Waltey

Prevod

I. A Beginning. It was in Copenhagen, in one of the houses on Østergade, not far from Kongens Nytorv, that a grand party was being held, for one must give a party now and then; then it is done with, and one can be invited out again. Half the company were already seated at the card tables, while the other half waited to see what would come of their hostess’s remark: “Well, now we must think of something to do!” That was how matters stood, and the conversation went along as best it could. Among other things, the talk turned to the Middle Ages. Some considered them far better than our own times; indeed, Councillor of Justice Knap defended this opinion so eagerly that the hostess at once took his side, and together they inveighed against Ørsted’s remarks in the almanac on old and new times, which gave our own age the advantage in all essentials. The councillor thought the days of King Hans the finest and happiest of all.

While all this talk for and against went on, interrupted only for a moment by the arrival of the newspaper, which contained nothing worth reading, let us go out into the entrance room, where the overcoats, walking sticks, umbrellas, and galoshes were kept. Here sat two women, one young and one old. One might have supposed they had come to escort their mistresses home—some elderly unmarried lady or widow—but a closer look soon showed that they were no ordinary servants. Their hands were too delicate, their bearing and every movement too regal, for regal they were, and their clothes, too, had a peculiarly daring cut. They were two fairies. The younger was not Fortune herself, but a maid to one of her ladies-in-waiting, entrusted with delivering Fortune’s lesser gifts. The older looked profoundly serious: she was Sorrow, who always goes on her errands herself, in her own exalted person; then she knows they are properly carried out.

They were telling each other where they had been that day. The maid to Fortune’s lady-in-waiting had so far attended to only a few insignificant errands: she had, she said, saved a new hat from a downpour, obtained a greeting for an honest man from a distinguished nobody, and such things; but the task she still had before her was something quite out of the ordinary.

“I must tell you,” she said, “that today is my birthday, and in honour of it I have been entrusted with a pair of galoshes to bring to mankind. These galoshes have the property that whoever puts them on is instantly in the place or time where he most wishes to be. Every wish concerning time or place is fulfilled at once, and so, at last, a human being can be happy here below!”

“Oh, indeed he can!” said Sorrow. “He will be dreadfully unhappy, and bless the moment when he is rid of the galoshes again!” “What nonsense!” said the other. “Now I shall put them here by the door; someone will take them by mistake, and he will be the happy one!”

Well, that was their conversation.

II. What Happened to the Councillor. It was late. Councillor Knap, deep in the days of King Hans, wished to go home, and so it was arranged that he put on Fortune’s galoshes instead of his own and stepped out into Østergade. But through the magic of the galoshes he had stepped back into the reign of King Hans, and therefore planted his foot straight in the mire and mud of the street, since in those days there was no paving as yet.

“This is dreadful! What a quagmire!” said the councillor. “The whole pavement has disappeared, and all the lamps are out!” The moon had not yet risen high enough, and the air was rather misty besides, so everything around him dissolved into darkness. At the nearest corner, however, a lantern hung before an image of the Madonna, but it gave scarcely any light; he noticed it only when he stood directly beneath it and his eyes fell on the painted picture of the mother and child.

“That must be an art shop,” he thought, “where they have forgotten to bring in the sign!” A couple of people in the dress of the period passed him. “What extraordinary clothes! They must be coming from a masquerade!”

Suddenly drums and fifes sounded, and bright torches flared. The councillor stopped and saw a strange procession passing by. At its head marched a whole troop of drummers, who handled their instruments with considerable skill, followed by guards with bows and crossbows. The most distinguished figure in the procession was a clergyman. Astonished, the councillor asked what it all meant and who the man was.

“That is the Bishop of Zealand!” came the reply. “Good heavens, what has come over the bishop?” sighed the councillor, shaking his head. Surely it could not possibly be the bishop. Pondering this, and looking neither to right nor left, he walked through Østergade and across Højbroplads. The bridge to Slotspladsen was nowhere to be found. He made out a low riverbank and at last came upon two men waiting there with a boat.

“Would the gentleman like to be taken across to Holmen?” they asked. “Across to Holmen?” said the councillor, who of course had no idea what age he was walking about in. “I want to go to Lille Torvegade in Christianshavn!”

The men stared at him. “Just tell me where the bridge is!” he said. “It is disgraceful that none of the lamps are lit, and the mud is like walking through a bog!”

The longer he talked to the boatmen, the less he could understand them. “I don’t understand your Bornholm dialect!” he said angrily at last, and turned his back on them. He could not find the bridge, and there was no railing either! “The state of this place is a scandal!” he said. Never had he found his own age more wretched than on this evening. “I think I shall take a cab!” he thought. But where were the cabs? Not one was to be seen. “I must go back to Kongens Nytorv; there will surely be carriages there, or I shall never get out to Christianshavn!”

So he returned to Østergade and had almost reached the end of it when the moon came out. “Good heavens, what sort of scaffolding have they put up here?” he said, catching sight of Østerport, which in those days stood at the end of Østergade.

At last, however, he found a little gate, and through it came out onto what is now our Nytorv; but it was a broad stretch of meadow. A few bushes stuck up here and there, and a wide canal or stream ran across it. On the opposite bank stood some miserable wooden huts for the Dutch skippers, from whom the place took its name of Hallandsås.

“Either I am seeing what they call a fata morgana, or I am drunk!” lamented the councillor. “What can this be? What can this be?” He turned back, firmly convinced that he was ill. As he entered the street, he looked more closely at the houses: most were half-timbered, and many had nothing but thatched roofs.

“No, I am not at all well!” he sighed. “And yet I drank only one glass of punch! But I cannot stand it! And it was quite wrong of them to give us punch and hot salmon! I shall tell the agent’s wife so, too! Should I go back and let them know how I am feeling? But it is so embarrassing! And I wonder whether they are still up!”

He looked for the house, but it was nowhere to be found. “This is dreadful! I cannot recognise Østergade! There is not a single shop! All I see are old, wretched hovels, as though I were in Roskilde or Ringsted! Oh, I am ill! There is no point in being shy about it! But where in the world is the agent’s house? It is no longer itself! Still, there are people awake in there. Oh, I certainly am ill!”

Now he came upon a half-open door, with light shining through the crack. It was one of the inns of those days, a sort of alehouse. The room resembled the great halls of Holstein farmhouses. A number of worthy folk—skippers, Copenhagen townsmen, and a couple of scholars—sat deep in conversation over their tankards, and paid little attention to the man who entered.

“Excuse me,” said the councillor to the landlady, who came towards him, “I have been taken so very ill! Would you be so kind as to get me a cab to Christianshavn?”

The woman looked at him and shook her head; then she addressed him in German. The councillor supposed that she could not speak Danish, and therefore made his request in German. This, together with his clothes, confirmed her belief that he was a foreigner. She soon grasped that he felt unwell, and so gave him a tankard of water, somewhat brackish, it is true, for it had been fetched from the well outside.

The councillor rested his head on his hand, drew a deep breath, and pondered all the strange things around him. “Is that this evening’s ‘Dagen’?” he asked, merely to say something, as he saw the woman move a large sheet of paper.

She did not understand what he meant, but handed him the sheet. It was a woodcut showing an apparition seen in the sky over the city of Cologne. “This is very old!” said the councillor, quite cheered by coming upon such an antique. “Wherever did you get hold of this rare print? It is most interesting, though the whole thing is a fable! Such apparitions are explained as the northern lights; they are probably produced by electricity!”

Those sitting nearest, who heard what he said, looked at him in astonishment, and one of them rose, respectfully took off his hat, and said with the most solemn expression: “You must be a very learned man, monsieur!”

“Oh, no!” replied the councillor. “I can talk about a thing or two, as one ought to be able to!” “Modestia is a fine virtue!” said the man. “As for what you have said, however, mihi secus videtur, though I willingly suspend my Judicium on the matter!”

“May I ask whom I have the pleasure of speaking to?” asked the councillor. “I am a bachelor of Holy Scripture!” replied the man.

This answer was enough for the councillor; the title matched the clothes. He must be an old village schoolmaster, he thought, an odd fellow of the kind one can still come across up in Jutland.

“This may not be a locus docendi,” the man began, “yet I beg you to favour us with your conversation! You have surely read widely among the ancients!” “Oh, yes, indeed!” replied the councillor. “I enjoy reading useful old books, but I also like the newer ones, only not the ‘Everyday Stories’; we have quite enough of those in real life!”

“Everyday Stories?” asked our bachelor. “Yes, I mean these new novels that are about.” “Oh,” the man smiled, “there is great ingenuity in them, though, and they are read at court. The king is particularly fond of the romance of Sir Iffven and Sir Gaudian, which tells of King Arthur and his knights of the Round Table. He has joked about it with his great lords!”* * Holberg relates in his History of the Kingdom of Denmark that one day, after reading the romance of King Arthur, King Hans jested with the well-known Otto Rud, of whom he was very fond: “Sir Iffvent and Sir Gaudian, whom I find in this book, were remarkable knights; one finds no such knights nowadays!” To which Otto Rud replied, “If there were such champions as King Arthur, there would surely also be many knights like Sir Iffvent and Sir Gaudian!”

“Well, I have not read that one yet!” said the councillor. “It must be quite a new one that Heiberg has brought out!” “No,” replied the man, “it was not brought out by Heiberg, but by Godfred von Gehmen!”

“So that is the author!” said the councillor. “That is a very old name! Was he not the first printer in Denmark?” “Yes, he is our first printer!” said the man. So far, things went quite well. Now one of the worthy townsmen spoke of the terrible pestilence that had raged a couple of years before, meaning the plague of 1484. The councillor supposed they were talking about cholera, and so the discussion went very well. The privateering war of 1490 was so recent that it had to be touched upon: English privateers had seized the ships in the roads, they said; and the councillor, who had lived so intensely through the events of 1801, joined heartily in their denunciations of the English. The rest of the conversation, however, did not go so well. At every turn it took on, on both sides, the solemn tone of an undertaker. The worthy bachelor was far too ignorant, while the councillor’s simplest remarks sounded to him too bold and too fantastic. They stared at one another, and whenever things grew too bad, the bachelor spoke Latin, believing that he would then be better understood; but it did not help.

“How are you feeling?” asked the landlady, tugging at the councillor’s sleeve. Now he came to his senses, for while he had been talking he had quite forgotten everything that had happened before.

“Good heavens, where am I?” he said, growing dizzy at the thought. “We shall drink claret! Mead and Bremen ale!” shouted one of the guests. “And you must drink with us!”

Two girls came in, one of them wearing a cap of two colours. They poured the drinks and curtsied; an icy shiver ran down the councillor’s back. “What can this be? What can this be?” he said. But he had to drink with them; they set upon the good man in earnest. He was in utter despair, and when one of them said that he was drunk, he did not doubt the man’s word at all, but merely begged them to get him a cab, whereupon they thought he was speaking Muscovite.

Never had he been in such rough and vulgar company. One would think the country had relapsed into heathendom, he thought. “This is the most dreadful moment of my life!” But just then it occurred to him to duck beneath the table, crawl to the door, and try to slip out. As he reached the exit, however, the others noticed what he was doing and seized him by the legs; and then, to his good fortune, the galoshes came off—and with them, the whole enchantment.

The councillor saw quite plainly a bright lamp burning before him, and beyond it stood a large house. He recognised it and the neighbouring houses: he was in Østergade, just as we all know it. He lay with his legs towards a gateway, and directly opposite sat the watchman, asleep.

“My Maker, have I been lying here in the street dreaming?” he said. “Yes, this is Østergade! How blessedly bright and lively! It is dreadful what an effect that glass of punch must have had on me!”

Two minutes later he was sitting in a cab that was taking him to Christianshavn. He thought of the fear and misery he had endured, and praised from his heart the happy reality of our own age, which, with all its faults, was still far better than the one he had just been in; and there the councillor showed good sense!

III. The Watchman’s Adventure. “Well, there is a pair of galoshes lying there!” said the watchman. “They must belong to the lieutenant who lives upstairs. They are lying right by the gateway!”

The honest man would gladly have rung the bell and handed them in, for there was still a light upstairs, but he did not want to wake the other people in the house, and so he left it alone.

“It must be nice and warm to have a pair of things like these on!” he said. “The leather is so soft!” They fitted snugly round his feet. “What a queer world it is! Now, he could go to his good bed, but does he? Not a bit of it! Up and down the floor he paces! He is a lucky fellow! He has neither the missus nor the little ones to worry about! Every evening he is out in company. I wish I were him; then I should be a happy man!”

