Waltey

Prevod

When the Wind runs over the grass, it ripples like water; when it runs over the corn, it rolls in waves like a sea. That is the Wind’s dance; but listen to it tell a tale: it sings it aloud, and its voice sounds different among the forest trees from the way it sounds through the openings in walls, through cracks and crevices. Do you see how the Wind up there is chasing the clouds as though they were a flock of sheep? Do you hear how the Wind down here is howling through the open gateway, as though it were a watchman blowing his horn? Strangely it whistles down the chimney and into the fireplace; the fire flares and crackles, casting its light far into the room, and it is so snug and cosy to sit here and listen. Let the Wind tell its tale! It knows more fairy tales and stories than all of us put together. Now listen to what it tells:

“Whoo-oo-oo! Away!”—that is the refrain of its song. * “Beside the Great Belt stands an old manor house with thick red walls!” says the Wind. “I know every stone; I saw it long ago, when it stood in Marshal Stig’s castle on the headland. That castle had to fall! The stone rose again in a new wall, a new manor house, in another place: Borreby Manor, which stands there still!

I have seen and known the high-born lords and ladies, the generations that came and went within those walls. Now I shall tell you about Valdemar Daae and his daughters!

He held his head so proudly; he was of royal blood! He could do more than hunt a stag and drain a tankard—things would turn out well enough, he said himself.

His lady swept erect in her gown of gold brocade across her gleaming, chequered floor. The hangings were splendid, the furniture costly and cunningly carved. She had brought silver and gold plate into the house; German beer lay in the cellar, when there was any to be had; spirited black horses neighed in the stables. There was wealth within Borreby Manor, while the wealth lasted.

And there were children: three graceful young ladies, Ide, Johanne, and Anna Dorthea; I remember their names still. “They were rich folk, they were noble folk, born to splendour and brought up in it! Whoo-oo-oo! Away!” sang the Wind, and then it went on with its tale. “Here I did not see, as in other old manor houses, the high-born lady sitting in the great hall with her maids, turning the spinning wheel. She played the ringing lute and sang to it, though not always the old Danish songs, but songs in foreign tongues. Here there was life and hospitality; distinguished guests came from near and far. The music rang, the goblets rang; I could not drown them out!” said the Wind. “Here there was pride, with pomp and swagger; lordship, but not the Lord!”

“It was just on May Day evening,” said the Wind. “I came from the west, where I had seen ships battered to wreckage on the coast of western Jutland. I had raced over the heath and the green, wooded coast, across the land of Funen, and now I came over the Great Belt, wheezing and blowing.

Then I lay down to rest on the coast of Zealand, near Borreby Manor, where the forest still stood with its glorious oaks. The young men of the neighbourhood came out here and gathered brushwood and branches, the biggest and driest they could find. They carried them into the village, piled them in a heap, set fire to it, and lads and lasses danced around it, singing.

I lay still,” said the Wind, “but gently I stirred one branch, the one laid there by the handsomest young man. His wood blazed up, blazed highest of all; he was the chosen one, won the title of honour, became the May King, and had first choice among the girls for his little May Lamb. There was joy and merriment greater than any within rich Borreby Manor.”

* “And towards the manor came the noble lady and her three daughters, riding in a gilded coach drawn by six horses, so fine, so young, three lovely flowers: Rose, Lily, and the pale Hyacinth. Their mother herself was a showy Tulip. She greeted not one of all the crowd who broke off their games to curtsey and bow low; you would have thought the lady’s own stem too brittle to bend.

Rose, Lily, and the pale Hyacinth—yes, I saw all three! Whose May Lambs would they one day be, I wondered? Their May King would be a proud knight, perhaps a prince! Whoo-oo-oo! Away! Away!

Yes, the carriage sped off with them, and the country folk whirled away in the dance. Summer was ridden into Borreby, into Tjæreby, into all the villages round about. “But that night, when I rose,” said the Wind, “the high-born lady lay down, never to rise again. It came upon her as it comes upon everyone; there is nothing new in that. Valdemar Daae stood grave and thoughtful for a little while. The proudest tree may be bent, but not broken, a voice within him said. His daughters wept, and everyone at the manor wiped their eyes; but Mistress Daae had passed away—and I swept away! Whoo-oo-oo!” said the Wind.

* “I came again, I came often, over Funen’s land and the Belt’s water, and settled on Borreby’s shore beside the splendid oak forest. There the osprey nested, the wood pigeons, the blue rollers, and even the black stork. It was early in the year; some had eggs and some had young. Oh, how they flew, how they cried! There were axe blows to be heard, stroke upon stroke. The forest was to be felled. Valdemar Daae meant to build a magnificent ship, a three-decked warship, which the King would surely buy; and so the forest fell, the sailors’ landmark, the birds’ home. The shrike flew off in fright; its nest was destroyed. The osprey and all the forest birds lost their homes; they flew wildly about, crying out in fear and anger. I understood them well enough. Crows and jackdaws called loudly in mockery: “Out of the nest! Out of the nest! Away! Away!”

And in the middle of the forest, beside the band of workmen, stood Valdemar Daae and his three daughters, and they all laughed at the birds’ wild cries. But his youngest daughter, Anna Dorthea, felt pity in her heart; and when the men were about to fell a half-dead tree, on whose bare branch the black stork had built its nest, with the little ones peeping out their heads, she pleaded for it, pleaded with tears in her eyes. And so the tree was allowed to stand, with the black stork’s nest. It was only a little thing.

