Waltey

Prevod

The Emperor’s horse was given golden shoes—golden shoes on every foot. Why was he given golden shoes? He was the most magnificent creature, with slender legs, such intelligent eyes, and a mane that fell about his neck like a silken veil. He had carried his master through gunpowder smoke and showers of bullets, heard the bullets sing and whistle; he had bitten and kicked and fought when the enemy pressed upon them. With his Emperor on his back, he had leaped over the fallen enemy’s horse and saved his Emperor’s crown of red gold. And that was why the Emperor’s horse was given golden shoes—golden shoes on every foot.

And the dung beetle crawled forward. “First the great, then the small,” he said, “though size is not what matters.” And he stretched out his thin legs.

“What do you want?” asked the blacksmith. “Golden shoes!” answered the dung beetle. “You must be out of your mind!” said the blacksmith. “Do you want golden shoes too?” “Golden shoes!” said the dung beetle. “Am I not just as good as that great beast who has to be waited on, curried, tended, and given food and drink? Don’t I belong to the Emperor’s stable too?”

“But why is the horse being given golden shoes?” asked the blacksmith. “Don’t you understand?” “Understand? I understand that this is a slight to me,” said the dung beetle. “It is an insult—and so now I am going out into the wide world!”

“Off you go!” said the blacksmith. “Ill-mannered fellow!” said the dung beetle, and he went outside, flew a little way, and found himself in a pretty little flower garden, fragrant with roses and lavender.

“Isn’t it lovely here!” said one of the little ladybirds flying about with black spots on their hard red wing cases. “How sweet it smells, and how pretty it is!”

“I am used to better!” said the dung beetle. “You call this pretty? There isn’t even a dung heap!” And he went farther on, into the shade of a tall stock, where a caterpillar was crawling.

“How lovely the world is!” said the caterpillar. “The sun is so warm! Everything is so delightful! And one day, when I fall asleep and die, as they call it, I shall wake up and be a butterfly!”

“What airs you give yourself!” said the dung beetle. “So now we’re to fly about as a butterfly! I come from the Emperor’s stable, but no one there, not even the Emperor’s own charger, who goes about in my cast-off golden shoes, has such notions. Grow wings! Fly! Well, here we go!” And the dung beetle flew off. “I won’t let it annoy me, but it annoys me all the same!”

Then he dropped onto a large patch of grass. He lay there a little while, then fell asleep. Good heavens, what a downpour came rushing down! The dung beetle woke at the splashing and tried at once to burrow into the earth, but he could not. He tumbled over, he swam on his belly and on his back; flying was out of the question. Surely he would never get away from this spot alive. He lay where he was, and there he stayed.

When the rain let up a little and the dung beetle had blinked the water from his eyes, he caught sight of something white: linen laid out to bleach. He made his way over and crawled into a fold of the wet linen. It certainly was not like lying in the warm heap in the stable, but there was nothing better to be had, so he stayed there a whole day and a whole night, and the rainy weather stayed too. In the morning the dung beetle came out, thoroughly vexed with the climate.

Two frogs were sitting on the linen, their bright eyes shining with sheer delight. “What blessed weather!” said one. “How refreshing it is! And the linen holds the water so beautifully! It makes my hind legs tingle as though I were going to swim!”

“I should like to know,” said the other, “whether the swallow, who flies so far afield, has ever found a better climate than ours on all her travels abroad. Such wind and rain, and such damp! It is just like lying in a wet ditch! Anyone who doesn’t enjoy it cannot truly love his native land!”

“Have you never been in the Emperor’s stables?” asked the dung beetle. “There the damp is both warm and pungent! That is what I am used to; that is my climate, but one cannot take it along when travelling. Isn’t there a hotbed somewhere in the garden where persons of distinction, such as myself, can put up and feel at home?”

But the frogs did not understand him, or would not. “I never ask a second time!” said the dung beetle, after he had asked three times without receiving an answer.

Then he went a little farther and found a broken flowerpot. It had no business lying there, but as it lay it provided shelter. Several families of earwigs lived there; they do not require much room, only company. The females are especially gifted with motherly love, and so each one’s child was the prettiest and the cleverest.

“Our son has become engaged!” said one mother. “The sweet innocent! His highest ambition is one day to crawl into a clergyman’s ear. He is so charmingly childlike, and being engaged keeps him from going astray! It is such a joy to a mother!”

