Waltey

Waltey

Družina kokošje Grete

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Družina kokošje Grete

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
24 min branja
Obseg
20 strani
Naslov izvirnika
Hønse-Grethes familie

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Družina kokošje Grete

Hen-Grethe was the only human being living in the fine new house built for the hens and ducks on the manor estate. It stood where the old knightly manor had stood, with its tower, stepped gable, moat, and drawbridge. Close by was a wilderness of trees and bushes; here the garden had once been, stretching down to a great lake that was now a marsh. Rooks, crows, and jackdaws flew shrieking and clamouring over the old trees, a teeming multitude of birds. Shooting among them did nothing to lessen their numbers; if anything, they increased. They could be heard even inside the henhouse, where Hen-Grethe sat while the ducklings scurried over her wooden shoes. She knew every hen and every duck from the moment it crept out of its egg. She was proud of her hens and ducks, proud of the splendid house built for them. Her little room was clean and neat, as the lady of the manor, to whom the henhouse belonged, insisted it should be. She often came here with grand and distinguished guests to show them “the hens’ and ducks’ barracks,” as she called it.

There was a wardrobe and an armchair, and even a chest of drawers, on which stood a brightly polished brass plate engraved with the word “Grubbe,” the very name of the old noble family who had lived here in the knightly manor. The brass plate had been found while digging on the site, and the parish clerk had said it had no value except as a relic of the past. The clerk knew a great deal about the place and the old days; he had learned it from books, and there was much written down in his desk drawer. His knowledge of bygone times was considerable; yet perhaps the oldest crow knew more, and cried it out in her own tongue. But that was crow-language, which the clerk, for all his learning, could not understand.

After a warm summer’s day, vapour would rise from the marsh until it seemed that a whole lake lay before the old trees where the rooks, crows, and jackdaws flew. So it had looked when Sir Grubbe lived here and the old manor stood with its thick red walls. In those days the watchdog’s chain reached right past the gate. Through the tower one entered the stone-paved passage leading to the rooms; the windows were narrow and the panes small, even in the great hall where the dancing took place. But in the last Grubbe’s time there had been no dancing within living memory, though an old kettledrum once used by the musicians still lay there. An intricately carved cupboard stood in the hall, and rare flower bulbs were kept in it, for Mistress Grubbe loved planting and tended trees and herbs. Her husband preferred riding out to shoot wolves and wild boar, and his little daughter Marie always went with him. At five years old she sat proudly on her horse, looking boldly about her with great black eyes. She delighted in cracking her whip among the hounds; her father would rather have seen her use it among the peasant boys who came to stare at the gentry. A peasant in the earthen cottage close to the manor had a son, Søren, the same age as the little noble maiden. He was a good climber and was always having to climb up and fetch birds’ nests for her. The birds shrieked as loudly as they could, and one of the largest struck him just above the eye, so that the blood streamed down. People thought the eye had been lost, but it had suffered no harm. Marie Grubbe called him her Søren, which was a great favour, and one that benefited his father, poor Jøn. One day he had committed some offence and was to be punished by riding the wooden horse. It stood in the courtyard, with four posts for legs and a single narrow plank for a back. Jøn was to sit astride it, with heavy bricks tied to his legs so that he should not sit too lightly. He made a dreadful face; Søren wept and pleaded with little Marie. At once she ordered them to let Søren’s father down, and when they would not obey her, she stamped on the paving stones and tugged at her father’s coat sleeve until it tore. She wanted what she wanted, and she had her way: Søren’s father was released. Mistress Grubbe came up, stroked her little daughter’s hair, and looked at her with gentle eyes. Marie did not understand why. She wanted to go to the hounds, not with her mother, who went into the garden and down towards the lake, where white and yellow water lilies were in bloom. Bulrushes and flowering rush swayed among the reeds. She gazed at all that freshness and luxuriance. “How delightful!” she said. In the garden stood a tree, rare in those days, which she herself had planted. A “copper beech” it is called, a kind of Moor among the other trees, so dark brown were its leaves. It needed strong sunshine; kept always in shade, it would turn green like the other trees and so lose its distinction. There were many birds’ nests in the tall chestnuts, as well as in the bushes and on the grass. It was as though the birds knew they were protected here, where no one dared fire a gun. Little Marie came with Søren, who, as we know, could climb, and both eggs and downy nestlings were fetched for her. The birds flew about in fear and terror, large and small alike! The lapwing from the field, the rooks, crows, and jackdaws from the tall trees, cried and cried, with the same cry their descendants utter to this very day.

“Children, whatever are you doing?” cried the gentle lady. “This is wicked work!” Søren stood abashed, and the little noble maiden too glanced aside, but then said curtly and sullenly, “My father lets me!”

“Away! Away!” cried the great black birds, and off they flew, but the next day they returned, for this was their home. The quiet, gentle lady, however, did not remain at home there much longer. Our Lord called her to Him, and with Him she was more truly at home than here at the manor. The church bells rang solemnly as her body was taken to church, and the eyes of the poor filled with tears, for she had been good to them. Once she was gone, no one tended her plantings, and the garden fell into decay. Sir Grubbe was a hard man, people said, but his daughter, young as she was, could manage him; he had to laugh, and she had her way. She was now twelve years old and strong-limbed. She looked people straight in the face with her black eyes, rode her horse like a man, and fired her gun like a practised hunter.

Then a great visitor came to the district, the grandest of all: the young king, with his half-brother and companion, Sir Ulrik Frederik Gyldenløve. They intended to hunt wild boar there and spend a day and a night at Sir Grubbe’s manor. Gyldenløve sat beside Marie Grubbe at table, put his arm round her head, and kissed her as though they were relations. But she slapped his mouth and said she could not bear him, and everyone laughed heartily, as though it were wonderfully amusing.

Perhaps it was, for five years later, when Marie had turned seventeen, a messenger arrived with a letter: Sir Gyldenløve was asking for the noble maiden’s hand. That was something indeed!

