Waltey
Stari cerkveni zvon
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Stari cerkveni zvon
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 9 min branja
- Obseg
- 8 strani
- Naslov izvirnika
- Den gamle kirkeklokke
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Stari cerkveni zvon
(Written for “Schiller’s Album”) In the German land of Württemberg, where the acacias bloom so beautifully beside the highway and the apple and pear trees bend beneath their ripe bounty at harvest, lies a little town called Marbach. It is among the humblest of towns, but it lies beautifully beside the River Neckar, which hastens past towns, old knights’ castles, and green, vine-clad hills to mingle its waters with the proud stream of the Rhine.
It was late in the year; red leaves hung on the vines, showers of rain fell, and the cold wind grew stronger. It was not the pleasantest season for the poor; the days were turning dark, and darker still were the interiors of the little old houses. One of these stood with its gable toward the street and its windows low, a poor and humble dwelling; and poor and humble, too, was the family who lived there, but honest and industrious, with the fear of God in the treasury of their hearts. The Lord was soon to grant them another child. The hour had come, and the mother lay in pain and distress when the sound of a bell reached her from the church tower, so deep, so solemn. It was a sacred moment, and the sound filled the praying woman with devotion and faith; her thoughts rose fervently to God, and at that very moment she gave birth to her little son and felt herself infinitely happy. The bell in the tower seemed to ring out her joy over town and country. Two bright baby eyes looked at her, and the little one’s hair shone as though gilded. The child was welcomed into the world with the ringing of a bell on that dark November day. His mother and father kissed him, and in their Bible they wrote that “on the tenth of November 1759 God gave us a son,” and later it was added that at his baptism he received the names “Johan Christoph Friedrich.”
What became of the little fellow, the poor boy from humble Marbach? Well, no one knew then, not even the old church bell, however high it hung, though it had been the first to ring and sing for him who would one day sing the loveliest song of “The Bell.”
And the little one grew, and the world grew with him. His parents moved to another town, but dear friends remained in little Marbach, and so one day mother and son came back to visit. The boy was still only six, but he already knew something of the Bible and the sacred hymns. Many an evening, sitting in his little cane chair, he had heard his father read Gellert’s fables and the song of the Messiah; he and his sister, two years older than himself, had wept hot tears over the story of Him who suffered death upon the cross to save us all.
On that first visit to Marbach, the town had changed very little; after all, it had not been so very long since they had left. The houses stood as before, with their pointed gables, leaning walls, and low windows. New graves had appeared in the churchyard, and there, close against the wall, the old bell now stood down in the grass. It had fallen from its height and cracked, and could no longer ring; another had already taken its place.
Mother and son had entered the churchyard and stood before the old bell, and the mother told her little boy how that bell had served its purpose for hundreds of years, ringing for christenings, wedding rejoicings, and funerals. It had spoken of festive joy and the terrors of fire; indeed, the bell had sung out the whole of human life. And the child never forgot what his mother told him; it rang within his breast until, as a man, he had to sing it forth. And his mother told him how this old church bell had rung comfort and joy to her in her hour of anguish, how it had pealed and sung when her little boy was given to her. And the child looked almost reverently at the great old bell; he bent down and kissed it, old and cracked and cast aside though it stood there among the grass and nettles.
It remained in the memory of the little boy, who grew up in poverty. Tall and thin, with reddish hair and a freckled face—yes, that was how he looked—but he possessed two clear eyes like deep water. How did he fare? He fared well, enviably well! By the highest favour he had been admitted to the military school, to the division for the children of the finer families, and that was an honour, a piece of good fortune. He wore gaiters, a stiff neckcloth, and a powdered wig. He received his learning, and it came to the commands of “March!”—“Halt!”—“Face front!” Surely something might come of that.
The old church bell, tucked away and forgotten, would probably end up in the melting furnace one day; what would come of it then? That was impossible to say, and it was equally impossible to say what would become of the bell within the young breast. There was metal in there; it resounded, it had to ring out into the wide world, and the more confining life became behind the school walls, the more deafening the cries of “March! Halt! Face front!” grew, the more strongly it rang within the young man’s breast. He sang it to his circle of comrades, and its sound travelled beyond the country’s borders. But that was not what he had been given schooling, clothes, and food for; he had been assigned a number for the cog he was to be in the great clockwork to which we must all belong, serving some tangible use. How little we understand ourselves; how, then, should others, even the best of them, always understand us! Yet it is pressure that forms the precious stone. The pressure was there; would the world, in time, come to know the jewel?