There was hewing, there was sawing—a ship with three decks was built. The master builder himself was lowly by birth, but noble at heart; his eyes and brow spoke of his intelligence, and Valdemar Daae liked to hear him talk. So did little Ide, the eldest daughter, who was fifteen; and while he built a ship for her father, he built a castle in the air for himself, where he and little Ide sat as man and wife. And so it might have been, had the castle been built of stone, with ramparts and moats, woods and gardens. But for all his cleverness, the master was only a poor bird, and what business has a sparrow at the cranes’ dance? Whoo-oo-oo! I flew away, and he flew away, for he dared not stay; and little Ide got over it, for get over it she must!”

* “In the stables the black horses neighed, a sight worth seeing, and seen they were. The admiral had been sent by the King himself to inspect the new warship and discuss its purchase. He spoke loudly in admiration of the spirited horses; I heard him well!” said the Wind. “I followed the gentlemen through the open door and scattered straws like bars of gold before their feet. Valdemar Daae wanted gold; the admiral wanted the black horses, and that was why he praised them so highly. But his meaning was not understood, and so the ship was not bought either. It stood gleaming by the shore, covered over with planks, a Noah’s ark that never took to the water. Whoo-oo-oo! Away! Away! And it was pitiful!

In winter, when snow lay over the fields and drift ice filled the Belt, and I piled it up along the coast,” said the Wind, “the ravens and crows came in great flocks, each blacker than the next. They perched on the desolate, dead, lonely ship by the shore and cried hoarsely of the forest that was gone, the many precious birds’ nests laid waste, the homeless old birds, the homeless young ones, and all for the sake of that great piece of lumber, that proud vessel which would never put to sea.

I whirled the drifting snow; it lay in great seas high around the ship and over it! I let it hear my voice, what a storm has to say; I know I did my part to teach it seamanship. Whoo-oo-oo! Away!

And winter passed away; winter and summer passed, and pass still, as I pass, as the snow flies, as the apple blossom scatters and the leaves fall! Away, away, away—and human beings with them!

But the daughters were young still, little Ide a rose as lovely to look upon as when the shipbuilder had seen her. Often I caught at her long brown hair as she stood lost in thought beside the apple tree in the garden, never noticing how I scattered blossoms into her loosening hair, while she gazed at the red sun and the golden sky between the garden’s dark trees and bushes.

Her sister Johanne was like a lily, radiant and erect; she held herself high and proud, her stem as brittle as her mother’s. She liked to walk in the great hall where the family portraits hung. The ladies were painted in velvet and silk, with tiny pearl-embroidered caps upon their braided hair; they were beautiful women! Their husbands appeared in steel armour or costly cloaks lined with squirrel fur, wearing blue ruffs; their swords were buckled about the thigh, not the waist. Where on the wall would Johanne’s portrait hang one day, and what would he look like, her noble husband? Yes, she thought about that, she murmured about it to herself; I heard her as I swept along the passage into the hall and turned back again.

Anna Dorthea, the pale Hyacinth, only a child of fourteen, was quiet and reflective. Her great, watery-blue eyes looked thoughtful, but a child’s smile lingered about her mouth; I could not blow it away, nor did I wish to.

I met her in the garden, in the sunken lane, and in the manor fields. She gathered herbs and flowers that she knew her father could use in the potions and drops he knew how to distil. Valdemar Daae was proud and haughty, but learned too, and knew a great deal; that was plain enough, and people whispered about it. The fire burned in his hearth even in summer; the chamber door was kept shut. It went on for days and nights, but he said little about it. The powers of nature must be mastered in silence; soon he would surely discover the best of all—red gold.

That was why the fumes rose from the hearth, why it crackled and blazed! Yes, I was there!” said the Wind. “Let it go! Let it go! I sang down the chimney. It will all be smoke and fumes, embers and ashes! You are burning yourself away! Whoo-oo-oo! Away! Away! But Valdemar Daae would not let it go!

The splendid horses in the stables—where had they gone? The old silver and gold plate in cupboard and storeroom, the cattle in the fields, the estate and manor house? Yes, they can melt! Melt in the gold crucible, and still no gold comes of it.

The barn and pantry emptied, the cellar and the loft. Fewer people, more mice. One pane cracked, another broke; I had no need to come in by the door!” said the Wind. “Where the chimney smokes, a meal is cooking; the chimney smoked, the chimney that swallowed all their meals for the sake of red gold.

I blew through the gateway like a watchman blowing his horn, but there was no watchman!” said the Wind. “I turned the weathercock on the spire; it creaked as though the watchman were snoring in the tower, but there was no watchman. There were rats and mice. Poverty laid the table; Poverty sat in the clothes cupboard and the food cupboard. The door came off its hinge, cracks and crevices appeared; I went out and I came in,” said the Wind, “and that is how I know it all so well!

Amid smoke and ashes, sorrow and sleepless nights, the hair of his beard and about his brow grew grey, his skin sallow and yellow, his eyes so greedy for gold, the gold he waited for.

