Waltey
Cesarjeva nova oblačila
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Cesarjeva nova oblačila
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 7 strani
- Naslov izvirnika
- Kejserens nye klæder
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Cesarjeva nova oblačila
Many years ago there lived an emperor who was so exceedingly fond of fine new clothes that he spent all his money on dressing himself splendidly. He cared nothing for his soldiers, nor for the theatre, nor for driving through the woods, unless it gave him a chance to show off his new clothes. He had a coat for every hour of the day, and just as people say of a king, “He is in council,” here they always said, “The emperor is in his wardrobe!”
Life was very merry in the great city where he lived, and many strangers arrived every day. One day two swindlers came. They claimed to be weavers and said they knew how to weave the most beautiful cloth imaginable. Not only were its colours and pattern extraordinarily lovely, but clothes made from it had the remarkable property of becoming invisible to anyone who was unfit for his office or unpardonably stupid.
“Those would be splendid clothes,” thought the emperor. “By wearing them, I could discover which men in my empire are unfit for the offices they hold. I could tell the wise from the foolish! Yes, this cloth must be woven for me at once!” And he gave the two swindlers a large sum in advance so that they could begin their work.
They set up two looms and pretended to work, though there was not the slightest thing on either loom. Without hesitation they demanded the finest silk and the most magnificent gold thread. These they put into their own bags, while they worked at the empty looms far into the night.
“I should very much like to know how they are getting on with the cloth!” thought the emperor. Yet his heart felt rather uneasy when he remembered that anyone who was stupid or unfit for his office would be unable to see it. Of course, he believed he had nothing to fear for himself, but he thought he would send someone else first to see how matters stood. Everyone in the city knew what a remarkable power the cloth possessed, and everyone was eager to discover how unfit or foolish his neighbour was.
“I shall send my honest old minister to the weavers!” thought the emperor. “He is the best man to judge how the cloth looks, for he has good sense, and no one is better suited to his office!”
So the worthy old minister went into the hall where the two swindlers sat working at their empty looms. “Heaven preserve us!” thought the old minister, opening his eyes wide. “I cannot see a thing!” But he did not say so.
Both swindlers invited him to step closer and asked whether he did not think the pattern beautiful and the colours lovely. They pointed to the empty loom, and the poor old minister went on staring, but he could see nothing, for there was nothing there. “Good heavens!” he thought. “Can I be stupid? I have never thought so, and no one must ever know! Am I unfit for my office? No, it will never do to admit that I cannot see the cloth!”
“Well, you have nothing to say about it!” said one of the weavers. “Oh, it is delightful! Quite exquisite!” said the old minister, peering through his spectacles. “This pattern, and these colours! Yes, I shall tell the emperor that I am extremely pleased with it!”
“We are delighted to hear it!” said both weavers. Then they named the colours and described the unusual pattern. The old minister listened carefully so that he could repeat it all when he returned to the emperor, and that was just what he did.
Now the swindlers demanded more money, more silk, and more gold thread, which they said they needed for their weaving. They put it all into their own pockets. Not a single strand went onto the looms, but they continued as before, weaving at the empty looms.
Before long the emperor sent another worthy official to see how the weaving was progressing and whether the cloth would soon be ready. His experience was just the same as the minister’s: he looked and looked, but since there was nothing except the empty looms, he could see nothing.
“Is it not a beautiful piece of cloth?” said both swindlers, displaying and explaining the lovely pattern that was not there at all. “I am not stupid!” thought the man. “Then it must be that I am unfit for this fine office of mine. How very strange! But I must not let anyone notice!” And so he praised the cloth he could not see and assured them of his delight in its beautiful colours and lovely pattern. “Yes, it is quite exquisite!” he told the emperor.
Everyone in the city was talking about the magnificent cloth. Now the emperor wished to see it himself while it was still on the loom. With a whole company of distinguished gentlemen, including the two worthy old officials who had already been there, he went to visit the two cunning swindlers. They were weaving away with all their might, but without a strand or a thread.
“Is it not magnificent?” said the two worthy officials. “Will Your Majesty look at the pattern, and those colours!” And they pointed to the empty loom, for they were sure the others could see the cloth.
“What is this?” thought the emperor. “I can see nothing! This is terrible! Am I stupid? Am I unfit to be emperor? That would be the most dreadful thing that could happen to me!” “Oh, it is very beautiful!” said the emperor. “It has my highest approval!” And he nodded contentedly as he gazed at the empty loom; he would not admit that he could see nothing. His whole retinue looked and looked, but saw no more than anyone else. Still, they echoed the emperor: “Oh, it is very beautiful!” And they advised him to wear these splendid new clothes for the first time at the grand procession that was soon to take place. “Magnificent! Delightful! Excellent!” passed from mouth to mouth, and they were all thoroughly pleased with it. The emperor gave each of the swindlers a knight’s cross to wear in his buttonhole and bestowed on them the title of Gentlemen Weavers.