“He is the grandest and most gallant gentleman in the kingdom!” said Sir Grubbe. “This is not an offer to refuse.” “I care little enough for him!” said Marie Grubbe, but she did not refuse the foremost man in the land, who sat at the king’s side. Silver, woollens, and linen were sent by ship to Copenhagen; she travelled overland, a journey of ten days. Her trousseau met with contrary winds, or none at all; four months passed before it arrived, and by then Mistress Gyldenløve was gone. “I would sooner lie on coarse tow-cloth than in his silken bed!” she said. “I would sooner go barefoot than ride in a coach with him!” Late one November evening two women rode into Århus: Gyldenløve’s wife, Marie Grubbe, and her maid. They came from Vejle, having sailed there from Copenhagen. They rode up to Sir Grubbe’s stone-built house. He was not pleased by the visit. She received harsh words, but nevertheless a room to sleep in; she had her beer soup in the morning, but no comforting words to go with it. Her father’s ill nature was turned upon her as she had never known it before. She was not gentle-tempered herself; as people speak to you, so you answer them. And answer she did, speaking with bitterness and hatred of her husband, with whom she would not live: she was too well-bred and honourable for that. A year passed, and not a pleasant one. Bitter words fell between father and daughter, as they never should. Bitter words bear bitter fruit. How would it end?

“We two cannot live under one roof!” her father said one day. “Go to our old manor, but bite your tongue off rather than set lies abroad!” So they parted. With her maid she went to the old manor where she had been born and bred, and where the quiet, devout lady, her mother, lay in the church vault. An old cattle keeper lived at the manor; he was the entire household. Cobwebs hung in the rooms, black and heavy with dust. The garden grew as it pleased; hop vines and bindweed wove a net among the trees and bushes, while hemlock and nettles grew ever stronger and more abundant. The copper beech was overgrown and shaded; its leaves were now green like those of the other, ordinary trees. Its glory was gone. Rooks, crows, and jackdaws flew in teeming multitudes over the tall chestnuts, clamouring and shrieking as though they had important news to tell one another: now she was here again, the little girl who had had their eggs and young stolen. The thief himself, who had fetched them, was climbing a leafless tree far away, perched high on a mast, and getting a sound rope’s-ending whenever he misbehaved. All this was told in our own day by the parish clerk. He had gathered it together from books and records; it lay written down, along with much else, in his desk drawer.

“Up and down goes the world!” he said. “It is a strange tale to hear!” And we shall hear what became of Marie Grubbe, without forgetting Hen-Grethe, who sits in her splendid henhouse in our own day. Marie Grubbe sat in hers in her day, but not with old Hen-Grethe’s peace of mind.

Winter passed, and spring and summer passed; then came the windy autumn again, with its cold, wet sea mists. It was a lonely life, a tedious life at the manor.

Then Marie Grubbe took her gun and went out on the heath, shooting hares and foxes and whatever birds she could hit. Out there she met more than once the nobleman Palle Dyre of Nørrebæk, who also went about with his gun and dogs. He was big and strong, and boasted of it when they talked. He would have dared to pit himself against the late Sir Brockenhuus of Egeskov on Funen, whose strength was still renowned. Following his example, Palle Dyre had hung an iron chain with a hunting horn in his gateway; when he rode home, he seized the chain, lifted himself and his horse off the ground, and blew the horn. “Come and see for yourself, Mistress Marie!” he said. “There is fresh air at Nørrebæk!” When she came to his manor is not recorded, but the candlesticks in Nørrebæk Church bore an inscription saying that they were given by Palle Dyre and Marie Grubbe of Nørrebæk Manor. Palle Dyre had bulk and strength; he drank like a sponge, like a barrel that could never be filled. He snored like a whole pigsty, and his face was red and bloated.

“He is a swinish, spiteful fellow!” said Mistress Palle Dyre, Grubbe’s daughter. She soon tired of that life, but that did nothing to improve it. One day the table stood laid and the food grew cold; Palle Dyre was out fox-hunting, and his wife was nowhere to be found. Palle Dyre came home at midnight, but Mistress Dyre came neither at midnight nor in the morning. She had turned her back on Nørrebæk and ridden away without a word of farewell.

The weather was grey and wet, and the wind blew cold. A flock of black, shrieking birds passed over her; they were not as homeless as she was. First she travelled south, all the way towards the German lands. A couple of gold rings set with precious stones were turned into money. Then she went east, then turned back west again. She had no destination in mind and was angry with everyone, even with the good Lord, so wretched was her spirit. Soon her body was wretched too; she could scarcely move a foot. A lapwing flew up from its tussock as she stumbled over it. The bird cried as it always does, “You thief! You thief!” She had never stolen her neighbour’s goods, but as a little girl she had had birds’ eggs and nestlings fetched for her from tussock and tree. That came back to her now.

From where she lay she could see the dunes. Fishermen lived over there by the shore, but she was too ill to reach them. Great white gulls came flying over her, crying as the rooks, crows, and jackdaws had cried over the manor garden at home. The birds flew very close; at last she thought they turned coal-black, but then night fell before her eyes as well. When she opened them again, she was being lifted and carried. A big, strong fellow had taken her in his arms. She looked straight into his bearded face; he had a scar above one eye that seemed to divide the eyebrow in two. Wretched as she was, he carried her to the ship, where the skipper gave him harsh words for his deed.

The next day the ship sailed. Marie Grubbe did not go ashore, so she went with it. But surely she came back? Yes, but when and where? The parish clerk could tell that too, and it was no tale of his own invention. He had the whole strange course of it from a trustworthy old book that we ourselves may take down and read. The Danish historian Ludvig Holberg, who wrote so many books worth reading, and those amusing comedies from which we may truly learn to know his age and its people, tells in his letters where and how in the world he met Marie Grubbe. It is well worth hearing, and still we shall not forget Hen-Grethe, who sits happy and comfortable in the splendid henhouse.