I puffed smoke and ashes into his face and beard; debt came instead of gold. I sang through the broken panes and open cracks, blew in towards the daughters’ settle-bed, where their clothes lay faded and threadbare, for they had to last for ever. That song had been sung over these children’s cradle! A lordly life became a wretched life! I alone sang loudly in the manor,” said the Wind. “I snowed them in; that keeps a house warm, they say. They had no firewood; the forest where they might have gathered it had been felled. The frost was bitter; I swept through openings and passages, over gable and wall, to keep myself brisk. Inside, the noble daughters lay in bed because of the cold; their father crept beneath his fur coverlet. Nothing to bite and nothing to burn—that is a lordly life! Whoo-oo-oo! Let it go! But Master Daae could not!

“After winter comes spring!” he said. “After want come better times! But they are slow in coming, slow! Now the manor is mortgaged! Now the very last hour has come—and then the gold will come! At Easter!”

I heard him murmur into a spider’s web. “You clever little weaver! You teach me to persevere! If your web is torn apart, you begin again and finish it! Torn apart once more—and undaunted you set to work again, from the beginning! From the beginning! That is what one must do! And it brings its reward!”

It was Easter morning; the bells rang, the sun danced in the sky. In a fever he had kept watch, boiled and cooled, mixed and distilled. I heard him sigh like a soul in despair; I heard him pray; I sensed him holding his breath. The lamp had gone out, but he did not notice. I blew upon the glowing coals; they shone into his chalk-white face and gave it a flush of colour. His eyes were narrowed in their deep sockets—but now they grew wide, wide, as though they would burst.

Look, the alchemist’s glass! Something glitters inside it! It is glowing, pure, and heavy! He lifted it with a trembling hand; he cried with a trembling tongue: “Gold! Gold!” He reeled; I could have blown him over,” said the Wind, “but I only blew upon the glowing coals and followed him through the door into the room where his daughters sat freezing. His gown was coated with ashes; they clung to his beard and his tangled hair. He drew himself up to his full height and lifted his rich treasure in the fragile glass. “Found! Won! Gold!” he cried, raising the glass high, where it flashed in the sunbeams. And his hand trembled, and the alchemist’s glass fell to the floor and shattered into a thousand pieces; the last bubble of his fortune had burst. Whoo-oo-oo! Away! And I swept away from the gold-maker’s manor.

Late in the year, in the short days we have up here, when the mist comes with its dishcloth and wrings wet drops upon the red berries and leafless branches, I came in high spirits, aired everything out, blew the sky clear, and snapped off rotten branches. It is no great task, but it must be done. There was a clean sweep of another kind at Borreby Manor, in Valdemar Daae’s house. His enemy Ove Ramel of Basnæs was there, having bought the mortgage on the manor and its contents. I drummed on the cracked panes, banged the dilapidated doors, whistled through cracks and crevices: whoo-ee! Master Ove was not to take a fancy to staying there. Ide and Anna Dorthea wept bitter tears; Johanne stood erect and pale, biting her thumb until it bled—as though that would help! Ove Ramel offered to let Master Daae remain at the manor for the rest of his life, but he received no thanks for the offer; I listened for them. I saw the lord without a manor lift his head more proudly and toss it back; and I struck a gust against the house and the old lime trees, so that the thickest branch broke, and it was not rotten. It lay before the gate like a broom, should anyone wish to sweep the place out; and swept out it was. I thought as much!

It was a hard day, a stiff trial to stand firm through, but his heart was hard, his neck was stiff. They owned nothing but the clothes upon their backs—yes, and the alchemist’s glass, newly bought and filled with the spilt remains scraped up from the floor: the treasure that promised, but did not fulfil its promise. Valdemar Daae hid it against his breast, then took his stick in his hand, and the once-rich lord walked out of Borreby Manor with his three daughters. I blew cold upon his hot cheeks; I stroked his grey beard and his long white hair; I sang as only I could: whoo-oo-oo! Away! Away! That was the end of all their wealth and splendour.

Ide and Anna Dorthea walked one on either side of him; Johanne turned in the gateway. What use was that? Fortune would not turn back. She looked at the red stones in the wall, the stones from Marshal Stig’s castle; was she thinking of his daughters:

“The elder took the younger by the hand, And far through the world they wandered!” Was she thinking of that song? Here there were three of them—and their father was with them! They walked along the road where they had once ridden in their coach; they walked the beggar’s road with their father to Smidstrup Fields, to the clay-plastered cottage rented for ten marks a year, their new ancestral seat, with empty walls and empty vessels. Crows and jackdaws flew above them, crying as if in mockery: “Out of the nest! Out of the nest! Away! Away!” just as the birds had cried in Borreby Forest when the trees were felled.

Master Daae and his daughters heard it well enough! I blew about their ears; it was not worth listening to. Then they moved into the clay-plastered cottage on Smidstrup Fields—and I swept away over marsh and field, through bare hedges and stripped forests, to open waters, other lands—whoo-oo-oo! Away! Away! And so through all the years!”

* What became of Valdemar Daae, what became of his daughters? The Wind tells us: “The last of them I saw—yes, for the last time—was Anna Dorthea, the pale Hyacinth. Now she was old and bent; half a century had passed. She lived the longest; she knew what had become of them all.