The moment he uttered his wish, the galoshes he had put on took effect: the watchman assumed the lieutenant’s entire person and way of thinking. There he stood in the room upstairs, holding between his fingers a little sheet of rose-coloured paper on which was a poem—a poem by the lieutenant himself; for who has not, at some time in his life, felt moved to write poetry? And if one writes the thought down, there is the verse. This is what was written:

“If only I were rich!” “If only I were rich!” I often prayed, when scarcely one yard tall I stood. If I were rich, an officer I’d be, with sword and plume and uniform so good.

The time did come when I an officer became, but rich, alas, I never grew! God helped me through! Young, full of joy, I sat one evening hour; a girl of seven kissed me tenderly, for I was rich in tales of mystery, though poor in money as a man could be. But tales were all the little girl desired; then I was rich, though not in gold, alas—God knew!

“If only I were rich!” is still my prayer; the girl of seven is now grown and fair, so wise, so kind, so beautiful to see. If she could read my heart’s own fairy tale, if, as before—I mean, were fond of me! But I am poor, and therefore silent, sadly; God wills it so!

If I were rich in comfort and in peace, my sorrow would not find its way to paper! You whom I love, if you can understand, read this as verses from my youthful years!

Yet better if you do not understand: I am poor, my future dark, alas; may God bless you! Yes, that is the kind of verse one writes when one is in love, but a sensible man does not have it printed. A lieutenant, love, and poverty: that makes a triangle, or, just as well, half of Fortune’s broken die. The lieutenant felt this too, and so he rested his head against the window frame and sighed very deeply:

“The poor watchman out in the street is far happier than I! He knows nothing of what I call want! He has a home, a wife and children who weep at his sorrows and rejoice in his joys! Oh, I should be happier than I am if I could change places with him outright, for he is happier than I!”

At that very moment the watchman was a watchman again, for it was through Fortune’s galoshes that he had become the lieutenant; but, as we saw, he had then felt far less content and preferred, after all, to be what he really was. And so the watchman was a watchman again.

“That was a nasty dream!” he said. “But queer enough it was. I thought I was the lieutenant up there, and it was no pleasure at all. I missed the missus and the little ones, who nearly kiss my eyes out!”

He sat nodding again, unable quite to shake the dream from his thoughts; he still had the galoshes on his feet. A shooting star flashed across the sky.

“There it went!” he said. “There are plenty left, though! I should rather like to see those things a little closer, especially the moon, for that will not slip away while you are looking at it. When we die, said the student my wife does the heavy washing for, we fly from one to another. That is a lie, but it might be rather pleasant. I wish I could take a little leap up there, and leave my body here on the steps!”

Now, there are certain things in this world one must be very careful about saying, but one should be more careful still when one has Fortune’s galoshes on one’s feet. Just listen to what happened to the watchman.

As for us human beings, almost all of us know the speed of steam; we have experienced it either on the railways or aboard a ship at sea. Yet this flight is like the progress of a sloth or the march of a snail beside the speed of light. Light travels nineteen million times faster than the finest racehorse, and yet electricity is faster still. Death is an electric shock to the heart; on the wings of electricity the freed soul flies. Sunlight takes eight minutes and a few seconds to travel more than twenty million miles; by electricity’s express post, the soul needs fewer minutes to make the same journey. The space between worlds is no greater for it than the distance between our friends’ houses in a single town is for us, even when those houses stand quite close together. Nevertheless, this electric shock to the heart costs us the use of our bodies here below, unless, like the watchman, we have Fortune’s galoshes on.

In a few seconds the watchman had travelled the 52,000 miles to the moon, which, as everyone knows, is made of a substance far lighter than our earth, and is what we should call soft, like newly fallen snow. He found himself on one of the countless ring-shaped mountains familiar to us from Dr. Mädler’s great map of the moon—for surely you know it? Inside, the mountain dropped sheer into a crater a whole Danish mile deep. At the bottom lay a town that looked like egg white in a glass of water, just as soft, with towers and domes and sail-shaped balconies, transparent and swaying in the thin air. Our earth hung above his head like a great fiery-red ball.

There were many creatures there, all of them presumably what we should call human beings, though they looked quite different from us. They also had a language, but no one could expect the watchman’s soul to understand it; nevertheless, it did.

The watchman’s soul understood the moon-dwellers’ language very well. They were discussing our earth and doubting whether it could be inhabited: the air there must be too thick for any sensible moon-creature to live in. They considered the moon alone to have living beings; it was the true world, where the ancient world-folk lived.

But let us return to Østergade and see how the watchman’s body is faring. It sat lifeless on the steps; the spiked mace had fallen from its hand, and its eyes looked up towards the moon after the honest soul walking about up there.

“What is the time, watchman?” asked a passer-by. But the watchman gave no answer; so the man flicked him very gently on the nose, and that upset his balance. The body lay stretched at full length: the man was dead. The fellow who had flicked him was terribly frightened. The watchman was dead, and dead he remained. It was reported and talked about, and in the morning his body was carried to the hospital.

It might now be quite a joke for the soul if it returned and, as seemed likely, looked for the body in Østergade, only to find nothing there. Presumably it would first run to the police station, then to the public information office, to have it advertised among the lost property, and finally to the hospital. Still, we may take comfort in the thought that the soul is cleverest when left to itself; the body only makes it stupid.

As we have said, the watchman’s body was taken to the hospital and brought into the washing room, where the first thing they did, naturally, was to take off the galoshes. Then the soul had to return; it made straight for the body, and suddenly the man came to life. He declared that it had been the most dreadful night of his life; not for two marks would he go through such sensations again, but now, of course, it was over.

He was discharged that same day, but the galoshes remained at the hospital.

IV. A Matter of the Head. A Recitation. A Most Unusual Journey. Every Copenhagener knows what the entrance to Frederik’s Hospital in Copenhagen looks like, but as some people who are not Copenhageners will probably also read this story, we must give a brief description.

The hospital is separated from the street by a fairly high iron fence, in which the thick bars stand so far apart that, it is said, very thin junior doctors have squeezed through them and thus made their little visits outside. The part of the body most difficult to manoeuvre through was the head; here, as so often in the world, the smallest heads were therefore the most fortunate. That will be enough by way of introduction.

One of the young volunteer assistants, of whom it could be said only in the physical sense that he was thick-headed, happened to be on duty that evening. It was pouring with rain; yet despite both these obstacles, he had to go out, just for a quarter of an hour. That, he thought, was hardly worth confiding to the porter when one could slip between the iron bars. There lay the galoshes the watchman had forgotten. The last thing he imagined was that they belonged to Fortune; they might be very useful in this weather, so he put them on. The question now was whether he could squeeze through; he had never tried it before. There he stood.

“If only I had my head outside!” he said, and at once, though it was very thick and large, it slipped easily and safely through; the galoshes had to see to that. But now his body had to follow, and there he stuck.

"Oh, I’m too fat!" he said. "I thought my head would be the worst of it! I can’t get through." He now tried to pull his head back smartly, but it would not budge. He could move his neck easily enough, but that was all. His first feeling was anger; his second was that his spirits sank well below zero. The Galoshes of Fortune had brought him into the most dreadful predicament, and unfortunately it never occurred to him to wish himself free. No, he struggled, and got nowhere. The rain poured down; not a soul was to be seen in the street. He could not reach the bell at the gate. How on earth was he to get loose? He foresaw that he might have to stand there until morning, when they would have to send for a blacksmith to file through the iron bars. But that could not be done in a moment; the whole school of boys in blue across the way would be up and about, all Nyboder would come flocking to see him standing in the pillory, and there would be a crowd quite unlike the one that had gathered round the giant agave the year before. "Oh! The blood is rushing to my head till I shall go mad! Yes, I am going mad! Oh, if only I were free again, then it would surely pass!"

Now, he ought to have said that a little sooner. The instant the thought was uttered, his head was free, and he rushed indoors, quite beside himself with the fright the Galoshes of Fortune had given him.

We must not suppose that this was the end of it. No—it gets worse yet. The night passed, and the following day too, and no one came to fetch the galoshes.

That evening a performance was to be given at the little theatre in Kannikestræde. The house was packed; among the recitations was a new poem. Let us hear it. Its title was:

Auntie’s Spectacles. My grandmother’s wisdom is widely known; in the "olden days" they would have burned the crone. She knows all that happens, and much more too: she sees straight into the year that is new, yes, into "forty"—a wonderful feat! But she never will tell us the tale complete.

What will the coming year bring our way? What wonders? Oh, I should like her to say what fate holds for me, for art, crown and nation; but Grandmother will not disclose the information.

I plagued her, then, and it did some good: at first she was silent, then scolded as she could. But she might as well have preached to the wall, for am I not her darling, after all?

"For this once I shall grant you your wish," she said, and gave me her spectacles. "Now go ahead to any place you choose to be, a place where many good people you’ll see. Stand where you have the best view of them all, and look through my glasses across the hall. At once, you may take my word for it, the crowd will look like a pack of cards spread out.

"From these you can tell what is to be!" I thanked her and hurried away to see. But where, I wondered, do most people go? To Langelinie? You catch cold there, you know.

To Østergade? Bah! There’s mud everywhere! But the theatre? That would be splendid, I swear! This evening’s entertainment comes just right—so here I am, presenting myself tonight.

Will you allow me to use Auntie’s glasses, merely to see—don’t go, my good lasses and gentlemen!—whether you look like a pack of cards that will tell what the future brings back.

I take your silence to mean you agree; in thanks, you shall share in the secret with me. We are all in the game together tonight. I’ll tell your fortunes and mine outright, and that of the country, the crown and the land; now let us see what the cards have in hand.

(And then he put on the spectacles.) Yes, it is true! Oh, I must laugh at the sight! If only you could come up here tonight! So many court cards, so many fine faces, and queens of hearts in rows in their places.

Those black ones there are clubs and spades. Soon I shall see how the whole game is played. The queen of spades, I perceive, has set her serious heart on the jack of diamonds yet.

Oh, this vision almost goes to my head! There’s plenty of money here for the house ahead, and strangers from lands beyond the sea. But that was not what we wished to foresee.

The Estates? Let us see! In time to come—! But you’ll read all about that later at home. If I chatter now, I shall injure the press; I won’t take the choicest morsel off its dish.

The theatre, then? New plays? Taste and tone? No, I’d rather the management left me alone. My own future? Yes, as you all know, our own affairs concern us deeply so!

I see! But what I see I cannot say; you’ll hear of it when it comes my way. Who is the happiest person here? The happiest? I shall soon make that clear!

It is—no, that might embarrass someone, and even distress a good many more! Who will live longest? That lady? That man? No, to tell such a thing is worse than before!

What shall I foretell, then? No? About—? No! About—? No! About—? At last I don’t know! I am shy; it is easy to give offence. Well, I’ll see what you think, and to that intent

I shall devote all my prophetic power. You think? What is that? From all round the room you think it will all come to nothing at last; you’re certain it’s only a jingling blast.

Then I shall be silent, most honoured assembly; I owe you the right to think as you please! The poem was splendidly recited, and the performer was a great success. Among the audience was the young medical trainee from the hospital, who seemed to have forgotten his adventure of the night before. He was wearing the galoshes, for they had not been fetched, and as the streets were muddy, they could serve him very well.

He liked the poem. The idea occupied his mind a good deal; he would dearly have liked a pair of spectacles like those. Perhaps, if one used them properly, one might look straight into people’s hearts. That, he thought, would really be more interesting than seeing what was to happen next year, for one would learn that soon enough, whereas one would never learn the other. "Just imagine that whole row of ladies and gentlemen on the front bench—if one could look straight into their breasts! There would have to be an opening, of course, a sort of shop. Oh, how my eyes would go shopping! In that lady I should certainly find a great fashion emporium! In that one the shop is empty, though it could do with cleaning. But there would be sound, well-stocked shops too! Ah, yes!" he sighed. "I know one where everything is sound, but there is already a shopman there; that is the only thing wrong with the whole establishment! From one or another a voice would call, ‘Please, step inside!’ Yes, if only I could step inside and pass through their hearts like a neat little thought!"

Now, that was enough for the galoshes. The whole trainee shrank away, and a most extraordinary journey began through the hearts of the front row of spectators. The first heart he passed through was a lady’s; but at once he thought himself at the orthopaedic institute, as they call the place where the doctor removes people’s deformities and makes them stand straight. He was in the room where plaster casts of misshapen limbs hang upon the walls. There was this difference, however: at the institute the casts are taken when the patient comes in, but here in the heart they had been taken and stored away when the good people had gone out. What was kept here was a collection of casts of her women friends, with all their bodily and spiritual defects.