The ship sailed away with Marie Grubbe; that was where we left her. Years passed, and more years passed. The plague was raging in Copenhagen; it was the year 1711. The Queen of Denmark departed for her German homeland, the king left the capital, and everyone who could hurried away. Even the students who had free lodging and board sought to leave the city. One of them, the last still remaining at what was called “Borchs Collegium,” close to Regensen, now set off as well. It was two o’clock in the morning. He came with his knapsack, filled more with books and papers than with clothes. A wet, clammy fog hung over the city. Not a soul was to be seen in the whole street along which he walked. Here and there crosses had been marked on doors and gateways; within, there was sickness, or everyone had died. No one was to be seen either in the broader, winding “Kjødmangergade,” as the street running from the Round Tower towards the royal palace was called. Now a great hearse rumbled past. The driver brandished his whip, the horses galloped, and the cart was piled with the dead. The young student held his hand before his face and sniffed a strong spirit with which he had soaked a sponge kept in a brass pencil case. From a tavern in one of the lanes came bawling songs and dreadful laughter: people were drinking the night away to forget that the plague stood at their door, waiting to take them off in the hearse to join the other dead. The student made for the palace bridge, where a couple of small vessels lay. One was weighing anchor to escape the stricken city. “If God lets us live and gives us a fair wind, we are bound for Grønsund by Falster!” said the skipper, and asked the student, who wished to come aboard, his name.

“Ludvig Holberg,” said the student, and the name sounded like any other name. Now it rings among Denmark’s proudest names; then he was merely a young, unknown student.

The ship glided past the palace. Dawn had not yet broken when it reached open water. A light breeze sprang up, the sail swelled, and the young student sat with his face to the fresh wind and fell asleep, which was not the wisest thing to do.

By the third morning the vessel lay off Falster. “Do you know anyone here with whom I might lodge for little money?” Holberg asked the captain.

“I think you would do well to go to the ferrywoman at Borrehuset!” he said. “If you want to be very polite, her name is Mother Søren Sørensen Møller. Though she may fly into a temper if you are too grand with her! Her husband has been arrested for a crime, and she rows the ferry herself. She has a strong pair of fists!”

The student took his knapsack and went to the ferry house. The door was not locked; he lifted the latch and entered a stone-paved room, whose chief piece of furniture was a box-bed bench with a large fur coverlet. A white hen with chicks was tethered to the bench and had upset the water dish, so that water ran across the floor. There was no one here or in the adjoining chamber, only a cradle with a child in it. The ferryboat was coming back with just one person aboard; whether man or woman was not easy to tell. The figure wore a great overcoat and a cap that fitted round the head like a bonnet. The boat drew in. It was a woman who came and entered the room. As she straightened her back, she looked quite imposing; two proud eyes shone beneath black eyebrows. This was Mother Søren, the ferrywoman. Rooks, crows, and jackdaws would have cried another name, one we know better.

She looked sullen and seemed little inclined to talk, but enough was said and settled for the student to arrange board and lodging for an indefinite time, while things were so bad in Copenhagen.

From the nearby market town, a pair of respectable citizens would now and then come out to the ferry house. Frands the Cutler and Sivert the Customs Inspector came, drank a mug of ale, and debated with the student. He was an able young man who knew his practica, as they called it; he read Greek and Latin and knew about learned matters. “The less you know, the less it weighs upon you!” said Mother Søren.

“You have a hard life!” said Holberg one day, as she steeped her washing in strong lye and had to chop the logs for fuel herself. “Leave that to me!” she answered.

“Have you always had to toil and drudge, ever since you were little?” “You can read that in my fists, surely!” she said, showing two hands that were indeed small, but hard and strong, with bitten nails. “You have the learning to read.”

At Christmastime heavy snowstorms began. The cold took hold, and the wind blew as sharply as though it had nitric acid to wash people’s faces with. Mother Søren was not troubled; she threw her overcoat round her and pulled her bonnet down over her head. The house was dark by early afternoon. She put wood and peat on the hearth, then sat down to mend the soles of her stockings; there was no one else to do it. Towards evening she spoke more to the student than was her custom. She spoke of her husband.

“He killed a skipper from Dragør by misadventure, and now he must work in irons at the naval dockyard for three years. He is only a common sailor, so the law must take its course.” “The law applies to the higher ranks too!” said Holberg. “Do you think so?” said Mother Søren, looking into the fire. Then she began again. “Have you heard of Kai Lykke, who had one of his churches pulled down? When the parson Mads thundered against it from the pulpit, he had him put in fetters and irons, set up a court, and himself sentenced Master Mads to lose his head. And his head was struck off. That was no misadventure, yet Kai Lykke went scot-free!” “He was within his rights in those days!” said Holberg. “We are past that now!”

“Tell that to fools!” said Mother Søren. She rose and went into the chamber where “the girl,” the little child, lay, picked her up and settled her again, then made up the student’s box-bed bench. He had the fur coverlet, for he felt the cold more than she did, though he had been born in Norway.

New Year’s morning was bright and clear with sunshine. The frost had been, and still was, so hard that the drifting snow had frozen into a crust one could walk on. The bells in the town rang for church; the student Holberg wrapped himself in his woollen cloak and prepared to go into town.

Over Borrehuset flew rooks, crows, and jackdaws, shrieking and clamouring so loudly that the church bells could not be heard. Mother Søren stood outside filling a brass kettle with snow, to put on the fire and melt for drinking water. She looked up at the swarming birds and had thoughts of her own.

The student Holberg went to church. Both going and returning, he passed Sivert the Customs Inspector’s house by the town gate, and there he was invited in for a bowl of warm ale with syrup and ginger. The talk turned to Mother Søren, but the customs inspector knew little about her; probably few people did. She was not from Falster, he said. She had once had a little money, he believed. Her husband was a common sailor with a violent temper; he had killed a skipper from Dragør. “He beats his wife, yet she takes his part.” “I would not put up with such treatment!” said the customs inspector’s wife. “But then I come of better people! My father was a royal stocking-weaver!”