Over there on the heath, near the town of Viborg, stood the cathedral provost’s fine new house, built of red brick with a stepped gable. Smoke rose thickly from the chimney. The kindly lady and her lovely daughters sat in the bay window and looked out over the drooping boxthorn in the garden, towards the brown heath. What were they looking for out there? They were looking at the stork’s nest on the tumbledown cottage. Moss and houseleeks covered the roof, where there was any roof at all; the stork’s nest provided most of the covering, and it was the only part that was repaired. The stork kept it in order.

It was a house to look at, not to touch! I had to tread carefully!” said the Wind. “For the sake of the stork’s nest, the house was allowed to stand; otherwise it was nothing but an eyesore on the heath. The provost’s family would not drive the stork away, so the hovel was allowed to remain, and the poor soul inside was allowed to live there. She had the Egyptian bird to thank for that—or was it thanks for the time she had pleaded for the nest of his wild black brother in Borreby Forest? Then, poor soul, she had been a young child, a delicate, pale Hyacinth in the noble garden. She remembered it all: Anne Dorthea.

“Oh! Oh!”—yes, human beings can sigh as the Wind does among the reeds and rushes. “Oh! No bells rang over your grave, Valdemar Daae! The poor schoolboys did not sing when Borreby’s former lord was laid in the earth! Oh! Everything comes to an end, even misery! Sister Ide became a peasant’s wife! That was our father’s hardest trial! His daughter’s husband a wretched serf, whom the lord of the manor could set astride the wooden horse! Surely he is in his grave by now? And you too, Ide? Oh yes! Oh yes! It is not over yet for me, poor old creature! Poor wretch that I am! Set me free, bountiful Christ!”

That was Anna Dorthea’s prayer in the wretched house that was allowed to stand for the stork’s sake. The boldest of the sisters I took into my own care!” said the Wind. “She had clothes cut to suit the spirit in which she was made! She came as a poor lad and signed on with a ship’s captain; she was sparing of words, sullen in manner, but willing at her work. Climb, though, she could not; so I blew her overboard before anyone knew she was a woman, and that was surely a good deed of mine!” said the Wind.

* “It was an Easter morning, like the one when Valdemar Daae believed he had found the red gold, when I heard a hymn beneath the stork’s nest, within the crumbling walls: Anne Dorthea’s last song.

There was no windowpane, only a hole in the wall; the sun came like a lump of gold and settled there. What a radiance! Her eyes grew fixed, her heart broke! They would have done so all the same, had the sun not shone upon her that morning.

The stork gave her a roof over her head until her death! I sang at her grave!” said the Wind. “I sang at her father’s grave. I know where it is, and where her grave is; no one else knows!

New times, different times! The old highway becomes an enclosed field; graves once left in peace become a busy road—and soon steam will come with its train of carriages and thunder over the graves, forgotten like the names. Whoo-oo-oo! Away!

That is the story of Valdemar Daae and his daughters. Tell it better, the rest of you, if you can!” said the Wind, and turned away. It was gone.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Naar Vinden løber hen over Græsset, da kruser det sig som et Vand, løber den hen over Kornet, da bølger det som en Sø, det er Vindens Dands; men hør den fortælle: den synger det ud, og anderledes klinger det i Skovens Træer, end igjennem Murens Lydhuller, Sprækker og Revner. Seer Du, hvor Vinden deroppe jager Skyerne, som vare de en Faarehjord! hører Du, hvor Vinden hernede tuder gjennem den aabne Port, som var den Vægter og blæste i Horn! Underligt suser den ned i Skorstenen og ind i Kaminen; Ilden flammer og gnistrer derved, skinner langt ud i Stuen og her er saa luunt og hyggeligt at sidde og høre til. Lad kun Vinden fortælle! den veed Eventyr og Historier, flere end vi Alle tilsammen. Hør nu, hvor den fortæller:

"Hu- u- ud! fare hen!" - det er Omqvædet paa Visen.

*

Der ligger ved store Belt en gammel Gaard med tykke, røde Mure!" siger Vinden, "jeg kjender hver Steen, jeg saae den før, da den sad i Marsk Stigs Borg paa Næsset; den maatte ned! Stenen kom op igjen og blev en ny Muur, en ny Gaard, andet Steds, det var Borreby Gaard, som den staaer endnu!

Jeg har seet og kjendt de høiadelige Mænd og Fruer, de vexlende Slægter, som boede derinde, nu fortæller jeg om Valdemar Daae og hans Døttre!

Han løftede saa stolt sin Pande, han var af kongelig Æt! han kunde mere end jage en Hjort og tømme et Kruus; - det vilde nok klare sig, sagde han selv.

Hans Frue skred frem strunk i Gyldenstykkes Kjortel, hen over sit blanke, tavlede Gulv; Tapeterne vare prægtige, Meublerne dyrtkjøbte, de vare kunstigt snittede ud. Sølv- og Guldtøi havde hun bragt i Huset; tydsk Øl laae i Kjælderen, da der laae noget; sorte, vælige Heste vrinskede i Stalden; der var rigt derinde i Borreby Gaard, da Rigdommen var der.

Og Børn var der; tre fine Jomfruer, Ide, Johanne og Anna Dorthea; jeg husker Navnene endnu.

