Waltey
Cesarjeva nova oblačila
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Cesarjeva nova oblačila
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 7 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Kejserens nye klæder
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Cesarjeva nova oblačila
Pred mnogimi leti je živel cesar, ki je imel lepa nova oblačila tako neznansko rad, da je ves svoj denar zapravil za to, da bi bil čim lepše opravljen. Ni mu bilo mar za vojake, ne za gledališče in ne za vožnje v gozd, razen če je lahko ob tem razkazoval svoja nova oblačila. Za vsako uro dneva je imel drugo obleko, in kakor za kralja pravijo, da je na posvetu, so tu vedno govorili: »Cesar je v garderobi!«
V velikem mestu, kjer je živel, je bilo zelo živahno. Vsak dan je prihajalo veliko tujcev, nekega dne pa sta prišla tudi dva sleparja. Izdajala sta se za tkalca in trdila, da znata tkati najlepše blago, kar si ga je mogoče zamisliti. Ne le da so bile barve in vzorec izredno lepi, tudi oblačila, sešita iz tega blaga, so imela čudežno lastnost: bila so nevidna vsakomur, ki ni bil sposoben za svojo službo ali pa je bil nedopustno neumen.
»To bi bila pa čudovita oblačila,« si je mislil cesar. »Če bi jih nosil, bi lahko ugotovil, kateri možje v mojem cesarstvu niso sposobni za službo, ki jo opravljajo. Ločil bi lahko pametne od neumnih! Da, to blago mi morata nemudoma stkati!« In sleparjema je dal veliko denarja vnaprej, da bi se lotila dela.
Postavila sta dvoje statev in se delala, da tketa, čeprav na statvah ni bilo prav ničesar. Brez obotavljanja sta zahtevala najfinejšo svilo in najžlahtnejše zlato; vse sta spravila v svojo malho, sama pa delala za praznimi statvami pozno v noč.
»Zdaj bi pa res rad vedel, kako daleč sta z blagom!« si je mislil cesar. A pri srcu mu je postalo nekoliko tesno ob misli, da ga tisti, ki je neumen ali ni sposoben za svojo službo, ne more videti. Sicer je bil prepričan, da se zase nima česa bati, vendar je hotel najprej poslati koga drugega pogledat, kako napreduje delo. Vsi v mestu so vedeli, kakšno čudežno moč ima blago, in vsak je komaj čakal, da bi izvedel, kako nesposoben ali neumen je njegov sosed.
»K tkalcema bom poslal svojega starega poštenega ministra!« si je mislil cesar. »On bo najbolje presodil, kakšno je blago, saj je pameten in nihče ne opravlja svoje službe bolje od njega!«
Stari dobri minister je stopil v dvorano, kjer sta sleparja sedela in delala za praznimi statvami. »Bog pomagaj!« si je mislil stari minister in na široko odprl oči. »Saj ničesar ne vidim!« Toda tega ni povedal.
Sleparja sta ga prijazno povabila bliže in ga vprašala, ali ni vzorec lep in ali niso barve čudovite. Kazala sta na prazne statve, ubogi stari minister pa je še naprej široko odpiral oči, vendar ni videl ničesar, saj tam tudi ni bilo ničesar. »Ljubi Bog!« si je mislil. »Ali sem neumen? Tega nisem nikoli verjel in tega ne sme nihče izvedeti! Mar nisem sposoben za svojo službo? Ne, nikakor ne smem povedati, da blaga ne vidim!«
»No, nič ne rečete!« je pripomnil eden od tkalcev. »O, prekrasno je! Naravnost očarljivo!« je rekel stari minister in gledal skozi očala. »Ta vzorec in te barve! Da, cesarju bom povedal, da mi je nadvse všeč!«
»To naju pa veseli!« sta rekla tkalca in mu začela naštevati barve ter opisovati nenavadni vzorec. Stari minister je pozorno poslušal, da bi lahko cesarju ob vrnitvi povedal isto, in tako je tudi storil.
Zdaj sta sleparja zahtevala še več denarja, še več svile in zlata, češ da vse to potrebujeta za tkanje. Vse sta spravila v svoje žepe, na statve pa ni prišla niti nitka. Še naprej sta kakor prej tkala na praznih statvah.
