O besedilu
Senca
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 24 min branja
- Obseg
- 19 strani
- Naslov izvirnika
- Skyggen
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Senca
In the hot countries the sun can certainly burn! People turn quite mahogany-brown; indeed, in the very hottest countries they are burnt into Negroes. But it was only to the hot countries that a learned man had come from the cold ones. He thought he could run about there just as he did at home, but he was soon cured of that notion. He and all sensible people had to stay indoors; shutters and doors remained closed the whole day long, and it looked as though the entire house were asleep, or nobody were at home. The narrow street with the tall houses where he lived was built in such a way that the sunshine lay in it from morning till night. It really was unbearable! The learned man from the cold countries was a young man, a clever man, and he felt as though he were sitting in a red-hot oven. It wore him down; he grew quite thin, and even his shadow shrank, becoming much smaller than it had been at home: the sun wore that down too. They only came to life in the evening, when the sun had set.
It was quite a pleasure to watch. As soon as the light was brought into the room, the shadow stretched right up the wall and even across the ceiling; it made itself so long, for it had to stretch to recover its strength. The learned man went out onto the balcony to stretch himself there, and as the stars came out in the lovely clear air, he felt as though he were coming to life again. People appeared on every balcony in the street—and in the hot countries every window has a balcony—for one must have air, even if one is accustomed to being mahogany! Everything grew lively, above and below. Shoemakers and tailors, everyone moved out into the street; tables and chairs were brought out, and lights burned—yes, more than a thousand lights were burning. One person talked and another sang; people strolled, carriages drove by, and the donkeys went along: jingle-jingle-jingle! They wear bells, you see. A funeral passed with the singing of hymns, the street boys let off squibs, and the church bells rang. Oh, it was lively down in the street! Only one house was quite silent, the one directly opposite the foreign scholar’s lodgings. Yet someone must have lived there, for there were flowers on the balcony, growing beautifully in the blazing heat, and they could not do that unless they were watered, and someone must surely water them. There had to be people there. Towards evening the door across the way was opened halfway, too, but it was dark inside, at least in the front room; music sounded from deeper within. The foreign scholar thought it quite beyond compare, though perhaps he only imagined this, for he found everything beyond compare out there in the hot countries, if only there had been no sun. His landlord said he did not know who had rented the house opposite: one never saw anyone. As for the music, he thought it dreadfully tedious. “It is just as though someone were sitting there practising a piece he cannot master—always the same piece. ‘I shall manage it yet!’ he probably says, but he never does, however long he plays.”
One night the stranger woke. He slept with the balcony door open, and the curtain in front of it stirred in the wind. He thought a marvellous radiance was coming from the balcony opposite. All the flowers shone like flames, in the loveliest colours, and among them stood a slender, beautiful maiden; she too seemed to shine. It positively dazzled his eyes, though he had opened them very wide and had only just woken. In one leap he was out of bed, and very quietly he slipped behind the curtain. But the maiden was gone, the radiance was gone; the flowers did not shine at all, but stood there looking as fine as ever. The door was ajar, and deep within, the music sounded so soft and lovely that one could quite lose oneself in sweet thoughts. It was like enchantment. Who lived there? Where was the proper entrance? The whole ground floor was shop after shop, and surely people could not always be going through them.
One evening the stranger was sitting out on his balcony, with a light burning in the room behind him, so naturally his shadow fell on the wall of the house opposite. There it sat, just across the way, among the flowers on the balcony; and whenever the stranger moved, the shadow moved too, for that is what shadows do. “I believe my shadow is the only living thing to be seen over there!” said the learned man. “Look how prettily it sits among the flowers. The door is ajar; now the shadow ought to be obliging enough to go inside, look about, and come back to tell me what it has seen! Yes, you ought to make yourself useful!” he said in jest. “Do step inside! Well? Are you going?” And he nodded to the shadow, and the shadow nodded back. “Yes, off you go, but do not stay away!” The stranger rose, and his shadow on the opposite balcony rose too; the stranger turned, and the shadow turned too. Indeed, if anyone had been watching closely, they could plainly have seen the shadow slip through the half-open balcony door across the way, at the very moment the stranger went into his own room and let the long curtain fall behind him.
The next morning the learned man went out to drink coffee and read the newspapers. “What is this?” he said when he stepped into the sunshine. “Why, I have no shadow! So it really did go away last night, and has not come back. What a nuisance!”