He was quickly inside another woman’s heart, but this seemed to him a great, holy church. The white dove of innocence fluttered above the high altar. How gladly he would have sunk to his knees! But he had to hurry on into the next heart. Still he heard the organ’s notes, and felt that he himself had become a new and better man. He did not feel unworthy to enter the next sanctuary, which revealed a poor attic room with a sick mother in it. But God’s warm sunshine streamed through the open window, lovely roses nodded from the little wooden box on the roof, and two sky-blue birds sang of childlike joy, while the sick mother prayed for blessings on her daughter.

Now he crawled on hands and knees through an overcrowded butcher’s shop. There was meat, nothing but meat, wherever he turned. This was the heart of a rich, respectable man, whose name must surely be found in the directory.

Now he was in the heart of the man’s wife. It was an old, dilapidated dovecote. Her husband’s portrait served as a weathercock, connected to the doors, so that they opened and shut whenever the husband turned.

Next he entered a hall of mirrors, like the one we have at Rosenborg Castle, but the mirrors magnified to an incredible degree. In the middle of the floor sat the owner’s insignificant self, like a Dalai Lama, astonished at the sight of his own greatness.

After this he thought himself inside a narrow needle case, full of sharp needles. "This must certainly be the heart of an old maid!" he could not help thinking. But that was not the case; it belonged to a very young officer with several decorations, precisely the sort who was described as a man of spirit and heart.

The poor sinful trainee emerged quite bewildered from the last heart in the row. He could not put his thoughts in order, but supposed that his overactive imagination had run away with him.

"Good heavens!" he sighed. "I certainly have the beginnings of madness! And it is unforgivably hot in here! The blood is rushing to my head!" And now he remembered the great event of the night before, when his head had been stuck between the iron bars at the hospital. "That must be where I caught it!" he thought. "I must take this in time. A Russian bath might do me good. If only I were already lying on the top shelf!"

And there he lay on the top shelf of the steam bath, but with all his clothes on, boots and galoshes included. Hot drops of water dripped from the ceiling onto his face.

"Oh!" he cried, and scrambled down to take a shower. The attendant also gave a loud cry at the sight of a fully dressed man in there. The trainee had enough presence of mind, however, to whisper to him, "It’s a wager!" But the first thing he did when he reached his own room was to have a large Spanish-fly blistering plaster put on the back of his neck, and another down his back, to draw out the madness.

Next morning his back was bleeding. That was what he had gained from the Galoshes of Fortune.

V. The Copying Clerk’s Transformation. Meanwhile the watchman, whom we have surely not forgotten, remembered the galoshes he had found and taken to the hospital. He fetched them, but as neither the lieutenant nor anyone else in the street would claim them, they were handed in at the police station.

"They look just like my own galoshes!" said one of the copying clerks, examining the lost property and setting them beside his own. "It would take more than a shoemaker’s eye to tell them apart!"

"Mr Clerk!" said a constable, coming in with some papers. The clerk turned and spoke to the man, but when they had finished and he looked at the galoshes, he was quite at a loss to know whether his were the pair on the left or the pair on the right. "They must be the wet ones!" he thought. But that was precisely his mistake, for those were Fortune’s. Still, why should the police not make mistakes too? He put them on, slipped some papers into his pocket and others under his arm; they were to be read through and copied at home. But it happened to be Sunday morning, and the weather was fine. A walk to Frederiksberg, he thought, would do me good! And off he went.

No one could have been quieter or more industrious than this young man, and we heartily wish him joy of his little walk. It would certainly do him a great deal of good after so much sitting. At first he merely walked, without thinking of anything, so the galoshes had no opportunity to display their magic power.

In the avenue he met an acquaintance, a young poet, who told him that he was setting off on his summer travels the following day. "So you’re off again!" said the clerk. "What a happy, free fellow you are! You can fly wherever you please, while the rest of us have a chain round our ankles!"

"But it is fastened to the bread tree!" replied the poet. "You need never worry about tomorrow, and when you grow old you will have a pension!"

"All the same, you have the better life!" said the clerk. "To sit writing poetry—why, that is a pleasure! The whole world says pleasant things to you, and you are your own master! You ought to try sitting in court with all those trivial cases!"

The poet shook his head, and the clerk shook his too. Each kept his own opinion, and they parted. "A peculiar breed, these poets!" said the clerk. "I should like to try entering into such a nature, to become a poet myself. I’m sure I should not write such whining verses as the others!—What a spring day this is for a poet! The air is so unusually clear, the clouds so beautiful, and there is such a fragrance in the greenery! Why, I have not felt as I do at this moment for many years."

We can already tell that he has become a poet. It was not especially noticeable, to be sure, for it is foolish to imagine that a poet is different from other people. Among them there may be natures far more poetic than many a great and acknowledged poet. The only difference is that the poet has a better memory of the spirit; he can hold fast to an idea and a feeling until they have passed clearly and distinctly into words, which the others cannot. But to pass from an everyday nature to a gifted one is always a transformation, and the clerk had now undergone it.

"That lovely fragrance!" he said. "How it reminds me of the violets at Aunt Lone’s! Yes, that was when I was a little boy! Good heavens, I have not thought of that for ages! The dear old lady! She lived round behind the Exchange. She always had a twig or a few green shoots standing in water, however bitter the winter might be. The violets scented the air while I pressed warmed copper coins against the frozen windowpane to make peepholes. What a charming view it was! Outside in the canal the ships lay frozen in, deserted by their crews; a cawing crow was the entire ship’s company. But when spring stirred in the air, how busy it became! With songs and cheers they sawed through the ice, the ships were tarred and rigged, and away they went to foreign lands. I have stayed here, and must stay for ever, always sitting at the police station watching other people get passports to travel abroad. That is my lot! Ah, yes!" He sighed deeply, but suddenly stopped short. "Good heavens, what has come over me? I have never thought or felt like this before! It must be the spring air! It is both unsettling and pleasant!" He reached into his pocket for his papers. "These will give me something else to think about!" he said, running his eyes over the first sheet. "Lady Sigbrith, an original tragedy in five acts," he read. "What is this? And it is in my own handwriting! Have I written that tragedy? Intrigue on the Ramparts, or Great Prayer Day, a vaudeville.—But where did I get it? Someone must have slipped it into my pocket. Here is a letter!" Yes, it was from the theatre management; the plays had been rejected, and the letter itself was far from politely worded. "Hm! Hm!" said the clerk, and sat down on a bench. His thoughts were so vivid, his heart so tender. Almost without knowing it, he picked one of the flowers nearest him, a simple little chamomile. What the botanist takes many lectures to tell us, it revealed in a minute. It told the myth of its birth; it told of the power of sunlight, which spread its delicate petals and compelled them to give out fragrance. Then he thought of life’s struggles, which in the same way awaken the feelings in our breasts. Air and light were the flower’s suitors, but light was the favoured one. Towards the light it bent; when light disappeared, it folded its petals and fell asleep in the air’s embrace. "It is light that adorns me!" said the flower. "But the air lets you breathe!" whispered the poet’s voice.

Nearby a boy stood striking a muddy ditch with his stick. Drops of water splashed up among the green branches, and the clerk thought of the millions of invisible creatures in those drops, flung to a height which, for their size, was like being whirled high above the clouds would be for us. As he thought of this, and of the whole transformation that had come over him, the clerk smiled. "I am asleep and dreaming! Still, it is remarkable how naturally one can dream, even while knowing it is only a dream. If only I can remember it tomorrow when I wake! Just now I seem to be in wonderfully good spirits! I see everything clearly and feel so alert, but I am sure that if I remember any of it tomorrow, it will be nonsense. I have had that happen before! All the wise and splendid things one hears and says in dreams are like the gold of the underground folk: when one receives it, it is rich and glorious, but seen by daylight it is only stones and withered leaves. Ah!" he sighed, quite sadly, looking at the singing birds hopping so cheerfully from branch to branch. "They are much better off than I am! Flying is a wonderful art. Happy is he who is born with it! Yes, if I were to turn into anything, it should be a little lark like that!"

At that very moment his coat-tails and sleeves folded together into wings, his clothes became feathers, and his galoshes claws. He noticed it plainly enough and laughed to himself. "There, now I can see I am dreaming! But never before have I dreamed anything so ridiculous!" And he flew up into the green branches and sang. But there was no poetry in his song, for the poet’s nature was gone. The galoshes, like anyone who does a thing properly, could do only one thing at a time. He had wanted to be a poet, and had become one; now he wanted to be a little bird, but in becoming that, he lost his former gift.

"This is amusing enough," he said. "By day I sit at the police station among the most sober documents, and by night I can dream of flying like a lark in Frederiksberg Gardens. Upon my word, one could write a whole popular comedy about it!"

Now he flew down into the grass, turned his head in every direction, and tapped with his beak at the supple blades, which, in proportion to his present size, seemed as large as the palm fronds of North Africa.

Only a moment passed before everything round him went pitch-black. An object that seemed enormous to him had been thrown over him: it was a large cap, which a boy from Nyboder had tossed over the bird. A hand came in and grasped the clerk round his back and wings, making him squeak. In his first fright he cried out, "You impudent young rascal! I am a copying clerk at the police station!" But to the boy it sounded like "Peep, peep, peep!" He tapped the bird on the beak and walked away.

In the avenue he met two schoolboys of the educated class—that is, socially speaking; intellectually they were at the bottom of the school. They bought the bird for eight skilling, and so the clerk came to Copenhagen, to a family’s home in Gothersgade.

"It is a good thing I am dreaming!" said the clerk. "Otherwise I should be furious! First I was a poet, and now a lark! Yes, it was the poet’s nature that turned me into this little creature! It is a miserable business, though, especially when one falls into the hands of boys. I should like to know how this will end!"

The boys carried him into a very elegant drawing room. A stout, laughing lady welcomed them, but she was not at all pleased to have the common field bird, as she called the lark, brought inside. Still, for today she would let it pass, and they might put it in the empty cage by the window. "Perhaps it will amuse Polly!" she added, laughing towards a large green parrot swinging grandly on his ring in a splendid brass cage. "It is Polly’s birthday!" she said with foolish innocence. "So the little field bird has come to wish him many happy returns!"

Polly answered not a single word, but swung grandly back and forth. A lovely canary, however, brought there the previous summer from its warm, fragrant homeland, began to sing loudly.

"You squawker!" said the lady, throwing a white handkerchief over its cage. "Peep, peep!" it sighed. "What a dreadful snowstorm!" And with that sigh it fell silent.

The clerk, or, as the lady called him, the field bird, was put in a little cage close beside the canary, not far from the parrot. The only human phrase Polly could babble, and one which often came in very comically, was, "Come now, let’s be human!" Everything else he screeched was as unintelligible as the canary’s twittering—except to the clerk, who was now a bird himself. He understood his companions perfectly.

"I flew beneath the green palm and the flowering almond tree!" sang the canary. "I flew with my brothers and sisters over the splendid flowers and over the crystal-clear lake, where the plants nodded on the bottom. I saw many beautiful parrots too, who told the funniest stories, so long and so many!"

"Those were wild birds," replied the parrot. "They had no education. Come now, let’s be human!—Why don’t you laugh? If the lady and all her visitors can laugh at it, so can you. It is a serious failing not to appreciate a joke. Come now, let’s be human!"

"Oh, do you remember the lovely girls who danced beneath the spreading tent beside the flowering trees? Do you remember the sweet fruit and the cooling juice in the wild-growing plants?"

"Oh yes!" said the parrot. "But I am far better off here! I have good food and affectionate treatment; I know I am a clever fellow, and I ask no more than that. Let’s be human! You are what they call a poetic soul; I have sound knowledge and wit. You have this genius, but no common sense; you lose yourself in these lofty notes of nature, and that is why they cover you up. They don’t do that to me, no, for I cost them rather more! I impress them with my beak, and I can crack a ‘quip! quip! quip!’ Come now, let’s be human!"

"Oh, my warm, flowering homeland!" sang the canary. "I will sing of your dark-green trees, of your quiet bays where the branches kiss the clear water, sing of the rejoicing of all my brilliant brothers and sisters, where ‘the desert’s living fountains’¹ grow!"

¹ Cacti. "Do stop those whining notes," said the parrot. "Say something one can laugh at! Laughter is the mark of the highest intellectual development. Just see whether a dog or a horse can laugh! No, it can cry, but laughter is given to human beings alone. Ho, ho, ho!" laughed Polly, and added his joke: "Let’s be human."

"You little grey Danish bird," said the canary, "you too have become a prisoner! It must be cold in your forests, but at least there is freedom there. Fly out! They have forgotten to shut your cage, and the upper window is open. Fly, fly!"

And the clerk did. In a flash he was out of the cage. At that very moment the half-open door to the next room creaked, and the house cat slipped in, supple and green-eyed, and gave chase. The canary fluttered in its cage, and the parrot beat his wings and cried, "Let’s be human!" The clerk felt the most mortal terror and flew out through the window, over houses and streets. At last he had to rest a little.

