Waltey

Prevod

There was once a large wax candle, and it knew very well what it was. “I was born of wax and cast in a mould!” it said. “I shine more brightly and burn longer than other candles; my place is in a chandelier or a silver candlestick!”

“That must be a lovely life!” said the tallow candle. “I am only made of tallow, only a dipped candle, but I comfort myself with the thought that at least I am a little better than a rushlight; that is dipped only twice, while I have been dipped eight times to give me a respectable thickness. I am content! No doubt it is grander and happier to be born of wax rather than tallow, but we do not choose our own place in this world. You go into the drawing room, into a glass chandelier, while I stay in the kitchen; but that is a good place too, for it supplies the whole house with food!”

“But there is something more important than food!” said the wax candle. “Society! To see it sparkle, and to sparkle oneself! There is a ball here tonight, and soon I and my whole family will be fetched!”

Scarcely had it spoken when all the wax candles were fetched, but the tallow candle was taken along too. The lady of the house herself took it in her delicate hand and carried it out to the kitchen. A little boy stood there with a basket, which was filled with potatoes, and a couple of apples were put in as well. All this the kind lady gave to the poor boy.

“Here is a candle for you too, my little friend!” she said. “Your mother sits working far into the night, and she can use it!” The little daughter of the house was standing close by, and when she heard the words “far into the night,” she said with heartfelt delight, “I shall be up far into the night too! We are having a ball, and I shall wear my big red bows!”

How her face shone! That was joy! No wax candle can shine like a child’s two eyes! “What a blessed sight!” thought the tallow candle. “I shall never forget it, and I shall surely never see its like again!”

Then it was laid in the basket beneath the lid, and the boy carried it away. “Where am I going now?” thought the candle. “I am going to poor people, and perhaps I shall not even have a brass candlestick, while the wax candle sits in silver and sees the finest people. How lovely it must be to shine for the finest people! But it was my lot to be tallow and not wax!”

And the candle came to poor people: a widow with three children in a small, low-ceilinged room directly opposite the rich house. “God bless the kind lady for what she has given us!” said the mother. “What a lovely candle! It can burn far into the night.”

And the candle was lit. “Puff—ugh!” it said. “What a foul-smelling sulphur match she used to light me! They would hardly treat a wax candle like that over in the rich house!”

There too the candles were being lit; their light shone across the street. Carriages rumbled up with the finely dressed guests, and music rang out. “Now they are beginning over there!” the tallow candle sensed, and it thought of the little rich girl’s radiant face, brighter than all the wax candles. “I shall never see that sight again!”

Then the youngest child in the poor home came over, a little girl. She put her arms around her brother’s and sister’s necks; she had something very important to tell them, something that must be whispered: “Tonight we are going to—just think!—tonight we are going to have hot potatoes!”

And her face shone with bliss. The candle shone straight into it and saw a joy, a happiness as great as that in the rich house, where the little girl had said, “We are having a ball tonight, and I shall wear my big red bows!”

“Can having hot potatoes mean just as much?” thought the candle. “Why, the little ones here are every bit as happy!” And then it sneezed; that is to say, it sputtered, for that is all a tallow candle can do.

The table was laid, and the potatoes were eaten. Oh, how good they tasted! It was a feast, and afterwards each child had an apple, and the youngest recited the little verse:

“Dear God, I give my thanks to Thee, For once again Thou hast fed me! Amen.” “Wasn’t that nicely said, Mother?” the little girl then exclaimed. “You must not ask or say such a thing!” said her mother. “You should think only of the good God who has fed you!”

The little ones were put to bed, given a kiss, and fell asleep at once, while their mother sat sewing far into the night to earn a living for them and herself. And over in the rich house the candles shone and the music rang out. The stars twinkled above all the houses, above the rich and the poor alike, equally bright, equally blessed.

“It was really a lovely evening!” thought the tallow candle. “I wonder whether the wax candles had a better time in their silver candlesticks? I should like to know before I burn out!” And it thought of the two equally happy little girls, one lit by wax candles, the other by a tallow candle!

Yes, that is the whole story!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var et stort vokslys, det vidste nok hvad det var.

"Jeg er født i voks og støbt i form!" sagde det. "Jeg lyser bedre og brænder i længere tid end andre lys; min plads er i lysekrone eller sølvstage!"