And it annoyed him, not so much because his shadow was gone, but because he knew there was already a story about a man without a shadow. Everyone at home in the cold countries knew it, and if the learned man went back and told his own, they would say he was copying, and he had no need of that. So he decided not to speak of it at all, which was a sensible decision.
That evening he went out onto his balcony again. He had very carefully placed the light behind him, for he knew that a shadow always wants its master to screen it from the light; but he could not lure it back. He made himself small, he made himself tall, but there was no shadow, and none came! He said, “Hm! Hm!” but that did no good.
It was vexing, but everything grows so quickly in the hot countries, and after eight days he noticed, to his great delight, that a new shadow was growing out from his legs whenever he went into the sunshine. The root must have remained. After three weeks he had quite a tolerable shadow, and when he set off home to the northern countries, it grew more and more along the way, until at last it was so long and so large that half of it would have been enough.
So the learned man came home, and he wrote books about what was true in the world, and what was good and what was beautiful. Days passed, and years passed; many years passed.
Then one evening, as he sat in his room, there was a very soft knock at the door. “Come in!” he said, but no one came. So he opened the door, and there before him stood such an extraordinarily thin person that he felt quite uneasy. The person was, however, exceedingly well dressed; he must be a distinguished gentleman.
“Whom have I the honour of addressing?” asked the scholar. “Ah, I thought as much!” said the fine gentleman. “You do not recognise me! I have acquired so much substance; I have actually put on flesh and clothes. You never expected to see me in such prosperity, I dare say. Do you not recognise your old shadow? No, you probably thought I would never return. I have done exceedingly well since I was last with you; I have become very wealthy in every respect! If I wish to buy myself out of your service, I can!” And he rattled a whole bunch of costly seals hanging from his watch, and slipped his hand inside the thick gold chain he wore around his neck. How all his fingers glittered with diamond rings! And everything was genuine.
“No, I cannot get over it!” said the learned man. “What can all this mean?” “Well, it is nothing ordinary!” said the shadow. “But then you yourself are hardly an ordinary person, and I, as you know, have followed in your footsteps since childhood. As soon as you thought me mature enough to go out into the world alone, I went my own way. I am in the most brilliant circumstances, but a sort of longing came over me to see you once more before you die—for die you must! I also wished to see these countries again, for one is always fond of one’s native land! I know you have acquired another shadow. Do I owe anything to it, or to you? You need only be so good as to tell me.”
“But is it really you?” said the learned man. “How very remarkable! I should never have believed that one’s old shadow could return as a human being!”
“Tell me what I have to pay!” said the shadow. “I would rather not be in anyone’s debt!” “How can you speak like that?” said the learned man. “What debt is there to talk of? You are as free as anyone! I am exceedingly glad of your good fortune. Sit down, old friend, and just tell me a little about how it all happened, and what you saw in the house opposite, out there in the hot countries!” “Yes, I shall tell you,” said the shadow, sitting down, “but you must promise never to tell anyone here in town, wherever you may meet me, that I was once your shadow! I intend to become engaged; I can support more than one family!” “Set your mind at rest!” said the learned man. “I shall tell no one who you really are. Here is my hand! I promise—a man is as good as his word!”
“A word is as good as its shadow!” said the shadow, for that was how it had to speak. It really was remarkable how human it was. It was dressed entirely in black, in the very finest black cloth, with patent-leather boots and a hat that could be folded flat until it was nothing but crown and brim—not to mention all the things we already know about: the seals, the gold chain, and the diamond rings. Yes, the shadow was extraordinarily well dressed, and that was precisely what made it altogether human.
“Now I shall tell you!” said the shadow, and it planted its patent-leather boots as firmly as it could on the sleeve of the learned man’s new shadow, which lay at his feet like a poodle. This was either out of arrogance, or perhaps to make it stay put; and the shadow lying there kept very still and quiet, to listen properly. It was eager to learn how one could break free in that fashion and work one’s way up to becoming one’s own master.
“Do you know who lived in the house opposite?” said the shadow. “It was the loveliest of all—it was Poetry! I was there for three weeks, and that has as much effect as living for three thousand years and reading everything that has ever been composed or written. That is what I say, and it is true. I have seen everything, and I know everything!”
“Poetry!” cried the learned man. “Yes, yes—she often lives as a hermit in the great cities! Poetry! Yes, I saw her for one brief moment, but my eyes were still full of sleep! She stood on the balcony and shone as the northern lights shine! Tell me, tell me! You were on the balcony, you went through the door, and then—!”