“And that is why you are married to a royal official,” said Holberg, bowing to her and the customs inspector. It was Twelfth Night. Mother Søren lit a Three Kings candle for Holberg; that is to say, three tallow tapers she had dipped herself.

“A candle for each man!” said Holberg. “Each man?” said the woman, staring hard at him. “Each of the wise men from the East!” said Holberg. “Oh, in that sense!” she said, and was silent for a long while. Yet that Twelfth Night he learned more than he had known before.

“You have a loving heart towards the man you are married to,” said Holberg. “Yet people say he ill-treats you every day.” “That is no one’s business but mine!” she answered. “Those beatings might have done me good when I was little. Now I suppose I get them for my sins! I know what good he has done me.” And she drew herself up to her full height. “When I lay sick on the open heath and no one cared to have anything to do with me, except perhaps the rooks and crows, who would have pecked at me, he carried me in his arms and got harsh words for the catch he brought aboard. I am not made to lie sick, and so I recovered. Everyone has his own ways, Søren has his; you must not judge a nag by its halter! With all that, I have lived more happily with him than with the man they called the most gallant and distinguished of all the king’s subjects. I was once married to the governor-general Gyldenløve, the king’s half-brother; after that I took Palle Dyre! Much of a muchness, each in his own way, and I in mine. That was a long tale, but now you know!” And she went out of the room.

It was Marie Grubbe! Such strange turns had fortune’s wheel taken for her. She did not live to see many more Twelfth Nights. Holberg wrote that she died in June 1716, but he did not write, for he did not know, that when Mother Søren, as she was called, lay dead at Borrehuset, a multitude of great black birds flew over the place. They did not cry out, as though they knew a funeral called for silence. As soon as she was in the ground, the birds were seen no more. But that same evening, over in Jutland by the old manor, an immense multitude of rooks, crows, and jackdaws was seen. They cried out over one another as though they had something to proclaim, perhaps about the peasant’s son who as a little boy had taken their eggs and downy nestlings, and who had been given iron garters at the royal dockyard, and the noble maiden who had ended as a ferrywoman at Grønsund. “Caw! Caw!” they cried.

And their descendants cried, “Caw! Caw!” when the old manor was pulled down. “They cry it still, and there is nothing left to cry about!” said the parish clerk when he told the tale. “The family has died out, the manor has been pulled down, and where it stood now stands the splendid henhouse with its gilded weather vanes and old Hen-Grethe. She is so happy in her lovely home. If she had not come here, she would have had to go to the poorhouse.”

The pigeons cooed above her, the turkeys gobbled round her, and the ducks quacked. “Nobody knew her!” they said. “She has no family. It is an act of charity to keep her here. She has neither drake for father nor hen for mother, and no offspring!”

Yet she did have a family. She did not know it, nor did the parish clerk, for all the writings in his desk drawer. But one of the old crows knew and told of it. From her mother and grandmother she had heard of Hen-Grethe’s mother and of her grandmother, whom we too know: from the days when, as a child, she rode across the drawbridge and looked so proudly about her, as though the whole world and all its birds’ nests belonged to her. We saw her on the heath by the dunes, and last at Borrehuset. Her granddaughter, the last of the family, had come home again to the place where the old manor had stood and the wild black birds cried. But she sat among the tame birds, who knew her as she knew them. Hen-Grethe had nothing more to wish for. She was content to die, old enough to die.

“Grave! Grave!” cried the crows. And Hen-Grethe was given a good grave, which no one knows except the old crow, unless she too is dead. And now we know the story of the old manor, the old family, and all Hen-Grethe’s kin.

Izvirnik

Hønse-Grethes familie

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

Hønse-Grethe var det eneste bosiddende menneske i det ny stadselige hus, der var bygget for hønsene og ænderne på herregården; det stod, hvor den gamle ridderlige gård havde stået, med tårn, takket gavl, voldgrav og vindebro. Tæt ved var et vildnis af træer og buske; her havde haven været, og strakt sig ned til en stor sø, som nu var mose. Råger, krager og alliker fløj med skrig og skrål hen over de gamle træer, en myldrende mængde fugle; de mindskedes ikke, om man skød imellem dem, de tog snarere til. Man kunne høre dem lige ind i hønsehuset, hvor Hønse-Grethe sad og ællingerne løb hende over træskoene. Hun kendte hver høne, hver and fra den krøb ud af ægget, hun var stolt af sine høns og sine ænder, stolt af det stadselige hus, der var bygget for dem. Renlig og net var hendes lille stue, det forlangte herskabsfruen, hvem hønsehuset hørte til; hun kom her tit med fine, fornemme gæster og fremviste "hønsenes og ændernes kaserne," som hun kaldte det.

Der var både klædeskab og lænestol, ja der var en kommode, og på den stod opstillet en blankpoleret messingplade, hvori stod indgraveret ordet "Grubbe," hvilket netop var navnet på den gamle højadelige slægt, som havde boet her i riddergården. Messingpladen var fundet da man gravede her, og degnen havde sagt at den ikke havde andet værd, end at den var et gammelt minde. Degnen vidste god besked om stedet og gammel tid, han havde lærdommen af bøger; der lå så meget opskrevet i hans bordskuffe. Han havde stor videnskab om de gamle tider; dog den ældste krage vidste måske mere og skreg derom på sit mål, men det var kragemål, det forstod degnen ikke ihvor klog han var.

