Waltey
Vænø in Glænø
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Vænø in Glænø
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Vænø og Glænø
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Vænø in Glænø
Once, off the coast of Zealand, opposite Holsteinborg, lay two wooded islands, Vænø and Glænø, with their church villages and farms. They lay close to the shore and close to one another; now only one island remains.
One night a terrible storm arose. The sea rose higher than anyone could remember; the gale grew fiercer and fiercer. It was like the Day of Judgment, with a sound as though the earth were splitting apart; the church bells began to swing and rang without a human hand to move them.
That night Vænø vanished into the depths of the sea; it was as though the island had never been. Yet afterwards, on many a summer night, when the water was calm and clear at low tide, a fisherman out spearing eels by the light of a flare in the bow of his boat could, if his eyes were keen enough, make out Vænø far below him, with its white church tower and high churchyard wall. “Vænø waits for Glænø,” said the legend. He saw the island and heard the church bells ringing down below, though in that he was mistaken: the sound surely came from the many wild swans that often gather here on the water. They murmur and lament as though one were hearing bells ringing far away.
There was a time when many old people on Glænø still remembered that night of storm quite clearly, and how, as children, they themselves had driven between the two islands at low tide, just as people nowadays drive over to Glænø from the coast of Zealand, not far from Holsteinborg; the water reaches only halfway up the wheels. “Vænø waits for Glænø,” people said, and it became both legend and certainty.
Many a little boy and girl lay awake on stormy nights, thinking: Tonight the hour will come when Vænø carries Glænø away. In their fear they said the Lord’s Prayer, then fell asleep and dreamed sweetly—and next morning Glænø was still there, with its woods and cornfields, its pleasant farmhouses and hop gardens; the birds sang, the fallow deer leapt, and the mole could smell no seawater, however far it burrowed.
And yet Glænø’s days are numbered; we cannot say how many remain, but numbered they are, and one fine morning the island will have vanished. Perhaps only yesterday you were down here on the shore, watching the wild swans on the water between Zealand and Glænø. A sailing boat with its sails spread wide glided past the dense woods, and you yourself drove across the shallow ford, for there was no other way; the horses splashed through the water, and it washed about the carriage wheels.
You have gone away, perhaps to travel a little way into the wide world, and after some years you return. Now you see the woods here enclosing a broad stretch of green meadow, where the hay smells sweet before neat farmhouses. Where are you? Holsteinborg still stands here in all its splendour, with its gilded spire, but no longer close to the fjord: it lies farther inland. You walk through woods, across fields, down towards the shore—where is Glænø? You see no wooded island before you, only open water. Has Vænø carried off Glænø, for which it waited so long? When was the night of storm in which this happened, when the earth shook so hard that old Holsteinborg moved many thousands of cock’s strides inland?
It was no night of storm; it happened in the bright sunshine. Human ingenuity built a dyke against the sea; human ingenuity blew away the enclosed waters and bound Glænø to the mainland. The fjord has become a meadow of luxuriant grass; Glænø has grown fast to Zealand. The old manor stands where it always stood. It was not Vænø that carried off Glænø, but Zealand, reaching out with its long arms of dykes, blowing with the breath of its pumps and chanting the magic words, the words of marriage; and Zealand received many acres of land as a bridal gift. It is the truth, duly entered in the land register; you can see the proof of the tale for yourself: the island of Glænø has vanished.
Izvirnik
Vænø og Glænø
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der lå engang ved Sjællands kyst, ud for Holsteinborg, to skovbegroede øer, Vænø og Glænø, på dem var kirkeby og gårde; de lå kysten nær, de lå hinanden nær, nu er der kun den ene ø.
En nat blev det et forfærdeligt vejr, havet steg som det ikke var steget i mands minde; stormen tog voldsomt til; det var et dommedagsvejr, det lød, som om jorden revnede; kirkeklokkerne kom i sving og ringede uden menneskehjælp.
I den nat forsvandt Vænø i havets dyb; det var som om den ø aldrig havde været. Men siden, mangen sommernat, ved stille, klart lavvande, når fiskeren var ude at stange ål ved blus forude i båden, så han, med rigtigt skarpt syn, dybt nede under sig Vænø med dens hvide kirketårn og den høje kirkemur. "Vænø bier efter Glænø," sagde sagnet; han så øen, han hørte kirkeklokkerne ringe dernede, men deri tog han dog fejl, det var til visse lyd fra de mange vilde svaner, som her tit ligger på vandfladen; de klukker og klager, som hørte man langt borte fra klokkeklang.
Der var en tid, da endnu mange gamle folk på Glænø huskede så godt hin stormnat og at de selv, som små, havde ved lavvande kørt mellem de to øer, som man nutildags fra Sjællands kyst, ikke langt fra Holsteinborg, kører over til Glænø; Vandet når kun midt op om hjulene. "Vænø bier efter Glænø," blev der sagt, og det blev sagn og vished.
Mangen lille dreng og pige lå i stormfulde nætter og tænkte: I nat kommer timen, da Vænø henter Glænø. I angst læste de deres fadervor, sov så ind, drømte sødt - og næste morgen var Glænø der endnu med sine skove og kornmarker, sine venlige bondehuse og humlehaver; fuglen sang, dådyret sprang; muldvarpen lugtede ikke havvand, så langt den kunne rode.
Og dog er Glænøs dage talte; vi kan ikke sige, hvor mange de er, men de er talte, en skøn morgen er øen forsvunden.
Du var måske endnu i går hernede ved strandbredden, så de vilde svaner ligge på vandet mellem Sjælland og Glænø, en sejlbåd med udspændte sejl gled forbi skovtykningen, du selv kørte over det lave vadested, der var ingen anden farvej; hestene trampede i vandet, det plaskede om vognhjulene.
Du er rejst derfra, rejser måske nu et lille stykke ud i den vide verden og kommer efter nogle åringer tilbage igen: Du ser da skoven her omslutte en stor grøn engstrækning, hvor høet dufter foran pyntelige bondehuse. Hvor er du? Holsteinborg pranger jo her endnu med sit forgyldte tårnspir, men ikke tæt ved fjorden, det ligger højere oppe i landet; du går igennem skov, hen over mark, ned mod stranden, - hvor er Glænø? Du ser ingen skovø foran dig, du ser det åbne vand. Har Vænø hentet Glænø, som den så længe biede på? Når var den stormnat, hvori dette skete, hvor jorden rystede, så at det gamle Holsteinborg flyttede mange tusind hanefjed op i landet?
Det var ingen stormnat, det var ved den lyse solskinsdag. Menneskekløgt lagde dæmning for havet, menneskekløgt blæste indvandet bort, bandt Glænø til det faste land. Fjorden er blevet eng med frodigt græs, Glænø er groet fast til Sjælland. Den gamle gård ligger hvor den altid lå. Det var ikke Vænø, som hentede Glænø, det var Sjælland, som med lange digearme greb til og med pumpernes mundvejr blæste og læste trylleordene, formælingens ord, og Sjælland fik mange tønder land i brudegave. Det er sandhed, den er tinglæst, du har syn for sagn, øen Glænø er forsvundet.
Nadaljuj z branjem
Morda ti bo všeč tudi
Arejev otok in prihod v Kolhido
Argonavtika · 18 min branja
2 skupnih tagov
049 The Party from Gibbet Island
Myths and Legends of Our Own Land · 4 min branja
2 skupnih tagov
084 Jack Welch's Death Light
Myths and Legends of Our Own Land · 3 min branja
2 skupnih tagov
117 The Revenge of Josiah Breeze
Myths and Legends of Our Own Land · 6 min branja
2 skupnih tagov