The house opposite had a homelike look. A window stood open, and he flew in. It was his own room; he perched on the table. "Let’s be human!" he said, without thinking what he was saying; he had caught it from the parrot. And in that same instant he was the clerk again, but sitting on the table.

"Good heavens!" he said. "How did I get up here and fall asleep like this? What a restless dream I have had, too! The whole story was a lot of foolish nonsense!"

VI. The Best the Galoshes Brought. Early the next morning, while the clerk was still in bed, there was a knock at his door. It was his neighbour on the same floor, a student preparing for the ministry. He came in.

"Lend me your galoshes," he said. "It is so wet in the garden, but the sun is shining beautifully, and I should like to smoke a pipe down there." He put on the galoshes and was soon in the garden, which boasted a plum tree and a pear tree. Even so small a garden as this counts as a great luxury in Copenhagen.

The student walked up and down the path. It was only six o’clock; from the street came the sound of a post horn. "Oh, to travel! To travel!" he exclaimed. "That is the greatest happiness in the world! It is the highest goal of all my wishes! Then this restlessness I feel would be stilled. But it would have to be far away! I should like to see glorious Switzerland, to travel in Italy, and—"

Yes, it was just as well that the galoshes took effect at once, or he would have wandered much too far afield, both for his own sake and for ours. He was travelling. He was deep in Switzerland, but packed into the interior of a stagecoach with eight other people; his head ached, his neck was weary, and the blood had settled in his legs, which were swollen and pinched by his boots. He hovered between sleeping and waking. In his right-hand pocket he had his letter of credit, in his left his passport, and in a little leather pouch on his chest a few louis d’or sewn securely in place; every dream announced that one or another of these treasures was lost, and so he would start up feverishly, his hand’s first movement tracing a triangle from right to left and up towards his chest, to feel whether he still had them. Umbrellas, walking sticks, and hats swayed in the net overhead, largely blocking the view, which was most impressive. He stole glances at it while his heart sang what at least one poet we know has sung in Switzerland, though he has not yet had it printed:

Yes, all is as fair as the heart could desire; I see Mont Blanc, my dear. If only my money would last till the end, ah, how happy I should be here! All nature round about was grand, solemn, and dark. The pine forests looked like tufts of heather on the lofty crags, whose summits were hidden in the misty clouds; now it began to snow, and a cold wind blew.

“Ugh!” he sighed. “If only we were on the other side of the Alps! Then it would be summer, and I should have drawn some money on my letter of credit. My anxiety about it keeps me from enjoying Switzerland. Oh, if only I were on the other side!”

And there he was on the other side, deep in Italy, between Florence and Rome. Lake Trasimene lay like blazing gold in the evening light among the dark-blue mountains; here, where Hannibal defeated Flaminius, the vines now peacefully clasped one another’s green fingers. Lovely half-naked children tended a herd of coal-black pigs beneath a cluster of fragrant laurels beside the road. If we could do justice to this picture, everyone would cry out, “Beautiful Italy!” But neither the theology student nor a single one of his fellow travellers in the vetturino’s carriage said anything of the kind.

Vicious flies and mosquitoes flew in upon them by the thousand. In vain they lashed about them with a myrtle branch; the flies bit all the same. There was not a person in the carriage whose face was not swollen and bloodied with bites. The poor horses looked like carcasses, with flies clinging to them in great clumps, and it brought only a moment’s relief when the driver climbed down and scraped the creatures clean. Now the sun sank, and a brief but icy chill passed through all nature; it was far from pleasant. Yet all around, the mountains and clouds took on the loveliest green, so clear, so radiant—yes, go and see for yourself; that is better than reading the description! It was matchless! The travellers thought so too, but—their stomachs were empty, their bodies weary, and all their hearts’ longing was for a night’s lodging. But what would it be like? They looked out for that far more eagerly than for the beauties of nature.

The road ran through an olive grove; it was as though he were driving among the gnarled willows at home. Here stood the lonely inn. Some ten crippled beggars had encamped outside; the most able-bodied of them looked like “Famine’s eldest son, come of age”¹. The others were either blind, or had withered legs and crawled on their hands, or shrunken arms with fingerless hands. It was misery itself thrust out of its rags. “Eccellenza, miserabili!” they moaned, stretching out their diseased limbs. The landlady herself, barefoot, unkempt, and dressed in nothing but a filthy blouse, received the guests. The doors were tied together with string; the floors of the rooms were a half-torn-up paving of bricks; bats flew beneath the ceiling, and the stench inside— — ¹ Snarleyyow.

“Do ask her to lay the table down in the stable!” said one of the travellers. “Down there at least one knows what one is breathing!” The windows were opened to let in a little fresh air, but the withered arms came in faster than the air, along with the endless whining: miserabili, Eccellenza! There were many inscriptions on the walls, half of them denouncing bella Italia.

The food was brought in: a soup of water seasoned with pepper and rancid oil, and then the very same oil again on the salad; rotten eggs and fried cockscombs were the choicest dishes. Even the wine had an unpleasant taste; it was a veritable medicinal draught.

For the night, the trunks were piled against the door; one of the travellers kept watch while the others slept. The theology student was on duty. Oh, how stifling it was in there! The heat was oppressive, the mosquitoes buzzed and bit, and outside the miserabili whined in their sleep.

“Yes, travelling is all very well!” sighed the student. “If only one had no body! If only it could rest while the spirit flew abroad. Wherever I go, there is some want that weighs upon my heart; I long for something better than the present moment—yes, something better, the best of all, but where and what is it? At heart I know well enough what I want: I want to reach a happy destination, the happiest of all!”

And as the words were spoken, he was at home. Long white curtains hung before the window, and in the middle of the floor stood a black coffin. In it he lay in the quiet sleep of death. His wish was fulfilled: his body rested, his spirit travelled. Call no man happy until he is in his grave, were Solon’s words; here they were proved true once more.

Every corpse is immortality’s sphinx; nor did the sphinx here in the black coffin answer for us what the living man had written down two days before:

O mighty Death, your silence wakens dread; your only traces are the churchyard graves. Must thought’s own Jacob’s ladder break its thread? Shall I rise only as grass in Death’s garden waves?

The world sees little of our deepest pain! You who were lonely to your final breath, much in this world weighs heavier on the heart than earth they cast upon your coffin lid in death!

Two figures moved about the room; we know them both. They were the Fairy of Sorrow and Fortune’s messenger, and they bent over the dead man. “You see,” said Sorrow, “what happiness have your galoshes brought mankind?”

“At least they have brought a lasting blessing to the man who sleeps here!” Joy replied. “Oh no!” said Sorrow. “He went of his own accord; he was not called! His spiritual strength here was not sufficient to claim the treasures there which he is destined to claim! I shall do him a kindness!”

And she took the galoshes off his feet. Then the sleep of death was over, and the man restored to life rose up. Sorrow vanished, but so did the galoshes; she must have regarded them as her property.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

I. En begyndelse.

Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have imellem, så er det gjort og så kan man blive inviteret igen. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved spillebordene, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: "Ja, nu skulle vi se til at finde på noget!" Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på Middelalderen, Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knap forsvarede så ivrig denne mening, at fruen straks holdt med ham, og begge ivrede da mod Ørsteds ord i almanakken om gamle og nye tider, hvori vor tidsalder i det væsentlige sættes øverst. Justitsråden anså kong Hans' tid for den dejligste og allerlykkeligste.

Under al den snak for og imod, der ikke blev afbrudt uden et øjeblik ved avisen der kom, men i den stod der ikke noget der var værd at læse, vil vi gå ud i det forreste værelse, hvor overtøj, stokke, paraplyer og galocher havde plads. Her sad to piger, en ung og en gammel; man skulle tro, at de var kommet for at følge deres herskab, en eller anden gammel frøken eller enkefrue, men så man lidt nøjere på dem, så begreb man snart, at de ikke var almindelige tjenestepiger, dertil var deres hænder for fine, deres holdning og hele bevægelse for kongelig, for det var den, og klæderne havde også et ganske eget dristigt snit. Det var to feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes kammerjomfruers kammerpiger, der bringer de mindre Lykkens gaver omkring, den ældre så så inderlig alvorlig ud, det var Sorgen, hun går altid selv i egen høje person sine ærinder, så ved hun, at de bliver vel udført.

De fortalte hinanden, hvor de denne dag havde været; hun, som var kammerjomfruens kammerpige hos Lykken, havde endnu kun besørget nogle ubetydelige ærinder, hun havde, sagde hun, frelst en ny hat fra regnskyl, skaffet en ærlig mand en hilsen af et fornemt nul og sådant noget, men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske ualmindeligt.

"Jeg må da fortælle," sagde hun, "at det er min fødselsdag i dag, og til ære for denne er mig betroet et par galocher, som jeg skal bringe menneskeheden. Disse galocher har den egenskab, at enhver, som får dem på, øjeblikkelig er på det sted eller i den tid, hvor han helst vil være, ethvert ønske med hensyn til tid eller sted bliver straks opfyldt, og mennesket således endelig engang lykkelig hernede!"

"Jo, det kan du tro!" sagde Sorgen, "han bliver såre ulykkelig og velsigner det øjeblik, han igen er fri for galocherne!"

"Hvor vil du hen!" sagde den anden, "nu stiller jeg dem her ved døren, én tager fejl og bliver den lykkelige!"

Se det var den samtale.

II. Hvorledes det gik justitsråden.

Det var sildigt; justitsråd Knap, fordybet i kong Hans' tid, ville hjem og nu var det ham styret så, at han, i stedet for sine galocher, fik Lykkens på og trådte ud på Østergade; men han var ved galochernes tryllekraft trådt tilbage i kong Hans' tid, og derfor satte han foden lige ud i dynd og mudder på gaden, eftersom der i de tider endnu ikke fandtes brolægning.

"Det er jo forfærdeligt, hvor sølet her er!" sagde justitsråden. "Hele fortovet er væk og alle lygterne slukkede!"

Månen var endnu ikke kommet højt nok op, luften desuden temmelig tyk, så alt rundt om flød hen i mørke. På det nærmeste hjørne hang imidlertid en lanterne foran et madonnabillede, men den lysning var så godt som ingen, han bemærkede den først, idet han stod lige derunder og hans øjne faldt på det malede billede med moderen og barnet.

"Det er nok," tænkte han, "et kunstkabinet, hvor de har glemt at tage skiltet ind!"

Et par mennesker, i tidsalderens dragt, gik ham forbi.

"Hvordan var det de så ud! de kom nok fra maskerade!"

Med ét lød trommer og piber, stærke blus lyste; justitsråden standsede og så nu et forunderligt tog komme forbi. Allerforrest gik en hel trop trommeslagere, som ret artigt behandlede deres instrument, dem fulgte drabanter med buer og armbøsser. Den fornemste i toget var en gejstlig mand. Forbavset spurgte justitsråden, hvad dette havde at betyde og hvem denne mand var.

"Det er Sjællands biskop!" svarede man.

"Herregud, hvad går der af bispen?" sukkede justitsråden og rystede med hovedet, bispen kunne det dog umuligt være. Grundende herover og uden at se til højre eller venstre gik justitsråden gennem Østergade og over Højbroplads. Broen til Slotspladsen var ikke at finde, han skimtede en sid åbred og stødte endelig her på to karle, der lå med en båd.

"Vil herren sættes over på Holmen?" spurgte de.

"Over på Holmen?" sagde justitsråden, der jo ikke vidste i hvilken tidsalder han vandrede, "jeg vil ud på Christianshavn i Lille Torvegade!"

Karlene så på ham.

"Sig mig bare, hvor broen er!" sagde han. "Det er skændigt, her ingen lygter er tændt, og så er det et søle, som om man gik i en mose!"

Jo længere han talte med bådsmændene, des uforståeligere blev de ham.

"Jeg forstår ikke jeres bornholmsk!" sagde han til sidst vredt, og vendte dem ryggen. Broen kunne han ikke finde; rækværk var der heller ikke! "Det er en skandale, som her ser ud!" sagde han. Aldrig havde han fundet sin tidsalder elendigere, end denne aften. "Jeg tror, jeg vil tage en droske!" tænkte han, men hvor var droskerne? Ingen var at se. "Jeg får gå tilbage til Kongens Nytorv, der holder vel vogne, ellers kommer jeg nok aldrig ud på Christianshavn!"

Nu gik han da til Østergade og var næsten igennem den, idet Månen kom frem.

"Herregud, hvad er det for et stillads de har stillet op!" sagde han, ved at se Østerport, som på den tid havde plads for enden af Østergade.

