Waltey

Prevod

Often, when you pass a field of buckwheat after a thunderstorm, you find it quite black and scorched, as though a flame had swept over it, and the farmer says, “Lightning has done that!” But why has it happened? I shall tell you what the sparrow told me, and the sparrow heard it from an old willow tree that stood beside a field of buckwheat and stands there still. It is a great, venerable willow, but gnarled and old, split right down the middle, with grass and bramble runners growing out of the cleft. The tree leans forward, and its branches hang straight down towards the earth, like long green hair.

In all the fields around it grew grain, rye and barley and oats—yes, those lovely oats that, when ripe, look like a whole flock of little yellow canaries perched on a branch. The grain flourished so richly, and the heavier its ears grew, the lower it bowed in pious humility.

But there was also a field of buckwheat, just opposite the old willow tree. The buckwheat did not bow at all, as the other grain did, but held itself proudly erect!

“I am surely as rich as any ear of grain,” it said, “and much more beautiful besides. My blossoms are as lovely as those of the apple tree; it is a delight to look at me and mine! Do you know anything more splendid than us, you old willow tree?”

And the willow nodded its head, as though to say, “Yes, indeed I do!” But the buckwheat bristled with pride and said, “Stupid tree! It is so old that grass is growing in its belly!”

Now a terrible storm began to gather. All the flowers of the field folded their petals or bowed their delicate heads as the wind swept over them, but the buckwheat held its head high in its pride.

“Bow your head as we do!” said the flowers. “I have no need to!” said the buckwheat. “Bow your head as we do!” cried the grain. “Here comes the angel of the storm, flying towards us! His wings reach from the clouds above right down to the earth, and he will cut you in two before you can beg him for mercy!”

“But I will not bow!” said the buckwheat. “Close your flowers and fold your leaves!” said the old willow tree. “Do not look up at the lightning when the cloud bursts. Even human beings dare not do that, for in the lightning one can see into God’s heaven, but that sight can strike even human beings blind. What, then, would happen to us, the plants of the earth, if we dared it—we who are so much lowlier!”

“So much lowlier!” said the buckwheat. “Now I mean to look into God’s heaven!” And in its arrogance and pride it did so. The lightning flashed so fiercely that the whole world seemed ablaze.

When the storm had passed, the flowers and grain stood in the still, pure air, wonderfully refreshed by the rain. But the lightning had burned the buckwheat coal-black; it was now a dead, useless plant in the field.

And the old willow stirred its branches in the wind, and great drops of water fell from its green leaves, as though the tree were weeping. The sparrows asked, “Why are you crying? It is so lovely here! See how the sun shines, see how the clouds drift by! Can you smell the fragrance of the flowers and bushes? Why are you crying, old willow tree?”

And the willow told them of the buckwheat’s pride, arrogance, and punishment—for punishment always follows. I, who tell this story, heard it from the sparrows! They told it to me one evening when I asked them for a fairy tale.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Tit og ofte, når man efter et tordenvejr går forbi en ager, hvor boghveden gror, ser man, at den er blevet ganske sort og afsvedet; det er ligesom en ildlue var gået hen over den, og bondemanden siger da: "Det har den fået af lynilden!" men hvorfor har den fået det? - Jeg skal fortælle, hvad gråspurven har sagt mig, og gråspurven har hørt det af et gammelt piletræ, der stod ved en boghvedeager og står der endnu. Det er sådant et ærværdigt stort piletræ, men runkent og gammelt, det er revnet lige midt i og der vokser græs og brombærranker ud af revnen; træet hælder forover og grenene hænger lige ned mod jorden, ligesom om de kunne være et grønt, langt hår.

På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre, ja den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mængde små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.

Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn, den knejste stolt og stiv!

"Jeg er vel så rig, som akset," sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster, det er en lyst at se på mig og mine! kender du nogen prægtigere end os, du gamle piletræ!"

Og piletræet nikkede med hovedet, ligesom det ville sige: "Jo det gør jeg rigtignok!" men boghveden struttede af bare hovmod og sagde: "Det dumme træ, det er så gammelt at der vokser græs i maven på det!"

Nu trak der et skrækkeligt ondt vejr op; alle markens blomster foldede deres blade, eller bøjede deres fine hoveder, mens stormen fór hen over dem; men boghveden knejsede i sin stolthed.

"Bøj dit hoved, som vi!" sagde blomsterne.

"Det behøver jeg slet ikke!" sagde boghveden.

"Bøj dit hoved, som vi!" råbte kornet! "nu kommer stormens engel flyvende! han har vinger, der når oppe fra skyerne og lige ned til jorden, og han hugger dig midt over, før du kan bede ham være dig nådig!"

"Ja men jeg vil ikke bøje mig!" sagde boghveden.

"Luk dine blomster og bøj dine blade!" sagde det gamle piletræ, "se ikke op mod lynet, når skyen brister, selv menneskene tør det ikke, thi i lynet kan man se ind i Guds himmel, men det syn kan selv gøre menneskene blinde, hvad ville der da ikke ske med os jordens vækster, vovede vi det, vi, som er langt ringere!"

"Langt ringere!" sagde boghveden. "Nu vil jeg just se ind i Guds himmel!" og den gjorde det i overmod og stolthed. Det var, som hele verden stod i ildslue, således lynede det.

Da det onde vejr siden var forbi, stod blomster og korn i den stille rene luft, så forfriskede af regnen, men boghveden var brændt kulsort i lynet, den var nu en død, unyttig urt på marken.

Og det gamle piletræ bevægede sine grene i vinden og der faldt store vanddråber fra de grønne blade, ligesom om træet græd, og spurvene spurgte: "Hvorfor græder du? her er jo så velsignet! se hvor solen skinner, se hvor skyerne går, kan du mærke den duft fra blomster og buske! hvorfor græder du, gamle piletræ!"

Og piletræet fortalte om boghvedens stolthed, overmod og straf! den følger altid. Jeg som fortæller historien har hørt den af spurvene! - de fortalte mig det en aften, da jeg bad dem om et eventyr.

Nalagam bralnik