Mosen kunne efter en varm sommerdag dunste, så at der lå ligesom en hel sø ud for de gamle træer, hvor råger, krager og alliker fløj; således havde her set ud, da ridder Grubbe levede her og den gamle gård stod med røde tykke mure. Hundelænken nåede da helt hen forbi porten; gennem tårnet kom man ind i den stenlagte gang til stuerne; vinduerne var smalle og ruderne små, selv i den store sal, hvor dansen gik, men i den sidste Grubbes tid var ikke danset i mands minde, og dog lå der endnu en gammel kedeltromme, der havde tjent ved musikken. Her stod et kunstigt udskåret skab, i det gemtes sjældne blomsterløg, thi fru Grubbe holdt af plantning og opelskede træer og urter; hendes husbond red hellere ud at skyde ulve og vildsvin, og altid fulgte ham på vej hans lille datter Marie. I en alder af fem år sad hun stolt på sin hest og så med store sorte øjne kækt omkring sig. Det var hendes lyst at slå med pisken mellem jagthundene; faderen så nu hellere at hun slog mellem bønderdrengene, som kom for at se på herskabet. -

Bonden i jordhuset, tæt ved gården, havde en søn, Søren, i alder med den lille højadelige jomfru, han forstod at klatre og måtte altid op at tage fuglereder til hende; fuglene skreg alt hvad de skrige kunne, og en af de største huggede ham lige over øjet, så at blodet strømmede ud, man troede at øjet var gået med, men det havde dog ingen skade lidt. Marie Grubbe kaldte ham sin Søren, det var en stor gunst, og den kom til gode for faderen, sølle Jøn; han havde en dag forsét sig, skulle straffes, ride på træhesten. Den stod i gården med fire pæle til ben og en eneste smal fjæl til ryg; den skulle Jøn ride skrævs over og få nogle tunge mursten om benene for ikke at sidde alt for let; han skar gyseligt ansigt, Søren græd og bønfaldt den lille Marie; straks bød hun at Sørens fader skulle ned, og da man ikke lystrede hende, trampede hun i stenbroen og rev i faderens kjoleærme, så det revnede. Hun ville hvad hun ville, og hun fik sin vilje, Sørens fader blev løst ned. -

Fru Grubbe, som kom til, strøg sin lille datter hen over håret og så med milde øjne på hende, Marie forstod ikke hvorfor. -

Ind til jagthundene ville hun og ikke med moderen, der gik over i haven, ned mod søen hvor åkande og åknap stod med blomst; muskedonner og brudelys svajede mellem sivene; hun så på al den frodighed og friskhed. "Hvor angenemt!" sagde hun. Der stod i haven et dengang sjældent træ, hun selv havde plantet, "Blodbøg" kaldes det, et slags morian mellem de andre træer, så sortbrune var bladene; det måtte have stærkt solskin, ellers ville det i stadig skygge blive grønt som de andre træer og således miste sin mærkværdighed. I de høje kastanjer var mange fuglereder, ligeså i buskene og i grønsværen. Det var som om fuglene vidste at her var de fredede, her turde ingen plaffe med bøsse. -

Den lille Marie kom med Søren, han kunne kravle, ved vi, og der blev hentet både æg og dunede unger. Fuglene fløj i angst og skræk, små og store fløj! Viben ude fra marken, råger, krager og alliker fra de høje træer skreg og skreg, det var et skrig, som slægten skriger endnu i vore dage.

"Hvad gør I dog, børn!" råbte den milde frue, "det er jo ugudeligt værk!"

Søren stod forknyt, den lille højadelige jomfru så også lidt til siden, men derpå sagde hun kort og mut: "Jeg må for min fader!"

"Herfra! Herfra!" skreg de store sorte fugle og fløj, men kom igen næste dag, for her var de hjemme. -

Den stille, milde frue blev derimod ikke længe hjemme der, Vorherre kaldte hende til sig, hos ham havde hun også mere sit hjem, end her på gården; og kirkeklokkerne ringede stadseligt da hendes lig kørtes til kirke, fattig mands øjne blev våde, for hun havde været dem god. -

Da hun var borte, tog ingen sig af hendes plantninger og haven forfaldt. -

Hr. Grubbe var en hård mand, sagde man, men datteren, ihvor ung hun var, kunne magte ham; han måtte le og hun fik sin vilje. Nu var hun tolv år gammel og stærklemmet af vækst; hun så med sine sorte øjne lige ind i folk, red sin hest som en karl og skød sin bøsse som en øvet jæger.

Da kom der i egnen stort besøg, det allerfornemste, den unge konge og hans halvbroder og kammerat hr. Ulrik Frederik Gyldenløve; de ville skyde vildsvin der og blive et døgn på hr. Grubbes gård. -

Gyldenløve sad ved bordet hos Marie Grubbe, tog hende om hovedet og gav hende et kys, som om de havde været i familie sammen, men hun gav ham et munddask og sagde at hun ikke kunne udstå ham, og det blev der rigtigt leet af, som om det var så fornøjeligt.

Det har det måske også været; thi fem år efter, Marie havde fyldt sit syttende år, kom der bud med brev; hr. Gyldenløve udbad sig den højadelige jomfrus hånd; det var noget!

"Han er den fornemste og galanteste herre udi riget!" sagde hr. Grubbe. "Det er ikke at vrage."

"Stort skøtter jeg ikke om ham!" sagde Marie Grubbe, men hun vragede ikke landets fornemste mand, der sad ved kongens side. -

Sølvtøj, uldent og linned gik med fartøj til København; hun gjorde rejsen over land i ti dage. Udstyret havde kontrær vind eller ingen vind; der gik fire måneder før det kom did, og da det kom, var fru Gyldenløve borte. -

"Før vil jeg ligge på blårgarn end i hans silkeseng!" sagde hun. "Hellere går jeg på mine bare ben end kører med ham i karosse!" -

En sildig aften i november kom to kvinder ridende ind i Århus by; det var Gyldenløves frue, Marie Grubbe og hendes pige; de kom fra Vejle; derhen var de kommet fra København med fartøj. De red op til hr. Grubbes stenmurede gård. Han blev ikke fornøjet ved den visit. Hun fik knubbede ord, men dog et kammer at lægge sig i; fik sit øllebrød til morgen, men ikke øllebrødstale, det onde i faderen kom frem mod hende, det hun ikke var vant til; mild i sind var hun ikke, som man råbes til så svarer man; hun gav rigtignok svar og talte med beskhed og had om sin ægteherre, ham hun ikke ville leve med, dertil var hun for høvisk og ærbar. -

Så gik et år, det gik ikke fornøjeligt. Der faldt onde ord mellem fader og datter, det må der aldrig. Onde ord bærer ond frugt. Hvad ende skulle det tage.

