Waltey

Prevod

What did the whole family say? Well, first listen to what little Marie said. It was little Marie’s birthday, the loveliest of all days, she thought. All her little friends, boys and girls, came to play with her, and she was wearing her finest dress. Her grandmother had given it to her; Grandmother was with the good Lord now, but she had cut out and sewn the dress herself before going up to bright, beautiful heaven. The table in Marie’s room was bright with presents. There was the prettiest little kitchen, with everything a kitchen ought to have, and a doll that could roll its eyes and say “Ow!” when you pressed its tummy. And there was a picture book, too, with the loveliest stories to read, once you knew how to read! But lovelier than all the stories was to live to see many birthdays.

“Oh, it is wonderful to be alive!” said little Marie. Godfather added that it was the loveliest fairy tale of all. In the next room were her two brothers. They were big boys, one nine years old, the other eleven. They, too, thought it wonderful to be alive—to live in their own way, not to be a child like Marie, but a lively schoolboy, with “excellent” in his report book, able to have friendly tussles with his schoolmates, to skate in winter and ride a velocipede in summer, to read about knights’ castles, drawbridges, and dungeons, and to hear about discoveries in the heart of Africa. One of the boys did have a worry about that, though: everything might be discovered before he grew up, for then he meant to go adventuring. Life is the loveliest fairy tale, as Godfather said, and you yourself have a part in it.

It was on the ground floor that these children lived and romped about. Upstairs lived another branch of the family, also with children, but these had shaken childhood from their sleeves, so grown-up were they. One son was seventeen, another twenty, but the third was very old, little Marie said: he was twenty-five and engaged to be married. They were all fortunate, with good parents, good clothes, and fine gifts of mind, and they knew what they wanted. “Forward! Down with all the old fences! An open view over the whole world! It is the loveliest world we know. Godfather is right: life is the loveliest fairy tale!”

Father and Mother, both older people—older than the children they must naturally be—said, with smiles on their lips, in their eyes, and in their hearts, “How young these young people are! The world does not go quite as they imagine, but it does go on. Life is a strange and lovely fairy tale!”

Up above, a little nearer heaven, as people say when someone lives in the attic, lived Godfather. He was old and yet so young at heart, always in good spirits, and how he could tell stories, so many and so long! He had travelled far and wide, and lovely things from every country in the world stood in his room. There were pictures from ceiling to floor, and several windowpanes were of red and yellow glass. If you looked through them, the whole world lay in sunshine, however grey the weather outside. Green plants grew in a great glass case, and in a separate compartment within it goldfish swam. They looked at you as though they knew a great deal they had no wish to talk about. The room always smelled of flowers, even in winter, when a great fire burned in the fireplace. It was such fun to sit gazing into it and listen to it crackle and snap. “It reads old memories aloud to me!” Godfather said, and little Marie, too, seemed to see many pictures in the fire.

But in the great bookcase close by stood the real books. Godfather often read one of these, which he called the book of books: it was the Bible. There, in pictures, was the history of the whole world and all mankind: the Creation, the Flood, the kings, and the King of Kings.

“Everything that has happened and everything that will happen is in this book!” said Godfather. “So infinitely much in a single book! Think of that! Yes, everything a person needs to pray for is expressed and gathered into a few words in the prayer ‘Our Father.’ It is a drop of grace, a pearl of comfort from God. It is laid as a gift upon the child’s cradle, laid close to the child’s heart. Little child, keep it safe! Never lose it, however tall you grow, and you will not be forsaken on life’s changing roads! It will shine within you, and you will not be lost!”

Godfather’s eyes shone as he spoke; they beamed with joy. Once, in his younger days, they had wept. “And that was good, too,” he said. “Those were times of trial, when everything looked grey. Now I have sunshine around me and within me. The older one grows, the more clearly one sees, in adversity and prosperity alike, that Our Lord is always with us, that life is the loveliest fairy tale, which he alone can give us, and that it lasts throughout eternity!”

“It is wonderful to be alive!” said little Marie. The little boys and the big boys said so too; Father and Mother, the whole family said it, but above all Godfather. And he spoke from experience: he was the oldest of them all, he knew all the stories, all the fairy tales, and he said it straight from his heart. “Life is the loveliest fairy tale!”

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Hvad sagde hele familien? Ja hør nu først, hvad den lille Marie sagde.