"Det må være en dejlig tilværelse!" sagde tællelyset. "Jeg er kun af tælle, kun spiddelys, men jeg trøster mig ved, at det altid er lidt mere end at være en prås; den dyppes kun to gange, jeg er dyppet otte gange for at få min anstændige tykkelse. Jeg er tilfreds! det er vistnok finere og lykkeligere stillet at være født i voks og ikke i tælle, men man stiller sig jo ikke selv i denne verden. De kommer i storstuen i glaskrone, jeg bliver i køkkenet, men det er også et godt sted, derfra får hele huset maden!"

"Men der er noget, der er vigtigere end maden!" sagde vokslyset: "Selskabeligheden! se den stråle og selv at stråle! Her er bal i aften, nu bliver jeg og hele min familie snart afhentet!"

Næppe var det sagt, så blev alle vokslysene afhentet, men også tællelyset kom med. Fruen selv tog det i sin fine hånd og bar det ud i køkkenet; der stod en lille dreng med en kurv, den blev fyldt med kartofler, også et par æbler kom deri. Alt det gav den gode frue den fattige dreng.

"Der har du et lys til, min lille ven!" sagde hun. "Din moder sidder og arbejder helt ud på natten, hun kan bruge det!"

Husets lille datter stod tæt ved, og da hun hørte de ord: "ud på natten," sagde hun med inderlig glæde: "Jeg skal også være oppe til ud på natten! vi skal have bal, og jeg får de store, røde sløjfer på!"

Hvor strålede hendes ansigt! det var glæde! intet vokslys kan stråle som to barneøjne!

"Det er velsignet at se!" tænkte tællelyset, "det glemmer jeg aldrig, og det ser jeg vist aldrig mere!"

Og så blev det lagt i kurven under låget, og drengen gik med det.

"Hvor skal jeg nu hen!" tænkte lyset; "jeg skal til fattige folk, får måske ikke engang en messingstage, mens vokslyset sidder i sølv og ser de fineste folk. Hvor det må være dejligt at lyse for de fineste folk! det blev nu min lod at være tælle og ikke voks!"

Og lyset kom til fattigfolk, en enke med tre børn i en lille lav stue lige over for det rige hus.

"Gud velsigne den gode frue for hvad hun gav!" sagde moderen, "det er jo et dejligt lys! det kan brænde til ud på natten."

Og lyset blev tændt.

"Fut-føj!" sagde det. "Det var en fæl lugtende svovlstik, hun tændte mig med! Sligt byder man næppe et vokslys ovre i det rige hus!"

Også der tændtes lysene; de strålede ud over gaden; vognene rumlede med de pyntede balgæster, musikken klang.

"Nu begynder de derovre!" fornemmede tællelyset og tænkte på den lille, rige piges strålende ansigt, mere strålende end alle vokslysene. "Det syn ser jeg aldrig mere!"

Da kom det mindste af børnene i det fattige hus, en lille pige var det; hun tog broder og søster om halsen, hun havde noget meget vigtigt at fortælle, det måtte hviskes: "Vi skal i aften – tænk! – vi skal i aften have varme kartofler!"

Og hendes ansigt strålede af lyksalighed; lyset skinnede lige ind deri, det så en glæde, en lykke så stor som ovre i det rige hus, hvor den lille pige sagde: "Vi skulle have bal i aften, og jeg skal have de store røde sløjfer på!"

"Er det at få varme kartofler lige så meget!" tænkte lyset. "Her er jo lige stor glæde hos de små!" Og det nøs derpå; det vil sige, det spruttede, mere kan et tællelys ikke.

Bordet blev dækket, kartoflerne spist. Oh, hvor de smagte! det var et helt festmåltid, og så fik hver et æble ovenpå, og det mindste barn fremsagde det lille vers:

"Du gode Gud, jeg takker dig,

At du igen har mættet mig!

Amen."

"Var det ikke pænt sagt, moder!" udbrød derpå den lille.

"Det må du ikke spørge om, eller sige!" sagde moderen. "Du skal alene tænke på den gode Gud, som har mættet dig!"

De små kom i seng, fik et kys og sov lige straks, og moder sad og syede til ud på natten for at få sit udkomme til dem og sig. Og ovre fra det rige hus skinnede lysene og musikken klang. Stjernerne blinkede over alle huse, over de riges og over de fattiges, lige klare, lige velsignede.

"Det var i grunden en rar aften!" mente tællelyset. "Mon vokslysene havde det bedre i sølvstage? Det gad jeg nok vide før jeg er brændt ud!"

Og det tænkte på de to lige lykkelige, den ene bestrålet af vokslys, den anden af et tællelys!

Ja, det er hele historien!

Nalagam bralnik