“Our son,” said another mother, “had scarcely come out of the egg before he was up to mischief. He is bursting with spirits, sowing his wild oats. It is an immense joy to a mother! Isn’t it, Mr Dung Beetle?” They knew what the stranger was by his appearance.

“You are both quite right!” said the dung beetle, and he was invited into the parlour, as far as he could squeeze beneath the broken pot. “Now you must see my little earwig too!” said a third and a fourth mother. “They are the sweetest children, and so amusing! They are never naughty unless they have a stomach ache, but that comes so easily at their age!”

And each mother talked about her young, and the young joined in and used the little forks on their tails to tug at the dung beetle’s whiskers.

“The little rascals do think of everything!” said the mothers, positively steaming with maternal affection. But the dung beetle was bored, and he asked whether it was far from there to the hotbed.

“It is far out in the world, on the other side of the ditch!” said the earwig. “I hope none of my children ever goes so far, for it would be the death of me!”

“Well, I shall try to get that far!” said the dung beetle, and he left without saying goodbye; that is the most elegant way. At the ditch he met several of his own relations, all dung beetles.

“This is where we live!” they said. “We are quite snug! Won’t you come down into the rich muck? Your journey must have tired you!” “It has indeed!” said the dung beetle. “I have been lying on linen in rainy weather, and cleanliness is particularly wearing to me! I have also caught rheumatism in my wing joint from standing in a draught beneath a broken flowerpot. It is a real comfort to be among one’s own people again!”

“Perhaps you come from the hotbed?” asked the eldest. “Higher than that!” said the dung beetle. “I come from the Emperor’s stable, where I was born with golden shoes. I am travelling on a secret mission about which you must not question me, for I shall tell you nothing!”

And the dung beetle climbed down into the rich mire. Three young female dung beetles were sitting there, giggling because they did not know what to say. “They are not engaged!” said their mother, and they giggled again, but that was from embarrassment.

“I have seen none more beautiful in the Emperor’s stables!” said the travelling dung beetle. “Don’t turn my girls’ heads! And don’t speak to them unless your intentions are honourable—but they are, and I give you my blessing.”

“Hurrah!” said all the others, and the dung beetle was engaged. First the engagement, then the wedding; there was nothing to wait for. The next day went very well, the second passed comfortably enough, but on the third it was time to think about food for a wife and perhaps little ones.

“I have let them take me by surprise!” he said. “So I suppose I must surprise them in return!” And he did. He was gone—gone all day, gone all night—and his wife sat there a widow. The other dung beetles said that it was a regular vagabond they had welcomed into the family; now his wife was left on their hands.

“Then she can be a maiden again!” said her mother. “She can be my child again! Shame on the vile wretch who deserted her!” Meanwhile he was on his way, having sailed across the ditch on a cabbage leaf. Towards morning two people came along, saw the dung beetle, picked him up, and turned him this way and that. Both were very learned, especially the boy. “Allah sees the black dung beetle in the black stone in the black mountain! Isn’t that what it says in the Koran?” he asked, and gave the dung beetle’s name in Latin and explained his family and habits. The older scholar was against taking him home; they had specimens there just as good, he said. The dung beetle thought this was impolite, so he flew out of the man’s hand and went a good way. His wings had dried by now, and he reached the greenhouse, where one of the windows had been pushed open, allowing him to slip inside with the greatest ease and bury himself in the fresh manure.

“This is delicious!” he said. Soon he fell asleep and dreamed that the Emperor’s horse had fallen dead and Mr Dung Beetle had been given his golden shoes, with the promise of two more. It was most agreeable, and when the dung beetle woke, he crawled out and looked up. What splendour there was in the greenhouse! Great fan palms spread their leaves on high, the sunlight shining through them, and beneath them welled a wealth of greenery and gleamed flowers red as fire, yellow as amber, and white as newly fallen snow.

“What a matchless display of plants! How good it will taste when it rots!” said the dung beetle. “This is a fine larder. Some of the family must live here; I shall go exploring and see whether I can find someone to associate with. I am proud, and proud of it!” And off he went, thinking of his dream about the dead horse and the golden shoes he had won.

Suddenly a hand seized the dung beetle; he was squeezed and turned this way and that. The gardener’s little son and a friend were in the greenhouse; they had spotted the dung beetle and meant to have some fun with him. Wrapped in a vine leaf, he was put into a warm trouser pocket. He wriggled and squirmed and was given a squeeze by the boy, who hurried off towards the great lake at the end of the garden. There the dung beetle was put into an old, broken wooden shoe whose upper had come off. A stick was fixed in it for a mast, and the dung beetle was tethered to it with a woollen thread. Now he was a skipper and was to go sailing.