"Vi to kan ikke blive under tag!" sagde en dag faderen. "Flyt herfra til vor gamle gård, men bid heller din tunge af end sæt løgn i gænge!"

Så skiltes de to; hun drog med sin pige ind i den gamle gård, hvor hun var født og båren, hvor den stille fromme frue, hendes moder, lå i kirkens gravkammer; en gammel kvægvogter boede på gården, det var det hele mandskab. I stuerne hang spindelvæv, sort og tungt af støv, haven voksede som den ville; humleranker og snerler snoede et net mellem træer og buske; skarntyde og nælde tog til i vækst og kræfter. "Blodbøgen" var overgroet og i skygge, dens blade var nu grønne som de andre, almindelige træers, det var forbi med dens herlighed. Råger, krager og alliker fløj, en myldrende mængde, hen over de høje kastanjetræer, der var et skrål og en skrigen, som havde de vigtigt nyt at fortælle hverandre: Nu var hun her igen, den små, som havde ladet stjæle deres æg og unger; tyven selv, som hentede dem, klatrede ude på bladløst træ, sad i den høje mast og fik sine gode slag af tampen når han ikke skikkede sig. -

Det fortalte alt sammen i vor tid degnen; han havde samlet og sat det sammen af bøger og optegnelser; det lå med meget mere skrevet og gemt i bordskuffen.

"Op og ned er verdens gang!" sagde han, "det er underligt at høre!" - Og vi vil høre hvorledes det gik Marie Grubbe, derfor glemmer vi dog ikke Hønse-Grethe, hun sidder i sit stadselige hønsehus i vor tid, Marie Grubbe sad i sin tid, men ikke med det sind som gamle Hønse-Grethe.

Vinteren gik, foråret og sommeren gik, så kom igen den blæsende efterårstid med de våde kolde havguser. Det var et ensomt liv, et kedsommeligt liv der på gården.

Så tog Marie Grubbe sin bøsse og gik ud i lyngheden, skød harer og ræve, skød hvad fugle hun kunne træffe. Derude mødte hun mere end én gang den adelige herre Palle Dyre fra Nørrebæk, han gik også med sin bøsse og sine hunde. Han var stor og stærk, det pralede han af når de talte sammen. Han turde have målt sig med den salige hr. Brockenhuus til Egeskov i Fyn, om hvis styrke der endnu gik ry. - Palle Dyre havde, efter hans eksempel, ladet ophænge i sin port en jernlænke med et jægerhorn, og når han red hjem, greb han om lænken, løftede sig med hesten fra jorden og blæste i hornet. -

"Kom selv at se det, fru Marie!" sagde han. "Der er friskt vejrdrag på Nørrebæk!" -

Når hun kom på hans gård står ikke opskrevet, men på lysestagerne i Nørrebæk Kirke var at læse, at de var givet af Palle Dyre og Marie Grubbe på Nørrebæk Hovedgård. -

Krop og kræfter havde Palle Dyre; han drak som en svamp, han var som en tønde der ikke kunne fyldes; han snorkede som en hel svinestald; rød og opdunstet så han ud.

"Svinepolisk og drillevorn er han!" sagde fru Palle Dyre, Grubbes datter. Snart var hun ked af det liv, men derved blev det dog ikke bedre.

En dag stod bordet dækket og maden blev kold; Palle Dyre var på rævejagt og fruen var ikke at finde. - Palle Dyre kom hjem ved midnatstid, fru Dyre kom hverken til midnat eller morgen, hun havde vendt sin ryg til Nørrebæk, var redet bort uden hilsen og farvel.

Det var gråt, vådt vejr; vinden blæste kold, der fløj en flok sorte skrigende fugle hen over hende, de var ikke så husvilde som hun.

Først drog hun sønder på, helt op mod det tyske rige, et par guldringe med kostelige stene blev sat om i penge, så gik hun mod øst, så vendte hun om igen mod vest, hun havde ikke mål for øje og var vred på alle, selv på den gode Gud, så elendigt var hendes sind; snart blev hendes legeme det med, knap kunne hun flytte sin fod. Viben fløj op fra sin tue, da hun faldt over tuen; fuglen skreg, som den altid skriger: "Din tyv! din tyv!" aldrig havde hun stjålet sin næstes gods, men fugleæg og fugleunger havde hun som lille pige ladet hente til sig fra tue og træ; det tænkte hun nu på.

Der hvor hun lå, kunne hun se klitterne, ved stranden derhenne boede fiskere, men derhen kunne hun ikke nå, så syg var hun. De store hvide strandmåger kom flyvende hen over hende og skreg som råger, krager og alliker skreg hjemme over gårdens have. Fuglene fløj hende ganske nær, til sidst syntes hun at de blev kulsorte, men så blev det også nat for hendes øjne. -

Da hun igen slog øjnene op, blev hun løftet og båret, en stor, stærk karl havde taget hende på sine arme, hun så ham lige ind i hans skæggede ansigt, han havde et ar over øjet så at øjenbrynet var ligesom skilt i to dele; han bar hende, så elendig hun var, til fartøjet, hvor han af skipperen fik knubbede ord for sin gerning.

Dagen derpå sejlede fartøjet. Marie Grubbe kom ikke i land; hun var altså med. Men kom vel nok tilbage? Ja, når og hvor?

Også derom vidste degnen at fortælle, og det var ikke en historie, han selv satte sammen, han havde hele dens sælsomme gang fra en troværdig gammel bog, vi selv kan tage frem og læse. Den danske historieskriver Ludvig Holberg, der har skrevet så mange læseværdige bøger og de morsomme komedier, af hvilke vi ret kunne kende hans tid og dens mennesker, fortæller i sine breve om Marie Grubbe, hvor og hvorledes i verden han mødte hende; det er nok værd at høre, derfor glemmer vi slet ikke Hønse-Grethe, hun sidder glad og godt i det stadselige hønsehus.

