Waltey
Slika s trdnjavskega obzidja
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Slika s trdnjavskega obzidja
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 2 min branja
- Obseg
- 2 strani
- Naslov izvirnika
- Et billede fra kastelsvolden
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Slika s trdnjavskega obzidja
It is autumn. We stand on the citadel ramparts, looking out over the sea at the many ships and at the Swedish coast, rising high in the evening sunshine; behind us the ramparts slope steeply down. Magnificent trees stand there, their yellow leaves falling from the branches; below lie gloomy buildings enclosed by wooden palisades, and within, where the sentry paces, all is cramped and dreary. But darker still is the space behind the barred opening; there sit the convict slaves, the worst of criminals.
A ray from the setting sun falls into the bare chamber. The sun shines on the wicked and the good! The dark, grim prisoner casts an ugly look at the cold sunbeam. A little bird flies up to the bars. The bird sings for the wicked and the good! It sings a brief “tweet,” but stays where it is, flaps a wing, plucks a feather from it, and ruffles the other feathers about its neck—and the wicked man in chains watches. A gentler expression passes over his ugly face; a thought he cannot quite grasp glimmers in his breast, akin to the sunbeam shining through the bars, akin to the scent of the violets that grow so profusely outside in spring. Now the huntsmen’s music rings out, so sweet and strong. The bird flies away from the prisoner’s bars, the sunbeam vanishes, and it is dark within the chamber, dark within the wicked man’s heart; yet the sun has shone in there, and the bird has sung.
Play on, you lovely notes of the hunting horn! The evening is mild, the sea smooth as a mirror and still.
Izvirnik
Et billede fra kastelsvolden
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det er efterår, vi står på kastelsvolden og ser ud over havet på de mange skibe og på den svenske kyst, der løfter sig højt i aftnens solskin; bag ved os går volden brat nedad; der står prægtige træer, det gule løv falder fra grenene; dernede ligger skumle huse med træpalisader, og indenfor, hvor skildvagten går, er så snævert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gitrede hul; dér sidder fangne slaver, de værste forbrydere.
En stråle fra den nedgående sol falder ind i det nøgne kammer. Solen skinner på onde og på gode! Den mørke barske fange ser med et hæsligt blik på den kolde solstråle. En lille fugl flyver mod gitteret. Fuglen synger for onde og for gode! den synger et kort "kvivit," men bliver siddende, slår med vingen, piller en fjer af den, lader de andre fjer bruse om halsen – og den onde mand i lænker ser derpå; et mildere udtryk går over det hæslige ansigt; en tanke, som han ikke selv gør sig tydelig, skinner frem i hans bryst, den er beslægtet med solstrålen gennem gitteret, beslægtet med duften af violerne, som om foråret vokser så rigt udenfor. Nu lyder jægernes musik, så liflig og stærk. Fuglen flyver fra fangens gitter, solstrålen forsvinder og der er mørkt inde i kamret, mørkt i den onde mands hjerte, men solen har dog skinnet derind, fuglen sunget derind.
Bliv ved, I smukke jægerhornetstoner! Aftnen er mild, havet spejlglat og stille.
Nadaljuj z branjem
