagnede, kunde han nok skjønne at han havde

mistet Prindsesserne og begyndte at græde og bære sig, og han var saa reent mistrøstig, at de slet ikke kunde stagge ham. Alt det Forældrene bade ham, vilde han ikke standse, men tog Farvel og sagde, at han vist aldrig fik see dem mere, for fandt han ikke Prindsesserne igjen, syntes han ikke det var værdt at leve. Trehundrede Daler havde han igjen; dem tog han i Lommen og gav sig paa Veien. Da han havde gaaet et Stykke, mødte han en Mand med en skikkelig Hest; den vilde han kjøbe, og begyndte at akkordere med Manden. „Ja, jeg har rigtignok ikke tænkt at sælge den“ sagde Manden, „men naar vi kunde blive forligte saa — .“ Halvor spurgte da, hvad han vilde have for den. „Ikke Meget har jeg givet for den, og ikke Meget

er den værd; det er en brav Hest at ride paa, men til at trække duer den ikke stort, men altid saa orker den nok Madsækken Jeres og Jer ogsaa, naar I gaaer stykomtil,“ sagde Manden. Tilsidst bleve de da enige om Prisen, og Halvor lagde Sækken sin paa den, og saa gik han stykomtil og stykomtil red han. Om Kvelden kom han til en grøn Vold, hvor der stod et stort Træ, som han satte sig ved. Der slap han Hesten, og han lagde sig ikke til at sove, men tog frem Madsækken sin. Da det lyste af Dagen, drog han afsted igjen, for han syntes ikke, han kunde havde nogen Ro paa sig. Saa gik han og saa red han hele Dagen bort igjennem en stor Skov, hvor der var mange grønne Flækker, som lyste saa deiligt borte imellem Træerne.

Ikke vidste han hvor han var henne og ikke vidste han hvor det bar hen, men han gav sig ikke mere Tid til at hvile, end naar Hesten fik Lidt i sig og han selv fik op Skræppen sin, naar de kom til en af de grønne Flækkerne. Han gik og han red, og aldrig syntes han der blev nogen Ende paa Skoven. Men i Mørkningen den anden Dag, saa han det lyste frem imellem Træerne. „Gid der nu var Folk oppe, saa jeg kunde faae varmet mig og Lidt at leve af,“ tænkte Halvor. Da han kom did, saa var det en liden ussel Stue, og igjennem Ruden saa han et Par gamle Folk derinde; de vare saa gamle og graae i Hovedet som en Due, og Kjærringen havde en Næse saa lang, at hun sad ved Peisen og brugte den til Glorage. „God Kveld!“

„God Kveld!“ sagde Kjærringen. „Men hvad Ærende har I da, som kommer hid?“ sagde Kjærringen; „her har ikke været kristne Folk paa over hundrede Aar.“ Ja, Halvor fortalte da at han skulde til Soria Moria Slot, og spurgte om hun vidste Veien did. „Nei,“ sagde Kjærringen, „det veed jeg ikke, men retnu kommer vel Maanen, saa skal jeg spørge den, og den veed det nok, den maa vel see det, for den skinner jo paa Alting.“ Da saa Maanen stod lys og blank over Trætopperne, gik Kjærringen ud.

„Du Maane, du Maane,“ skreg hun, „kan du sige mig Veien til Soria Moria Slot?“ „Nei,“ sagde Maanen, „det kan jeg ikke, for dengang jeg skinnede der, stod der en Sky for mig.“ „Vent lidt endnu," sagde Kjærringen til Halvor „retnu kommer vel Vestenvinden; han veed det vist, for han guster og blæser i hver Krog". „Nei, nei, har du Hest ogsaa du?“ sagde Kjærringen, da hun kom ind igjen, „aa, slip det stakkels Kreatur ud i Havnehagen, og lad det ikke staae her ved Døren og sulte!“ „Men vil du ikke bytte bort den til mig?“ sagde hun; „vi har et Par gamle Støvler her, som du kan tage femten Fjerdinger i hvert Skridt med; dem skal du faae for Hesten, saa kommer du før til Soria Moria Slot.“ Det var Halvor strax villig til, og Kjærringen var saa glad i Hesten, at hun var

færdig at dandse, „for nu kan jeg da komme til at ride til Kirken, jeg ogsaa,“ sagde hun. Halvor havde ingen Ro paa sig og vilde afsted strax, men Kjærringen sagde, det havde ingen Hast. „Læg dig paa Krakken du og sov lidt, for nogen Seng har vi ikke til dig,“ sagde Kjærringen, „jeg skal nok passe paa, naar Vestenvinden kommer.“ Ret som det var, saa kom Vestenvinden durende, saa det knagede i Væggen. Kjærringen ud. „Du Vestenvind! du Vestenvind! kunde du sige mig Veien til Soria Moria Slot?

her er En som skal did.“ „Ja den veed jeg vel,“ sagde Vestenvinden, „nu skal jeg netop did at tørke Klæder til Brylluppet, som skal staae; er han rask til Beens, kan han være med mig.“ Halvor ud. „Du faaer skynde dig, vil du holde Følge,“ sagde Vestenvinden, og afsted bar det langt bort baade over Heier og Aaser og Fjeld, og Halvor havde nok med at følge. „Ja, nu har ikke jeg Tid at være med dig længer,“ sagde Vestenvinden, „for jeg skal bort og rive ned et Stykke Granskov først, førend jeg kommer til Blegevolden og tørker Klæderne; men naar du gaaer langs med Aaskanten, saa kommer du til nogle Gjenter, som staae og vaske Klæder, og da har du ikke langt igjen til Soria Moria Slot.“ En Stund efter kom Halvor til Gjenterne, som stod og

vadskede, og de spurgte, om han ikke havde seet noget til Vestenvinden, han skulde komme did og tørke Klæder til Brylluppet. „Jo,“ sagde Halvor, „han er bare borte og bryder ned et Stykke Granskov, det varer ikke længe, før han er her,“ og saa spurgte han dem om Veien til Soria Moria Slot. De satte ham da paa den, og da han kom frem mod Slottet, saa var der fuldt af Heste og Folk, at det yrede. Men Halvor var saa fillet og itureven af det, han havde fulgt Vestenvinden baade igjennem Buske og Kjær, at han holdt sig afsides og ikke vilde gaae frem, før den sidste Dagen, da de skulde spise Middag. Da de nu, som Skik og Brug var, skulde drikke Brudens og Brudgommens Skaal og ønske dem til Lykke, og Skjænkeren skulde drikke dem

til allesammen, baade Riddere og Svende, saa kom han da ogsaa langt om længe til Halvor. Han drak Skaalen, slap Ringen, som Prindsessen havde sat paa fingeren hans, da han laa ved Vandet, i Glasset og bad Skjænkeren skulde hilse Bruden og bære frem den til hende. Da stod Prindsessen strax op fra Bordet. „Hvem har vel bedst fortjent at faae en af os,“ sagde hun, „enten den som har frelst os, eller den som sidder Brudgom?“ Det kunde der ikke være mere end een Mening om, meente Alle, og da Halvor hørte det, var han ikke længe om at faa Fantefillerne af sig og pynte sig til Brudgom. „Ja der er den Rette!“ raabte den yngste Prindsessen, da hun fik see ham, og saa skjød hun den anden for Glug og holdt Bryllup med Halvor.