Endelig fandt han dog en låge, og gennem denne kom han ud på vort Nytorv, men det var en stor enggrund; enkelte buske struttede frem og tværs over engen gik en bred kanal eller strøm. Nogle usle træboder for de hollandske skippere, efter hvilke stedet havde navnet Hallandsås, lå på den modsatte bred.

"Enten ser jeg fata morgana, som man kalder det, eller jeg er fuld!" jamrede justitsråden. "Hvad er dog dette! hvad er dog dette?"

Han vendte om igen i den fast tro, at han var syg; idet han kom ind i gaden, så han lidt nøjere på husene, de fleste var bindingsværk og mange havde kun stråtag.

"Nej, jeg er slet ikke vel!" sukkede han, "og jeg drak dog kun ét glas punch! men jeg kan ikke tåle det! og det var også inderligt galt, at give os punch og varm laks! det skal jeg også sige agentinden! Skulle jeg gå tilbage igen og lade dem vide, hvorledes jeg har det! men det er så flovt! og mon de er oppe endnu!"

Han søgte efter gården, men den var ikke til at finde.

"Det er dog forfærdeligt! jeg kan ikke kende Østergade igen! ikke én butik er der! gamle, elendige rønner ser jeg, som om jeg var i Roskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det kan ikke hjælpe at genere sig! Men hvor i verden er dog agentens gård? Den er ikke sig selv mere! men derinde er dog folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!"

Nu stødte han på en halvåben dør, hvor lyset faldt ud gennem sprækken. Det var et af den tids herbergsteder, en art ølhus. Stuen havde udseende af de holstenske diler; en del godtfolk, bestående af skippere, københavnske borgere og et par lærde sad her i dyb diskurs ved deres krus og gav kun liden agt på ham som trådte ind.

"Om forladelse," sagde justitsråden til værtinden, som kom hen imod ham, "jeg har fået så inderlig ondt! vil De ikke skaffe mig en droske ud til Christianshavn!"

Konen så på ham og rystede med hovedet; derpå tiltalte hun ham i det tyske sprog. Justitsråden antog, at hun ikke kunne den danske tunge og fremførte derfor sit ønske i tysk; dette tilligemed hans dragt bestyrkede konen i, at han var en udlænding; at han befandt sig ilde, begreb hun snart og gav ham derfor et krus vand, rigtignok noget brak, det var hentet ude fra brønden.

Justitsråden støttede sit hoved på sin hånd, trak vejret dybt og grundede over alt det sælsomme omkring sig.

"Er det 'Dagen' for i aften," spurgte han for at sige noget, idet han så konen flytte et stort papir.

Hun forstod ikke, hvad han mente, men rakte ham bladet, det var et træsnit, der viste et luftsyn, set udi den stad Køln.

"Det er meget gammelt!" sagde justitsråden og blev ganske oprømt ved at træffe på sådant et gammelt stykke. "Hvor er De dog kommet over det sjældne blad? Det er meget interessant, skønt det hele er en fabel! man forklarer slige luftsyn ved at det er nordlys, man har set; rimeligvis fremkommer de ved elektriciteten!"

De som sad nærmest og hørte hans tale, så forundrede på ham og en af dem rejste sig, tog ærbødigt hatten af og sagde med den alvorligste mine: "I er vist en meget lærd mand, monsieur!"

"Oh, nej!" svarede justitsråden, "jeg kan tale med om et og andet, som man jo skal kunne det!"

"Modestia er en skønne dyd!" sagde manden, "i øvrigt må jeg sige til eders tale, mihi secus videtur, dog suspenderer jeg gerne her mit Judicium!"

"Tør jeg ikke spørge, hvem jeg har den fornøjelse at tale med?" spurgte justitsråden.

"Jeg er baccalaureus udi den hellige skrift!" svarede manden.

Dette svar var justitsråden nok, titlen svarede her til dragten; det er vist, tænkte han, en gammel landsbyskolemester, en aparte fyr, som man endnu kan træffe dem oppe i Jylland.

"Her er vel ikke locus docendi," begyndte manden, "dog beder jeg, I vil bemøje eder med at tale! I har en stor læsning vist i de gamle!"

"Oh, ja såmænd!" svarede justitsråden, "jeg læser gerne gamle nyttige skrifter, men jeg kan også godt lide de nyere, kun ikke 'Hverdagshistorierne,' dem har vi nok af i virkeligheden!"

"Hverdagshistorier?" spurgte vor baccalaureus.

"Ja, jeg mener disse nye romaner man har."

"Oh," smilede manden, "der er dog et stort snilde i dem og de læses ved hoffet; kongen ynder særdeles romanen om hr. Iffven og hr. Gaudian, der handler om kong Artus og hans kæmper ved det runde bord, han har skæmtet derover med sine høje herrer!"*

* Holberg fortæller i sin Danmarks Riges Historie, at kong Hans en dag, da han havde læst i romanen om kong Artus, skæmtede med den bekendte Otto Rud, som han holdt meget af: "Hr. Iffvent og hr. Gaudian som jeg finder udi denne bog, har været mærkelige riddere, sådanne riddere finder man nu om stunder ikke mere!" Hvortil Otto Rud svarede, "hvis der var sådanne kæmper, som kong Artus, skulle der vel også findes mange riddere, som hr. Iffvent og hr. Gaudian!"

"Ja, den har jeg ikke læst endnu!" sagde justitsråden, "det må være en ganske ny en, Heiberg har ladet udkomme!"

"Nej," svarede manden, "den er ikke udkommet ved Heiberg, men ved Godfred von Gehmen!"

"Så det er forfatteren!" sagde justitsråden, "det er et meget gammelt navn! det er jo den første bogtrykker, der har været i Danmark?"

"Ja, det er vor første bogtrykker!" sagde manden. Således gik det ganske godt; nu talte en af de gode borgermænd om den særdeles pestilens, der havde regeret for et par år siden, og mente den i 1484, justitsråden antog, at det var kolera talen var om, og så gik diskursen ret godt. Fribytterkrigen 1490 lå så nær, at den måtte berøres, de engelske fribyttere havde taget skibene på Reden, sagde de; og justitsråden, der ret havde levet ind i begivenheden 1801, stemte fortræffeligt i med mod engelskmanden. Den øvrige tale derimod gik ikke så vel, hvert øjeblik blev det gensidig bedemandsstil; den gode baccalaureus var alt for uvidende, og justitsrådens simpleste ytringer klang ham igen for dristige og for fantastiske. De så på hinanden, og blev det alt for galt, så talte baccalaureus latin, idet han så troede bedre at blive forstået, men det hjalp dog ikke.

"Hvorledes er det med Dem!" spurgte værtinden, og trak justitsråden i ærmet; nu kom hans besindelse tilbage, for imedens han talte havde han rent glemt alt hvad der var gået forud.

"Herregud, hvor er jeg!" sagde han og svimlede ved at betænke det.

"Klaret vil vi drikke! Mjød og bremerøl," råbte en af gæsterne, "og I skal drikke med!"

To piger kom ind, den ene havde to kulører i huen. De skænkede og nejede; justitsråden løb det iskoldt ned af ryggen.

"Hvad er dog dette! hvad er dog dette!" sagde han, men han måtte drikke med dem; de tog ganske artigt fat på den gode mand, han var meget fortvivlet, og da en af dem sagde, at han var drukken, tvivlede han aldeles ikke på mandens ord, bed dem bare om at skaffe sig en droske, og så troede de, han talte moskovitisk.

Aldrig havde han været i så råt og simpelt selskab; man skulle tro, landet var gået tilbage i hedendømmet, mente han, "det er det skrækkeligste øjeblik i mit liv!" men i det samme fik han den tanke, at han ville bukke sig ned under bordet, krybe hen til døren og så se til at slippe ud, men idet han var ved udgangen, mærkede de andre, hvad han havde for, de greb ham ved benene, og da, til hans gode lykke, gik galocherne af og - med disse, hele trylleriet.

Justitsråden så ganske tydeligt foran sig en klar lygte brænde, og bag denne lå en stor gård; han kendte den og nabogårdene, det var på Østergade, således som vi alle kender den, han lå med benene hen imod en port, og lige overfor sad vægteren og sov.

"Du min skaber, har jeg ligget her på gaden og drømt!" sagde han. "Ja, det er Østergade! hvor velsignet lys og broget! Det er dog skrækkeligt, hvor det glas punch må have virket på mig!"

To minutter efter sad han i en droske, som kørte til Christianshavn med ham; han tænkte på den angst og nød, han havde overstået, og priste af hjertet den lykkelige virkelighed, vor tid, der med alle sine mangler dog var langt bedre, end den han nylig havde været i, og se det var fornuftigt af justitsråden!

III. Vægterens eventyr.

"Der ligger såmænd et par galocher!" sagde vægteren. "Det er vistnok løjtnantens, som bor deroppe. De ligger lige ved porten!"

Gerne havde den ærlige mand ringet på og afleveret dem, thi der var lys endnu, men han ville ikke vække de andre folk i huset og derfor lod han være.

"Det må være ganske lunt, at have et sådant par tingester på!" sagde han. "De er så linde i læderet!" De sluttede om hans fødder. "Hvor det dog er løjerligt i verden! nu kunne han gå i sin gode seng, men se, om han gør det! op og ned af gulvet trisser han! det er et lykkeligt menneske! han har hverken mutter eller rollingerne! hver aften er han i selskab, gid at jeg var ham, ja så var jeg en lykkelig mand!"

Idet han sagde sit ønske, virkede galocherne, han havde taget på, vægteren gik over i løjtnantens hele person og tænkning. Der stod han oppe i værelset og holdt mellem fingrene et lille rosenrødt papir, hvorpå var et digt, et digt af hr. løjtnanten selv; for hvem har ikke engang i sit liv været stemt til at digte, og nedskriver man da tanken, så har man verset. Her stod skrevet:

"Gid jeg var rig!"

"Gid jeg var rig!" det bad jeg mangen gang,

da jeg endnu var knap en alen lang.

Gid jeg var rig! så blev jeg officer,

fik mig en sabel, uniform og fjer.

Den tid dog kom, at jeg blev officer,

Men ingensinde var jeg rig, desværre!

Mig hjalp Vorherre!

Livsglad og ung, jeg sad en aftenstund,

en syvårs pige kyssede min mund,

thi jeg var rig på sagn og eventyr,

i penge derimod en fattig fyr,

men barnet brød sig kun om eventyr,

da var jeg rig, men ej på guld desværre,

det ved Vorherre!

"Gid jeg var rig!" er end min bøn til Gud,

nu er den syvårs pige vokset ud,

hun er så smuk, så klog, så ejegod.

Hvis hun mit hjertes eventyr forstod,

hvis hun, som før - jeg mener, var mig god,

dog jer er fattig, derfor tavs desværre,

så vil Vorherre!

Gid jeg var rig på trøst og rolighed,

da kom min sorg ej på papiret ned!

Du, som jeg elsker, hvis du mig forstår,

læs dette, som et digt fra ungdoms år!

Det er dog bedst, hvis du det ej forstår,

jeg fattig er, min fremtid mørk desværre,

dig signe vil Vorherre!

Ja, sådanne vers skriver man, når man er forelsket, men en besindig mand lader dem ikke trykke. Løjtnant, kærlighed og trang, det er en trekant eller lige så godt, det er halvparten af Lykkens sønderbrudte terning. Dette følte løjtnanten også, og derfor lagde han hovedet mod vindueskarmen og sukkede ganske dybt:

"Den fattige vægter ude på gaden er langt lykkeligere end jeg! han kender ikke hvad jeg kalder savn! han har et hjem, en kone og børn, der græder ved hans sorg, glæder sig ved hans glæde! oh jeg var lykkeligere, end jeg er, kunne jeg gå lige lukt over i ham, for han er lykkeligere end jeg!"

I samme øjeblik var vægteren igen vægter, thi det var ved Lykkens galocher han var blevet løjtnanten, men som vi så, følte han sig da endnu langt mindre tilfreds og ville dog helst være hvad han egentlig var. Altså vægteren var igen vægter.

"Det var en fæl drøm!" sagde han, "men løjerlig nok var den. Jeg syntes, at jeg var løjtnant deroppe og det var slet ingen fornøjelse. Jeg savnede mutter og rollingerne, som er færdige ved at kysse mig øjnene ud!"

Han sad igen og nikkede, drømmen ville ham ikke ret ud af tankerne, galocherne havde han endnu på fødderne. Et stjerneskud spillede lige hen ad himlen.

"Der gik den!" sagde han, "der er nok alligevel! jeg havde nok lyst til at se de tingester lidt nærmere, især Månen, for den bliver da ikke borte mellem hænderne. Når vi dør, sagde studenten, som min kone vasker groft for, flyver vi fra den ene til den anden. Det er en løgn, men artigt nok kunne det være. Gid jeg måtte gøre et lille hop derop, så kunne kroppen gerne blive her på trappen!"