It was a very large lake; the dung beetle thought it was an ocean, and was so astonished that he fell onto his back and kicked his legs.

The wooden shoe sailed along, for there was a current in the water, but whenever the vessel went a little too far out, one of the boys rolled up his trousers at once and waded out to fetch it. Once it was drifting again, however, the boys were called—called very sternly—and they hurried off, leaving the wooden shoe to fend for itself. It drifted farther and farther from land, farther and farther out. It was dreadful for the dung beetle; he could not fly, for he was tied to the mast.

A fly came to visit him. “What lovely weather we are having!” said the fly. “I can rest here! I can bask in the sun here. You have a very pleasant life!”

“You talk as though you knew anything about it! Can’t you see that I am tethered?” “I am not tethered!” said the fly, and flew away. “Now I know the world!” said the dung beetle. “It is a vile world! I am the only honest creature in it! First they refuse me golden shoes, then I have to lie on wet linen and stand in a draught, and finally they foist a wife on me. Then, when I take a bold step out into the world and see how one can live, and how I ought to live, along comes a human brat and tethers me out on the raging sea. And all the while the Emperor’s horse goes about in golden shoes! That is what vexes me most. But one cannot expect sympathy in this world! My life story is most interesting, but what good is that when no one knows it? The world does not deserve to know it, either, or it would have given me golden shoes in the Emperor’s stable when the charger was being shod and I stretched out my legs. If I had been given golden shoes, I should have been a credit to the stable. Now the stable has lost me, and the world has lost me. All is over!”

But all was not over yet. A boat came along with some young girls in it. “There’s a wooden shoe sailing along!” said one. “There’s a little creature tied up in it!” said another.

They were right beside the wooden shoe; they lifted it out, and one of the girls took out a little pair of scissors and cut the woollen thread without harming the dung beetle. When they reached the shore, she put him in the grass.

“Crawl, crawl! Fly, fly, if you can!” she said. “Freedom is a lovely thing!” And the dung beetle flew straight through the open window of a large building, where he sank, exhausted, into the fine, soft, flowing mane of the Emperor’s charger. The horse was standing in the stable where both he and the dung beetle belonged. The beetle clung to the mane and sat for a while collecting his wits. “Here I am on the Emperor’s own charger! Sitting here as his rider! What am I saying? Why, now it is all clear to me! It is a good idea, and quite right. Why was the horse given golden shoes? That was what the blacksmith asked me, too. Now I understand! The horse was given golden shoes for my sake!”

And the dung beetle grew cheerful. “Travel clears the mind!” he said. The sun shone down on him, shone very beautifully. “The world is not so bad after all,” said the dung beetle. “One must simply know how to take it!” The world was lovely, for the Emperor’s charger had been given golden shoes because the dung beetle was to be his rider.

“Now I shall climb down to the other beetles and tell them how much has been done for me. I shall tell them about all the pleasures I have enjoyed on my travels abroad, and I shall say that now I am staying at home until the horse has worn out his golden shoes!”

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Kejserens hest fik guldsko; guldsko på hver en fod.

Hvorfor fik han guldsko?

Han var det dejligste dyr, havde fine ben, øjne så kloge og en manke, der hang som et silkeslør ned om halsen. Han havde båret sin herre i krudtdamp og kugleregn, hørt kuglerne synge og pibe; han havde bidt om sig, slået om sig, kæmpet med, da fjenderne trængte på; med sin kejser sat i et spring over den styrtede fjendes hest, frelst sin kejsers krone af det røde guld, og derfor fik kejserens hest guldsko, guldsko på hver en fod.

Og skarnbassen krøb frem.

"Først de store, så de små," sagde den, "dog det er ikke størrelsen, som gør det." Og så strakte den frem sine tynde ben.

"Hvad vil du?" spurgte smeden.

"Guldsko!" svarede skarnbassen.

"Du er nok ikke klarhovedet!" sagde smeden, "vil du også have guldsko?"

"Guldsko!" sagde skarnbassen. "Er jeg ikke lige så god som det store bæst, der skal have opvartning, strigles, passes, have føde og drikke. Hører jeg ikke også til kejserens stald?"

"Men hvorfor får hesten guldsko?" spurgte smeden, "begriber du det ikke?"

