Waltey

Prevod

From my father I inherited the best of all legacies: a cheerful disposition. And who was my father? Well, that has nothing to do with my disposition! He was lively and hearty, plump and round, and both his outward appearance and his inner nature were quite at odds with his office. And what was his office, his position in society? Well, if it were written down and printed at the very beginning of a book, quite a few readers would probably put the book aside and say, “That looks too gruesome for me; I want none of that sort of thing.” Yet my father was neither a knacker nor an executioner; on the contrary, his office often placed him at the head of the town’s most honourable men, and he was perfectly entitled to be there, perfectly in his proper place. He had to go first, ahead of the bishop, ahead of princes of the blood—and first he went: he was a hearse driver!

Now it is out! And this I can tell you: when you saw my father sitting up there, high on the front of death’s omnibus, wearing his long, flowing black cloak and his three-cornered hat with its black fringe, and then looked at his face, which was the very image of the sun as people draw it, round and laughing, you could not think of sorrow and the grave. That face said, “Never mind! It will all turn out much better than you think!”

You see, it is from him that I have my cheerful disposition and my habit of taking frequent walks in the churchyard; and a very pleasant place it is, provided you go there in good spirits—and then I subscribe to Adresseavisen, just as he did.

I am no longer quite young—I have neither wife nor children nor library, but, as I said, I subscribe to Adresseavisen. It is enough for me; to my mind it is the best of papers, and my father thought so too. It serves a useful purpose and contains everything a person needs to know: who is preaching in the churches and who is preaching in the new books! Where to find lodgings, servants, clothes and food; who is selling out and who is passing on; and then you see so much charity and so many innocent verses that do no harm! Marriages sought, and assignations that people agree to or decline! All so simple and natural! Indeed, you can live quite happily and get yourself buried by subscribing to Adresseavisen—and at the end of your life you have such a lovely heap of paper that you can lie softly upon it, if you do not care to lie on wood shavings.

Adresseavisen and the churchyard: these are, and always have been, my two most stimulating excursions, my two most blessed bathing places for the spirits.

Anyone can make his own way into Adresseavisen; but come with me to the churchyard. Let us go there when the sun is shining and the trees are green; let us walk among the graves! Each is like a closed book with its spine turned upwards: you can read the title, which tells you what the book contains and yet tells you nothing. But I know all about them, from my father and from my own experience. I have it all in my book of graves, a book I have made myself, for use and pleasure; there they all lie, and a few more besides!

Now we are in the churchyard. Here, behind the white-painted wooden railings, where a rose tree once grew—now it is gone, but a little evergreen from the neighbouring grave reaches its green finger inside, just to lend a touch of finery—rests a very unhappy man. And yet, while he lived, he was comfortably off, as they say, had a good livelihood and a little to spare; but he took the world too much to heart, by which I mean the arts. If he sat in the theatre one evening, ready to enjoy it with all his soul, he was quite beside himself if the stage machinist so much as put too strong a light in either cheek of the moon, or the sky border hung in front of the wing when it ought to have hung behind it, or a palm tree appeared on Amager, a cactus in the Tyrol, or beech trees far up in Norway! Surely it makes no difference; who thinks about such things? It is only a play, after all, and you are meant to enjoy it. Then the audience applauded too much, or else it applauded too little. “It is wet firewood,” he would say. “It will not catch tonight!” And then he would turn round to see what sort of people they were, and find that they were laughing in the wrong places, laughing where they ought not to laugh, and it vexed him and made him suffer, and he was an unhappy man, and now he is in his grave.

Here rests a very fortunate man—that is to say, a very distinguished man of noble birth, and that was his good fortune, for otherwise nothing would ever have become of him. But everything in nature is so wisely arranged that it is a pleasure to think of it. He went about embroidered front and back, and was installed in the drawing room just as one installs a costly, pearl-embroidered bellpull, which always has a good stout cord behind it to do the work. He too had a good cord behind him, a deputy who did the work, and still does it behind another new, embroidered bellpull. Everything is so wisely arranged that one can easily keep cheerful.

Here rests—yes, this really is very sad!—here rests a man who for sixty-seven years had been trying to think of something witty to say. He lived for nothing but to come up with a witticism, and at last he really did, or so he believed, and was so delighted that he died of it, died of joy at having thought of it; and nobody benefited, nobody ever heard the witticism. Now I should think he can hardly rest easy in his grave on account of it, for suppose it was a remark that had to be made at breakfast to have its proper effect, and, being dead, he can only appear at midnight, as people generally believe: then the remark does not suit the hour, nobody laughs, and he can go back to his grave with his witticism. That is a sorrowful grave.

Here rests a very miserly woman. While she was alive she used to get up in the night and mew, so that the neighbours would think she kept a cat; that was how miserly she was!