“Then I was in the antechamber!” said the shadow. “It was the antechamber you were always sitting and looking across at. There was no light at all there, only a sort of twilight, but door after door stood open through a long succession of rooms and halls, and they were brightly lit. The light would have killed me outright if I had gone all the way in to the maiden; but I was prudent, I took my time, as one ought!”
“And what did you see then?” asked the learned man. “I saw everything, and I shall tell you about it, but—it is not pride on my part, not at all—but as a free being, with the knowledge I possess, not to mention my good position and my excellent circumstances, I should prefer you to address me more formally!”
“I beg your pardon!” said the learned man. “It is an old habit, hard to break! You are quite right, and I shall remember. But now tell me everything you saw!”
“Everything!” said the shadow. “For I have seen everything, and I know everything!” “What were the innermost halls like?” asked the learned man. “Were they like the fresh green forest? Were they like a holy church? Were the halls like the starry sky when one stands upon the high mountains?”
“Everything was there!” said the shadow. “Of course, I did not go quite all the way in; I stayed in the front room, in the twilight. But I stood in an excellent position there. I saw everything, and I know everything! I have been at the court of Poetry, in the antechamber.”
“But what did you see? Did all the gods of antiquity pass through the great halls? Did the ancient heroes fight there? Did sweet children play and tell their dreams?” “I tell you, I was there, and you understand that I saw everything there was to see! Had you gone over there, you would not have become human, but I did! And at the same time I came to understand my innermost nature, my inborn qualities, the kinship I had with Poetry. Yes, when I was with you I never thought about it, but as you know, whenever the sun rose or set, I grew so strangely tall. In the moonlight I was almost more distinct than you yourself. I did not understand my nature then; in the antechamber it dawned on me! I became human! I came out fully grown, but you were no longer in the hot countries. As a human being I was ashamed to go about as I was; I needed boots, clothes, all that human varnish by which a human being is recognised. I made my way—yes, I shall tell you, for you will not put it in a book—I made my way to the cake-woman’s skirts, and hid beneath them. The woman had no idea how much she was concealing. Only in the evening did I venture out. I ran about the streets in the moonlight; I stretched myself up the wall—it gives such a delightful tickle down one’s back! I ran up and I ran down; I peered through the highest windows, into drawing rooms and across rooftops. I looked where no one else could look, and I saw what no one else saw, what no one ought to see! It is a vile world at heart! I would not be human if it were not generally accepted that being human is something worth being! I saw the most unimaginable things among wives, husbands, parents, and those sweet, incomparable children. I saw,” said the shadow, “what no one must know, but what everyone was so eager to know: their neighbours’ wickedness. Had I written a newspaper, it would have been read! But I wrote straight to the people themselves, and there was consternation in every town I came to. They were so afraid of me! And they became so exceedingly fond of me. The professors made me a professor, the tailors gave me new clothes—I am well supplied—the master of the mint struck coins for me, and the women said I was so handsome! And so I became the man I am! Now I must say farewell. Here is my card; I live on the sunny side of the street, and I am always at home in rainy weather!” And the shadow left.
“How very strange!” said the learned man. A year and a day passed, and the shadow came again. “How are things going?” it asked. “Alas!” said the learned man. “I write about the true and the good and the beautiful, but no one cares to hear of such things. I am quite in despair, for I take it so much to heart!”
“Well, I do not!” said the shadow. “I am growing fat, and that is what one should aim for! You simply do not understand the world. It is making you ill. You must travel! I am taking a journey this summer; will you come? I should like a travelling companion. Will you travel with me as my shadow? It would give me great pleasure to have you along. I shall pay your expenses!”
“That is going rather far!” said the learned man. “It all depends on how you look at it!” said the shadow. “Travelling would do you a great deal of good! If you will be my shadow, you shall have everything free on the journey!”
“That is too much!” said the learned man. “But that is the way of the world!” said the shadow. “And that is how it will remain!” And the shadow left. The learned man was not at all well; sorrow and trouble dogged him, and what he said about the true and the good and the beautiful was, to most people, like roses offered to a cow! At last he was quite ill.