Cesar je kmalu poslal še drugega poštenega uradnika, da bi pogledal, kako napreduje tkanje in ali bo blago kmalu gotovo. Godilo se mu je enako kakor prvemu: gledal je in gledal, a ker tam ni bilo drugega kot prazne statve, ni mogel ničesar videti.
»Kajne, kako lepo blago!« sta rekla sleparja ter mu kazala in opisovala čudoviti vzorec, ki ga sploh ni bilo. »Neumen že nisem!« si je mislil mož. »Torej nisem sposoben za svojo imenitno službo? To je pa res čudno! Vendar tega ne smem pokazati!« Zato je hvalil blago, ki ga ni videl, in jima zagotavljal, kako ga navdušujejo prelepe barve in čudoviti vzorec. »Da, naravnost očarljivo je!« je povedal cesarju.
Vsi v mestu so govorili o prekrasnem blagu. Zdaj si ga je hotel ogledati tudi cesar, dokler je bilo še na statvah. S celo množico izbranih mož, med katerimi sta bila tudi oba poštena stara uradnika, ki sta že bila tam, se je odpravil k prekanjenima sleparjema. Ta sta zdaj tkala na vso moč, vendar brez ene same nitke.
»Kajne, kako veličastno je!« sta rekla oba poštena uradnika. »Poglejte, vaše veličanstvo, kakšen vzorec, kakšne barve!« In kazala sta na prazne statve, saj sta verjela, da drugi blago gotovo vidijo.
»Kaj je zdaj to!« si je mislil cesar. »Ničesar ne vidim! To je vendar grozno! Sem neumen? Nisem sposoben biti cesar? To bi bilo najhujše, kar bi se mi lahko zgodilo!« — »O, zelo lepo je!« je rekel cesar. »Nadvse sem zadovoljen!« Zadovoljno je prikimal in opazoval prazne statve; ni hotel povedati, da ničesar ne vidi. Vse njegovo spremstvo je gledalo in gledalo, a videlo ni nič več kakor drugi. Vendar so vsi ponavljali za cesarjem: »O, zelo lepo je!« Svetovali so mu, naj ta nova, prečudovita oblačila prvič obleče za veliki sprevod, ki se je bližal. »Veličastno je! Ljubko! Odlično!« je šlo od ust do ust in vsi so bili nadvse navdušeni. Cesar je vsakemu od sleparjev podelil viteški križ, ki naj bi ga nosila v gumbnici, in naziv dvornega tkalca.
Vso noč pred dopoldnevom, ko naj bi bil sprevod, sta sleparja bedela ob več kot šestnajstih prižganih svečah. Ljudje so lahko videli, kako hitita, da bi dokončala cesarjeva nova oblačila. Delala sta se, da jemljeta blago s statev, z velikimi škarjami sta rezala po zraku, šivala z iglo brez niti in nazadnje rekla: »Glejte, zdaj so oblačila gotova!«
Cesar je v spremstvu svojih najimenitnejših dvorjanov prišel k njima. Sleparja sta dvignila vsak po eno roko, kakor da nekaj držita, in rekla: »Glejte, tu so hlače! Tu je suknja! Tu plašč!« In tako naprej. »Lahka so kakor pajčevina! Človek bi mislil, da nima ničesar na sebi, toda prav v tem je njihova odlika!«
»Da!« so rekli vsi dvorjani, vendar niso videli ničesar, saj tam ni bilo ničesar. »Bi vaše cesarsko veličanstvo blagovolilo sleči svoja oblačila?« sta vprašala sleparja. »Potem vam bova oblekla nova, tu pred velikim ogledalom!«
Cesar je slekel vsa svoja oblačila, sleparja pa sta se delala, da mu oblačita kos za kosom nova oblačila, ki naj bi jih bila sešila, in cesar se je obračal pred ogledalom.
»Bog, kako vam pristajajo! Kako lepo se vam prilegajo!« so govorili vsi. »Kakšen vzorec! Kakšne barve! To je dragocena oprava!« »Zunaj že čakajo z baldahinom, ki ga bodo v sprevodu nosili nad vašim veličanstvom!« je rekel veliki ceremonijalni mojster.
»Da, saj sem pripravljen!« je rekel cesar. »Kajne, kako lepo se mi prilega?« In še enkrat se je obrnil pred ogledalom, saj je moral dajati vtis, da si skrbno ogleduje svojo razkošno opravo.