Fartøjet sejlede bort med Marie Grubbe; der var det vi slap. -

Der gik år og der gik år. -

Pesten grasserede i København, det var i året 1711. Dronningen af Danmark drog til sin tyske hjemstavn, kongen forlod rigets hovedstad, hver, som kunne, skyndte sig af sted; studenterne, selv om de havde frit hus og kosten med, søgte ud af byen. En af dem, den sidste, der endnu var blevet på det såkaldte "Borchs Collegium," tæt ved Regensen, drog nu også af sted. Det var klokken to i morgenstunden; han kom med sin ransel, der var fyldt mere med bøger og skrevne sager, end just med klædningsstykker. Der hang en våd, klam tåge ned i byen; ikke et menneske var at se i hele gaden hvor han gik; rundt om på døre og porte var skrevet kors, derinde var soten, eller folk var uddøde. Heller ingen folk var at se i den bredere, bugtede "Kjødmangergade," som gaden kaldtes fra det "Rundetårn" ned mod kongens slot. Nu rumlede en stor rustvogn forbi; kusken svingede med pisken, hestene fór i galop, vognen var fyldt med døde. Den unge student holdt sig hånden for ansigtet og lugtede til en stærk spiritus, han havde på en svamp i et messingkridthus. Fra en kippe i et af stræderne lød skrålende sang og uhyggelig latter af folk, der drak natten hen for at glemme, at soten stod for døren og ville have dem med på rustvognen til de andre døde. Studenten styrede mod slotsbroen, dér lå et par småfartøjer, ét lettede for at komme bort fra den befængte by. -

"Om Gud lader os leve og vi får vind dertil, går vi til Grønsund ved Falster!" sagde skipperen og spurgte studenten, som ville med, om hans navn.

"Ludvig Holberg," sagde studenten, og det navn lød som ethvert andet navn, nu lyder i det et af Danmarks stolteste navne; den gang var han kun en ung, ukendt student.

Skibet gled slottet forbi. Det var endnu ikke lys morgen da det nåede ud i åbent vand. Der kom en let brise, sejlet bovnede, den unge student satte sig med ansigtet mod den friske vind og faldt i søvn, og det var just ikke det rådeligste.

Allerede på tredje morgen lå fartøjet ud for Falster. "Kender I nogen her på stedet, hvor jeg kan tage ind med lidt penge?" spurgte Holberg kaptajnen.

"Jeg tror at I gør vel i at gå til færgekonen i Borrehuset!" sagde han. "Vil I være meget galant, da hedder hun mor Søren Sørensen Møller! Dog, det kan hænde at hun bliver gal i hovedet, om I er alt for fin mod hende! Manden er arresteret for en misgerning, hun fører selv færgebåden, næver har hun!"

Studenten tog sit tornyster og gik til færgehuset. Stuedøren var ikke lukket af, klinken gik op, og han trådte ind i en brolagt stue, hvor slagbænken med en stor skinddyne var det betydeligste. En hvid høne med kyllinger var tøjret til slagbænken og havde væltet vandfadet, så at vandet flød hen over gulvet. Ingen folk var her eller i kamret tæt ved, kun en vugge med et barn i. Færgebåden kom tilbage, der sad kun én i den, mand eller kvinde var ikke let at sige. Personen havde en stor kavaj om sig, og en kabuds ligesom en kyse om hovedet. Båden lagde an. -

Det var et kvindemenneske som kom og trådte ind i stuen. Hun så ret anselig ud, idet hun rettede sin ryg; to stolte øjne sad under de sorte øjenbryn. Det var mor Søren, færgekonen; råger, krager og alliker ville skrige et andet navn, som vi bedre kender.

Mut så hun ud, meget holdt hun nok ikke af at tale, men så meget blev dog talt og afgjort, at studenten tingede sig i kost på ubestemt tid, mens det stod så ilde til i København.

Ud til færgehuset kom jævnligt fra den nærliggende købstad et og andet par hæderlige borgere. Der kom Frands Knivsmed og Sivert Posekigger; de drak et krus øl i færgehuset og diskuterede med studenten; han var en habil ung mand, der kunne sin practica, som de kaldte det, han læste græsk og latin og vidste om lærde sager. -

"Jo mindre man ved, des mindre trykkes man deraf!" sagde mor Søren.

"I har det strengt!" sagde Holberg, en dag hun bøgede sit tøj i den skarpe lud og selv måtte hugge træknuderne til brændsel.

"Lad mig om det!" svarede hun.

"Har I fra lille af altid måttet slide og slæbe?"

"Det kan I vel læse i næverne!" sagde hun og viste to rigtignok små men hårde, stærke hænder med afbidte negle. "I har jo lærdom at læse."

Ved juletid begyndte stærkt snefog; kulden tog fat, vinden blæste skarpt som om den havde skedevand at vaske folk i ansigtet med. Mor Søren lod sig ikke anfægte, smed kavajen om sig og trak kysen ned om hovedet. Mørkt var der inde i huset tidligt på eftermiddagen; ved og klynetørv lagde hun på ildstedet; satte sig så og sålede sine hoser, der var ingen anden til at gøre det. Mod aften talte hun flere ord til studenten, end det ellers var hendes vane; hun talte om sin mand.

"Han har af våde begået drab på en Dragør skipper og må derfor nu i tre år arbejde i jern på Holmen. Han er kun gemen matros, så må loven have sin gænge." -

"Loven gælder også den højere stand!" sagde Holberg. -

"Tror I!" sagde mor Søren og så ind i ilden, men så begyndte hun igen. "Har I hørt om Kai Lykke, der lod rive ned en af sine kirker, og da præsten Mads dundrede derover fra prædikestolen, lod han hr. Mads lægge i bolt og jern, nedsætte en ret, og dømte ham selv at have forbrudt sin hals, den blev også hugget over; det var ikke vådesgerning og dog blev Kai Lykke den gang frank og fri!" -

"Han var i sin ret efter den tid!" sagde Holberg, "nu er vi ude over den!"