There were great festivities in the sovereign’s capital. A thousand lamps shone, and rockets blazed; that splendour is still remembered because of him who, unnoticed amid his tears and anguish, was then trying to reach foreign soil. He had to leave his native land, his mother, all his loved ones, or perish in the stream of mediocrity.
The old bell was well enough off, standing sheltered beside Marbach’s church wall, tucked away, forgotten! The wind swept over it and could have told of him at whose birth the bell had rung; it could have told how coldly it had blown over him when, exhausted with weariness, he had lately sunk down in a forest in the neighbouring country, all his wealth and hope for the future consisting of a few written pages of “Fiesco.” The wind could have told of his only patrons, artists every one, who slipped away from the reading to play at skittles. The wind could have brought word of the pale fugitive who lived for weeks and months in a shabby inn, where the landlord drank and blustered, where coarse merriment reigned while he sang of the ideal. Hard days, dark days! The heart itself must suffer and endure what it is to sing.
Dark days and cold nights passed over the old bell; it felt nothing of them, but the bell in a human breast feels its time of hardship. How did the young man fare? What became of the old bell? Well, the bell travelled far away, farther than it could ever have been heard from its lofty place in the tower. As for the young man, the bell within his breast sounded farther than his feet would ever wander or his eyes would ever see; it resounded, and still rings out across the ocean, around the earth. But first hear about the bell! It left Marbach, sold as old copper, and was destined for a melting furnace in Bavaria. How did it get there, and when? The bell must tell that itself, if it can; it is of no great importance. But certain it is that it came to Bavaria’s royal city. Many years had passed since it fell from the tower; now it was to be melted down and cast into a great memorial, the figure of a great man of the German people and their land. Now hear how it came about; how strangely and beautifully things happen in this world! Up in Denmark, on one of the green islands where the beech trees grow and the ancient burial mounds are many, there had been a very poor boy who wore wooden clogs and carried food in an old cloth to his father, who worked at carving in the naval dockyard. That poor child had become the pride of his country; he carved such glories in marble that the world marvelled at them, and it was he who was given the honourable task of shaping in clay a figure of greatness and beauty to be cast in bronze: the image of him whose name his father had written in his Bible, Johan Christoph Friedrich.
And the molten metal flowed glowing into the mould. The old church bell—ah, no one thought of its native home or its vanished peal—the bell flowed into the mould and formed the head and breast of the statue that now stands unveiled in Stuttgart before the old palace, in the square where the man it represents once walked, alive and real, struggling and striving, oppressed by the world around him: the boy from Marbach, the pupil of the Karlsschule, the fugitive, Germany’s great, immortal poet, who sang of Switzerland’s liberator and France’s divinely inspired maiden.
It was a beautiful sunny day; flags fluttered from towers and rooftops in the royal city of Stuttgart, and the church bells rang out in celebration and joy. Only one bell was silent; it shone in the clear sunlight, shone from the face and breast of the honoured figure. It was exactly a hundred years since the day when the bell in Marbach’s tower had rung joy and comfort to the suffering mother who gave birth to her child, poor in that poor house, the child who would one day be the rich man whose treasures the world blesses: the poet of the noble woman’s heart, the singer of all that is great and glorious, Johan Christoph Friedrich Schiller.
Izvirnik
Den gamle kirkeklokke
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
(Skrevet til "Schillers album")
I det tyske land Würtemberg, hvor akacietræerne så dejligt blomstrer ved landevejen og æble- og pæretræerne bugner i høst ved den modne velsignelse, ligger en lille by, Marbach; den hører til de ganske ringe stæder, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig forbi byer, gamle ridderborge og grønne vinbjerge, for at blande sine vande med den stolte Rhinstrøm.