“You really look just like a shadow!” people told him, and the learned man shuddered, for it set him thinking. “You must go to a spa!” said the shadow, who came to visit him. “There is nothing else for it! I shall take you along for old acquaintance’s sake. I shall pay the expenses, and you can write the account of our travels and keep me amused along the way! I am going to a spa because my beard does not grow as it should—that is an illness too, and one must have a beard! Now be sensible and accept the offer; we shall travel as companions, after all!”
And so they travelled. The shadow was now the master, and the master was now the shadow. They drove together, rode and walked together, side by side, in front or behind, according to the position of the sun. The shadow always knew how to keep the master’s place, and the learned man did not give it much thought. He had a very good heart and was exceedingly gentle and kind; and one day he said to the shadow, “Now that we have become travelling companions as we have, and since we also grew up together from childhood, should we not dispense with formalities when we address each other? It would be more intimate, after all!”
“There is something in what you say!” said the shadow, who was now the real master. “That is very frankly and kindly spoken, and I shall be equally kind and frank. As a learned man, you surely know how strange human nature is. Some people cannot bear to touch grey paper: it makes them ill. Others shudder in every limb if a nail is scraped against a windowpane. I have just such a feeling when I hear you address me familiarly; I feel as though I were being pressed back into my former position with you. You see, it is a matter of feeling, not pride. I cannot allow you to address me familiarly, but I shall gladly address you so, and then we shall be halfway there!”
And so the shadow addressed its former master familiarly. “It is really too bad,” he thought, “that I must address him formally while he speaks familiarly to me.” But now he had to put up with it.
Then they came to a spa where there were many visitors, and among them a beautiful princess, whose illness was that she could see far too well, which was a very disturbing thing.
She noticed at once that the newcomer was quite different from everyone else. “They say he is here to make his beard grow, but I can see the real reason: he casts no shadow.”
Her curiosity was aroused, and on her walk she immediately struck up a conversation with the stranger. Being a princess, she had no need for much ceremony, so she said, “Your illness is that you cannot cast a shadow.”
“Your Royal Highness must be considerably better!” said the shadow. “I know your complaint is that you see far too well, but that has passed. You are cured! I happen to have a most unusual shadow. Do you not see the person who always walks with me? Other people have an ordinary shadow, but I do not care for the ordinary. People often dress their servants in finer cloth than they wear themselves, and so I have had my shadow dressed up as a human being! Yes, you see, I have even given him a shadow of his own. It is very expensive, but I like to have something all to myself!” “What?” thought the princess. “Can I really have recovered? This spa is the finest in existence! Water has quite marvellous powers these days. But I shall not leave, for now it is becoming amusing here. I like the stranger exceedingly well. If only his beard does not grow, for then he will leave!”
That evening, in the great ballroom, the princess danced with the shadow. She was light, but he was lighter still; she had never had such a partner. She told him which country she came from, and he knew the country; he had been there, though she had not been at home then. He had peered through windows upstairs and down, and had seen one thing and another, so he could answer the princess and drop hints that quite astonished her. He must be the wisest man in the whole world! She gained such respect for his knowledge, and when they danced again she fell in love, which the shadow could plainly tell, for she almost looked straight through him. They danced once more, and she was on the point of telling him, but she was prudent: she thought of her country and kingdom, and of the many people she would have to rule. “He is a wise man,” she said to herself. “That is good! And he dances beautifully, which is good too. But has he sound learning? That is just as important! He must be examined.” And so she began, little by little, to ask him some of the most difficult questions, questions she could not have answered herself; and the shadow pulled a very peculiar face.
“You cannot answer that!” said the princess. “That belongs to my childhood lessons,” said the shadow. “I even believe my shadow over there by the door could answer it!”
“Your shadow!” said the princess. “That would be most remarkable!” “Yes, I do not say for certain that he can!” said the shadow. “But I should think so. He has followed me for so many years now and listened to what I say—I should think so! But Your Royal Highness will permit me to point out that he takes such pride in passing for a human being that, if he is to be in the proper mood—and he must be, to answer well—he must be treated exactly like a human being.”
“I rather like that!” said the princess. So she went over to the learned man by the door and spoke to him of the sun and moon, and of human beings, both outwardly and inwardly, and he answered with great wisdom and understanding.
“What a man he must be, to have so wise a shadow!” she thought. “It would be a true blessing for my people and kingdom if I chose him as my husband. I shall do it!”
And soon the princess and the shadow had settled everything between them, but no one was to know until she returned to her own kingdom. “No one, not even my shadow!” said the shadow, and he had his own particular reasons for saying so! Then they arrived in the country where the princess ruled whenever she was at home.
