Waltey
Veliki Peter in Mali Peter
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Veliki Peter in Mali Peter
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 12 min branja
- Obseg
- 10 strani
- Naslov izvirnika
- 053 Store-Peer og Vesle-Peer
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Veliki Peter in Mali Peter
Once upon a time there were two brothers, and both were called Peer. The elder was known as Store-Peer, and the younger as Vesle-Peer. When their father died, Store-Peer took over the farm and married a woman with a great deal of money besides. But Vesle-Peer stayed at home with his mother and lived on her allowance until he came of age. Then he received his inheritance, and Store-Peer told him he could no longer stay on the farm eating up his mother’s keep; he had better go out into the world and find something to do.
Well, Vesle-Peer thought that was not such a bad idea. He bought himself a fine horse and a load of butter and other farm produce, and drove to town with them. With the money he made, he bought spirits and other drink, and no sooner was he home than he began celebrating his trip to town. He poured drinks and entertained neighbours and acquaintances, and they poured drinks and entertained him in return, and he lived in clover as long as the money lasted. But when the last penny was gone and Vesle-Peer’s purse was empty, he came home to his old mother again, with nothing left to his name but a calf. When spring came, he turned the calf out to graze in Store-Peer’s meadow. This made Store-Peer so angry that he killed it. Vesle-Peer skinned the calf, hung the hide in the bathhouse until it was thoroughly dry, then rolled it up, put it in a sack, and went about the district trying to sell it. But wherever he went, people laughed at him and said they had no use for a smoked calfskin. After he had walked a long way, he came to another farm. He went inside and asked for a night’s lodging.
“No, I’m afraid I can’t put you up,” said the wife, “for my husband is away at the mountain pasture, and I’m home alone. You must try the neighbouring farm. But if they won’t take you in, you may come back, for we can’t have you left without a roof over your head either,” she said. As Peer passed the window of the little chamber, he saw a priest inside, whom the wife was carrying on with. She set out ale and spirits and a great pot of sour-cream porridge. Just as the priest had sat down to eat and drink, the master of the house came home. But when the wife heard him in the porch, she lost no time: she put the pot of porridge beneath the hearthstone, the ale and spirits in the cellar, and locked the priest in a great chest that stood there.
Vesle-Peer stood outside watching all this, but once the husband was safely indoors, he followed him in and asked whether he might have a night’s lodging. “Yes,” said the man, “you may stay here,” and he invited Peer to sit down at the table and eat.
So Vesle-Peer sat down at the table, taking the calfskin with him, and laid it at his feet. When they had been sitting there a while, he began treading on the hide.
“What’s that you’re saying now? Can’t you keep quiet?” said Vesle-Peer. “Who are you talking to?” asked the man. “Oh, it’s a soothsayer I have in this calfskin,” said Peer. “And what does she foretell?” the man asked. “She says there’s a pot of sour-cream porridge beneath the hearthstone,” said Vesle-Peer.
“Her prophecies can’t be worth much. There hasn’t been any sour-cream porridge in this house for a year and a day,” said the man. But Peer urged him to look, and when he did, he found the pot of porridge.
They began to feast on it, and while they were enjoying themselves, Peer trod on the calfskin again. “Hush!” he said. “Can’t you hold your tongue?” “What does the soothsayer say now?” asked the man.
“She says there’s ale and spirits under the cellar stairs,” Peer replied. “If she’s never foretold anything wrong before, she’s doing it now,” said the man. “Ale and spirits? I can scarcely remember having such things in the house.” “Go and look!” said Peer. The man did, and sure enough, he found the drink, which pleased him mightily.
“What did you pay for that soothsayer? I must have her, whatever you ask,” said the man. “I inherited her from my father, and I wouldn’t part with her for a trifle,” said Peer. “To tell the truth, I’m not much inclined to part with her at all, but never mind: let me have that old chest in the little chamber, and she’s yours.” “The key to the chest is lost!” cried the wife. “I’ll take it without a key,” said Peer, and he and the man soon struck their bargain.