Se, der er nu visse ting i verden, man må være meget forsigtig med at udtale, men endnu mere forsigtig bør man især være, dersom man har Lykkens galocher på fødderne. Hør bare, hvorledes det gik vægteren.

Hvad os mennesker angår, da kender vi jo næsten alle hurtigheden ved damp, vi har prøvet den enten på jernbaner eller med skibet hen over havet; dog denne flugt er ligesom dovendyrets vandring eller sneglens march mod den hurtighed, lyset tager; det flyver nitten millioner gange hurtigere end den bedste væddeløber, og dog er elektriciteten endnu hurtigere. Døden er et elektrisk stød, vi får i hjertet; på elektricitetens vinger flyver den frigjorte sjæl. Otte minutter og nogle sekunder er sollyset om en rejse af over tyve millioner mile; med elektricitetens hurtigpost behøver sjælen færre minutter, for at gøre samme flugt. Rummet mellem kloderne er for den ej større, end det i en og samme by er for os mellem vore venners huse, selv om disse ligger temmeligt nær ved hinanden, imidlertid koster dette elektriske hjertestød os legemets brug hernede, dersom vi ikke, ligesom vægteren her, har Lykkens galocher på.

I nogle sekunder var vægteren faret de 52,000 mil til månen, der, som man ved, er skabt af et stof, langt lettere end vor jord, og er hvad vi vil kalde blød, som nysfalden sne. Han befandt sig på et af de utallige mange ringbjerge, som vi kender af Dr. Mädlers store kort over Månen; for det kender du da? indvendigt gik ringbjerget lige stejlt ned i en kedel, en hel dansk mil; dernede lå en by, der havde et udseende som æggehvide i et glas vand, lige så blød og lige sådan med tårne og kupler og sejlformede altaner, gennemsigtige og svajende i den tynde luft; vor jord svævede, som en stor ildrød kugle over hans hoved.

Der var så mange skabninger, og alle vistnok hvad vi vil kalde mennesker, men de så ganske anderledes ud, end vi; de havde også et sprog, men ingen kan jo forlange, at vægterens sjæl skulle forstå det, alligevel kunne den det.

Vægterens sjæl forstod meget godt månebeboernes sprog. De disputerede om vor jord og betvivlede, at den kunne være beboet, luften måtte der være for tyk til at nogen fornuftig måneskabning kunne leve i den. De anså alene Månen for at have levende væsener, den var den egentlige klode, hvor de gamle klodefolk boede.

Men vi søger ned igen til Østergade og ser der, hvorledes vægterens legeme har det.

Livløst sad det på trappen, morgenstjernen var faldet det ud af hånden og øjnene så op imod Månen efter den ærlige sjæl, som gik om deroppe.

"Hvad er klokken vægter?" spurgte en forbigående. Men hvem der ikke svarede var vægteren; så knipsede han ham ganske sagte på næsen, og der gik balancen; kroppen lå så lang den var, mennesket var jo dødt. Der kom en stor forskrækkelse over ham der knipsede; vægteren var død og død blev han; det blev meldt og det blev omtalt, og i morgenstunden bar man kroppen ud på hospitalet.

Det kunne nu blive en ganske artig spas for sjælen, dersom den kom tilbage og efter al sandsynlighed søgte kroppen på Østergade, men ingen fandt; rimeligvis ville den vel først løbe op på politikammeret, senere hen på adressekontoret, at den derfra kunne efterlyses mellem bortkomne sager, og til sidst ud på hospitalet; dog vi kan trøste os med, at sjælen er snildest, når den er på sin egen hånd, legemet gør den kun dum.

Som sagt, vægterens krop kom på hospitalet, blev der bragt ind på renselsesstuen, og det første man her gjorde var naturligvis at tage galocherne af, og da måtte sjælen tilbage; den tog straks retning lige efter legemet, og med ét kom der liv i manden. Han forsikrede, at det havde været den skrækkeligste nat i hans liv; ikke for to mark ville han have sådanne fornemmelser igen, men nu var jo det overstået.

Samme dag blev han udskrevet igen, men galocherne blev på hospitalet.

IV. Et hovedmoment. Et deklamationsnummer.

En højst usædvanlig rejse.

Enhver københavner ved nu, hvorledes indgangen til Frederiks Hospital i København ser ud, men da rimeligvis også nogle ikke-københavnere læse denne historie, må vi give en kort beskrivelse.

Hospitalet er skilt fra gaden ved et temmeligt højt gitter, i hvilket de tykke jernstænger står så vidt fra hinanden, at der fortælles, at meget tynde kandidater skulle have klemt sig igennem og således gjort deres små visitter ude. Den del af legemet, der faldt vanskeligst at praktisere ud, blev hovedet; her, som tit i verden, var altså de små hoveder de lykkeligste. Dette vil være nok, som indledning.

En af de unge volontører, om hvem man kun i legemlig henseende kunne sige, at han havde et tykt hoved, havde just vagt denne aften; det var en skyllende regn; dog uagtet begge disse hindringer måtte han ud, kun et kvarter, det var ikke noget, syntes han, der var værd at betro til portneren, når man kunne smutte mellem jernstængerne. Der lå de galocher, vægteren havde glemt; mindst tænkte han på, at de var Lykkens, de kunne være meget gode i dette vejr, han tog dem på, nu var det, om han kunne klemme sig igennem, aldrig før havde han forsøgt det. Der stod han nu.

"Gud give jeg havde hovedet udenfor!" sagde han, og straks, skønt det var meget tykt og stort, gled det let og lykkeligt igennem, det måtte galocherne forstå; men nu skulle da kroppen ud med, her stod han.

"Uh, jeg er for tyk!" sagde han, "hovedet havde jeg tænkt, var det værste! jeg kommer ikke igennem."

Nu ville han rask tage hovedet tilbage, men det gik ikke. Halsen kunne han bekvemt bevæge, men det var også alt. Den første følelse var, at han blev vred, den anden, at humøret sank lige ned under nul. Lykkens galocher havde bragt ham i den skrækkeligste stilling, og ulykkeligvis faldt det ham ikke ind, at ønske sig fri, nej, han handlede og kom så ikke af stedet. Regnen skyllede ned, ikke et menneske var at se på gaden. Portklokken kunne han ikke nå, hvorledes skulle han dog slippe løs. Han forudså, at her kunne han komme til at stå til morgenstunden, så måtte man da sende bud efter en smed, for at jernstængerne kunne files over, men det gik ikke så gesvindt, hele den blå drengeskole lige overfor ville komme på benene, hele Nyboder arrivere, for se ham stå i gabestokken, der ville blive tilløb, ganske anderledes, end til kæmpeagaven i fjor. "Hu! Blodet stiger mig til hovedet, så jeg må blive gal! - ja jeg bliver gal! oh gid jeg var vel løs igen, så gik det vel over!"

Se, det skulle han have sagt noget før, øjeblikkelig, som tanken var udtalt, havde han hovedet frit, og styrtede nu ind, ganske forstyrret over den skræk, Lykkens galocher havde bragt ham i.

Hermed må vi slet ikke tro, at det hele var forbi, nej - det bliver værre endnu.

Natten gik og den følgende dag med, der kom ingen bud efter galocherne.

Om aftnen skulle gives en forestilling på det lille teater i Kannikestræde. Huset var propfuldt; mellem deklamationsnumrene blev givet et nyt digt. Vi skal høre det. Titlen var:

Mosters briller.

Min bedstemoders klogskab er bekendt,

var man i "gammel tid," blev hun vist brændt.

Hun ved alt hvad der sker, ja meget mer',

hun lige ind i næste årgang ser,

ja ind i "fyrretyve," det er noget,

men hun vil aldrig rigtig ud med sproget.

Hvad mon vel i det næste år vil ske?

Hvad mærkeligt? Ja, jeg gad gerne se

min egen skæbne, kunstens, land og riges,

men bedstemoder vil, sligt skal ej siges.

Jeg plaged' hende da, og det gik godt,

først var hun tavs, så skændte hun så småt,

det var for mig en præken opad vægge,

jeg er jo hendes egen kæledægge!

"For denne ene gang din lyst jeg stiller,"

begyndte hun og gav mig sine briller,

"nu går du hen et sted, hvor selv du vil,

"et sted, hvor mange godtfolk strømmer til,

"hvor bedst du overser dem, du dig stiller,

"og ser på mængden gennem mine briller,

"straks vil de alle, tro du mig på ordet,

"se ud, som et spil kort, lagt op på bordet;

"af disse kan du spå, hvad der skal ske!"

Jeg sagde tak og løb af sted og ville se,

men, tænkte jeg, hvor mon de fleste kommer?

På Langelinie? Der man bli'r forkølet.

På Østergade? Bah! der er så sølet!

Men i teatret? det var ganske dejligt,

den aftenunderholdning falder just belejligt -

- her er jeg da! mig selv jeg forestiller;

tillader De, jeg bruger mosters briller,

alene for at se - gå dog ej bort!

At se, om De ser ud, som et spil kort,

af hvilket jeg kan spå, hvad tiden skænker.

- Jeg Deres tavshed som et ja mig tænker;

til tak skal De da blive med indviet.

Her er vi alle sammen på partiet.

Jeg spår for Dem, for mig, for land og rige,

nu vil vi se, hvad kortene kan sige.

(Og så satte han brillerne på.)

Jo, det er rigtigt! nej, nu må jeg le!

Oh, gid De kunne komme op at se!

Hvor her er grumme mange herreblade,

og hjerter damer, her er hele rade.

Det sorte der, ja det er klør og spar.

- Nu snart et rigtigt overblik jeg har.

Spardame ser jeg der med megen vægt

har sine tanker vendt til ruder knægt.

Oh, denne skuen gør mig halv beruset!

Der ligger mange penge her til huset,

og fremmede fra verdens anden side.

Men det var ikke det vi ville vide.

Om stænderne? Lad se! - ja hen i Tiden – –!

Men derom er det man skal læse siden;

hvis nu jeg sladrer, skader jeg jo bladet,

jeg vil ej tage bort det bedste ben af fadet.

Teatret da? - Hver nyhed? Smagen? Tonen?

Nej, jeg vil stå mig godt med direktionen.

Min egen fremtid? Ja, De ved, ens eget,

det ligger os på hjertet grumme meget!

Jeg ser! - Jeg kan ej sige, hvad jeg ser,

men De vil høre det, så snart det sker.

Hvem er vel lykkeligst af os herinde?

Den lykkeligste? Let jeg den skal finde!

Det er jo, - nej, det kan så let genere,

Ja muligvis vil det bedrøve flere!

Hvem lever længst? Den dame der, den herre?

Nej, sige sligt, er endnu meget værre!

Skal jeg da spå om? - Nej? - Om? Nej - Om? Nej!

Om -? Ja til sidst så ved jeg selv det ej;

jeg er genert, så let man en kan krænke:

Nu, jeg vil se da, hvad De tror og tænke'

jeg ved min hele spådomskraft skal skænke.

De tror? Nej, hvad behager? Rundt omkring

De tror, det ende vil med ingenting,

De ved for vist De får kun klang og kling.

Så tier jeg, højstærede forening,

jeg skylder Dem at have Deres mening!

Digtet blev ypperligt fremsagt og deklamatoren gjorde stor lykke. Mellem tilskuerne var volontøren fra hospitalet, der syntes at have forglemt sit eventyr natten forud, galocherne havde han på, thi de var ikke blevet afhentet, og da der var sølet på gaden, kunne de jo gøre ham god tjeneste.

Digtet syntes han godt om.

Ideen beskæftigede ham meget, han gad nok have sådanne briller, måske, når man rigtigt brugte dem, kunne man se folk lige ind i hjerterne, det var egentligt interessantere, mente han, end at se, hvad der skulle ske næste år, for det fik man nok at vide, men derimod det andet aldrig. "Jeg kan tænke mig nu hele den række af herrer og damer der på første bænk, - kunne man se dem lige ind i brystet, ja, der måtte da være en åbning, en slags butik; nå, hvor mine øjne skulle gå i butikker! hos den dame der ville jeg vist finde en stor modehandel! hos hende der er butikken tom, dog kan den trænge til at rengøres; men der ville også være solide butikker! ak ja!" sukkede han, "jeg ved en, i den er alting solidt, men der er allerede en bodsvend, det er det eneste dårlige i hele butikken! Fra en og anden ville det råbe: 'Vær så god og træd indenfor!' Ja, gid jeg kunne træde indenfor, som en net lille tanke gå gennem hjerterne!"