"Begriber? Jeg begriber, at det er ringeagt imod mig," sagde skarnbassen, "det er en krænkelse - og nu går jeg derfor ud i den vide verden!"

"Pil af!" sagde smeden.

"Grov karl!" sagde skarnbassen, og så gik den udenfor, fløj et lille stykke, og nu var den i en nydelig lille blomsterhave, hvor der duftede af roser og lavendler.

"Er her ikke dejligt!" sagde en af de små "Vorherres høns," der fløj om med sorte prikker på de røde skjoldstærke vinger. "Hvor her lugter sødt og hvor her er kønt!"

"Jeg er vant til bedre!" sagde skarnbassen, "kalder I dette kønt? Her er jo ikke engang en mødding!"

Og så gik den videre frem, ind i skyggen af en stor levkøj; der krøb en kålorm på den.

"Hvor dog verden er dejlig!" sagde kålormen, "solen er så varm! Alt er så fornøjeligt! og når jeg engang sover ind og dør, som de kalder det, så vågner jeg op og er en sommerfugl!"

"Bild dig noget ind!" sagde skarnbassen, "nu flyver vi om som sommerfugl! Jeg kommer fra kejserens stald, men ingen der, ikke engang kejserens livhest, der dog går med mine aflagte guldsko, har slige indbildninger. Få vinger! flyve! ja nu flyver vi!" Og så fløj skarnbassen. "Jeg vil ikke ærgre mig, men jeg ærgrer mig dog!"

Så dumpede den ned på en stor græsplet; her lå den lidt, så faldt den i søvn.

Bevares, hvilken skylregn der styrtede! skarnbassen vågnede ved det plask og ville straks ned i jorden, men kunne det ikke; den væltede, den svømmede på maven og på ryggen, flyve var der ikke at tænke på, den kom vist aldrig levende fra denne plet; den lå hvor den lå og blev liggende.

Da det hoftede lidt, og skarnbassen havde blinket vandet af sine øjne, skimtede den noget hvidt, det var linned på blegen; den nåede derhen, krøb ind i en fold af det våde lintøj, det var rigtignok ikke, som at ligge i den varme dynge i stalden; men her var nu intet bedre, og så blev den her en hel dag, en hel nat, og også regnvejret blev. I morgenstunden kom skarnbassen frem; den var så ærgerlig over klimaet.

Der sad på linnedet to frøer; deres klare øjne lyste af bare fornøjelse. "Det er et velsignet vejr!" sagde den ene. "Hvor det forfrisker! og lintøjet holder så dejligt sammen på vandet! det kriller mig i bagbenene, som om jeg skulle svømme!"

"Jeg gad nok vide," sagde den anden, "om svalen, som flyver så vidt omkring, om den på sine mange rejser i udlandet har fundet et bedre klima, end vort; sådant et rusk, og sådan en væde! det er ligesom om man lå i en våd grøft! er man ikke glad ved det, så elsker man rigtignok ikke sit fædreland!"

"I har da aldrig været i kejserens stalde?" spurgte skarnbassen. "Der er det våde både varmt og krydret! det er jeg vant til; det er mit klima, men det kan man ikke tage med på rejsen. Er her ingen mistbænk i haven, hvor standspersoner, som jeg, kan tage ind og føle sig hjemme?"

Men frøerne forstod ham ikke, eller ville ikke forstå ham.

"Jeg spørger aldrig anden gang!" sagde skarnbassen, da den havde spurgt tre gange uden at få svar.

Så gik den et stykke, der lå et potteskår; det skulle ikke ligge der, men som det lå gav det ly. Her boede flere ørentvistefamilier; de forlanger ikke meget husrum, men kun selskabelighed; hunnerne er især begavet med moderkærlighed, derfor var også hvers unge den kønneste og den klogeste.

"Vor søn er blevet forlovet!" sagde en moder, "den søde uskyldighed! hans højeste mål er engang at kunne krybe i øret på en præst. Han er så elskelig barnlig og forlovelse holder ham fra udskejelser! det er så glædeligt for en moder!"

"Vor søn," sagde en anden moder, "kom lige ud af ægget og var straks på spil; det sprutter i ham, han løber hornene af sig. Det er en uhyre glæde for en moder! Ikke sandt? Hr. Skarnbasse!" De kendte den fremmede på skabelonen.

"De har begge to ret!" sagde skarnbassen, og så blev den budt op i stuen, så langt den kunne komme under potteskåret.