Peer was given a rope instead of the key, and the man helped him hoist the chest onto his back. Off he staggered with it. After he had gone some way, he came to a bridge. Beneath it ran a river so swift that it foamed and seethed, making such a roar that the bridge shook. “That liquor, that liquor!” said Peer. “I can tell I’ve had a drop again. What am I doing lugging this chest about? If I hadn’t been drunk and out of my wits, I’d never have traded my soothsayer for it.
“But now the chest is going into the river, and this very instant!” He began undoing the rope. “Oh, oh! For God’s sake, spare me! It’s the priest of this parish you have in the chest!” cried the man inside. “It must be the Devil himself, trying to make me believe he’s turned priest,” said Peer. “But whether he calls himself priest or parish clerk, into the river he goes.” “Oh no, oh no! It’s the parish priest! I was tending to the woman’s spiritual needs. Her husband is a wild, furious fellow, so she had to hide me in the chest. I have a silver watch and a gold watch on me; you shall have them both, and eight hundred dollars besides. Only let me out!” cried the priest. “Well, well, can it really be you, Father?” said Peer. He took a stone and smashed the lid of the chest, and out came the priest. Then away he went towards the parsonage, swift and light-footed, for neither his watches nor his money would weigh him down any longer.
Vesle-Peer went home again and said to Store-Peer, “Calfskins are fetching a fine price at market today.” “What did you get for that scrap of hide of yours, then?” asked Store-Peer. “Poor as it was, I got eight hundred dollars for it. But the skins of bigger, fatter calves fetch twice as much,” said Vesle-Peer, showing him the money.
“It’s a good thing you told me,” answered Store-Peer. He killed all his calves and cows, and set off for town with their skins and hides. When he reached the market and the tanners asked his price, Store-Peer demanded eight hundred for the small ones, and a price to match for the large. But everyone only laughed and made fun of him, saying he need not go to such trouble; he could get into the madhouse for less than that. Then he understood what had happened, and that Vesle-Peer had tricked him. He was in no pleasant mood when he came home, and he swore and cursed that he would kill Vesle-Peer that night.
Vesle-Peer stood listening to all this. After he had gone to bed with his mother, and the evening had worn on a little, he asked her to change places with him, for he was so cold, and it must be warmer next to the wall, he said. So she did.
Presently Store-Peer came in with an axe in his hand, crept up to the bed, and cut off his mother’s head with a single blow. In the morning Vesle-Peer went into Store-Peer’s room. “God help you for chopping our mother to death,” he said.
“The sheriff won’t think much of your way of providing for her.” Store-Peer was so frightened that he begged Vesle-Peer, for God’s sake, to keep what he knew to himself. If he would, he should have eight hundred dollars. Vesle-Peer pocketed the money, put his mother’s head back on, got her onto a sledge, and pulled her to market. There he sat her up with a basket of apples on each arm and an apple in each hand. Along came a ship’s captain, who took her for a market woman and asked whether she had apples for sale, and how many he could have for a penny.
But the old woman did not answer. The captain asked again. Still she gave no answer. “How many do I get for a penny?” he shouted a third time, but the woman sat there as though she neither saw nor heard him. This made the captain so angry that he gave her a cuff under the ear, sending her head rolling across the marketplace. At that very moment Vesle-Peer came running up, weeping and wailing, and threatening to ruin the captain for killing his old mother. “My dear fellow, only keep what you know to yourself, and you shall have eight hundred dollars,” said the captain, and on that they settled. When Vesle-Peer came home again, he said to Store-Peer, “Old women are fetching a fine price at market today. I got eight hundred for our mother,” and he showed him the money. “It’s a good thing I heard about that,” said Store-Peer. He had an old mother-in-law, so he killed her and hurried off to sell her. But when people heard that he was going about offering dead bodies for sale, they wanted to hand him over to the sheriff, and he escaped by the skin of his teeth. When Store-Peer came home again, he was so furious with Vesle-Peer that he threatened to kill him on the spot. There was no mercy to be expected.
“Well, well, we must all go that way, and there’s only a night between today and tomorrow. But if I must leave this world now, there’s one thing I’d ask of you: put me in that sack hanging over there, and carry me down to the river,” said Vesle-Peer. Store-Peer had no objection to that. He stuffed him into the sack and set off. But he had gone only a little way when he remembered something he had forgotten and had to go back for it, leaving the sack by the roadside. Just then a man came along driving a great, fine flock of sheep.