Se, det var nok for galocherne, hele volontøren svandt sammen og en højst usædvanlig rejse begyndte midt igennem hjerterne på den forreste række tilskuere. Det første hjerte, han kom igennem, var en dames; men øjeblikkelig troede han at være på det ortopædiske institut, som man kalder det hus, hvor doktoren tager menneskeknuder bort og får folk til at blive ranke, der var han i det værelse, hvor gipsafstøbningerne af de forvoksede lemmer hænger på væggen; dog her var forskellen denne, at ude på instituttet tages de, i det patienten kommer ind, men her i hjertet var de taget og opbevaret, i det de gode personer var gået ud. Det var afstøbninger af veninder, deres legemlige og åndelige fejl, som her opbevaredes.

Hurtigt var han i et andet kvindeligt hjerte, men dette syntes ham en stor hellig kirke. Uskyldighedens hvide due flagrede over højaltret; hvor gerne var han ikke sunket på knæ, men fort måtte han ind i det næste hjerte, men endnu hørte han orgeltonerne, og selv, syntes han, at være blevet et nyt og bedre menneske, følte sig ikke uværdig til at betræde den næste helligdom, der viste et fattigt tagkammer, med en syg moder; men gennem det åbne vindue strålede Guds varme sol, dejlige roser nikkede fra den lille trækasse på taget, og to himmelblå fugle sang om barnlig glæde, medens den syge moder nedbad velsignelse over datteren.

Nu krøb han på hænder og fødder gennem en overfyldt slagterbod, det var kød og kun kød han stødte på, det var hjertet i en rig, respektabel mand, hvis navn vist må findes i vejviseren.

Nu var hen i hans gemalindes hjerte, det var et gammelt forfaldet dueslag; mandens portræt blev brugt som vejrhane, denne stod i forbindelse med dørene, og således gik disse op og i, så snart som manden drejede sig.

Derpå kom han i et spejlkabinet, som det vi har på slottet Rosenborg, men spejlene forstørrede i en utrolig grad. Midt på gulvet sad, som en Dalai-Lama, personens ubetydelige jeg, forbavset ved at se sin egen storhed.

Herefter troede han sig i et snævert nålehus, fuldt af spidse nåle, det er bestemt "hjertet af en gammel ugift jomfru!" måtte han tænke, men det var ikke tilfældet, det var en ganske ung militær med flere ordener, just, som man sagde, en mand med ånd og hjerte.

Ganske fortumlet kom den syndige volontør ud af det sidste hjerte i rækken, han formåede ikke at ordne sine tanker, men mente, at det var hans alt for stærke fantasi, der var løbet af med ham.

"Herregud," sukkede han, "jeg har bestemt ansats til at blive gal! her er også utilgiveligt hedt herinde! Blodet stiger mig til hovedet!" og nu erindrede han sig den store begivenhed aftnen forud, hvorledes hans hoved havde siddet fast mellem jernstængerne ved hospitalet. "Der har jeg bestemt fået det!" mente han. "Jeg må tage den ting i tide. Et russisk bad kunne være godt. Gid jeg allerede lå på den øverste hylde!"

Og så lå han på den øverste hylde i dampbadet, men han lå med alle klæderne, med støvler og galocher på; de hede vanddråber fra loftet dryppede ham i ansigtet.

"Hu!" skreg han og fór ned for at få et styrtebad. Den opvartende karl gav også et højt skrig ved at se det påklædte menneske derinde.

Volontøren havde imidlertid så megen fatning, at han hviskede til ham: "Det er et væddemål!" men det første han gjorde, da han kom på sit eget værelse, var at få et stort spansk flueplaster i nakken og et ned af ryggen, for at galskaben kunne trække ud.

Næste morgen havde han da en blodig ryg, det var det han vandt ved Lykkens galocher.

V. Kopistens forvandling.

Vægteren, som vi vistnok ikke har glemt, huskede imidlertid på galocherne, som han havde fundet og bragt med ud på hospitalet; han afhentede dem, men da hverken løjtnanten eller nogen anden i gaden ville kendes ved dem, blev de afleveret på politikammeret.

"Det ser ud, som det var mine egne galocher!" sagde en af de herrer kopister, idet han betragtede hittegodset og stillede dem om ved siden af sine. "Der må mere, end et skomagerøje, til at skille dem fra hverandre!"

"Hr. kopist!" sagde en betjent, som trådte ind med nogle papirer.

Kopisten vendte sig om, talte med manden, men da det var forbi og han så på galocherne, var han i stor vildrede med, om det var dem til venstre, eller dem til højre, som tilhørte ham. "Det må være dem, som er våde!" tænkte han; men det var just fejl tænkt, thi det var Lykkens, men hvorfor skulle ikke også politiet kunne fejle! han tog dem på, fik nogle papirer i lommen, andre under armen, hjemme, skulle de gennemlæses og afskrives; men nu var det just søndag formiddag og vejret godt, en tur til Frederiksberg, tænkte han, kunne jeg have godt af! og så gik han derud.

Ingen kunne være et mere stille og flittigt menneske, end denne unge mand, vi under ham ret denne lille spadseretur, den ville vistnok være såre velgørende for ham oven på den megen sidden; i begyndelsen gik han kun, uden at tænke på nogen ting, derfor havde galocherne ikke lejlighed til at vise deres tryllekraft.

I alleen mødte han en bekendt, en ung digter, der fortalte ham, at han dagen efter ville begynde sin sommerrejse.

"Nå, skal De nu af sted igen!" sagde kopisten. "De er da også et lykkeligt, frit menneske. De kan flyve hvorhen De vil, vi andre har en lænke om benet!"

"Men den sidder fast til brødtræet!" svarede digteren. "De behøver ikke at sørge for den dag i morgen, og bliver De gammel, så får De pension!"

"De har det dog bedst!" sagde kopisten, "at sidde og digte, det er jo en fornøjelse! hele verden siger Dem behageligheder, og så er De Deres egen herre! jo, De skulle prøve, at sidde i retten med de trivielle sager!"

Digteren rystede med hovedet, kopisten rystede også med hovedet, hver beholdt sin mening og så skiltes de ad.

"Det er et eget folkefærd, de poeter!" sagde kopisten, "jeg gad nok prøve på at gå ind i sådan en natur, selv blive en poet, jeg er vis på, at jeg ikke skulle skrive sådanne klynkevers, som de andre! – – Det er ret en forårsdag for en digter! Luften er så usædvanlig klar, skyerne så smukke, og der er en duft ved det grønne! ja, i mange år har jeg ikke følt det, som i dette øjeblik."

Vi mærker allerede, at han er blevet digter; iøjnefaldende var det vel ikke, thi det er en tåbelig forestilling, at tænke sig en digter anderledes end andre mennesker, der kan mellem disse være langt mere poetiske naturer, end mangen stor erkendt digter er det; forskellen bliver kun, at digteren har en bedre åndelig hukommelse, han kan holde på ideen og følelsen til den klart og tydeligt er gået over i ordet, det kan de andre ikke. Men at gå over fra en hverdags natur til en begavet er altid en overgang, og den havde kopisten nu gjort.

"Den dejlige duft!" sagde han, "hvor minder den mig ikke om violerne hos tante Lone! Ja, det var da jeg var en lille dreng! Herregud, det har jeg i mange tider ikke tænkt på! den gode gamle pige! hun boede der omme bag Børsen. Altid havde hun en kvist eller et par grønne skud i vand, vinteren måtte være så streng den ville. Violerne duftede, mens jeg lagde de opvarmede kobberskillinger på den frosne rude og gjorde kighuller. Det var et artigt perspektiv. Udenfor i kanalen lå skibene indefrosne, forladt af hele mandskabet, en skrigende krage var da hele besætningen; men når så foråret luftede, så blev der travlt; under sang og hurraråb savede man isen itu, skibene blev tjæret og taklet, så fór de til fremmede lande; jeg er blevet her, og må altid blive, altid sidde på politikammeret og se de andre tage pas til at rejse udenlands, det er min lod! Oh, ja!" sukkede han dybt, men standsede i det samme pludselig. "Herregud, hvad går der dog af mig! sådan har jeg aldrig før tænkt eller følt! Det må være forårsluften! det er både ængsteligt og behageligt!" han greb i lommen til sine papirer. "Disse giver mig andet at tænke på!" sagde han og lod øjnene glide hen over det første blad. "Fru Sigbrith, original tragedie i fem akter," læste han, "hvad er det! og det er jo min egen hånd. Har jeg skrevet den tragedie? Intrigen på Volden eller store bededag, vaudeville. - Men hvor har jeg fået den? Man må have puttet mig det i lommen, her er et brev?" ja, det var fra teaterdirektionen, stykkerne var forkastet og brevet selv var slet ikke høfligt stilet. "Hm! hm!" sagde kopisten, og satte sig ned på en bænk; hans tanke var så levende, hans hjerte så blødt; uvilkårligt greb han en af de nærmeste blomster, det var en simpel lille gåseurt; hvad botanikeren først gennem mange forelæsninger siger os, forkyndte den i et minut; den fortalte myten om sin fødsel, den fortalte om sollysets magt, der udspændte de fine blade og tvang dem til at dufte, da tænkte han på livets kampe, der ligedan vækker følelserne i vort bryst. Luft og lys var blomstens bejlere, men lyset var den begunstigede, efter lyset bøjede den sig, forsvandt dette, da rullede den sine blade sammen og sov ind under luftens omarmelse. "Det er lyset, der smykker mig!" sagde blomsten; "men luften lader dig ånde!" hviskede digterstemmen.

Tæt ved stod en dreng og slog med sin stok i en mudret grøft, vanddråberne stænkede op imellem de grønne grene, og kopisten tænkte på de millioner usynlige dyr, der i dråberne blev kastede i en højde, der efter deres størrelse var for dem, som det ville være for os at hvirvles højt over skyerne. Idet kopisten tænkte herpå og på hele den forandring, der var foregået med ham, smilede han: "Jeg sover og drømmer! mærkværdigt er det alligevel, hvor man dog kan drømme naturligt og selv vide, at det kun er en drøm. Gid jeg i morgen kunne huske det, når jeg vågner; nu synes jeg at være ganske usædvanlig oplagt! jeg har et klart blik over alting, føler mig så opvakt, men jeg er vis på, at når jeg i morgen husker noget af det, så er det vrøvl, det har jeg prøvet før! Det går med alt det kloge og prægtige, man hører og siger i drømme, som med de underjordiskes guld: Idet man får det, er det rigt og herligt, men set ved dagen, kun sten og visne blade: Ak," sukkede han ganske vemodig og så på de syngende fugle, der nok så fornøjede hoppede fra gren til gren. "De har det meget bedre end jeg! flyve, det er en dejlig kunst, lykkelig den, som er født med den! ja skulle jeg gå over i noget, så skulle det være sådan en lille lærke!"

I det samme slog kjoleskøder og ærmer sammen i vinger, klæderne blev fjer og galocherne kløer; han mærkede det meget godt og lo indvortes: "Så, nu kan jeg da se, jeg drømmer! men så naragtigt har jeg aldrig gjort det før;" og han fløj op i de grønne grene og sang, men der var ikke poesi i sangen, thi digternaturen var borte; galocherne kunne, som enhver der gør noget til gavns, kun gøre én ting af gangen, han ville være digter, det blev han, nu ville han være en lille fugl, men ved at blive denne, ophørte den forrige ejendommelighed.

"Det er artigt nok," sagde han, "om dagen sidder jeg på politikammeret mellem de solideste afhandlinger, om natten kan jeg drømme at flyve som lærke i Frederiksberg Have, der kunne sgu skrives en hel folkekomedie derom!"

Nu fløj han ned i græsset, drejede hovedet om til alle sider og slog med næbbet på de smidige græsstrå, der i forhold til hans nærværende størrelse syntes store, som Nordafrikas palmegrene.

Det var kun et øjeblik og det blev kulsort nat omkring ham; en, som han syntes, uhyre genstand, blev kastet hen over ham, det var en stor kasket, som en dreng fra Nyboder kastede over fuglen, en hånd kom ind og greb kopisten om ryg og vinger, så han peb; i første forskrækkelse råbte han højt: "Din uforskammede hvalp! Jeg er kopist i politikamret!" men det lød for drengen som et pipipi! han slog fuglen på næbbet og vandrede af sted.

I alleen mødte han to skoledrenge af den dannede klasse, det vil sige, som mennesker betragtet, som ånder var de i skolens nederste; de købte fuglen for otte skilling, og således kom kopisten til København, hjem til en familie i Gothersgade.

"Det er godt, jeg drømmer!" sagde kopisten, "ellers blev jeg sgu vred! først var jeg poet, nu en lærke! ja det var da poetnaturen, der fik mig over i det lille dyr! Det er dog en ynkelig ting, især når man falder i hænderne på nogle drenge. Jeg gad nok vide, hvorledes dette løber af!"