"Det var rige Folk, det var fornemme Folk, født i Herlighed og voxet op i den! hu- u- ud! fare hen," sang Vinden, og saa fortalte den igjen

"Her saae jeg ikke, som i andre gamle Gaarde, den høibaarne Frue sidde i Høisalen med sine Piger og dreie Spinderokken, hun spillede paa den klingende Luth og sang dertil, dog ikke altid de gamle danske Sange, men Viser i fremmed Tungemaal. Her var Liv og Gjestereren, her kom fornemme Gjester fra nær og fjern, Musiken klang, Bægerne klang, jeg kunde ikke døve dem over!" sagde Vinden. "Her var Hovmod med Bram og med Brask, Herskab, men ikke Vor Herre!"

"Saa var det just Maidags Aften," sagde Vinden, "jeg kom Vester fra, havde seet Skibe qvase i Vrag paa Vestjyllands Kyst, jaget over Heden og den skovgrønne Kyst, hen over Fyens Land og kom nu over store Belt, hæsende og blæsende.

Da lagde jeg mig til Ro ved Sjællands Kyst, nær ved Borreby Gaard, hvor endnu Skoven stod med herlige Ege.

De unge Karle fra Egnen kom herud og samlede Riis og Grene, de største og tørreste, de kunde finde. De gik med dem til Byen, lagde dem i Bunke, tændte Ild i den og Piger og Karle dandsede med Sang rundt derom.

Jeg laae stille," sagde Vinden, "men sagtelig rørte jeg ved een Green, den, der var lagt af den kjønneste Ungkarl; hans Ved blussede op, blussede høiest; han var den udvalgte, fik Hædersnavnet, blev Gadebasse, valgte først blandt Pigerne sit lille Gadelam; det var en Glæde, en Lystighed større end der inde i det rige Borreby Gaard."

*

"Og hen imod Gaarden kom med sex Heste agende i gylden Karreet den høie Frue og hendes tre Døttre, saa fine, saa unge, tre yndelige Blomster: Rose, Lilie og den blege Hyazint. Moderen selv var en prangende Tulipan, hun hilsede ikke Een af den hele Flok, der holdt op i Legen og knixede og krøb, man skulde troe, at Fruen var skjør i Stilken.

Rose, Lilie og den blege Hyazint, ja, jeg saae dem alle tre! hvis Gadelam skulde vel de engang blive, tænkte jeg; deres Gadebasse bliver en stoltelig Ridder, maaskee en Prinds! - Hu- u- ud! - fare hen! fare hen!

Ja, Agetøiet foer med dem og Bønderfolkene foer i Dandsen. Der blev redet Sommer i By til Borreby, til Tjæreby, til alle de Byer omkring.

"Men om Natten, da jeg reiste mig," sagde Vinden, "lagde den høifornemme Frue sig, for aldrig mere at staae op; det kom saadan over hende, som det kommer over alle Mennesker, det er ikke noget Nyt. Valdemar Daae stod alvorlig og tankefuld, en lille Stund; det stolteste Træe kan vries, men ikke knækkes, sagde det inde i ham; Døttrene græd og paa Gaarden tørrede de Allesammen deres Øine, men Fru Daae var faret hen, - og jeg foer hen! hu- u- ud!" sagde Vinden.

*

"Jeg kom igjen, jeg kom tidt igjen, over Fyens Land og Beltets Vand, satte mig ved Borreby Strand, ved den prægtige Egeskov; der byggede Fiskeørnen, Skovduerne, de blaae Ravne og selv den sorte Stork. Det var tidligt paa Aaret, Nogle havde Æg og Nogle havde Unger. Nei, hvor de fløi, hvor de skreg; der var Øxeslag at høre, Slag paa Slag; Skoven skulde fældes, Valdemar Daae vilde bygge et kosteligt Skib, et Orlogsskib paa tre Fordæk, som Kongen nok vilde kjøbe, og derfor faldt Skoven, Sømændenes Mærke, Fuglenes Bo. Tornskaden fløi forskrækket, dens Rede blev ødelagt; Fiskeørnen og alle Skovens Fugle mistede deres Hjem, de fløi vildsomme om og skrege i Angest og Vrede, jeg forstod dem nok. Krager og Alliker raabte høit i Spot: "fra Reden! fra Reden! frá! frá!"

Og midt i Skoven, ved Arbeidernes Flok, stod Valdemar Daae og hans tre Døttre, og de loe Allesammen af Fuglenes vilde Skrig, men hans mindste Datter, Anna Dorthea, følte Ynk derover i sit Hjerte, og da de ogsaa vilde fælde et halvudgaaet Træ, paa hvis nøgne Green den sorte Stork havde bygget, og de smaa Unger stak Hovederne frem, bad hun for den, bad med Vand i Øinene, og saa fik Træet Lov at staae med Reden for den sorte Stork. Det var en ringe Ting kun.

Der blev hugget, der blev savet, - der blev bygget et Skib paa tre Fordæk. Bygmesteren selv var af ringe Kuld, men af adelig Huld; Øine og Pande mælede om hvor klog han var og Valdemar Daae hørte ham gjerne fortælle, det hørte ogsaa liden Ide, den ældste, den femtenaars Datter; og mens han byggede Skib for Faderen, byggede han Drømmeslot for sig selv, hvori han og liden Ide sad som Mand og Kone, og det var ogsaa skeet, havde Slottet været af murede Steen med Volde og Grave, Skov og Have. Men med al sin Kløgt var Mester dog kun en fattig Fugl, og hvad skal Spurv i Tranedands? Hu- u- ud! - jeg fløi bort og han fløi bort, for han turde ikke blive, og liden Ide forvandt det, for hun maatte forvinde det!"