“To Heaven! To Paradise! To Heaven! To Paradise!” cried Vesle-Peer from inside the sack, and he went on chanting it over and over. “May I come too?” asked the man with the flock. “Yes, if you untie the sack and climb in instead of me, you shall go there,” said Vesle-Peer. “I don’t mind waiting till another time. But you must be sure to call out just as I did, or you won’t reach the right place.” The man untied the sack and took Vesle-Peer’s place. Peer tied it up again, and the man began shouting:
“To Heaven! To Paradise! To Heaven! To Paradise!” And he kept up the chant. Once Peer had him safely in the sack, he wasted no time: he hurried off with the flock, taking a wide detour. Meanwhile Store-Peer returned, shouldered the sack, and carried it down towards the river. All the way there, the sheep-drover sat inside calling:
“To Heaven! To Paradise!” “Well, well, see if you can find the way!” said Store-Peer, and threw him in. Having done that, Store-Peer turned for home, and on the way he met his brother driving the flock of sheep before him.
Store-Peer was utterly astonished, and asked how Vesle-Peer had got out of the river, and where he had found such a fine flock of sheep. “It was a truly brotherly deed to throw me in,” Vesle-Peer replied. “I sank straight to the bottom like a stone, and you should have seen the flocks of sheep I found there! They roam about down there by the thousand, one flock finer than the next. And just look at these: there’s wool for you!” said Peer. “It’s a good thing you told me,” said Store-Peer. He hurried home to his wife, brought her down to the river, climbed into a sack, and told her to be quick about tying it shut and throwing him off the bridge. “I’m going down for a flock of sheep. But if I’m so long about it that you can tell I can’t manage the flock, you must jump in after me and help,” said Store-Peer. “Yes, only don’t be too long, for I’m longing for those sheep,” said his wife. She stood waiting a while, but then she thought to herself that her husband must be having trouble rounding up the flock, so she jumped in after him. And so Vesle-Peer was rid of them all. He inherited the farm and the land, the horses and the tools, and had money of his own to buy cattle with.
Izvirnik
053 Store-Peer og Vesle-Peer
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang to Brødre og begge hed de Peer, den ældste kaldte de Store-Peer, og den yngste kaldte de Vesle-Peer. Da Faderen var død tog Store-Peer Gaarden og fik en Kjærring med mange Penge til. Men Vesle-Peer var hjemme hos Moderen sin, og levede paa hendes Livøre til han blev myndig. Da han det var, fik han Arven sin, og Store-Peer sagde, at nu skulde han ikke længer være paa Gaarden og æde op Føderaadet for sin Moder, det var bedre han reiste ud i Verden og tog sig Noget til.
Ja, det syntes Vesle-Peer heller ikke var saae ilde; han kjøbte sig en brav Hest og et Læs med Fedevarer, og foer til Byen med, og for Pengene han fik, kjøbte han Brændeviin og Drikkevarer, og han var ikke kommen hjem, førend der strax blev Byhelg hos ham, og han skjænkede og trakterede baade Grander og Kjendinger, og de skjænkede og de trakterede ham igjen, og han levede i Suus og Duus saalænge Pengene varede. Men da det var forbi med Skillingerne, og Vesle-Peer var bleven pungreen, kom han hjem til sin gamle Moder igjen, og da eiede han ikke mere end en Kalv. Da Vaaren kom, slap han Kalven ud og lod den beite paa Engen til Store-Peer. Saa blev Store-Peer sindt og slog Kalven ihjel. Vesle-Peer, han flaaede Skindet af Kalven,
hang det ind paa Badstuen, saa det blev rigtig tørt, og rullede det sammen, puttede det i en Sæk og gik paa Bygden med det og vilde sælge det, men hvor han kom, saa loe de af ham og sagde, at de havde ikke Brug for røget Kalveskind. Da han havde gaaet et langt Stykke kom han til en Gaard igjen. Der gik han ind og bad om Huus til Natten. „Nei jeg kan nok ikke laane dig Huus,„, sagde Kjærringen; for Manden min er paa Stølen, og jeg er alene hjemme. Du faaer prøve at faae Huus i Grandegaarden; men faaer du ikke det, saa kan du komme igjen, for du kan ikke være huusvild heller,“ sagde hun. Da Peer gik forbi Kovevinduet, saa han, at der var en Præst inde i Koven, som Kjærringen holdt sig med, og saa satte hun frem Øl og Brændeviin og en stor
Gryde med Rømmegrød. Da Præsten havde sat sig til at æde og drikke, kom Manden i Huset hjem igjen; men da Kjærringen fik høre ham i Svalen, var hun ikke seen, tog Rømmegrødgryden og satte under Aarehellen, Øllet og Brændevinet i Kjælderen, og Præsten læste hun ned i en stor Kiste, som stod der. Alt dette stod Vesle-Peer udenfor og saa paa; men da Manden vel var kommen ind, saa gik Vesle-Peer efter og bad om han kunde faae laant Huus. „Ja,“ sagde Manden, „du skal faae laant Huus,“ og saa bad han Peer at sætte sig bort til Bordet og æde.