Det var sent på året, vinløvet hang med røde blade, regnbyger faldt, og den kolde blæst tog til; det var ikke den fornøjeligste tid for de fattige; det blev mørke dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, små huse. Et af disse lå med gavlen ud mod gaden, med lave vinduer, fattigt og ringe at se til, og det var da også familien, som boede der, men brav og flittig; dertil med gudsfrygt i hjertets skatkammer. Et barn tíl ville Vorherre snart forunde dem; det var timen, moderen lå i smerte og nød, da lød ind til hende fra kirketårnet klokkeklang, så dyb, så festlig, det var en højtidsstund, og klokkens lyd fyldte den bedende med andagt og tro; tankerne løftede sig så inderligt mod Gud, og i samme stund fødte hun sin lille søn og følte sig så uendelig glad. Klokken i tårnet syntes at ringe hendes glæde ud over by og land. To klare barneøjne så på hende, og den lilles hår skinnede, som om det var forgyldt; barnet blev modtaget i verden med klokkeklang på den mørke novemberdag; moder og fader kyssede det, og i deres bibel skrev de ind, at "den tiende november 1759 gav Gud os en søn," og siden blev tilføjet, at han i dåben fik navnene "Johan Christoph Friedrich."
Hvad blev der af den lille fyr, den fattige dreng fra det ringe Marbach? Ja, det vidste ingen dengang, selv ikke den gamle kirkeklokke, i hvor højt den hang og havde ringet og sunget først for ham, der siden skulle synge den dejligste sang om "Klokken."
Og den lille voksede og verden voksede for ham; vel flyttede forældrene til en anden by, men kære venner blev i det lille Marbach, og derfor kom også moder og søn der i besøg en dag; drengen var endnu kun seks år, men han kendte allerede en del til Biblen og de fromme salmer, han havde alt mangen aften fra sin lille rørstol hørt fader læse Gellerts fabler og sangen om Messias; hede tårer havde han og den to års ældre søster grædt ved læsningen om ham, der led korsets død til frelse for os alle.
Ved det første besøg i Marbach havde byen ikke stort forandret sig, det var jo heller ikke så meget længe siden, de drog bort; husene stod som før med spidse gavle, hældende mure og lave vinduer; på kirkegården var kommet nye grave til, og der, lige op til muren, stod nu nede i græsset den gamle klokke, den var falden ned fra sin højde, havde fået en sprække og kunne ikke ringe mere, en ny var også kommen i dens sted.
Moder og søn var trådt ind på kirkegården, de stod foran den gamle klokke, og moderen fortalte sin lille dreng, hvorledes den klokke i flere hundrede år havde gjort gavn, ringet til barnedåb, til bryllupsglæde og begravelse; den havde mælet om festglæde og ildens rædsler; ja klokken sang ud et helt menneskeliv. Og aldrig glemte barnet hvad moderen fortalte, det klang i hans bryst, til han som mand måtte synge det ud. Og moderen fortalte ham, hvorledes denne gamle kirkeklokke havde ringet trøst og glæde til hende i angstens time, runget og sunget, da hendes lille dreng blev givet hende. Og barnet så næsten med andagt på den store, gamle klokke, han bøjede sig ned og kyssede den, i hvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem græs og nælder.
I minde blev den hos den lille dreng, der i fattigdom skød op; lang og mager, rødlig af hår, fregnet i ansigtet, ja det var han, men to klare øjne, som det dybe vand, havde han i eje. Hvorledes gik det ham? Det gik ham godt, misundelsesværdigt godt! han var i højeste nåde taget op i den militære skole i afdelingen, hvor de finere folks børn var, og det var en hæder, en lykke; han gik med støvletter, stift halsbind og pudret paryk. Lærdommen fik han, og den kom under "March!" - "Holdt!" - "Front!" Det kunne der nok komme noget ud af.
Den gamle kirkeklokke, gemt og glemt, ville vel engang komme i smelteovnen, hvad kom der så ud af den? Ja det var det umuligt at sige, og det var heller ikke muligt at sige, hvad der ville komme af den klokke inde i det unge bryst, der var en malm derinde, den rungede, den måtte klinge ud i den vide verden, og jo snævrere der blev bag skolens mur og jo mere døvende der lød "March! Holdt! Front!," des stærkere klang det i ungersvendens bryst, og han sang det for kammeraternes kreds, og klangen lød ud over landets grænser; men derfor havde han ikke fået skolegang, klæder og føde; nummeret havde han til den nagle, han skulle være i det store urværk, vi alle skulle høre til i den håndgribelige nytte. - Hvor lidet forstår vi os selv, hvorledes skulle da de andre, selv de bedste, altid forstå os! Men det er ved trykket just at ædelstenen skabes. Trykket var her, mon i tidens løb verden skulle kende ædelstenen?