"Nu skal De også se min lille ørentvist!" sagde en tredje og fjerde af mødrene, "det er de elskeligste børn og så morsomme! de er aldrig uartige uden når de har ondt i maven, men det får man så let i deres alder!"

Og så talte hver moder om sine unger, og ungerne talte med og brugte den lille gaffel de havde på halen til at trække i skarnbassens mundskæg.

"De finder nu også på alting, de småskælme!" sagde mødrene og dunstede af moderkærlighed, men det kedede skarnbassen, og så spurgte den om der var langt herfra til mistbænken.

"Det er langt ude i verden, på den anden side grøften!" sagde ørentvisten, "så langt, vil jeg håbe, kommer aldrig nogen af mine børn, for så døde jeg!"

"Så langt vil jeg dog prøve at nå!" sagde skarnbassen og gik uden afsked; det er galantest.

Ved grøften traf den flere af sin slægt, alle skarnbasser.

"Her bor vi!" sagde de. "Vi har det ganske lunt! Tør vi ikke byde Dem ned i det fede! Rejsen har vist trættet Dem!"

"Det har den!" sagde skarnbassen. "Jeg har ligget på linned i regnvejr, og renlighed tager især på mig! jeg har også fået gigt i vingeleddet, ved at stå i træk under et potteskår. Det er rigtig en vederkvægelse at komme engang til sine egne!"

"De kommer måske fra mistbænken!" spurgte den ældste.

"Højere op!" sagde skarnbassen. "Jeg kommer fra kejserens stald, hvor jeg blev født med guldsko; jeg rejser i et hemmeligt ærinde, hvorom De ikke må fritte mig, thi jeg siger det ikke!"

Og så steg skarnbassen ned i det fede dynd; der sad tre unge hunskarnbasser, de fnisede, for de vidste ikke hvad de skulle sige.

"De er uforlovede!" sagde moderen, og så fnisede de igen, men det var af forlegenhed.

"Jeg har ikke set dem skønnere i kejserens stalde!" sagde den rejsende skarnbasse.

"Fordærv mig ikke mine pigebørn! og tal ikke til dem, uden De har reelle hensigter; - men det har De, og jeg giver Dem min velsignelse."

"Hurra!" sagde alle de andre, og så var skarnbassen forlovet. Først forlovelse, så bryllup, der var jo ikke noget at vente efter.

Næste dag gik meget godt, den anden luntede af, men på den tredje dag skulle man dog tænke på føden for kone og måske rollinger.

"Jeg har ladet mig overraske!" sagde den, "så må jeg nok overraske dem igen -!"

Og det gjorde den. Væk var den; væk hele dagen, væk hele natten - og konen sad enke. De andre skarnbasser sagde, at det var en rigtig landstryger de havde optaget i familien; konen sad dem nu til byrde.

"Så kan hun sidde som jomfru igen!" sagde moderen, "sidde som mit barn! fy, det lede skarn, som forlod hende!"

Han var imidlertid på farten, var sejlet på et kålblad over grøften; hen på morgenstunden kom to mennesker, de så skarnbassen, tog den op, vendte og drejede den og de var meget lærde begge to, især drengen. "Allah ser den sorte skarnbasse i den sorte sten i det sorte fjeld! står der ikke således i Alkoranen?" spurgte han og oversatte skarnbassens navn på latin, gjorde rede for dens slægt og natur. Den ældre lærde stemte imod at den skulle tages med hjem, de havde der lige så gode eksemplarer, sagde han, og det var ikke høfligt sagt, syntes skarnbassen, derfor fløj den ham af hånden, fløj et godt stykke, den var blevet tør i vingerne og så nåede den drivhuset, hvor den i største bekvemmelighed, da det ene vindue var skudt op, kunne smutte ind og grave sig ned i den friske gødning.

"Her er lækkert!" sagde den.

Snart faldt den i søvn og drømte at kejserens hest var styrtet og at hr. Skarnbasse havde fået dens guldsko og løftet om to til. Det var en behagelighed og da skarnbassen vågnede, krøb den frem og så op. Hvilken pragt her i drivhuset! store viftepalmer bredte sig i højden, solen gjorde dem transparente, og under dem vældede der en fylde af grønt og skinnede der blomster, røde som ild, gule som rav og hvide som nyfalden sne.

"Det er en mageløs plantepragt! hvor den vil smage når den går i forrådnelse!" sagde skarnbassen. "Det er et godt spisekammer; her bor vist af familien; jeg vil gå på eftersporing, se at finde nogen, jeg kan omgås med. Stolt er jeg, det er min stolthed!" Og så gik den og tænkte på sin drøm om den døde hest og de vundne guldsko.