Ja, Vesle-Peer satte sig bort til Bordet og tog med sig Kalveskindet og det lagde han ved Fødderne sine. Da de havde siddet en Stund, begyndte Vesle-Peer at traakke paa Skindet. „Hvad siger du nu igjen? kan du ikke tie stille?“ sagde Vesle-Peer. „Hvem er det du snakker med?“ spurgte Manden. „Aa, det er en Spaamø, jeg har i Kalveskindet,“ sagde Peer. „Hvad spaaer hun da?“ sagde Manden igjen. „Hun siger, det ikke er frit for at der staaer Rømmegrød under Aarehellen“ sagde Vesle-Peer.
„Hun spaaer nok saa som saa; her har ikke været Rømmegrød i Huset paa Aar og Dag,“ sagde Manden; men Peer bad ham see efter, det gjorde han, og saa fandt han Flødegrødgryden. Den begyndte de at godgjøre sig med, og allerbedst de sad, saa traakkede Peer paa Kalveskindet. „Hys,“ sagde han, „kan dit ikke holde Kjæften?“ „Hvad siger Spaamøen nu?“ sagde Manden. „Det er ikke frit for at der staaer Øl og Brændeviin under Kjældertrappen, siger hun,“ svarede Peer. „Har hun aldrig spaaet miste før, saa gjør hun det nu,“ sagde Manden. „Øl og Brændeviin? de Ting kan jeg neppe mindes, vi har havt i Huset.“ „Se efter!“ sagde Peer; det gjorde Manden — jo ganske rigtig, han fandt Drikkevarerne, og saa blev der vel en Glæde
paa ham. „Hvad har du givet for den Spaamøen? Den maa jeg have, hvad du saa begjærer for den,“ sagde Manden. „Jeg har faaet den i Fa’ersarv, og ikke Meget har jeg taget den for,“ sagde Peer. „Rigtignok har jeg ikke synderlig Lyst til at skille mig ved den, men det er det samme, lader du mig faae den gamle Kisten, som staaer i Koven, skal du have den.“ „Kistenøglen er bleven borte!“ skreg Kjærringen. „Jeg tager den uden Nøgel, jeg,“ sagde Peer; og saa blev han og Manden snart enige om Handelen.
Peer fik et Reb i Stedet for Nøglen, og Manden hjalp ham at faae Kisten paa Ryggen, og med den ranglede han afsted. Da han havde gaaet et Stykke, kom han ud paa en Bro; under den gik der en Elv saa strid at den fossede og skummede, og larme gjorde den, saa Broen ristede. „Det Brændevinet, det Brændevinet!“ sagde Peer. „Jeg kan mærke, jeg har smagt paa det igjen. Hvad skal jeg gaae og drasse paa denne Kisten efter? Havde jeg ikke været fuld og gal, saa havde jeg da ikke handlet den til mig for Spaamøen.