All through the night before the morning of the procession, the swindlers stayed up with more than sixteen candles burning. People could see how busy they were finishing the emperor’s new clothes. They pretended to take the cloth from the loom, snipped the air with large scissors, sewed with needles without thread, and at last declared, “There! Now the clothes are ready!”
The emperor came in person with his most distinguished courtiers, and both swindlers raised an arm as though holding something up and said, “Here are the trousers! Here is the coat! Here is the cloak!” And so they went on. “They are as light as a cobweb! You might think you had nothing on at all, but that is precisely their virtue!”
“Indeed!” said all the courtiers, though they could see nothing, for there was nothing there. “Would Your Imperial Majesty now most graciously consent to remove your clothes?” said the swindlers. “Then we shall put the new ones on you, here before the great mirror!”
The emperor took off all his clothes, and the swindlers behaved as though they were dressing him in each of the new garments they were supposed to have sewn, while the emperor turned this way and that before the mirror.
“Heavens, how becoming they are! What a splendid fit!” they all said. “What a pattern! What colours! It is a costly suit indeed!” “They are waiting outside with the canopy that is to be carried over Your Majesty in the procession!” said the master of ceremonies.
“Well, I am ready!” said the emperor. “Does it not fit beautifully?” And he turned once more before the mirror, for he had to make it seem as though he were admiring his finery.
The chamberlains who were to carry the train felt about on the floor as though picking it up, then walked along holding their hands in the air. They dared not let anyone notice that they could see nothing.
And so the emperor walked in the procession beneath the beautiful canopy, and everyone in the streets and at the windows said, “Heavens, the emperor’s new clothes are beyond compare! What a lovely train his coat has! How beautifully it fits!” No one would admit to seeing nothing, for that would mean he was unfit for his office or very stupid. None of the emperor’s clothes had ever been such a success.
“But he has nothing on,” said a little child. “Good heavens, listen to the voice of innocence,” said the father; and one person whispered to another what the child had said.
“But he has nothing on!” the whole crowd shouted at last. The emperor shuddered, for he felt they were right, but he thought, “Now I must see the procession through.” And the chamberlains walked on, carrying the train that was not there at all.
Izvirnik
Kejserens nye klæder
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Kejseren er i garderoben!"
I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
"Det var jo nogle dejlige klæder," tænkte kejseren; "ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! ja det tøj må straks væves til mig!" og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten.
"Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med tøjet!" tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!" tænkte kejseren, "han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!"
Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. "Gudbevares!" tænkte den gamle minister og spilede øjnene op! "jeg kan jo ikke se noget!" Men det sagde han ikke.
Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. "Herregud!" tænkte han, "skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!"
"Nå, De siger ikke noget om det!" sagde den ene, som vævede!
"Oh det er nydeligt! ganske allerkæreste!" sagde den gamle minister og så igennem sine briller, "dette mønster og disse farver! ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!"
"Nå det fornøjer os!" sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han.
Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til vævning. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom ikke en trævl, men de blev ved, som før, at væve på den tomme væv.
Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunne han ingen ting se.
"Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!" sagde begge bedragerne og viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var.
"Dum er jeg ikke!" tænkte manden, "det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? Det var løjerligt nok! men det må man ikke lade sig mærke med!" og så roste han tøjet, han ikke så, og forsikrede dem sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. "Ja det er ganske allerkæreste!" sagde han til kejseren.
Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj.
Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden trævl eller tråd.
"Ja er det ikke magnifik!" sagde begge de skikkelige embedsmænd. "Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!" og så pegede de på den tomme væv, thi de troede, de andre vistnok kunne se tøjet.
"Hvad for noget!" tænkte kejseren, "jeg ser ingen ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? dur jeg ikke til at være kejser? det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!" - "Oh det er meget smukt!" sagde kejseren, "det har mit allerhøjeste bifald!" og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, "oh det er meget smukt!" og de rådede ham at tage disse nye, prægtige klæder på første gang, ved den store procession, som forestod. "Det er magnifik! nysseligt, excellent!" gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere.
Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: "Se nu er klæderne færdige!"
Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: "Se her er benklæderne! her er kjolen! her kappen!" og således videre fort. "Det er så let, som spindelvæv! man skulle tro man havde ingen ting på kroppen, men det er just dyden ved det!"
"Ja!" sagde alle kavalererne, men de kunne ingen ting se, for der var ikke noget.
"Vil nu Deres Kejserlige Majestæt allernådigst behage at tage deres klæder af!" sagde bedragerne, "så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!"
Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet, og kejseren vendte og drejede sig for spejlet.
"Gud hvor de klæder godt! hvor de sidder dejligt!" sagde de alle sammen. "Hvilket mønster! hvilke farver! det er en kostbar dragt!"
"Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres Majestæt i processionen!" sagde overceremonimesteren.
"Ja jeg er jo i stand!" sagde kejseren. "Sidder det ikke godt?" og så vendte han sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede sin stads.
Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se.
Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!" Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke.
"Men han har jo ikke noget på," sagde et lille barn. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.
"Men han har jo ikke noget på," råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud." Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.
Nadaljuj z branjem