Der var stor festlighed i landsherrens hovedstad. Tusinde lamper lyste, raketterne strålede; den glans mindes endnu ved ham, der da i tårer og smerte uænset søgte at nå fremmed grund; han måtte fra fædreland, moder, alle sine kære, eller forgå i almindelighedens strøm.
Den gamle klokke havde det godt, den stod i læ ved Marbachs kirkemur, gemt, glemt! Vinden fór hen over den og kunne have fortalt om ham, ved hvis fødsel klokken ringede, fortalt, hvor koldt den havde blæst hen over ham, nys han udmattet af træthed sank ned i nabolandets skov, hvor hele hans rigdom og fremtids håb kun var skrevne blade om "Fiesco"; Vinden kunne have fortalt om de eneste beskyttere, kunstnere jo alle sammen, der sneg sig bort fra læsningen deraf og legede ved keglespillet. Vinden kunne melde om den blege flygtning, der levede uger, måneder i det fattige krohus, hvor værten støjede og drak, hvor der var rå lystighed, medens han sang om idealet. Tunge dage, mørke dage! selv må hjertet lide og prøve hvad det skal synge ud.
Mørke dage, kolde nætter gik over den gamle klokke; den fornam det ikke, men klokken i menneskets bryst fornemmer sin trange tid. Hvorledes gik det den unge mand? Hvorledes gik det den gamle klokke? Ja klokken kom langvejs bort, længere end den fra sin højhed i tårnet havde kunnet høres; den unge mand, ja klokken i hans bryst lød længere bort end hans fod skulle vandre og hans øjne se, den rungede og ringer endnu ud over verdenshavet, jorden rundt. Hør nu først om klokken! Den kom fra Marbach, solgt blev den som gammelt kobber og skulle i smelteovnen inde i det bayerske land. Hvorledes kom den derhen og når? Ja, det må klokken selv fortælle, om den kan, det er ikke af stor vigtighed; men vist er det, den kom til Bayerns kongestad; mange år var gået siden den faldt fra tårnet, nu skulle den smeltes, skulle med i støbning af et stort hædersmonument, skikkelsen af en storhed for det tyske folk og land. Hør nu, hvorledes det traf, underligt og dejligt går det dog til i denne verden! Oppe i Danmark, på en af de grønne øer, hvor bøgen gror og hvor der er de mange kæmpegrave, var der en ganske fattig dreng, der havde gået i træsko, båret mad i et gammelt klæde til sin fader, der gik og snittede på holmen; det fattige barn var blevet sit lands stolthed, han huggede i marmor herligheder, så at verden undrede sig derover, og ham var det just, der fik det hædershverv af forme i leret en storheds, skønheds skikkelse, der kunne støbes i malm, billedet af ham, hvis navn faderen havde nedskrevet i sin bibel: Johan Christoph Friedrich.
Og malmet flød glødende ind i formen, den gamle kirkeklokke - ja, ingen tænkte på dens hjemstavn og hendøde klingen, klokken flød med i formen og dannede hoved og bryst på statuen, som den nu afsløret står i Stuttgart foran det gamle slot, på pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende, i kamp og stræben, trykket af verden udenom, han, drengen fra Marbach, eleven fra Carlsskolen, flygtningen, Tysklands store, udødelige digter, der sang om Schweiz' befrier og Frankrigs gudbegejstrede jomfru.
Det var en dejlig solskinsdag, faner vajede fra tårn og tage i det kongelige Stuttgart, kirkeklokkerne ringede til fest og glæde, kun én klokke tav, den lyste i det klare solskin, lyste fra ansigt og bryst i hædersskikkelsen; det var netop hundrede år fra den dag, klokken i Marbachs tårn ringede glæde og trøst til den lidende moder, der fødte sit barn, fattig i det fattige hus, engang den rige mand, hvis skatte verden velsigner; han, det ædle kvindehjertes digter, det stores og herliges sanger, Johan Christoph Friedrich Schiller.
Nadaljuj z branjem