Men nu skal Kisten i Elven og det paa flyvende Timen!“ Han til at løse Rebet af. „Au, au! gjør for Guds Skyld og frels mig. Det er Præsten her i Gjeldet, du har i Kisten,“ skreg han som i den var. „Det maa være Fanden selv, som vil indbilde mig at han er bleven Præst,“ sagde Peer, „men enten han gjør sig til Præst eller Klokker, saa skal han nu ud i Elven.“ „Aa nei, aa nei, det er Sognepræsten i Gjeldet, som var paa Sjælesorg hos Kjærringen. Manden er vild og galen, og saa maatte hun gjemme mig i Kisten. Jeg har et Sølvuhr og et Gulduhr paa mig, dem skal du faae og 800 Daler til. Slip mig bare ud!“ raabte Præsten. „Nei, nei, er det rigtig han Faer da?“ sagde Peer; han tog en Steen og slog Kistelaaget i Stykker,
saa slap Præsten ud, og han hjemefter til Præstegaarden baade fort og let, for Uhrene og Hengene hans skulde ikke tynge ham længer. Vesle-Peer gik nu hjem igjen og sagde til Store-Peer: „Idag gjælder vel Kalveskindene paa Torvet.“ „Hvad fik du for Skindfillen din da?“ spurgte Store-Peer. „Ikke, ligere end den var, fik jeg 800 Daler for den, men for større og federe Kalve gjælder Skindet det Dobbelte,“ sagde Vesle-Peer og viste frem Pengene.
„Det var brav, du sagde mig det,“ svarede Store-Peer; han slog ihjel alle sine Kalve og Køer, og gav sig paa Byveien med Skind og Huder. Da han kom til Torvs, og Garverne spurgte, hvad Priis han holdt Skindene sine i, forlangte Store-Peer 800 for de smaa og efter det for de store. Men alle Folk loe bare og gjorde Nar af ham, og sagde, at han ikke behøvede at tage saaledes i Veien, han kunde nok slippe ind i Dolhuset for bedre Kjøb, og saa forstod han, hvorledes det var gaaet til, og at Vesle-Peer havde luret ham. Da han kom hjem igjen, var han nu ikke blid, han svoer og bandede paa, at han vilde slaae Vesle-Peer ihjel om Natten.
Det stod denne og hørte paa. Da han havde lagt sig i Sengen med sin Moder og det led lidt ud paa Kvelden, bad han Moderen bytte Rum med ham, for han frøs saa, og ved Væggen var det vel varmere, sagde han. Ja, det gjorde hun. Om lidt kom Store-Peer med en Øx i Haanden og stiltrede sig bort til Sengen, og hug Hovedet af Moderen i eet Hug. Om Morgenen gik Vesle-Peer ind i Stuen til Store-Peer. „Gud trøste og bedre dig, som har hugget ihjel Mo’er vor,“ sagde han; „Lensmanden holder nok ikke af, at du udreder Føderaadet paa den Maade.“ Saa blev Store-Peer saa ræd, at han bad Vesle-Peer, han for Guds Skyld skulde tie med det, han vidste, vilde han det, skulde han faae 800 Daler. Ja Vesle-Peer strøg Pengene til sig,
satte Hovedet paa Moderen igjen, fik hende paa en Kjælke og trak hende til Torvs. Der satte han hende med en Æblekurv paa hver Arm og et Æble i hver Haand. Saa kom der en Skipper gaaende, han troede det var en Kurvekjærring, og spurgte om hun havde Æbler at sælge, og hvormange han fik for Skillingen? Men den gamle Konen svarede ikke. Skipperen spurgte en Gang til. Nei, hun svarede ikke. „Hvormange faaer jeg for Skillingen?“ skreg han tredie Gang, men Kjærringen sad som hun hverken hørte eller saa ham; da blev Skipperen saa sindt at han lagde til hende under Øret, saa Hovedet trillede bortover Torvet. I det samme kom Vesle-Peer springende; han græd og bar sig og truede Skipperen med at gjøre ham reent ulykkelig fordi han havde
slaaet hans gamle Moder ihjel. „Kjære Vene, ti bare stille, med hvad du veed, skal du faae 800 Daler,“ sagde Skipperen, og det blev de da forligte om. — Da Vesle-Peer kom hjem igjen, sagde han til Store-Peer: „Idag gjælder vel gamle Kjærringer paa Torvet. Jeg fik 800 for Mo’er vor,“ og saa viste han frem Pengene. „Det var brav jeg fik vide det,“ sagde Store-Peer; han havde en gammel Værmoder, hende tog han og slog ihjel og strøg afsted med for at sælge hende. Men da de hørte, at han gik og falholdt døde Folk, vilde de sætte ham til Lensmanden, og det var med Nød og Neppe han slap fra det. Da Store-Peer kom hjem igjen, var han saa sindt og gal paa Vesle-Peer, at han truede med dræbe ham paa flyvende Timen, der var ingen Naade at vente.