Here rests a young lady of good family. Whenever she was in company she had to let everyone hear her singing voice, and so she would join in with “mi manca la voce”! It was the only truth she ever uttered!

Here rests a maiden of another kind! When the heart’s canary begins to shriek, reason puts its fingers in its ears. The fair maiden stood in the halo of matrimony! It is an everyday story—but that is a nice way of putting it. Let the dead rest!

Here rests a widow who had swan song on her lips and owl’s gall in her heart. She went prowling among families in search of her neighbours’ shortcomings, just as “Politivennen” used to go about in the old days looking for a missing plank across a gutter.

Here is a family vault. Every generation of that family held so firmly together in its beliefs that even if the whole world and the newspaper said, “This is how it is,” and the little son came home from school and said, “I have heard it this way!” then his way was the only right one, because he belonged to the family. And it is certain that if the family’s barnyard cock happened to crow at midnight, then it was morning, even though the watchman and every clock in town said it was midnight.

The great Goethe ends his “Faust” by saying that it “may be continued,” and so may our walk here in the churchyard. I come here often! If one or another of my friends or non-friends makes life too trying for me, I come out here, find a patch of turf and consecrate it to the man or woman I want buried; then I bury them at once, and there they lie, dead and powerless, until they return as new and better people. Their lives and doings, as seen from my side, I enter in my book of graves; and that is how everyone ought to go about it—not get angry when someone behaves too badly, but bury them at once, hold on to a cheerful disposition and keep up a subscription to Adresseavisen, that paper written by the people themselves, though often with someone guiding their pen.

When the time comes for me and the story of my life to be bound up in the grave, let the inscription be: “A cheerful disposition!” That is my story.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Efter min fader har jeg fået den bedste arvepart, jeg har fået et godt humør. Og hvem var min fader? ja, det kommer nu ikke humøret ved! han var livlig og trivelig, fed og rund, hans ydre og indre ganske i strid med hans embede. Og hvad var hans embede, hans stilling i samfundet? Ja, skulle det skrives ned og trykkes lige i begyndelsen af en bog, så er det rimeligt at flere, når de læste det, lagde bogen til side og sagde, det ser mig så uhyggeligt ud, jeg skal ikke have af den slags. Og dog var min fader hverken rakker eller skarpretter, tværtimod, hans embede bragte ham tit i spidsen for stadens allerhæderligste mænd, og han var der ganske i sin ret, ganske på sin plads; han måtte været forrest, foran bispen, foran prinser af blodet – og han var forrest - han var ligvognskusk!

Nu er det sagt! og det kan jeg sige, at når man så min fader sidde der højt, foran på dødens omnibus, iført sin lange side, sorte kappe, og med den sortbefrynsede trekantede hat på hovedet, og dertil så hans ansigt, der livagtigt var, som man aftegner solen, rundt og leende, så kunne man ikke tænke på sorg og grav; det ansigt sagde: "Det gør ikke noget, det bliver meget bedre, end man tror!"

Se, fra ham har jeg mit gode humør og den vane, jævnlig at gå ud på kirkegården; og det er meget fornøjeligt, når man kun kommer der med et godt humør, – og så holder jeg Adresseavisen, ligesom også han gjorde.

Jeg er ikke ganske ung, – jeg har hverken kone, børn eller bibliotek, men som sagt, jeg holder Adresseavisen, den er mig nok, den er mig det bedste blad, og det var den også for min fader; den gør sit gode gavn og har alt hvad et menneske behøver at vide: hvem der prædiker i kirkerne og hvem der prædiker i de nye bøger! hvor man får hus, tjenestefolk, klæder og føde, hvem der "sælger ud" og hvem der selv går ud, og så ser man så megen velgørenhed og så mange uskyldige vers, der ikke gør noget! ægtestand, der søges og stævnemøder, som man indlader og ikke indlader sig på! alt sammen simpelt og naturligt! Man kan såmænd meget godt leve lykkeligt og lade sig begrave, ved at holde Adresseavisen – og så har man ved sit livs ende, så dejligt meget papir, at man kan ligge blødt på det, dersom man ikke holder af at ligge på høvlspåner.

Adresseavisen og kirkegården, det er og var altid mine to mest åndsvækkende spadserefarter, mine to mest velsignede badeanstalter for det gode humør.

Enhver kan nu gå ind i Adresseavisen; men gå med mig på kirkegården, lad os komme der, når solen skinner og træerne er grønne; lad os gå mellem gravene! hver af disse er som en lukket bog med ryggen op ad, man kan læse titlen, som siger hvad bogen indeholder og siger dog ingenting; men jeg ved besked, ved den fra min fader og fra mig selv. Jeg har det i min gravbog, og det er en bog, jeg selv har gjort, til nytte og fornøjelse; der ligger de alle sammen, og endnu nogle flere!

Nu er vi på kirkegården.