Det var den lille Maries fødselsdag, den dejligste af alle dage syntes hun. Alle små venner og veninder kom for at lege med hende, og den fineste kjole havde hun på; den havde hun fået af bedstemoder, som var hos den gode Gud, men bedstemoder havde selv skåret og syet den, før hun gik op i den lyse, dejlige himmel. Bordet i Maries stue strålede med foræringer; der var det nydeligste lille køkken med alt, hvad der hører til et køkken, og en dukke, der kunne dreje øjnene og sige "av!" når man trykkede den på maven; ja der var også en billedbog med de dejligste historier at læse, når man kunne læse! Men skønnere end alle historier var dog det, at opleve mange fødselsdage.

"Ja, det er yndigt at leve!" sagde den lille Marie. Gudfader tilføjede, at det var det dejligste eventyr.

I stuen tæt ved gik begge brødrene; de var store drenge, den ene ni år, den anden elve. De syntes også, at det var dejligt at leve, leve på deres vis, ikke være barn, som Marie, nej være rask skoledreng, have "udmærket" i karakterbogen og kunne slås med kammeraterne i al fornøjelighed, løbe på skøjter om vinteren og på velocipede om sommeren, læse om ridderborge, vindebroer og borgfængsler, høre om opdagelser i det indre Afrika. Den ene af drengene havde dog en sorg derved, den, at der skulle opdages alting, før han blev stor; så ville han på eventyr. Livet er det dejligste eventyr, sagde jo gudfader, og i det er man selv med.

Det var i stuen at disse børn levede og tumlede sig; ovenover boede en anden gren af familien, også med børn, men disse havde rystet barnet af ærmet, så store var de; den ene søn sytten år, den anden tyve, men den tredje meget gammel, sagde lille Marie, han var femogtyve år og forlovet. De var alle lykkeligt stillet, havde gode forældre, gode klæder, gode åndens gaver, og de ville hvad de ville, "fremad! bort med alle de gamle plankeværker! fri udsigt i den hele verden! den er den dejligste, vi kender. Gudfader har ret; livet er det dejligste eventyr!"

Fader og moder, begge ældre folk – naturligvis ældre end børnene måtte de være – de sagde med smil om munden, med smil i øje og hjerte: "Hvor de er unge, de unge mennesker! det går ikke ganske i verden, som de tror, men det går. Livet er et sælsomt, dejligt eventyr!"

Ovenover, lidt nærmere himlen, som man siger, når folk bor på kvisten, boede gudfader. Gammel var han og dog så ung i sindet, altid i godt humør, og så kunne han fortælle historier, mange og lange. Vidt i verden havde han været, og fra alle verdens lande stod der yndige ting i hans stue. Der var billeder fra loft til gulv, og flere ruder var af rødt og af gult glas; så man der igennem, da lå hele verden i solskin, om der end var nok så gråt vejr udenfor. I en stor glaskasse voksede grønne planter, og i et aflukke derinde svømmede guldfisk; de så på en, ligesom om de vidste så meget, de ikke ville tale om. Altid duftede her af blomster, selv ved vintertid, og da brændte her en stor ild i kaminen; det var så morsomt at sidde og se ind i den og høre, hvor det knitrede og knagede. "Den læser gamle erindringer for mig!" sagde gudfader, og det var også for lille Marie, som viste der sig mange billeder i ilden.

Men i det store bogskab tæt ved stod de rigtige bøger; en af disse læste gudfader ofte i, og den kaldte han alle bøgernes bog, det var Bibelen. Der stod i billeder hele verdens og alle menneskers historie, skabelsen, syndfloden, kongerne og kongernes konge.

"Alt, hvad der sket er og ske vil, står i denne bog!" sagde gudfader. "Så uendelig meget i en eneste bog! tænk derover! Ja alt, hvad et menneske har at bede om, er sagt og lagt i få ord i bønnen: 'Fadervor!' den er en nådens dråbe! den er trøstens perle fra Gud. Den lægges som gave på barnets vugge, lægges ved barnets hjerte. Barnlille, gem den vel! tab den aldrig, i hvor stor du vokser, og du er ej forladt på de vekslende veje! den lyser ind i dig, og du er ikke fortabt!"

Gudfaders øjne lyste derved, de strålede af glæde. En gang, i de unge år, havde de grædt, "og det var også godt," sagde han, "det var prøvelsens tider, da så det gråt ud. Nu har jeg solskin om mig og i mig. Jo ældre man bliver, des bedre ser man i modgang og medgang, at Vor Herre altid er med, at livet er det dejligste eventyr, og det kan kun han give os, og det varer ved ind i evighed!"

"Det er dejligt at leve!" sagde den lille Marie.

Det sagde også de små og de store drenge; fader og moder, hele familien sagde det, men fremfor alle gudfader, og han havde erfaring, han var den ældste af dem alle, han kendte alle historier, alle eventyr, og han sagde, og det lige ud af sit hjerte. "Livet er det dejligste eventyr!"

Nalagam bralnik