Da greb lige med ét en hånd om skarnbassen, den blev klemt, vendt og drejet.

Gartnerens lille søn og en kammerat var i drivhuset, havde set skarnbassen og skulle have fornøjelse af den; lagt i et vindrueblad kom den ned i en varm bukselomme, den kriblede og krablede, fik så et tryk med hånden af drengen, der gik rask af sted til den store indsø for enden af haven, her blev skarnbassen sat i en gammel knækket træsko, som vristen var gået af; en pind blev gjort fast, som mast; og til den blev skarnbassen tøjret med en ulden tråd; nu var den skipper og skulle ud at sejle.

Det var en meget stor indsø, skarnbassen syntes, at det var et verdenshav og blev så forbavset, at den faldt om på ryggen og sprættede med benene.

Træskoen sejlede, der var strømning i vandet, men kom fartøjet lidt for langt ud, så smøgede den ene dreng straks sine bukser op og gik ud og hentede det, men da det igen var i drift blev der kaldt på drengene, alvorligt kaldt, og de skyndte dem af sted og lod træsko være træsko; den drev og det altid mere fra land, altid længere ud, det var gyseligt for skarnbassen; flyve kunne den ikke, den var bundet fast til masten.

Den fik besøg af en flue.

"Det er et dejligt vejr vi har!" sagde fluen. "Her kan jeg hvile mig! her kan jeg sole mig. De har det meget behageligt!"

"De snakker, som De har forstand til! ser De ikke, at jeg er tøjret!"

"Jeg er ikke tøjret!" sagde fluen og så fløj den.

"Nu kender jeg verden!" sagde skarnbassen, "det er en nedrig verden! jeg er den eneste honnette i den! Først nægter man mig guldsko, så må jeg ligge på vådt linned, stå i træk og til sidst prakker de mig en kone på. Gør jeg nu et rask skridt ud i verden, og ser hvorledes man kan have det og jeg skulle have det, så kommer en menneskehvalp og sætter mig i tøjr på det vilde hav. Og imidlertid går kejserens hest med guldsko! det kreperer mig mest; men deltagelse kan man ikke vente sig i denne verden! mit levnedsløb er meget interessant, dog hvad kan det hjælpe når ingen kender det! Verden fortjener heller ikke at kende det, ellers havde den givet mig guldsko i kejserens stald, da livhesten blev skoet og jeg rakte benene frem. Havde jeg fået guldsko, da var jeg blevet en ære for stalden, nu har den tabt mig og verden har tabt mig, alt er ude!"

Men alt var ikke ude endnu, der kom en båd med nogle unge piger.

"Der sejler en træsko!" sagde den ene.

"Der er et lille dyr tøjret fast i den!" sagde den anden.

De var lige ved siden af træskoen, de fik den op, og den ene af pigerne tog en lille saks frem, klippede uldtråden over uden at gøre skarnbassen skade og da de kom i land, satte hun den i græsset.

"Kryb, kryb! flyv, flyv, om du kan!" sagde hun. "Frihed er en dejlig ting!"

Og skarnbassen fløj lige ind af det åbne vindue på en stor bygning og der sank den træt ned i den fine bløde, lange manke på kejserens livhest, der stod i stalden, hvor den og skarnbassen hørte hjemme; den klamrede sig fast i manken og sad lidt og summede sig. "Her sidder jeg på kejserens livhest! sidder som rytter! Hvad er det jeg siger! ja nu bliver det mig klart! det er en god ide, og rigtig. Hvorfor fik hesten guldsko? Det spurgte han mig også om, smeden. Nu indser jeg det! for min skyld fik hesten guldsko!"

Og så blev skarnbassen i godt humør.

"Man bliver klarhovedet på rejsen!" sagde den.

Solen skinnede ind på den, skinnede meget smukt. "Verden er ikke så gal endda," sagde skarnbassen, "man må bare vide at tage den!" Verden var dejlig, thi kejserens livhest havde fået guldsko fordi skarnbassen skulle være dens rytter.

"Nu vil jeg stige ned til de andre basser og fortælle hvor meget man har gjort for mig; jeg vil fortælle om alle de behageligheder jeg har nydt på udenlandsrejsen, og jeg vil sige, at nu bliver jeg hjemme så længe, til hesten har slidt sine guldsko!"

Nalagam bralnik