"Det kan I bilde tosser ind!" sagde mor Søren, rejste sig og gik ind i kamret, hvor "tøsen," det lille barn lå, det lettede og lagde hun, lavede så til rette studentens slagbænk; han havde skinddynen, han var mere kuldskær, end hun, og han var dog født i Norge.

Nytårsmorgen var det en rigtig klar solskinsdag, frosten havde været og var så stærk at den fygende sne lå frossen hård, så at man kunne gå på den. Klokkerne i byen ringede til kirke; student Holberg tog sin uldne kappe om sig og ville til byen.

Hen over Borrehuset fløj med skrig og skrål råger, krager og alliker, man kunne for skrålet ikke høre kirkeklokkerne. Mor Søren stod udenfor og fyldte en messingkedel med sne, for at sætte den over ilden og få drikkevand, hun så op mod fuglevrimlen og havde sine egne tanker derved.

Student Holberg gik til kirke; på vejen derhen og hjemvejs kom han forbi Sivert Posekiggers hus ved porten, der blev han budt ind på en skål varmt øl med sirup og ingefær; talen faldt om mor Søren, men posekiggeren vidste ikke stor besked, det vidste nok ikke mange: hun var ikke fra Falster, sagde han, lidt midler havde hun vist engang ejet, hendes mand var en gemen matros, hidsig af temperament, en Dragør skipper havde han slået ihjel, "kællingen banker han, og dog tager hun hans forsvar." -

"Jeg tålte ikke slig medfart!" sagde posekiggerens kone. "Jeg er nu også kommen af bedre folk! min fader var kongelig strømpevæver!"

"Derfor er i også ført i ægteskab med en kongelig embedsmand," sagde Holberg og gjorde en reverens for hende og posekiggeren. -

Det var helligtrekongersaften. Mor Søren tændte for Holberg et helligtrekongerslys; det vil sige tre tællepråse hun selv havde dyppet.

"Et lys for hver mand!" sagde Holberg.

"Hver mand?" sagde konen og så stift på ham.

"Hver af de vise mænd fra Østerland!" sagde Holberg.

"På den led!" sagde hun og tav længe stille. Men i den helligtrekongersaften fik han dog mere at vide end han før havde vidst.

"I har et kærligt sind mod ham, I lever i ægteskab med," sagde Holberg; "Folk siger dog at han daglig handler ilde mod eder."

"Det rager ingen uden mig!" svarede hun. "De slag kunne jeg have haft godt af som lille; nu får jeg dem vel for mine synders skyld! Hvad godt han har gjort mig, det ved jeg," og hun rejste sig helt op. "Da jeg lå syg på åben hede og ingen skøttede om at komme i lag med mig, uden måske råger og krager for at hakke i mig, bar han mig på sine arme, og fik knubbede ord for den fangst, han bragte til fartøjet. Jeg er ikke skabt til at ligge syg og så kom jeg mig. Hver har det på sin led, Søren på sin, man skal ikke dømme øget efter grimen! med ham har jeg i alt det levet mere fornøjelig, end med ham, de kaldte den galanteste og mest fornemme af alle kongens undersåtter. Jeg har været ud i ægteskab med statholderen Gyldenløve, kongens halvbroder; siden tog jeg Palle Dyre! hip som hap, hver på sin vis og jeg på min. Det var en lang snak, men nu ved I det!" Og hun gik ud af stuen.

Det var Marie Grubbe! så underlig var hende lykkens tumleklode. Mange helligtrekongersaftner til blev hun ikke i live; Holberg har nedskrevet at hun døde i juni 1716, men han har ikke nedskrevet, for han vidste det ikke, at da mor Søren, som hun kaldtes, lå lig i Borrehuset, fløj en mængde store, sorte fugle hen over stedet, de skreg ikke, som vidste de at der hører stilhed til begravelse. Så snart hun lå i jorden var fuglene ikke mere at se, men samme aften blev i Jylland, ovre ved den gamle gård, set en umådelig mængde råger, krager og alliker, de skreg i munden på hverandre, som om de havde noget at kundgøre, måske om ham, der som lille dreng tog deres æg og dunede unger, bondens søn, der fik hosebånd af jern på kongens holm, og den højadelige jomfru, der endte som færgekone ved Grønsund. "Bra! bra!" skreg de.

Og slægten skreg, "bra! bra!" da den gamle gård blev revet ned. "De skriger det endnu og der er ikke mere at skrige over!" sagde degnen, når han fortalte: "Slægten er uddød, gården revet ned, og hvor den stod, står nu det stadselige hønsehus med forgyldte fløje og med gamle Hønse-Grethe. Hun er så glad for sin yndige bolig, "var hun ikke kommet her, skulle hun have været i fattighuset."

Duerne kurrede over hende, kalkunerne pludrede rundt om og ænderne snadrede.

"Ingen kendte hende!" sagde de, "slægt har hun ikke. Det er en nådens gerning at hun er her. Hun har hverken andefar eller hønsemor, intet afkom!"

Slægt havde hun dog; hun kendte den ikke, degnen ikke heller, ihvor meget opskrevet han havde i bordskuffen, men en af de gamle krager vidste derom, fortalte derom. Den havde af sin mor og mormor hørt om Hønse-Grethes mor og om hendes mormor, hvem vi også kender, fra hun som barn red over vindebroen og så stolt om sig, som hele verden og alle dens fuglereder var hendes, vi så hende på heden ved klitterne og sidst på "Borrehuset." Barnebarn, den sidste af slægten, var kommet hjem igen hvor den gamle gård havde stået, hvor de sorte vilde fugle skreg, men hun sad mellem de tamme fugle, kendt af dem og kendt med dem. Hønse-Grethe havde ikke mere at ønske, hun var glad til at dø, gammel til at dø.

"Grav! grav!" skreg kragerne.

Og Hønse-Grethe fik en god grav, som ingen kender, uden den gamle krage, dersom ikke også hun er død.

Og nu kender vi historien om den gamle gård, den gamle slægt og hele Hønse-Grethes familie.