*

"I Stalden vrinskede de sorte Heste, værd at see paa og de bleve seet paa. - Admiralen var sendt fra Kongen selv for at see paa det nye Orlogsskib og tale om dets Kjøb, han talte høit i Beundring om de vælige Heste; jeg hørte det godt!" sagde Vinden; "jeg fulgte med Herrerne gjennem den aabne Dør og strøede Halmstraae som Guldstænger foran deres Fødder. Guld vilde Valdemar Daae have, Admiralen vilde have de sorte Heste, thi roste han dem saa, men det blev ikke forstaaet og saa blev Skibet heller ikke kjøbt, det stod og skinnede ved Stranden, dækket til med Planker, en Noæ Ark, der aldrig kom paa Vandet. Hu- u- ud! fare hen! fare hen! og det var ynkeligt!

I Vinterens Tid, naar Marken laae med Snee, Drivisen fyldte Beltet og jeg skruede den op paa Kysten," sagde Vinden, "kom Ravne og Krager, den ene sortere end den anden, store Flokke; de satte sig paa det øde, det døde, det eensomme Skib ved Stranden og skrege med hæse Skrig om Skoven, der var borte, de mange kostelige Fuglereder, der vare lagte øde, de huusvilde Gamle, de huusvilde Smaa og alt det for det store Skrammels Skyld, det stolte Fartøi, der aldrig skulde ud at seile.

Jeg hvirvlede Sneefoget; Sneen laae som store Søer høit omkring det, hen over det! jeg lod det høre min Røst, hvad en Storm har at sige; jeg veed, at jeg gjorde mit til, at det kunde faae Skibskundskab. Hu- u- ud! fare hen!

Og Vinteren foer hen, Vinter og Sommer de foer og de fare, som jeg farer, som Sneen fyger, Æbleblomsten fyger og Løvet falder! fare hen, fare hen, fare hen, Menneskene med!

Men endnu vare Døttrene unge, liden Ide en Rose deilig at see, som da Skibsbyggeren saa hende. Tidt tog jeg fat i hendes lange, brune Haar, naar hun ved Æbletræet i Haven stod tankefuld og ikke mærkede, at jeg dryssede hende Blomster paa Haaret, der løste sig, og hun saae paa den røde Sol og den gyldne Himmelgrund mellem Havens mørke Buske og Træer.

Hendes Søster var som en Lilie, skinnende og strunk, Johanne; hun havde Reisning og Kneisning, var som Moderen skjør af Stilk. Gjerne gik hun i den store Sal, hvor Slægtens Billeder hang; Fruerne vare malede af i Fløiel og Silke med perlebestukken lille bitte Hat paa de flettede Haar; det var skjønne Fruer! deres Hosbond saae man i Staal eller kostelig Kappe med Egernskindsfoer og den blaa Pibekrav; Sværdet var spændt om Laaret og ikke om Lænden. Hvor skulde vel Johannes Billed engang hænge paa Væggen og hvordan saae han ud den adelige Hosbond? ja, det tænkte hun paa, det smaasnakkede hun om, jeg hørte det, naar jeg foer gjennem den lange Gang ind i Salen og vendte mig igjen.

Anna Dorthea, den blege Hyazint, kun et fjortenaars Barn, var stille og eftertænksom; de store, vandblaae Øine saae tankefulde ud, men Barnesmilet sad om Munden, jeg kunde ikke blæse det bort, og det vilde jeg ikke heller.

Jeg traf hende i Haven, Huulveien og paa Hovmarken, hun samlede Urter og Blomster, dem hun vidste, at hendes Fader kunde bruge til de Drikke og Draaber, han vidste at destillere; Valdemar Daae var hovmodig og kry, men ogsaa kyndig og vidste saa meget; det mærkede man nok, det mumledes der om; Ilden brændte i hans Kamin selv ved Sommertid; Kammerdøren var lukket af; det tog til i Dage og Nætter, men han talte ikke meget om det; Naturens kræfter skal man stille raade, snart vilde han nok udfinde det Bedste - det røde Guld.

Derfor dampede det fra Kaminen, derfor knittrede og flammede det! ja, jeg var med!" fortalte Viden, "lad fare! lad fare! sang jeg gjennem Skorstenen. Det bliver Røg, Smøg, Emmer og Aske! Du brænder Dig selv op! hu- u- ud! fare hen! fare hen! men Valdemar Daae lod det ikke fare!

De prægtige Heste paa Stalden, - hvor blev de af? det gamle Sølv- og Guldtøi i Skab og i Buur, Køerne paa Marken, Gods og Gaard? - ja, de kunne smelte! smelte i Gulddigelen, og der kommer dog ikke Guld.

Der blev tomt i Lo og i Fadebuur, i Kjælder og paa Loft. Færre Folk, flere Muus. Een Rude sprak, een knak, jeg behøvede ikke at gaae ind ad Døren!" sagde Vinden. "Hvor Skorstenen ryger, braser Maaltidet, Skorstenen røg, den, der slugte alle Maaltider, for det røde Guld.