Her, bag det hvidmalede pindegitter, hvor der indenfor engang stod et rosentræ, – nu er det borte, men en smule eviggrønt fra naboens grav strækker sin grønne finger derind, for dog at gøre lidt stads, – hviler en meget ulykkelig mand, og dog, da han levede, stod han sig godt, som man siger, havde sit gode udkomme, og lidt til, men han tog sig verden for nær, det vil sige kunsten. Sad han en aften i teatret for at nyde med hele sin sjæl, så var han rent fra det, når bare maskinmesteren satte for stærkt et lys i hver kæbe på månen, eller luftsoffiten hang foran kulissen hvor den skulle hænge bag ved, eller der kom et palmetræ på Amager, kaktus i Tyrol og bøgetræer højt oppe i Norge! Kan det ikke være lige et og det samme, hvem tænker over sligt! det er jo komedie, og den skal man fornøje sig over. – Så klappede publikum for meget, så klappede det for lidt. "Det er vådt brænde," sagde han, "det vil ikke fænge i aften!" og så vendte han sig om for at se, hvad det var for folk, og så så han at de lo galt, lo på steder hvor de ikke skulle le, og det ærgrede han sig over og led ved og var et ulykkeligt menneske, og nu er han i graven.

Her hviler en meget lykkelig mand, det vil sige en meget fornem mand af høj byrd, og det var hans lykke, thi ellers var der aldrig blevet noget af ham, men alt er nu så viseligt indrettet i naturen, at det er en fornøjelse at tænke derpå. Han gik broderet for og bag og var anbragt i storstuen, som man anbringer den kostelige, perlebroderede klokkestreng, den har altid bag ved sig en god tyk snor, der gør tjenesten; han havde også en god snor bag ved, en substitut, der gjorde tjenesten og gør den endnu bag en anden ny, broderet klokkestreng. Alting er nu så viseligt indrettet, at man sagtens kan have et godt humør.

Her hviler, ja, det er nu så meget sørgeligt –! her hviler en mand, som i syvogtresindstyve år havde tænkt på at sige et godt indfald; han levede alene for at få et godt indfald, og så fik han virkelig et, efter egen overbevisning, og blev så glad at han døde i det, døde af glæde over at have fået det, og ingen nød gavn deraf, ingen hørte det gode indfald. Jeg kan nu tænke, at han engang har ro i sin grav for det gode indfald, thi sæt, at det var et indfald, det måtte siges til frokost, når det skulle gøre virkning, og at han som død kun kan, efter almindelig mening, komme frem ved midnat, så passer ikke indfaldet til tiden, ingen ler og han kan gå i graven igen med sit gode indfald. Det er en sørgelig grav.

Her hviler en meget gerrig madam; mens hun levede, stod hun op om natten og mjavede, for at naboerne skulle tro at hun holdt kat; så gerrig var hun!

Her hviler en frøken af god familie; altid i selskab skulle hun lade sin sangstemme høre, og så sang hun med i "mi manca la voce"! det var den eneste sandhed i hendes liv!

Her hviler en jomfru af en anden slags! Når hjertets kanariefugl begynder at skrige op, så putter fornuften fingrene i ørene. Skønjomfru stod i ægtestands glorie –! det er en hverdagshistorie – men det er pænt sagt. Lad de døde hvile!

Her hviler en enkefrue, der havde svanesang i munden, og uglegalde i hjertet. Hun gik om i familier på rov efter næstens mangler, ligesom i gamle dage "politivennen" gik om for at finde et rendestensbræt, som ikke var der.

Her er en familiebegravelse; hvert led af den slægt holdt sådan sammen i troen, at om hele verden og avisen sagde, således er det, og da den lille søn kom fra skolen og sagde, "jeg har hørt det på den måde!" så var hans måde den eneste rigtige, for han var af familien. Og vist er det, at traf det sig så, at familiens gårdhane galede ved midnat, så var det morgen, om endogså vægteren og alle byens ure sagde, det er midnat.

Den store Goethe slutter sin "Faust" med, at den "kan fortsættes," det kan også vor vandring herud på kirkegården; her kommer jeg tit! gør en eller anden af mine venner eller ikke-venner mig det for broget, så går jeg herud, opsøger en grønsværsplads og indvir den til ham eller hende, hvem jeg vil have begravet, og så begraver jeg dem straks, så ligger de der døde og magtesløse, indtil de som nye og bedre mennesker vender tilbage. Deres liv og levned, set fra min side, skriver jeg ind i min gravbog, og således skulle alle mennesker bære sig ad, ikke ærgre sig, når nogen gør dem det for galt, men straks begrave dem, holde på sit gode humør og på Adresseavisen, dette af folket selv skrevne blad, tit med påholdt pen.

Kommer den tid, at jeg selv med mit livs historie skal indbindes i graven, så sæt som indskrift:

"Et godt humør!"

Det er min historie.

Nalagam bralnik