Komorniki, ki naj bi nosili vlečko, so z rokami tipali po tleh, kakor da jo pobirajo, nato pa hodili z rokami v zraku. Niso si upali pokazati, da ničesar ne vidijo.
Tako je cesar stopal v sprevodu pod prelepim baldahinom in vsi ljudje na ulici in pri oknih so govorili: »Bog, kako čudovita so cesarjeva nova oblačila! Kakšno prelepo vlečko ima njegova suknja! Kako imenitno se mu prilega!« Nihče ni hotel pokazati, da ničesar ne vidi, saj bi to pomenilo, da ni sposoben za svojo službo ali pa je zelo neumen. Nobena cesarjeva oblačila še niso požela tolikšnega občudovanja.
»Saj nima ničesar na sebi,« je rekel majhen otrok. »Ljubi Bog, poslušajte glas nedolžnega otroka,« je rekel njegov oče; in ljudje so drug drugemu šepetaje ponavljali otrokove besede.
»Saj nima ničesar na sebi!« je nazadnje zavpilo vse ljudstvo. Cesarja je spreletel srh, saj se mu je zdelo, da imajo prav, vendar si je mislil: »Zdaj moram zdržati do konca sprevoda.« In komorniki so hodili za njim in nosili vlečko, ki je sploh ni bilo.
Izvirnik
Kejserens nye klæder
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Kejseren er i garderoben!"
I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
"Det var jo nogle dejlige klæder," tænkte kejseren; "ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! ja det tøj må straks væves til mig!" og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten.
"Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med tøjet!" tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!" tænkte kejseren, "han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!"
Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. "Gudbevares!" tænkte den gamle minister og spilede øjnene op! "jeg kan jo ikke se noget!" Men det sagde han ikke.
Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. "Herregud!" tænkte han, "skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!"
"Nå, De siger ikke noget om det!" sagde den ene, som vævede!
"Oh det er nydeligt! ganske allerkæreste!" sagde den gamle minister og så igennem sine briller, "dette mønster og disse farver! ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!"
"Nå det fornøjer os!" sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han.
Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til vævning. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom ikke en trævl, men de blev ved, som før, at væve på den tomme væv.
Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunne han ingen ting se.
"Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!" sagde begge bedragerne og viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var.
"Dum er jeg ikke!" tænkte manden, "det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? Det var løjerligt nok! men det må man ikke lade sig mærke med!" og så roste han tøjet, han ikke så, og forsikrede dem sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. "Ja det er ganske allerkæreste!" sagde han til kejseren.
Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.
Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden trævl eller tråd.
"Ja er det ikke magnifik!" sagde begge de skikkelige embedsmænd. "Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!" og så pegede de på den tomme væv, thi de troede, de andre vistnok kunne se tøjet.
"Hvad for noget!" tænkte kejseren, "jeg ser ingen ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? dur jeg ikke til at være kejser? det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!" - "Oh det er meget smukt!" sagde kejseren, "det har mit allerhøjeste bifald!" og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, "oh det er meget smukt!" og de rådede ham at tage disse nye, prægtige klæder på første gang, ved den store procession, som forestod. "Det er magnifik! nysseligt, excellent!" gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere.
Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: "Se nu er klæderne færdige!"
Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: "Se her er benklæderne! her er kjolen! her kappen!" og således videre fort. "Det er så let, som spindelvæv! man skulle tro man havde ingen ting på kroppen, men det er just dyden ved det!"
"Ja!" sagde alle kavalererne, men de kunne ingen ting se, for der var ikke noget.
"Vil nu Deres Kejserlige Majestæt allernådigst behage at tage deres klæder af!" sagde bedragerne, "så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!"
Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet, og kejseren vendte og drejede sig for spejlet.
"Gud hvor de klæder godt! hvor de sidder dejligt!" sagde de alle sammen. "Hvilket mønster! hvilke farver! det er en kostbar dragt!"
"Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres Majestæt i processionen!" sagde overceremonimesteren.
"Ja jeg er jo i stand!" sagde kejseren. "Sidder det ikke godt?" og så vendte han sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede sin stads.
Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se.
Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!" Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke.
"Men han har jo ikke noget på," sagde et lille barn. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.
"Men han har jo ikke noget på," råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud." Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.
Nadaljuj z branjem