Jeg blæste gjennem Borgporten, som en Vægter der blæser i Horn, men der var ingen Vægter!" sagde Vinden; "jeg dreiede Spirets Veirhane, den skurrede, som om Vægteren snorkede paa Taarnet, men der var ingen Vægter; der var Rotter og Muus; Fattigdom dækkede Bordet, Fattigdom sad i Klædeskab og i Madskab, Døren gik af Hængselet, der kom Revner og Sprækker; jeg gik ud og jeg gik ind," sagde Vinden, "derfor veed jeg god Besked!

I Røg og Aske, i Sorg og søvnløs Nat blev Haaret graat i Skjæg og om Pande, Huden grumset og guul, Øinene saa gridske efter Guld, det forventede Guld.

Jeg pustede ham Røg og Aske ind i hans Ansigt og Skjæg; Gjeld kom for Guld. Jeg sang gjennem de knækkede Ruder og aabne Revner, blæste ind til Døttrenes Slagbænk, hvor Klæderne laae falmede, luslidte, for de maaatte altid holde ud. Den Vise var sjungen for de Børns Vugge! Herreliv blev kummerligt Liv! jeg alene var den, som sang høit paa Slottet;" sagde Vinden. "Jeg sneede dem inde, det luner, siger man; Brænde havde de ikke, Skoven var fældet, hvor de skulde hente det fra. Det var klingrende Frost; jeg svang mig gjennem Lydhuller og Gange, over Gavl og Muur for at holde mig flink; derinde laae de i Sengen, for Kuldens Skyld, de adelige Døttre; Faderen krøb under Skinddynen. Ikke at bide og ikke at brænde, det er Herreliv! hu- u- ud! lad fare! - Men det kunde ikke Hr. Daae!

"Paa Vinter kommer Foraar!" sagde han, "paa Trang komme gode Tider! - men de lade vente paa sig, vente! - Nu er Gaarden Gjeldsbrev! nu er det den yderste Tid - og saa kommer Guldet! til Paaske!"

Jeg hørte ham mumle ind i Edderkoppens Spind. - "Du flinke, lille Væver! Du lærer mig at holde ud! rives itu dit Spind, begynder Du forfra igjen og fuldender! atter itu - og ufortrøden tager Du igjen fat, forfra! - forfra! det er det man skal! og det lønnes!"

Det var Paaskemorgen, Klokkerne klang, Solen legede paa Himlen. I Feberhede havde han vaaget, kogt og kølet, blandet og destilleret. Jeg hørte ham sukke som en fortvivlet Sjæl, jeg hørte ham bede, jeg fornam at han holdt sin Aande tilbage. Lampen var gaaet ud, han mærkede det ikke; jeg pustede til Kulgløderne, de skinnede ham ind i hans kridhvide Ansigt, det fik et farvet Skjær, Øinene klemtes i de dybe Øienhuler - men nu blev de store, store - som vilde de springe.

See, det alchymistiske Glas! det blinker deri! det er glødende, puurt og tungt! han løftede det med zittrende Haand, han raabte med zittrende Tunge: "Guld! Guld!" han svimlede derved, jeg kunde have blæst ham om," sagde Vinden, "men jeg blæste kun paa de glødende Kul, fulgte ham gjennem Døren, ind, hvor Døttrene frøs. Hans Kjortel var belagt med Aske, den hang i hans Skjæg og i hans filtrede Haar. Han reiste sig saa høit, løftede sin rige Skat i det skjøre Glas: "fundet! vundet! - Guld!" raabte han, strakte i Veiret Glasset, der blinkede i Solstraalerne; - og Haanden zittrede og det alchymistiske Glas faldt paa Gulvet og sprang i tusinde Stykker, sprungen var hans Velfærds sidste Boble. Hu- u- ud! fare hen! - Og jeg foer fra Guldmagerens Gaard.

Seent paa Aaret, i de korte Dage heroppe, naar Taagen kommer med sin Viskeklud og vrider vaade Draaber paa de røde Bær og de bladløse Grene, kom jeg i frisk Humeur, luftede op, blæste Himlen reen og knækkede raadne Grene, og det er intet stort Arbeide, men det skal gjøres. Der blev ogsaa feiet reent paa anden Maade inde i Borreby Gaard hos Valdemar Daae. Hans Uven Ove Ramel fra Basnæs var der med tilkjøbt Gjeldsbrev over Gaard og Indbo. Jeg trommede paa de sprukne Ruder, slog med de forfaldne Døre, peb igjennem Revner og Sprækker: hu- i! - Hr. Ove skulde ikke faae Lysten efter at blive der. Ide og Anna Dorthea græd modige Taarer; stod strunk og bleg, bed sig i Tommelfingeren saa at den blødte derved, det skulde stort hjelpe! Ove Ramel forundte Hr. Daae at blive paa Gaarden sin Livstid, men han fik ikke Tak for Tilbud; jeg lyttede derefter; - jeg saae den gaardløse Herre løfte sit Hoved stoltere, slaae med Nakken, og jeg slog et Tag imod Gaarden og de gamle Lindetræer, saa at den tykkeste Green knak, og den var ikke raadden; den laae for Porten, som en Feiekost, dersom Nogen vilde feie ud, og der blev feiet ud; jeg tænkte det nok!

Det var en haard Dag, en stiv Stund at holde sig i, men Sindet var haardt, Nakken var stiv.