“Listen, my good friend!” said the shadow to the learned man. “Now I have become as happy and powerful as anyone can be, I mean to do something special for you as well! You shall always live with me in the palace, ride with me in my royal carriage, and have a hundred thousand rigsdalers a year. But you must allow everyone to call you a shadow; you must never say that you have ever been human, and once a year, when I sit on the balcony in the sunshine to show myself to the people, you must lie at my feet, as a shadow should! I may as well tell you, I am marrying the princess. The wedding is to be held tonight.”
“No, that is altogether too much!” said the learned man. “I will not agree to it, I will not do it! It would be deceiving the whole country, and the princess too! I shall tell everything: that I am the human being and you are the shadow—you are merely dressed up!”
“No one will believe that!” said the shadow. “Be sensible, or I shall call the guards!” “I shall go straight to the princess!” said the learned man. “But I shall go first!” said the shadow. “And you shall go to prison!” And to prison he had to go, for the sentries obeyed the man they knew the princess was going to marry.
“You are trembling!” said the princess when the shadow came into her room. “Has something happened? You must not fall ill tonight, when we are to be married.”
“I have experienced the most dreadful thing imaginable!” said the shadow. “Just think—well, a poor shadow’s brain cannot bear very much!—just think, my shadow has gone mad! He believes he is the human being, and that I—just imagine it!—that I am his shadow!”
“How dreadful!” said the princess. “He is locked up, though?” “He is! I am afraid he will never recover.” “Poor shadow!” said the princess. “He is very unhappy. It would be a true kindness to release him from the little life he has, and when I really think it over, I believe it will be necessary to have him quietly put away!”
“It is certainly hard!” said the shadow. “For he was a faithful servant!” And he gave something like a sigh. “You have a noble character!” said the princess.
That evening the whole town was illuminated, and the cannons fired: boom! The soldiers presented arms. What a wedding it was! The princess and the shadow went out onto the balcony to show themselves and receive another round of cheers!
The learned man heard nothing of it all, for they had put him to death.
Izvirnik
Skyggen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
I de hede lande, der kan rigtignok solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom derhjemme, jo det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre forblev lukkede den hele dag; det så ud som hele huset sov eller der var ingen hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var nu også bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De levede først op om aftnen, når solen var nede.
Det var ordentlig en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja sågar hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og alt som stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, var det for ham, som kom han til live igen. På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selv om man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på; der blev lig begravet med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtignok levende nede i gaden. Kun i det ene hus, som lå lige over for hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for der stod på altanen blomster, de groede så dejligt i den solhede, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre kom også halv op ud på aftnen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også gerne være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når der kun ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. "Det er ligesom om en sad og øvede sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke. 'Jeg får det dog ud!' siger han nok, men han får det dog ikke ud hvor længe han spiller."
En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om også hun lyste; det skar ham virkeligt i øjnene, han lukkede dem nu også så forfærdelig meget op og kom lige af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte kom han bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod meget godt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, man kunne ordentlig falde hen i søde tanker derved. Det var dog ligesom en trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlige indgang? Hele stueetagen var butik ved butik, og der kunne folk jo dog ikke altid løbe igennem.
En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige overfor mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –
"Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!" sagde den lærde mand. "Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild og gå indenfor, se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! ja du skulle gøre gavn!" sagde han i spøg! "Vær så god at træde indenfor! nå! går du?" og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. "Ja så gå, men bliv ikke borte!" og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja dersom nogen ordentligt havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.
Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. "Hvad er det?" sagde han, da han kom ud i solskinnet, "jeg har jo ingen skygge! så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!"
Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi at skyggen var borte, men fordi han vidste, at der var en historie tíl om en mand uden skygge, den kendte jo alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han gik og lignede efter, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.
Om aftnen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil altid have sin herre til skærm, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.
Ærgerligt var det, men i de varme lande der vokser nu alting så gesvindt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede ham en ny skygge ud fra benene, når han kom i solskin, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede på rejsen mere og mere, så at den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.
Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.
Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.
"Kom ind!" siger han, men der kom ingen; så lukker han op og der stod for ham sådan et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, det måtte være en fornem mand.
"Hvem har jeg den ære at tale med?" spurgte den lærde.
"Ja det tænkte jeg nok!" sagde den fine mand, "at De ikke kendte mig! jeg er blevet så meget legeme, jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke Deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg mere kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!" og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimrede med diamants ringe! og det var altsammen virkeligt.
"Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!" sagde den lærde mand, "hvad er dog alt det!"
"Ja noget almindeligt er det ikke!" sagde skyggen, "men De selv hører jo heller ikke til det almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de allerbrillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter engang at se Dem før De dør, De skal jo dø! jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved De har fået en anden skygge igen, har jeg noget at betale til den eller Dem? De vil bare være så god at sige det."
"Nej, er det virkelig dig!" sagde den lærde mand, "det er dog højst mærkværdig! aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!"
"Sig mig hvad jeg har at betale!" sagde skyggen, "for jeg vil nødig stå i nogen slags gæld!"
"Hvor kan du tale således!" sagde den lærde mand. "Hvad gæld er her at snakke om! vær så fri, som nogen! jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboens, der i de varme lande!" –
"Ja, det skal jeg fortælle Dem," sagde skyggen og satte sig ned, "men så må De også love mig, at De aldrig til nogen her i byen, hvor De endogså træffer mig, siger at jeg har været Deres skygge! jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan føde mere end én familie!" –
"Vær ganske rolig!" sagde den lærde mand, "jeg skal ikke sige nogen hvem du egentlig er! her er min hånd! jeg lover det og en mand et ord!"
"Et ord en skygge!" sagde skyggen, og således måtte den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var ganske et menneske.
"Nu skal jeg fortælle!" sagde skyggen, og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.
"Ved De, hvem der boede i genboens hus?" sagde skyggen, "det var den dejligste af alle, det var poesien! jeg var der i tre uger og det er lige så virkende, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!"
"Poesien!" råbte den lærde mand! "ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! ja jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så -!"
"Så var jeg i forgemakket!" sagde skyggen. "De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben ligefor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var rent blevet slået ihjel af lys, var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!"
"Og hvad så du så?" spurgte den lærde mand.
"Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – det er slet ingen stolthed af mig, men – som fri og med de kundskaber jeg har, ikke at tale om min gode stilling, mine fortræffelige omstændigheder, – så ønskede jeg gerne at De ville sige De til mig!"
"Om forladelse!" sagde den lærde mand, "det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret! og jeg skal huske det! men nu fortæller De mig alt hvad De så!"
"Alting!" sagde skyggen, "for jeg så alt og jeg ved alt!"
"Hvorledes så der ud i de inderste sale?" spurgte den lærde mand. "Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?"
"Alting var der!" sagde skyggen. "Jeg gik jo ikke ganske helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved poesiens hof, i forgemakket."
"Men hvad så De? Gik gennem de store sale alle oldtidens guder? Kæmpede dér de gamle helte? Legede søde børn og fortalte deres drømme?"
"Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alting, hvad der var at se! havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med poesien. Ja den gang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid, De ved det, når sol gik op og sol gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneskefernis, som gør et menneske kendeligt. – Jeg tog vej, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg tog vej til kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftnen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kilder så dejligt i ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så," sagde skyggen, "hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, den var blevet læst! men jeg skrev lige til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig! og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – og så blev jeg den mand jeg er! og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!" og så gik skyggen.
"Det var dog mærkeligt!" sagde den lærde mand.
År og dag gik, så kom skyggen igen.
"Hvorledes går det?" spurgte den.
"Ak!" sagde den lærde mand, "jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre sligt, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!"
"Men det gør jeg ikke!" sagde skyggen, "jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! ja De forstår Dem ikke på verden. De bliver dårlig ved det. De må rejse! jeg gør en rejse til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!"
"Det går vel vidt!" sagde den lærde mand.
"Det er ligesom man tager det!" sagde skyggen. "De vil have grumme godt af at rejse! vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!"
"Det er for galt!" sagde den lærde mand.
"Men sådan er nu verden!" sagde skyggen, "og således bliver den!" og så gik skyggen.
Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og hvad han talte om det sande og det gode og det skønne, det var for de fleste ligesom roser for en ko! – han var ganske syg til sidst.
"De ser virkelig ud ligesom en skygge!" sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, for han tænkte ved det.
"De skal tage til et bad!" sagde skyggen, som kom og besøgte ham, "der er ikke andet for! jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De gør beskrivelsen og er sådan lidt morsom for mig på vejen! jeg vil til et bad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, der er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!"
Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bag efter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand nu ikke sådan over; han var et meget godt hjerte, og særdeles mild og venlig, og da sagde han en dag til skyggen: "Da vi nu således er blevet rejsekammerater, som vi er det og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skal vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!"
"De siger noget!" sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. "Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være lige så velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved vistnok hvor underlig naturen er. Somme mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går det gennem alle lemmer, når man lader et søm gnide mod en glasrude; jeg har ligesådan en følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!"
Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.
"Det er dog vel galt," tænkte han, "at jeg må sige De og han sige du," men nu måtte han holde ud.
Så kom de til et bad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så alt for godt og det var nu så ængsteligt.
Ligestraks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; "han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge."
Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks på spadsereturen i tale med den fremmede herre. Som en kongedatter behøvede hun ikke at gøre mange omstændigheder, og så sagde hun, "Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge."
"Deres Kongelige Højhed må være betydelig i bedring!" sagde skyggen, "jeg ved, Deres onde er at De ser alt for godt, men det har tabt sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæde i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske! ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!" –
"Hvad?" tænkte prinsessen, "skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette bad er det første der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordentligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!"
Om aftnen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig haft. Hun sagde ham fra hvad land hun var, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, og så kunne han svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! hun fik sådan en agtelse for hvad han vidste, og da de så dansede igen, så blev hun forlibt, og det kunne skyggen godt mærke, for hun var færdig at se lige igennem ham. Så dansede de nok engang og så var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. "En vís mand er han," sagde hun til sig selv, "det er godt! og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har grundige kundskaber, det er lige så vigtigt! han må eksamineres." Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, hun kunne ikke selv have svaret på det; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.
"Det kan De ikke svare på!" sagde kongedatteren.
"Det hører til min børnelærdom," sagde skyggen, "jeg tror sågar min skygge der henne ved døren kan svare derpå!"
"Deres skygge!" sagde kongedatteren, "det ville være højst mærkeligt!"
"Ja, jeg siger ikke bestemt at han kan!" sagde skyggen, "men jeg skulle tro det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – jeg skulle tro det! men Deres Kongelige Højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han har så megen stolthed af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske."
"Det kan jeg godt lide!" sagde kongedatteren.
Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både uden på og inden i og han svarede så klogt og godt.
"Hvad det må være for en mand, der har så vís en skygge!" tænkte hun, "det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!"
Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide derom før hun kom hjem i sit eget rige.
"Ingen, ikke engang min skygge!" sagde skyggen, og det havde han nu sådan sine egne tanker ved! –
Så var de i landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.
"Hør min gode ven!" sagde skyggen til den lærde mand, "nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget særdeles for dig! du skal altid bo hos mig på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har nogensinde været menneske og engang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig se, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! jeg skal sige dig, jeg gifter kongedatteren, i aften skal brylluppet holdes."
"Nej det er dog alt for galt!" sagde den lærde mand, "det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! at jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!"
"Det er der ingen som tror!" sagde skyggen, "vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!" –
"Jeg går lige til kongedatteren!" sagde den lærde mand. "Men jeg går først!" sagde skyggen, "og du går i arrest!" – og det måtte han, for skildvagterne de lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.
"Du ryster!" sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, "er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup."
"Jeg har oplevet det grueligste, der kan opleves!" sagde skyggen, "tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!"
"Det er frygteligt!" sagde prinsessen, "han er dog spærret inde?"
"Det er han! Jeg er bange han kommer sig aldrig."
"Stakkels skygge!" sagde prinsessen, "han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at fri ham fra den smule liv han har, og når jeg rigtig tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort af med ham i al stilhed!"
"Det er rigtignok hårdt!" sagde skyggen, "for det var en tro tjener!" og så gav han ligesom et suk.
"De er en ædel karakter!" sagde kongedatteren.
Om aftnen var hele byen illumineret, og kanonerne gik af: bum! og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og få nok en gang hurra!
Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af.
Nadaljuj z branjem
Morda ti bo všeč tudi
Osliček
Grimmove pravljice · 7 min branja
2 skupnih tagov
266 God on the Mountains
Myths and Legends of Our Own Land · 9 min branja
2 skupnih tagov
026 THE BEETLE WHO DID NOT LIKE CATERPILLARS
Živalske zgodbe Clare Dillingham Pierson · 4 min branja
2 skupnih tagov
031 A PUZZLED CICADA
Živalske zgodbe Clare Dillingham Pierson · 5 min branja
2 skupnih tagov