Waltey

Prevod

In the days when our Lord and St. Peter walked here on earth, they once came to a woman who was busy baking. Her name was Gjertrud, and she wore a red cap on her head. They had been walking a long way, and both were hungry, so our Lord asked her very kindly for a piece of lefse to taste. Yes, she would give him one, but she took a tiny piece of dough and rolled it out;

even so, it grew so large that it covered the whole griddle. No, that lefse was too big; he could not have it. She took an even smaller piece of dough, but when she had rolled it out and spread it on the griddle, that lefse was too big as well; he could not have that one either. The third time she took a still smaller piece, a tiny, tiny scrap; but once again the lefse grew far too big. “Then I have nothing to give you,” said Gjertrud. “You may as well go away again without a taste, for all the lefse turn out too big!” Then our Lord grew angry and said, “Because you have begrudged me so little, your punishment shall be to become a bird, and seek your dry food between bark and wood, and have nothing to drink except when it rains!” Scarcely had he spoken the last word when she turned into Gjertrud’s bird and flew from the baking board up through the chimney. And to this very day you may see her flying about with her red cap and her whole body black, from the soot of the chimney. She is forever tapping and pecking at the trees for food, and cries out when rain is coming, for she is always thirsty, and then she hopes for a drink.

Izvirnik

I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, som sad og bagede. Hun hed Gjertrud, og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe og de Begge vare sultne, bad vor Herre hende saa vakkert om en Levse at smage paa. Ja, den skulde han da faae, men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; alligevel blev det saa stort, at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Levse for stor; den kunde han ikke faae. Hun tog et endnu mindre Emne, men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Levse ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faae. Tredie Gang tog hun et endda mindre Emne, et bitte, bitte lidet et; men ogsaa dengang blev Levsen alt for

stor. „Saa har jeg ikke Noget at give Jer,“ sagde Gjertrud, „I faaer ligesaagodt gaae igjen uden Smagebide, for Levserne blive allesammen for store!“ Da blev vor Herre vred, og sagde: „Fordi du undte mig saa slet, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved, og ikke faae Noget at drikke oftere, end hvergang det regner!“ Og neppe havde han sagt det sidste Ord, saa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagstefjælen op igjennem Skorsteenspiben; og endnu den Dag idag kan man see hende flyve omkring med sin røde Hue og ganske sort over hele Kroppen, efter det at Piben sværtede hende; hun hakker og pikker bestandig paa Træerne efter Mad, og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørst, og da venter hun Drikke.

Nalagam bralnik