Drengene førte ham ind i en meget elegant stue; en tyk leende frue tog imod dem, men hun var slet ikke fornøjet med, at den simple markfugl, som hun kaldte lærken, kom med ind, dog for i dag ville hun lade det gå, og de måtte sætte den i det tomme bur, som stod ved vinduet! "det kan måske fornøje Poppedreng!" tilføjede hun og lo hen til en stor grøn papegøje, der gyngede fornemt i sin ring i det prægtige messingbur. "Det er Poppedrengs fødselsdag!" sagde hun dumnaiv, "derfor vil den lille markfugl gratulere!"

Poppedreng svarede ikke et eneste ord, men gyngede fornemt frem og tilbage, derimod begyndte en smuk kanariefugl, der sidste sommer var bragt hertil fra sit varme, duftende fædreland, højt at synge.

"Skrålhans!" sagde fruen og kastede et hvidt lommetørklæde over buret.

"Pipi!" sukkede den, "det var et skrækkeligt snevejr!" og med dette suk tav den.

Kopisten, eller, som fruen sagde, markfuglen, kom i et lille bur tæt op til kanariefuglen, ikke langt fra papegøjen. Den eneste menneskelige tirade, Poppedreng kunne frempludre, og som tit faldt ret komisk, var den: "Nej, lad os nu være mennesker!" Alt det øvrige den skreg, var lige så uforståeligt, som kanariefuglens kvidren, kun ikke for kopisten, der nu selv var en fugl; han forstod inderligt godt kammeraterne.

"Jeg fløj under den grønne palme og det blomstrende mandeltræ!" sang kanariefuglen, "jeg fløj med mine brødre og søstre hen over de prægtige blomster og over den glasklare sø, hvor planterne nikkede på bunden. Jeg så også mange dejlige papegøjer, der fortalte de morsomste historier, så lange og så mange!"

"Det var vilde fugle;" svarede papegøjen, "de havde ingen dannelse. Nej, lad os nu være mennesker! - Hvorfor ler du ikke? Når fruen og alle de fremmede kan le deraf, så kan du også. Det er en stor mangel, ikke at kunne goutere det morsomme. Nej, lad os nu være mennesker!"

"Oh husker du de smukke piger, som dansede under det udspændte telt ved de blomstrende træer? Husker du de søde frugter og den kølende saft i de vildt voksende urter?"

"Oh ja!" sagde papegøjen, "men her har jeg det langt bedre! jeg har god mad og en intim behandling; jeg ved, jeg er et godt hoved, og mere forlanger jeg ikke. Lad os nu være mennesker! Du er en digtersjæl, som de kalder det, jeg har grundige kundskaber og vittighed, du har dette geni, men ingen besindighed, går op i disse høje naturtoner, og derfor dækker de dig til. Det byder de ikke mig, nej, for jeg har kostet dem noget mere! jeg imponerer med næbbet og kan slå en 'vits! vits! vits!' nej lad os nu være mennesker!"

"Oh mit varme, blomstrende fædreneland!" sang kanariefuglen, "jeg vil synge om dine mørkegrønne træer, om dine stille havbugter, hvor grenene kysser den klare vandflade, synge om alle mine glimrende brødres og søstres jubel, hvor 'ørknens plantekilder'¹ gror!"

¹ Kaktus.

"Lad dog bare være med de klynketoner," sagde papegøjen. "Sig noget, man kan le af! Latter er tegn på det højeste åndelige standpunkt. Se om en hund eller hest kan le! nej, græde kan den, men le, det er alene givet menneskene. Ho, ho, ho!" lo Poppedreng og tilføjede sin vits: "Lad os nu være mennesker."

"Du lille grå danske fugl," sagde kanariefuglen, "du er også blevet fange! der er vist koldt i dine skove, men der er dog frihed, flyv ud! De har glemt at lukke for dig; det øverste vindue står åbent. Flyv, flyv!"

Og det gjorde kopisten, vips var han ude af buret; i det samme knagede den halvåbne dør ind til det næste værelse, og smidig, med grønne, skinnende øjne, sneg huskatten sig ind og gjorde jagt på ham. Kanariefuglen flagrede i buret, papegøjen slog med vingerne og råbte: "Lad os nu være mennesker!" Kopisten følte den dødeligste skræk og fløj af sted igennem vinduet, over huse og gader; til sidst måtte han hvile sig lidt.

Genboens hus havde noget hjemligt; et vindue stod åbent, han fløj derind, det var hans eget værelse; han satte sig på bordet.

"Lad os nu være mennesker!" sagde han uden selv at tænke på hvad han sagde, det var efter papegøjen, og i samme øjeblik var han kopisten, men han sad på bordet.

"Gudbevares!" sagde han, "hvor er jeg kommet her op og således faldet i søvn! det var også en urolig drøm jeg havde. Noget dumt tøj var den hele historie!"

VI. Det bedste galocherne bragte.

Dagen efter, i den tidlige morgenstund, da kopisten endnu lå i sengen, bankede det på hans dør, det var naboen i samme etage, en student, der læste til at blive præst; han trådte ind.

"Lån mig dine galocher," sagde han, "der er så vådt i haven, men solen skinner dejligt, jeg ville nok ryge en pibe dernede."

Galocherne fik han på og var snart nede i haven, der ejede et blomme- og et pæretræ. Selv en så lille have, som denne var, gælder inde i København for en stor herlighed.

Studenten gik op og ned i gangen; klokken var kun seks; ude fra gaden klang et posthorn.

"Oh, rejse! rejse!" udbrød han, "det er dog det lykkeligste i verden! det er mine ønskers højeste mål! da ville denne uro, jeg føler, stilles. Men langt bort skulle det være! jeg ville se det herlige Schweiz, rejse i Italien og -"

Ja, godt var det at galocherne virkede lige straks, ellers var han kommet omkring alt for meget både for sig selv og os andre. Han rejste. Han var midt inde i Schweiz, men med otte andre pakket ind i det inderste af en diligence; ondt i hovedet havde han, træt i nakken følte han sig, og blodet var sunket ham ned i benene, der ophovnede og klemtes af støvlerne. Han svævede mellem en blundende og en vågen tilstand. I sin lomme til højre havde han kreditivet, i sin lomme til venstre passet og i en lille skindpung på brystet nogle fastsyede louisdorer; hver drøm forkyndte, at en eller anden af disse kostbarheder var tabt, og derfor fór han feberagtig op, og den første bevægelse, hånden gjorde, var en trekant fra højre til venstre og op mod brystet, for at føle, om han havde dem eller ej. Paraplyer, stokke og hatte gyngede i nettet ovenover, og forhindrede så temmeligt udsigten, der var højst imponerende, han skottede til den, medens hjertet sang, hvad i det mindste én digter, vi kender, har sunget i Schweiz, men ikke til dato ladet trykke:

Ja, her er så smukt, som hjertet vil,

jeg øjner Montblanc, min kære.

Gid bare pengene vil slå til,

ak, så var her godt at være!

Stor, alvorlig og mørk var den hele natur rundt om. Granskovene syntes lyngtoppe på de høje klipper, hvis top skjultes i skytågen; nu begyndte det at sne; den kolde vind blæste.

"Uh!" sukkede han, "gid vi var på den anden side af alperne, så var det sommer og så havde jeg hævet penge på mit kreditiv; den angst, jeg er i for disse, gør at jeg ikke nyder Schweiz, oh, gid jeg var på den anden side!"

Og så var han på den anden side; dybt inde i italien var han, mellem Florens og Rom. Søen Tracymenes lå i aftenbelysning, som et flammende guld, mellem de mørkeblå bjerge; her, hvor Hannibal slog Flaminius, holdt nu vinrankerne hinanden fredeligt i de grønne fingre; yndige halvnøgne børn vogtede en flok kulsorte svin under en gruppe duftende laurbærtræer ved vejen. Kunne vi ret give dette maleri, alle ville juble: "Dejlige Italien!" men det sagde slet ikke teologen eller en eneste af hans rejsefæller inde i veturinens vogn.

I tusindvis fløj giftige fluer og myg ind til dem, forgæves piskede de omkring sig med en myrtegren, fluerne stak alligevel; ikke et menneske var der i vognen, uden at jo hans ansigt var opsvulmet og blodigt af bid. De stakkels heste så ud som ådsler, fluerne sad i store kager på dem, og kun øjeblikkelig hjalp det, at kusken steg ned og skrabede dyrene af. Nu sank solen, en kort, men isnende kulde gik igennem hele naturen, det var slet ikke behageligt; men rundt om fik bjerge og skyer den dejligste grønne farve, så klar, så skinnende - ja gå selv hen at se, det er bedre end at læse beskrivelsen! det var mageløst! det fandt de rejsende også, men - maven var tom, legemet træt, al hjertets længsel drejede sig efter et natkvarter; men hvorledes ville dette blive? Man så langt inderligere efter dette, end efter den skønne natur.

Vejen gik gennem en olivenskov, det var som kørte han i hjemmet mellem knudrede pile, her lå det ensomme værtshus. En halv snes tiggende krøblinger havde lejret sig udenfor, den raskeste af dem så ud som "hungerens ældste søn, der havde nået sin myndighedsalder"¹, de andre var enten blinde, havde visne ben og krøb på hænderne, eller indsvundne arme med fingerløse hænder. Det var ret elendigheden trukket frem af pjalterne. "Eccellenza, miserabili!" sukkede de og strakte de syge lemmer frem. Værtinden selv med bare fødder, uredt hår og kun iført en smudsig bluse, tog imod gæsterne. Dørene var bundet sammen med sejlgarn; gulvet i værelserne frembød en halv oprodet brolægning med mursten; flagermus fløj hen under loftet, og stanken herinde – –

¹ Snarleyyow.

"Ja, vil hun dække nede i stalden!" sagde en af de rejsende, "dernede ved man dog hvad det er man indånder!"

Vinduerne blev åbnet, for at der kunne komme lidt frisk luft, men hurtigere end denne kom de visne arme ind og den evige klynken: miserabili, Eccellenza! På væggene stod mange inskriptioner, halvdelen var imod bella Italia.

Maden blev bragt frem; der var en suppe af vand, krydret med peber og harsk olie, og så nok engang den samme olie på salaten; fordærvede æg og stegte hanekamme var pragtretterne; selv vinen havde afsmag, det var en sand mikstur.

Til natten blev kufferterne stillet op for døren; en af de rejsende havde vagt, medens de andre sov; teologen var den vagthavende; oh hvor kvalmt var der ikke herinde! Heden trykkede, myggene surrede og stak, miserabili udenfor klynkede i søvne.

"Ja, rejse er godt nok!" sukkede studenten, "havde man bare intet legeme! kunne dette hvile og ånden derimod flyve. Hvor jeg kommer, er der et savn, der trykker hjertet; noget bedre, end det øjeblikkelige, er det jeg vil have; ja noget bedre, det bedste, men hvor og hvad er det! jeg ved i grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt mål, det lykkeligste af alle!"

Og idet ordet var udtalt, var han i hjemmet; de lange hvide gardiner hang ned for vinduet og midt på gulvet stod den sorte ligkiste, i den lå han i sin stille dødssøvn, hans ønske var opfyldt, legemet hvilede, ånden rejste. Pris ingen lykkelig, før han er i sin grav, var Solons ord, her fornyedes bekræftelsen.

Ethvert lig er udødelighedens sfinks; heller ikke sfinksen her i den sorte kiste besvarede for os, hvad den levende to dage forud havde nedskrevet:

Du stærke død, din tavshed vækker gru;

dit spor er jo kun kirkegårdens grave.

Skal tankens jakobsstige gå itu?

Står jeg kun op, som græs i Dødens have?

Vor største liden tit ej verden ser!

Du, som var ene, lige til det sidste,

i verden meget trykker hjertet mer',

end jorden, som de kaster på din kiste!

To skikkelser bevægede sig i værelset; vi kender dem begge: Det var Sorgens fe og Lykkens udsendte; de bøjede sig over den døde.

"Ser du," sagde Sorgen, "hvad lykke bragte vel dine galocher menneskeheden?"

"De bragte i det mindste ham, som sover her, et varigt gode!" svarede Glæden.

"Oh nej!" sagde Sorgen; "selv gik han bort, han blev ikke kaldet! hans åndelige kraft her var ikke stærk nok til at hæve de skatte hist, som han efter sin bestemmelse må hæve! Jeg vil vise ham en velgerning!"

Og hun tog galocherne af hans fødder; da var dødssøvnen endt, den genoplevede rejste sig. Sorgen forsvandt, men også galocherne; hun har vist betragtet dem som sin ejendom.

Nalagam bralnik