„Ja ja, vi skal alle den Vei; og idag og imorgen er der bare Natten imellem. Men skal jeg af Gaarde nu, saa har jeg een Ting at bede dig om: put mig i den Sækken, som hænger der, og bær mig paa Elven!“ sagde Vesle-Peer, og det havde Store-Peer Intet imod; han stoppede ham i Sækken og gik afsted. Men aldrig for var han et lidet Stykke paa Veien, saa kom han i Hu, at han havde glemt Noget, det maatte han tilbage efter, og imedens satte han Sækken paa Veikanten. Saa kom der en Mand drivende med en stor, gjild Drift Sauder.
„Til Himmerig! til Paradis! Til Himmerig! til Paradis!“ raabte Vesle-Peer, som laa i Sækken, og det blev han ved at gnage og gnaale paa. „Kan ikke jeg faae Lov at være med?“ sagde han, som kom med Driften. „Jo, vil du løse op Sækkebaandet og krybe nedi i mit Sted, skal du faae komme der,“ sagde Vesle-Peer, „jeg kan gjerne bie til en anden Gang jeg. Men du maa endelig raabe paa det samme som jeg, ellers kommer du ikke til rette Stedet.“— Manden løste op Sækkebaandet og satte sig i Rummet til Vesle-Peer; Peer knyttede Sækkebaandet igjen, og Manden begyndte at raabe: „Til Himmerig, til Paradis!
Til Himmerig! til Paradis!“ og den Lexen blev han ved med. Da Peer vel havde faaet ham i Sækken, var han ikke seen: han skyndte sig afsted med Driften, og gjorde en dygtig Sving paa Veien. Imedens kom StorePeer igjen, tog Sækken paa Nakken og bar den bortover til Elven, og alt som han gik, sad Driftebonden inde i den og raabte: „Til Himmerig! til Paradis!“ „Ja ja, prøv selv, om du finder Veien!“ sagde Store-Peer og kastede ham udi.
Da Store-Peer havde gjort det og gik hjemover igjen, mødte han Broderen, som kom drivende med Saudflokken foran sig. Store-Peer blev reent forundret og spurgte, hvordan Vesle-Peer var sluppen op af Elven, og hvor han havde faaet den gjilde Sauddriften fra. „Det var rigtig et Bro’ersstykke af dig, at du kastede mig udi,“ svarede Vesle-Peer. „Jeg sank lige til Bunds som en Steen, og der fik jeg vel see Saudflokker, kan du troe; dernede gaae de i Tusindviis, den ene Drift større end den anden. Og her seer du: det er vel Uldsauder!“ sagde Peer. „Det var brav, du fortalte mig det,“ sagde Store-Peer; han strøg hjem til Kjærringen sin, tog hende med sig til Elven, krøb i en Sæk og bad hende skynde sig at knytte for den og kaste ham udover Broen. „Jeg
vil efter en Sauddrift; men skulde jeg blive for længe, saa du kan mærke, jeg ikke raader med Saudflokken, faaer du springe efter og hjælpe mig,“ sagde Store-Peer. „Ja, bliv bare ikke for længe, for jeg stunder saa paa Sauderne,“ sagde Konen. Hun stod og ventede en Stund, men saa tænkte hun ved sig selv, at Manden nok ikke kunde raade med at faae Saudflokken jaget sammen, og saa hoppede hun efter. Saa var Vesle-Peer kvit dem Alle, han arvede Gaard og Grund, og Heste og Redskab, og selv havde han Penge at kjøbe sig Klavefæ for.
Nadaljuj z branjem