Intet havde de i Eie uden Klæderne paa Kroppen; jo det alchymistiske Glas, som nyligt var kjøbt og fyldt med det Spild, som var skrabet op fra Gulvet; Skatten, der lovede, men ikke holdt. Valdemr Daae gjemte det inde paa sit Bryst, tog saa sin Kjep i Haanden, og den eengang rige Herre gik med sine tre Døttre ud fra Borreby Gaard. Jeg blæste koldt paa hans hede Kinder, jeg klappede hans graa Skjæg og hans lange, hvide Haar, jeg sang, som jeg kunde det: hu- u- ud! fare hen! fare hen! - Det var Enden paa den rige Herlighed.

Ide og Anna Dorthea gik hver ved hans Side; Johanne vendte sig i Porten, hvad skule det til, Lykken vilde dog ikke vende sig. Hun saae paa Murens røde Steen fra Marsk Stigs Borg, tænkte hun paa hans Døttre:

"Den ældste tog den yngste ved Hand,

Og de fore vide om Verden!"

tænkte hun paa den Sang; - her vare de tre, - Faderen var med! - De gik hen af Veien, hvor de havde kjørt i Karreet, de gik Stoddergang med Faderen, til Smidstrup Mark, til det klinede Huus, der var leiet for ti Mark aarlig, det nye Herresæde med tomme Vægge og tomme Kar. Krager og Alliker fløi henover dem og skrege, som i Spot: "fra Reden! fra Reden! frá! frá!" som Fuglene skreg det i Borreby Skov, da Træerne bleve fældede.

Hr. Daae og hans Døttre fornam det vel! jeg blæste dem om Ørerne, det var ikke værd at høre derpaa.

Saa drog de ind i det klinede Huus paa Smidstrup Mark, - og jeg foer afsted over Mose og Mark, gjennem nøgne Hækker og afpillede Skove, til aabne Vande, andre Lande, - hu- u- ud! fare hen! fare hen! og det i alle Aaringer!"

*

Hvor gik det Valdemar Daae, hvor gik det hans Døttre? Vinden fortæller:

"Den Sidste af dem jeg saae, ja sidste Gang, det var Anna Dorthea, den blege Hyazint, - nu var hun gammel og bøiet, det var et halv hundrede Aar derefter. Hun levede længst, hun vidste om det Hele.

Derovre paa Heden, ved Viborg By, laae Domprovstens nye, stadselige Gaard, med røde Steen og med takket Gavl; Røgen kom feed op af Skorstenen. Den milde Frue og de favre Døttre sad i Karnappen og saae ud over Havens hængende Bukketjørn, ud til den brune Hede -! hvad saae de der efter? De saae efter Storkereden derude paa det faldefærdige Huus. Taget var med Mos og Huusløg, for saa vidt at der var Tag, det som meest dækkede var Storkens Rede, og den var den eneste, der blev hjulpen paa, Storken holdt den istand.

Det var et Huus at see paa, ikke at røre! jeg maatte fare varligt!" sagde Vinden. "For Storkeredens skyld fik Huset Lov at staae, det var jo ellers en Skræmsel paa Heden. Storken vilde Domprovstens ikke jage bort, saa havde Rønnen Lov at blive og Stakkelen derinde kunde have Lov at boe der; det kunde hun takke den ægyptiske Fugl for, - eller var det Tak, fordi hun engang bad for hans sorte vilde Broders Rede i Borreby Skov? Da var hun, Stakkelen, et ungt Barn, en fiin, bleg Hyazint i den adelige Urtegaard. Hun huskede det Allesammen: Anne Dorthea.

"O! o!" - ja, Menneskene kunne sukke, som Vinden kan det i Siv og Rør. "O! - der ringede ingen Klokker over din Grav, Valdemar Daae! de fattige Skoledrenge sang ikke, da Borrebys fordums Herre blev lagt i Jorden! - O! Alt faaer dog Ende, ogsaa Elende! - Søster Ide blev en Bondes Viv! det var vor Fader den haardeste Prøvelse! Datters Mand, en usselig Træl, der af Herremanden kunde sættes til at ride paa den haarde Fjæl! - Nu er han vel under Jorden? og Du med? Ide! - O ja! o ja! det er ikke forbi endda, jeg gamle Stakkel! jeg fattige Stakkel! løs op for mig, rige Christ!"

Det var Anna Dortheas Bøn i det ynkelige Huus, der havde Lov at staae for Storkens Skyld.

Den Raskeste af Søstrene tog jeg mig af!" sagde Vinden, "hun fik sig Klæder skaaret, som hun var i Sindet baaret! hun kom som fattig Karl og tog Hyre hos Skipperen; knap var hun paa Ord, tvær af Mine, men villig til sin Dont; dog klattre kunde hun ikke; - saa blæste jeg hende overbord, før Nogen vidste, at hun var et Qvindfolk, og det var nok vel gjort af mig!" sagde Vinden.

*

"Det var en Paaskemorgen, som da Valdemar Daae troede, at han fandt det røde Guld, da hørte jeg under Storkens Rede, mellem de skrøbelige Vægge, Psalmesang, Anne Dortheas sidste Sang.

Der var ingen Rude, der var kun et Hul i Væggen; - Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.

Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav!" sagde Vinden, "jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!

Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, - og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!

Det er Historie om Valdemar Daae og hans Døttre. Fortæl den bedre, I Andre! om I kunne det!" sagde Vinden og vendte sig.

Væk var den.

Nalagam bralnik